Forsøm ikke at komme sammen

„Lad os . . . ikke forsømme at komme sammen,“ siger Bibelen, „men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:25) De der ønsker at tilbede Gud på rette måde, skal tydeligvis komme sammen for at ’anspore hinanden til kærlighed og gode gerninger’. — Hebræerne 10:24.

DA APOSTELEN Paulus skrev ovenstående ord i det første århundrede, havde jøderne et imponerende tempel i Jerusalem hvor de tilbad Gud. Der fandtes også synagoger, og der siges at Jesus ’underviste i en synagoge eller i templet, dér hvor alle jøderne kom sammen’. — Johannes 18:20.

Hvilke mødesteder havde Paulus i tanke da han rådede de kristne til at komme sammen for at opmuntre hinanden? Var tempelordningen i Jerusalem et forbillede for kristenhedens kirkebygninger? Hvornår begyndte de der kaldte sig kristne, at samles i monumentale religiøse bygninger?

’ET HUS FOR GUDS NAVN’

De første anvisninger på et tilbedelsessted findes i Anden Mosebog. Jehova Gud befalede sit udvalgte folk, israelitterne, at bygge en „teltbolig“, det såkaldte „mødetelt“. Her blev pagtens ark og forskellige hellige genstande opbevaret. „Jehovas herlighed fyldte teltboligen“ da den blev  fuldført i 1512 f.v.t. I mere end fire hundrede år var dette transportable telt midtpunktet i den tilbedelsesordning Gud oprettede. (Anden Mosebog, kapitlerne 25-27; 40:33-38) I Bibelen kaldes dette telt også for „Jehovas tempel“ og „Jehovas hus“. — 1 Samuel 1:9, 24.

Da David blev konge i Jerusalem, gav han udtryk for sit stærke ønske om at opføre en permanent bygning til Jehovas ære. Men eftersom David havde været en krigens mand, sagde Jehova til ham: „Du skal ikke bygge et hus for mit navn.“ I stedet lod Gud Davids søn Salomon bygge templet. (1 Krønikebog 22:6-10) Salomon indviede templet i 1026 f.v.t. efter at have bygget på det i syv og et halvt år. Jehova viste at han godkendte denne bygning med ordene: „Jeg har helliget dette hus som du har bygget, ved at knytte mit navn til det til fjerne tider; og mine øjne og mit hjerte vil være der alle dage.“ (1 Kongebog 9:3) Så længe israelitterne forblev trofaste, var det dette hus Jehova godkendte. Men hvis de ophørte med at gøre det rette, ville Jehova fjerne sin gunst fra dette sted, og ’huset ville blive en ruindynge’. — 1 Kongebog 9:4-9; 2 Krønikebog 7:16, 19, 20.

Med tiden vendte israelitterne sig bort fra den sande tilbedelse. (2 Kongebog 21:1-5) „Så førte [Jehova] kaldæernes konge op imod dem. . . . [og han brændte] den sande Guds hus og nedbrød Jerusalems mur; og alle dens tårnborge brændte de med ild, samt alle kostbare ting deri, for at ødelægge dem. Derpå førte han dem der var levnet af sværdet i landflygtighed til Babylon, så de blev tjenere for ham og hans sønner.“ Ifølge Bibelen skete dette i 607 f.v.t. — 2 Krønikebog 36:15-21; Jeremias 52:12-14.

Som forudsagt af profeten Esajas lod Gud perserkongen Kyros udfri jøderne fra Babylon. (Esajas 45:1) I 537 f.v.t., efter 70 års fangenskab, vendte de tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet. (Ezra 1:1-6; 2:1, 2; Jeremias 29:10) Efter flere forsinkelser i byggearbejdet blev templet i 515 f.v.t. omsider fuldført og den sande tilbedelse genoprettet. Det genopbyggede tempel var ikke lige så prægtigt som Salomons tempel, men bestod alligevel i næsten 600 år. Men også dette tempel forfaldt fordi israelitterne forsømte tilbedelsen af Jehova. Da Jesus Kristus kom til jorden, var kong Herodes i færd med at ombygge templet. Hvad ventede der denne bygning i fremtiden?

’DER SKAL IKKE LADES STEN PÅ STEN TILBAGE’

Med henvisning til templet i Jerusalem sagde Jesus til sine disciple: „Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned.“ (Mattæus 24:1, 2) Og sådan gik det. Det sted som i århundreder havde været centret for tilbedelsen af Gud, blev i år 70 ødelagt af den romerske hær, der kom til byen for at nedkæmpe jødernes oprør. * Dette tempel blev aldrig genopbygget. I det syvende århundrede blev der på det sted hvor templet havde ligget, opført en muslimsk helligdom, kendt som Klippemoskeen. Den ligger stadig på det sted hvor jødernes tempel lå.

 Hvordan skulle gudsdyrkelsen foregå blandt Jesu disciple? Skulle kristne med en jødisk baggrund fortsætte med at tilbede Gud ved det tempel som inden længe ville blive ødelagt? Hvor skulle de ikkejødiske kristne tilbede Gud? Ville kristenhedens religiøse bygninger erstatte templet? En samtale Jesus havde med en samaritansk kvinde, kaster lys over disse spørgsmål.

Samaritanerne havde i århundreder tilbedt Gud ved et stort tempel på Garizims Bjerg i Samaria. „Vore forfædre tilbad på dette bjerg,“ sagde den samaritanske kvinde til Jesus, „men I siger at i Jerusalem er stedet hvor man bør tilbede.“ Som svar sagde Jesus til hende: „Tro mig, kvinde: Den time kommer da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen.“ Det ville ikke længere være nødvendigt at tilbede Jehova ved et bogstaveligt tempel, for Jesus sagde: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:20, 21, 24) Apostelen Paulus sagde senere til athenerne: „Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer der er gjort med hænder.“ — Apostelgerninger 17:24.

Det er derfor tydeligt at kristenhedens religiøse bygninger ikke har nogen forbindelse med den førkristne tempelordning. Og kristne i det første århundrede havde ingen grund til at opføre den slags bygninger. Efter apostlenes død opstod der som forudsagt et frafald, og man veg bort fra den sande lære. (Apostelgerninger 20:29, 30). Allerede mange år før den romerske kejser Konstantin i 313 efter sigende lod sig omvende til kristendommen, var såkaldt kristne begyndt at afvige fra Jesu lære.

Konstantin bidrog til at sammensmelte „kristendommen“ med romernes hedenske religion. I The Encyclopædia Britannica hedder det: „Konstantin befalede selv opførelsen af tre enorme kristne basilikaer i Rom: Peterskirken, San Paolo fuori le Mura og Laterankirken. Han . . . udtænkte den korsformede grundplan der op gennem middelalderen blev almindelig for kirker i Vesteuropa.“ Peterskirken i Rom, der i 1500-tallet blev genopført i en ny form, betragtes stadig som den katolske kirkes vigtigste bygning.

„Kirken overtog nogle af de religiøse skikke og former, der havde været almindelige i det før-kristne [hedenske] Rom,“ siger historikeren Will Durant. Det indbefattede „basilikaens arkitektur“. Fra det 10. til det 15. århundrede blev der bygget utallige kirker og katedraler, og der blev lagt stor vægt på arkitekturen. Det var i denne tidsperiode at mange af de kirkebygninger i kristenheden der i dag betragtes som arkitektoniske mesterværker, blev opført.

Synes folk altid at det er åndeligt berigende og opløftende at tilbede Gud i en kirke? „For mig kom kirken til at stå for alt hvad der er kedeligt og trættende ved religionen,“ fortæller Francisco fra Brasilien. „Messen var en meningsløs gentagelse der ikke tilfredsstillede mine virkelige behov. Det var en lettelse når den var overstået.“ Ikke desto mindre har troende fået påbud om at komme sammen. Hvor og hvordan skal de holde deres møder?

 „MENIGHEDEN I DERES HUS“

Man kan finde ud af hvordan kristne bør samles ved at betragte hvordan de troende i det første århundrede mødtes. Bibelen viser at de sædvanligvis mødtes i private hjem. For eksempel skrev apostelen Paulus: „Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus, . . . og hils menigheden i deres hus.“ (Romerne 16:3, 5; Kolossenserne 4:15; Filemon 2) Det græske ord for „menighed“ (ekklēsiʹa) gengives i nogle engelske oversættelser med „kirke“, for eksempel i King James Version. Men udtrykket sigter til en gruppe mennesker der er forsamlet i en bestemt hensigt, ikke til en bygning. (Apostelgerninger 8:1; 13:1) Den tilbedelse der udføres af sande kristne, kræver ikke rigt udsmykkede religiøse bygninger.

Hvordan foregik møderne i den kristne menighed i det første århundrede? Disciplen Jakob bruger en form af det græske ord synagōgēʹ om et kristent møde. (Jakob 2:2, fodnote) Dette græske ord betyder „sammenføren“, „samling“, og bruges synonymt med ekklēsiʹa. Med tiden kom ordet „synagoge“ til at betyde det sted eller den bygning hvor mødet blev holdt. De jødekristne i det første århundrede var udmærket kendt med det der fandt sted i en synagoge. *

Til de årlige højtider samledes jøderne i templet i Jerusalem, mens synagogerne var det sted hvor man mødtes lokalt for at lære om Jehova og blive undervist i Loven. Det lader til at gudstjenesten i synagogen bestod af bønner, formaninger, oplæsning af Skrifterne samt udlægning af det læste. Da Paulus og de der var med ham, gik ind i en synagoge i Antiochia, „sendte synagogeforstanderne bud til dem og sagde: ’Mænd, brødre, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig det.’“ (Apostelgerninger 13:15) Når de jødekristne i det første århundrede mødtes i private hjem, fulgte de uden tvivl et lignende mønster, så de ved deres møder blev undervist ud fra Skrifterne og blev åndeligt opmuntrede.

 MENIGHEDER HVOR MAN BLIVER OPBYGGET

Ligesom de første kristne mødes Jehovas Vidner i dag i enkle bygninger for at blive undervist i Bibelen og glæde sig over et opbyggende samvær. I mange år mødtes de udelukkende i private hjem, og det gør de stadig nogle steder. Men i dag er antallet af menigheder vokset til mere end 90.000, og de bygninger hvor møderne fortrinsvis holdes, kaldes rigssale. Disse bygninger ligner ikke kirker, og de er ikke prangende. De er praktisk og beskedent indrettet og kan normalt rumme menigheder på mellem 100 og 200 personer der samles til ugentlige møder for at lytte til Guds ord og modtage undervisning.

De fleste af Jehovas Vidners menigheder har møder tre gange om ugen. Et af møderne er et offentligt foredrag over et bestemt emne. Det efterfølges af en drøftelse bygget over et bibelsk tema eller en profeti, og bladet Vagttårnet bruges som kildemateriale. Et andet møde er en skole der har til formål at undervise eleverne i hvordan de kan fortælle andre om Bibelens budskab. Det bliver efterfulgt af et møde hvor man hovedsagelig får nogle praktiske forslag til hvordan man forkynder det kristne budskab. En gang om ugen mødes Jehovas Vidner også i små grupper i private hjem for at studere Bibelen. Til alle disse møder er der fri adgang for offentligheden, og der bliver aldrig optaget kollekt.

Francisco, som er omtalt tidligere, opdagede at møderne i rigssalen var til stor gavn for ham. Han fortæller: „Det første sted hvor jeg overværede et møde, var i en velindrettet bygning i den indre by, og jeg fik et meget godt indtryk af det hele. De tilstedeværende var venlige, og jeg kunne fornemme den kærlighed de havde til hinanden. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme igen, og faktisk er jeg ikke gået glip af et eneste møde siden. Disse kristne møder er livlige og dækker mit åndelige behov. Selv når jeg af en eller anden grund føler mig nedtrykt, tager jeg til møde i rigssalen overbevist om at jeg vil gå opmuntret hjem.“

Ved Jehovas Vidners kristne møder vil du altså kunne tilbede Gud, lære om Bibelen og opleve et opbyggende samvær som gør dig glad. Du skal være hjertelig velkommen til at overvære et møde i den nærmeste rigssal.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 4, 5]

Tilbedelsen af Jehova fandt sted ved tabernaklet og senere i templet

[Illustration på side 6]

Peterskirken i Rom

[Illustration på side 7]

De kristne i det første århundrede mødtes i private hjem

 [Illustrationer på side 8, 9]

Jehovas Vidner holder kristne møder i private hjem og i rigssale