Kampen for en bibel på nutidsgræsk

Det vil måske overraske nogle at få at vide at en oversættelse af Bibelen til folkets sprog har været genstand for en lang og bitter kamp i Grækenland, et land som er blevet kaldt den frie tankes vugge. Hvem ville modsætte sig fremkomsten af en letforståelig græsk bibel? Hvorfor ville nogen prøve at lægge den hindringer i vejen?

MAN skulle tro at grækerne var begunstigede eftersom en betragtelig del af Bibelen oprindelig blev skrevet på deres sprog. Men det græske sprog i vor tid adskiller sig meget fra det der bruges i Septuaginta — en oversættelse til græsk af Bibelens Hebraiske Skrifter — og fra sproget i De Kristne Græske Skrifter. Sandheden er at de fleste grækere i de sidste seks hundrede år har fundet bibelgræsk lige så svært at forstå som et fremmedsprog. Nye udtryk har erstattet de gamle, og ordforråd, grammatik og sætningsbygning har ændret sig.

En samling græske håndskrifter fra det 3. til det 16. århundrede vidner om at man har gjort forsøg på at oversætte Septuaginta til et senere græsk. I det 3. århundrede overførte den græske biskop Gregor i Neocæsarea (ca. 213-ca 270) Prædikerens Bog i Septuaginta til et mere simpelt græsk. I det 11. århundrede oversatte en jøde ved navn Tobias ben Eliezer, der boede i Makedonien, dele af Pentateuken (de fem Mosebøger) fra Septuaginta til hverdagsgræsk. Han brugte oven i købet hebraiske bogstaver af hensyn til de jøder i Makedonien som talte græsk, men kun kunne læse den hebraiske skrift. En lignende oversættelse af hele Pentateuken blev udgivet i Konstantinopel i 1547.

LYS I MØRKET

Efter at de græsktalende områder i Det Byzantinske Rige var blevet underlagt osmannerne i det 15. århundrede, blev flertallet af befolkningen overladt til sig selv hvad angår uddannelse og undervisning. Skønt den ortodokse kirke nød mange privilegier i Osmannerriget, forsømte den lægfolket, hovedsagelig bønder, som sank ned i fattigdom og uvidenhed. Den græske forfatter Thomas Spelios siger: „Den ortodokse kirkes og dens undervisningssystems primære mål var at beskytte sine kirkemedlemmer mod islam og den romersk-katolske kirkes propaganda. Som følge heraf stod græskundervisningen i stampe.“ I denne atmosfære af håbløshed følte bibelelskere at det forsømte folk måtte have trøst og lindring fra Salmernes Bog i Bibelen. Fra 1543 til 1835 kom der 18 oversættelser af Salmerne til det talte græske sprog.

Den første komplette oversættelse af De Kristne Græske Skrifter blev foretaget af en græsk munk ved navn Maximos Kallipolites på foranledning af patriarken af Konstantinopel, Kyrillos Lukaris, og under hans protektion. Den var færdig i 1630. Lukaris nærede tanker om at reformere den ortodokse kirke, men han havde mange modstandere  inden for kirken som ikke ønskede nogen reformer, endsige nogen oversættelse af Bibelen til folkets sprog. * Han blev senere anklaget for højforræderi, fængslet og ryddet af vejen. Ikke desto mindre blev omkring 1500 eksemplarer af Maximos’ oversættelse trykt i 1638. Som følge af denne oversættelse erklærede en græsk-ortodoks synode i Jerusalem 34 år senere at Bibelen „ikke bør læses af hvem som helst, men kun af dem der spejder ind i åndens dybder efter at have foretaget det fornødne studium“. Det betød at Bibelen kun burde læses af præster som havde fået en uddannelse.

I 1703 forsøgte en græsk munk ved navn Serafim fra øen Lesbos at få en revision af Maximos’ oversættelse udgivet i London. Da løfterne om økonomisk støtte fra det engelske hof glippede, finansierede han selv trykningen. I forordet gav han i lidenskabelige vendinger udtryk for at „enhver from kristen“ burde læse Bibelen, og han anklagede kirkens højtstående gejstlige for „at ville skjule deres egne forkerte handlinger ved at holde folket i uvidenhed“. Som man kunne forvente, lod hans ortodokse modstandere ham arrestere. Han befandt sig da i Rusland og blev forvist til Sibirien, hvor han døde i 1735.

Om grækernes åndelige hunger på den tid udtalte en græsk præst om en senere revideret udgave af Maximos’ oversættelse: „Grækerne modtog denne hellige Bibel og andre bibeludgaver med længsel, og de læste den og kom til at elske den. De følte at smerten i deres indre blev lindret, og deres tro på Gud . . . blev fornyet.“ Men præsterne frygtede at hvis folk kom til at forstå Bibelen, ville de, folkets åndelige vejledere, blive afsløret på grund af deres ubibelske lære og gerninger. Derfor udstedte patriarkatet i Konstantinopel i 1823 og igen i 1836 et edikt med påbud om at alle eksemplarer af disse bibeloversættelser skulle brændes!

EN MODIG OVERSÆTTER

På denne baggrund af stærk modstand mod Bibelen og oprigtig længsel efter at kende den fremstod en mand der skulle komme til at indtage en fremtrædende plads i arbejdet med at oversætte Bibelen til nutidsgræsk. Denne modige mand var Neofitos Vamvas, der var en anerkendt sprogmand og bibelforsker og anset som en af „Folkets Lærere“.

Vamvas forstod at den ortodokse kirke var årsag til folkets religiøse uvidenhed. Han var overbevist om at hvis folket skulle vækkes af sin åndelige søvn, måtte Bibelen oversættes til folkets sprog. Med hjælp fra andre sprogfolk og bibelkyndige begyndte han i 1831 at oversætte Bibelen til et lærd, litterært græsk. Oversættelsen, som indeholdt hele Bibelen, udkom i 1850. Da den græsk-ortodokse kirke ikke ydede nogen økonomisk støtte, samarbejdede han med The British and Foreign Bible Society med hensyn til trykningen og udbredelsen af den. Kirken gav ham prædikatet „protestant“, og snart opdagede han at han blev betragtet som en udstødt.

Vamvas’ oversættelse holdt sig nær til den engelske King James Version. Dennes mangler, der var en følge af at bibelforskningen og kendskabet til Bibelens grundsprog endnu var begrænset, gik derfor igen i den nye græske oversættelse. Men i mange år var den det nærmeste man kunne komme en bibeloversættelse til nutidsgræsk. Guds  personlige navn forekommer fire gange i den i formen „Ieová“. — 1 Mosebog 22:14; 2 Mosebog 6:3; 17:15; Dommerne 6:24.

Hvordan modtog grækerne denne og andre letforståelige bibeloversættelser til græsk? De fik en overvældende modtagelse! En kolportør fra det britiske bibelselskab der befandt sig på et skib ud for en af de græske øer, fortæller at ’skibet var fuldstændig omringet af både som var fyldt med børn der kom efter bibler, så han var nødt til at bede kaptajnen sejle videre for at hele hans beholdning ikke skulle blive tømt på én gang’. Men modstanden lod heller ikke vente på sig.

Ortodokse præster advarede folk mod sådanne bibeloversættelser. I Athen konfiskerede man dem. På Kreta havde biskoppen i 1833 brændt de eksemplarer af Det Nye Testamente som han fandt i et munkekloster. En præst skjulte sit eksemplar, og i de nærliggende landsbyer skjulte folk deres eksemplarer indtil biskoppen havde forladt øen.

På Korfu blev Vamvas’ oversættelse nogle år senere forbudt af den græsk-ortodokse kirkes Hellige Synode. Det blev forbudt at sælge den, og de eksisterende eksemplarer blev destrueret. På øerne Chios, Siros og Mykonos førte de lokale præsters fjendtlige holdning til at flere bibler blev brændt. Men der var yderligere modstand mod bibeloversættelser i vente.

EN DRONNING FÅR INTERESSE FOR BIBELEN

I 1870’erne blev dronning Olga af Grækenland klar over at det græske folk i almindelighed stadig kun havde lidt kendskab til Bibelen. Da hun mente at et sådant kendskab kunne være til trøst og opbyggelse, søgte hun at få Bibelen udgivet på et enklere sprog end det der blev brugt i Vamvas’ oversættelse.

Uofficielt opmuntrede ærkebiskoppen i Athen og overhovedet for Den Hellige Synode, Prokopios, dronningen til at gå videre med sin idé. Men da hun henvendte sig til Den Hellige Synode for at få en officiel godkendelse, blev hun afvist. Hun indsendte imidlertid en ny ansøgning, men blev afvist for anden gang. Det var i 1899. Hun besluttede så at ignorere afslaget og selv bekoste en udgave i et begrænset oplag. Den udkom i år 1900.

HÅRDNAKKEDE MODSTANDERE

I 1901 offentliggjorde et fremtrædende athensk dagblad, Akropolis, Mattæus-evangeliet oversat til dimotiki, det græske folkesprog.  Oversætteren var Alexander Pallis, der arbejdede i Liverpool i England. Hans og hans medarbejderes motiv var at ’uddanne grækerne’ og at ’hjælpe folket på fode igen’.

De ortodokse teologistuderende og deres professorer kaldte oversættelsen „en hån mod nationens mest værdifulde klenodier“, en vanhelligelse af Den Hellige Skrift. Patriarken i Konstantinopel, Joakim III, udstedte et dokument som misbilligede oversættelsen. Striden greb om sig og fik et politisk anstrøg ved at stridende politiske partier benyttede sig af den.

En indflydelsesrig del af den athenske presse begyndte at angribe Pallis’ oversættelse og kaldte dens tilhængere for „ateister“, „forrædere“ og „agenter for en fremmed magt“ hvis mål var at skabe uro i det græske samfund. Fra den 5. til den 8. november 1901 var der studenteroptøjer i Athen foranlediget af ultrakonservative elementer i den græsk-ortodokse kirke. Studenterne angreb Akropolis’ kontorer, marcherede mod kongeslottet, overtog Athens universitet og krævede at regeringen trådte tilbage. Otte personer blev dræbt under sammenstød med hæren da optøjerne var på deres højeste. Den næste dag forlangte kongen at ærkebiskop Prokopios tog sin afsked, og to dage senere trådte kabinettet tilbage.

En måned senere demonstrerede studenterne igen og brændte et eksemplar af Pallis’ oversættelse offentligt. De vedtog en resolution mod udbredelsen af oversættelsen og krævede strenge straffe for forsøg på det i fremtiden. Hermed var grunden lagt til at forbyde brugen af enhver oversættelse af Bibelen til nutidsgræsk. I sandhed et mørkt øjeblik!

„JEHOVAS ORD FORBLIVER TIL EVIG TID“

Forbuddet mod at bruge Bibelen på nutidsgræsk blev ophævet i 1924. Siden da har den græsk-ortodokse kirke ikke formået at holde Bibelen fra folket. Jehovas Vidner er i Grækenland som i mange andre lande gået foran med at udbrede kendskabet til Bibelen. Siden 1905 har de brugt Vamvas’ oversættelse i forkyndelsen og hjulpet mange til at få kundskab om sandheden fra Bibelen.

I årenes løb har mange teologer og professorer gjort sig ihærdige bestræbelser for at lave en bibel på nutidsgræsk. Der findes i dag omkring 30 oversættelser af hele Bibelen eller dele af den som kan læses og forstås af den menige græker. En af dem er den græske udgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, som blev udgivet i 1997 til gavn for de 16 millioner i hele verden som taler græsk. Det er Jehovas Vidner som står bag denne bibeloversættelse, der er let at læse og forstå og holder sig trofast til grundteksten.

Kampen for en bibel på nutidsgræsk bekræfter den vigtige sandhed at „Jehovas ord forbliver til evig tid“ uanset hvad mennesker gør for at modsætte sig det. — 1 Peter 1:25.

[Fodnote]

[Illustration på side 27]

Kyrillos Lukaris foranledigede at den første komplette oversættelse til græsk af De Kristne Græske Skrifter blev foretaget. Den var færdig i 1630

[Kildeangivelse]

Bib. Publ. Univ. de Genève

[Illustrationer på side 28]

Nogle oversættelser til det talte græske sprog: Salmernes Bog: (1) 1828, oversat af Ilarion, (2) 1832, af Vamvas, (3) 1643, af Julianus. „Det Gamle Testamente“, trykt i (4) 1840, oversat af Vamvas

Dronning Olga

[Kildeangivelser]

Bibler: Det græske statsbibliotek; Dronning Olga: Culver Pictures

[Kildeangivelse på side 26]

Papyrus: Gengivet med tilladelse af The Trustees of the Chester Beatty Library, Dublin

[Kildeangivelse på side 29]

Papyrus: Gengivet med tilladelse af The Trustees of the Chester Beatty Library, Dublin