Kristne har brug for hinanden
Kristne har brug for hinanden
„Vi er lemmer der tilhører hinanden.“ — EFESERNE 4:25.
1. Hvad siger et opslagsværk om menneskelegemet?
MENNESKELEGEMET er et mesterværk! I The World Book Encyclopedia står der: „Menneskelegemet bliver nu og da sammenlignet med en maskine, den mest forunderlige der er konstrueret. Naturligvis er menneskelegemet ikke nogen maskine, men der er mange lighedspunkter. Legemet består også af mange dele, der ligesom hver maskindel har en særlig funktion. Og legemet eller maskinen fungerer effektivt fordi alle delene arbejder sammen.“
2. Hvilken lighed er der mellem menneskelegemet og den kristne menighed?
2 Ja, menneskelegemet består af mange dele og lemmer, der hver især har en funktion. Ikke en eneste blodåre, ingen muskel, intet lem er overflødigt. Tilsvarende kan enhver i den kristne menighed bidrage til dens åndelige sundhed og skønhed. (1 Korinther 12:14-26) Ingen i menigheden bør føle sig hævet over andre, men heller ingen bør føle at hun eller han er tilovers. — Romerne 12:3.
3. Hvorfor har kristne ifølge Efeserbrevet 4:25 brug for hinanden?
3 Ligesom legemets lemmer er indbyrdes afhængige, har kristne brug for hinanden. Apostelen Paulus skrev til sine salvede trosfæller: „Nu da I har aflagt løgnen, så tal sandhed hver med sin næste, for vi er lemmer der tilhører hinanden.“ (Efeserne 4:25) Medlemmerne af det åndelige Israel, „Messias’ legeme“, tilhører altså hinanden og taler derfor sandt til hinanden. De samarbejder i ét og alt, for hver af dem tilhører alle de andre. (Efeserne 4:11-13) De finder også glæde ved at arbejde nært sammen med sandfærdige kristne der har et jordisk håb.
4. Hvordan kan vi hjælpe de nye i den kristne menighed?
4 Hvert år døbes der tusinder som har fået håb om at leve i et paradis på jorden. Menighedens øvrige medlemmer hjælper dem med glæde til at ’skynde sig frem til modenhed’. (Hebræerne 6:1-3) For eksempel hjælper erfarne kristne de nye med at finde svar på bibelske spørgsmål og oplærer dem i at forkynde. Ved vores eksempel som trofaste mødedeltagere kan vi gavne nye trosfæller. Vi kan også opmuntre eller trøste de modløse. (1 Thessaloniker 5:14, 15) Vi bør være opmærksomme på hvordan vi kan hjælpe andre til ’fortsat at vandre i sandheden’. (3 Johannes 4) Uanset vores alder, og uanset om vi lige er begyndt at vandre i sandheden eller har gjort det gennem en årrække, kan vi gøre noget for vores trosfællers åndelige sundhed. Og de har afgjort brug for os!
DE YDEDE TILTRÆNGT HJÆLP
5. Hvordan støttede Akvila og Priskilla Paulus?
5 Mange kristne ægtepar har fundet stor tilfredshed ved at hjælpe deres trosfæller. For eksempel tog Akvila og Priskilla (eller Priska) sig af Paulus. De gav ham husly, arbejdede sammen med ham som teltmagere og hjalp ham med at opbygge den nydannede menighed i Korinth. (Apostelgerninger 18:1-4) På en ikke nærmere beskrevet måde udsatte de sig endog for livsfare for Paulus’ skyld. Mens de boede i Rom, skrev han derfor til de kristne i byen: „Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus, som har sat deres egen hals på spil for min sjæl, og som ikke blot jeg men også alle menighederne blandt nationerne siger tak.“ (Romerne 16:3, 4) Ligesom Akvila og Priskilla er nogle kristne i dag med til at opbygge menigheder og støtte deres trosfæller på forskellige måder. Til tider risikerer de endda livet ved at beskytte deres trosfæller mod forfølgere som vil mishandle dem eller slå dem ihjel.
6. Hvilken hjælp fik Apollos?
6 I Efesus hjalp Akvila og Priskilla også den veltalende Apollos, der forkyndte om Jesus. På det tidspunkt kendte Apollos kun den dåb Johannes havde døbt med, den der symboliserede at man angrede og vendte om fra sine synder mod Moseloven. Akvila og Priskilla kunne se behovet og „forklarede Guds vej nøjere for ham“. Sandsynligvis fortalte de ham at den kristne dåb indbefattede at man lod sig døbe i vand og modtog den hellige ånd. Apollos gjorde god brug af det han lærte. Da han siden virkede i Achaia, „var han en stor hjælp for dem der ved Guds ufortjente godhed havde fået tro, for grundigt og med styrke beviste han offentligt at jøderne havde uret, og påviste ud fra Skrifterne at Jesus var Messias“. (Apostelgerninger 18:24-28) I mange tilfælde kan vores trosfæller give os en bedre forståelse af Guds ord. Også på det område har vi brug for hinanden.
MATERIEL HJÆLP TIL NØDLIDENDE
7. Hvad gjorde de kristne i Filippi da deres trosfæller led nød?
7 De kristne i Filippi holdt meget af Paulus og sendte ham materiel hjælp mens han opholdt sig i Thessalonika. (Filipperne 4:15, 16) Da brødrene i Jerusalem trængte til nødhjælp, viste filipperne gavmildhed, endda over evne. Paulus satte så stor pris på den rosværdige indstilling hos brødrene og søstrene i Filippi at han omtalte dem som et eksempel for andre kristne. — 2 Korinther 8:1-6.
8. Hvilken indstilling viste Epafroditus?
8 Mens Paulus sad i fængsel, sendte filipperne ham ikke blot materielle gaver, men også en særlig udsending, Epafroditus. „På grund af Herrens gerning kom han døden ganske nær, idet han udsatte sin sjæl for fare, for at han fuldt ud kunne opveje at I ikke var her til at yde mig en personlig tjeneste,“ skrev Paulus. (Filipperne 2:25-30; 4:18) Det oplyses ikke om Epafroditus var ældste eller menighedstjener. I hvert fald var han en selvopofrende og hjælpsom kristen som Paulus havde hårdt brug for. Hvem i din menighed er som Epafroditus?
DE VAR ’EN STYRKENDE HJÆLP’
9. Hvordan kan vi følge Aristarkus’ eksempel?
9 Kærlige brødre og søstre der er som Akvila, Priskilla og Epafroditus, er værdsat i enhver menighed. Vi kender sikkert også nogle trosfæller der minder om Aristarkus, som ligeledes levede i det første århundrede. Han og andre var „en styrkende hjælp“, måske ved at trøste eller yde praktisk hjælp. (Kolossenserne 4:10, 11) Ved at bistå Paulus viste Aristarkus sig som en sand ven i nøden. Han levede op til beskrivelsen i Ordsprogene 17:17: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ Bør vi ikke alle efter bedste evne være „en styrkende hjælp“ for andre kristne? Jo, især for dem der har det svært.
10. Hvilket godt eksempel var Peter for alle kristne ældste?
10 Især bør de kristne ældste være en styrkende hjælp for deres åndelige brødre og søstre. Til apostelen Peter sagde Jesus: „Styrk dine brødre.“ (Lukas 22:32) Det kunne Peter fordi han viste sig klippefast og stærk, især efter Jesu opstandelse. I ældste, vær altid villige til at hjælpe andre, og gør det på en skånsom måde. Jeres trosfæller har brug for jer! — Apostelgerninger 20:28-30; 1 Peter 5:2, 3.
11. Hvordan gavner det os at efterligne den indstilling Timoteus havde?
11 Paulus’ rejsefælle Timoteus var en ældste som havde stor omsorg for andre kristne. Trods sit dårlige helbred viste han en urokkelig tro og ’trællede sammen med Paulus for at fremme den gode nyhed’. Apostelen kunne derfor skrive til filipperne: „Jeg har . . . ingen med en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil bekymre sig for jeres situation.“ (Filipperne 2:20, 22; 1 Timoteus 5:23; 2 Timoteus 1:5) Vi kan være til stor gavn for vores trosfæller når vi efterligner den indstilling Timoteus havde. Ganske vist døjer vi alle med personlige skrøbeligheder og oplever modgang af forskellig art, men også vi kan og bør vise stærk tro og kærlig omsorg for vores åndelige brødre og søstre. Vi bør altid huske at de har brug for os.
KVINDER DER TOG SIG AF ANDRE
12. Hvad kan vi lære af Dorkas?
12 Dorkas var en af de gudhengivne kvinder i fortiden der viste stor omsorg for andre. Da hun døde, tilkaldte disciplene Peter og førte ham op i den sal hvor hun lå. Og „alle enkerne trådte grædende frem for ham idet de fremviste mange underklædninger og yderklædninger af dem som Dorkas plejede at lave da hun var hos dem“. Dorkas blev oprejst og fortsatte utvivlsomt med at ’yde mangfoldige gode gerninger og barmhjertighedsgaver’. Også i vor tids kristne menighed findes der kvinder som Dorkas der kærligt tager sig af dem med særlige behov, for eksempel ved at sy tøj til dem. Deres gode gerninger knytter sig naturligvis først og fremmest til Rigets sag og arbejdet med at gøre disciple. — Apostelgerninger 9:36-42; Mattæus 6:33; 28:19, 20.
13. Hvordan viste Lydia omsorg for andre?
13 Også den gudfrygtige kvinde Lydia viste omsorg for andre. Hun kom fra Tyatira, men boede i Filippi da Paulus forkyndte dér i tiden omkring år 50. Lydia var sandsynligvis jødisk proselyt, men der har sikkert kun været få jøder i Filippi og ingen synagoge. Hun og andre troende kvinder havde derfor samlet sig ved en flod for at bede da Paulus forkyndte den gode nyhed for dem. Beretningen lyder: „Jehova åbnede [Lydias] hjerte helt, så hun gav agt på det Paulus sagde. Da hun og hendes husstand nu blev døbt, sagde hun bønfaldende: ’Hvis I har bedømt mig til at være trofast mod Jehova, så tag ind i mit hus og bliv dér.’ Og hun ligefrem pressede os.“ (Apostelgerninger 16:12-15) Lydia var ivrig efter at gøre godt mod andre og overtalte Paulus og hans rejsefæller til at bo hos sig. Vi sætter stor pris på omsorgsfulde og kærlige kristne der i dag viser en lignende gæstfrihed. — Romerne 12:13; 1 Peter 4:9.
I BØRN OG UNGE — VI HAR OGSÅ BRUG FOR JER
14. Hvordan behandlede Jesus børn?
14 Den kristne menighed blev grundlagt af Guds omsorgsfulde søn, Jesus. Folk befandt sig godt i hans selskab fordi han var kærlig og medfølende. Da nogle forældre ved en lejlighed kom til ham med deres små børn, forsøgte hans disciple at få dem til at gå igen. Men Jesus sagde: „Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem, for Guds rige tilhører sådanne. Jeg siger jer som sandt er: Den som ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, vil slet ikke komme ind i det.“ (Markus 10:13-15) Hvis vi skal modtage Rigets velsignelser, må vi være lige så ydmyge og lærvillige som små børn. Jesus viste at han elskede børn ved at tage dem i sine arme og velsigne dem. (Markus 10:16) Hvad med i dag? Holder menigheden af jer børn og unge? Er der brug for jer? Ja, det kan I være sikre på!
15. Hvad fortæller Lukas 2:40-52 om Jesus, og hvad kan børn og unge lære af ham?
15 Allerede som dreng viste Jesus at han elskede Gud og De Hellige Skrifter. Som 12-årig rejste han med sine forældre, Josef og Maria, fra hjembyen Nazaret til Jerusalem for at fejre påsken; men på tilbageturen opdagede forældrene at Jesus ikke var med i rejseselskabet. Efter nogen tid fandt de ham siddende i templet, hvor han var optaget af at lytte til lærerne og stille dem spørgsmål. Overrasket over at Josef og Maria ikke anede hvor han var henne, spurgte han: „Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?“ Han fulgte med dem hjem, fortsatte med at underordne sig dem og gjorde stadig fremskridt i visdom og legemlig vækst. (Lukas 2:40-52) Jesus var et godt eksempel for børnene og de unge iblandt os. Det er vigtigt at de adlyder deres forældre og går op i at lære om åndelige emner. — 5 Mosebog 5:16; Efeserne 6:1-3.
16. (a) Hvad råbte nogle drenge da Jesus forkyndte i templet? (b) Hvilken forret har I børn og unge i dag?
16 Forkynder du om Jehova i skolen og fra hus til hus sammen med dine forældre? (Esajas 43:10-12; Apostelgerninger 20:20, 21) Da Jesus forkyndte og helbredte i templet kort før sin død, råbte nogle drenge: „Frels dog Davids søn!“ Anklagende spurgte de øverste præster og de skriftlærde Jesus: „Hører du hvad de siger?“ Jesus svarede: „Ja. Har I aldrig læst dette: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning’?“ (Mattæus 21:15-17) Ligesom disse børn har I unge den store forret at lovprise Gud og hans søn. Vi er glade for at arbejde sammen med jer i forkyndelsen, og vi har brug for jer.
NÅR TROSFÆLLER LIDER NØD
17, 18. (a) Hvad fik Paulus til at organisere en indsamling til gavn for de kristne i Judæa? (b) Hvordan fik både giverne og modtagerne glæde af de ikkejødiske kristnes bidrag?
17 Uanset vores forhold tilskynder kærligheden os til at hjælpe trosfæller der er i nød. (Johannes 13:34, 35; Jakob 2:14-17) Af kærlighed til de kristne i Judæa organiserede Paulus en indsamling til dem. Især i Jerusalem havde de lidt under forfølgelse, uroligheder og hungersnød. Det var måske i den forbindelse at de havde udholdt „lidelser“ og „trængsler“ og oplevet at man „røvede hvad [de] ejede“. (Hebræerne 10:32-34; Apostelgerninger 11:27–12:1) Paulus førte derfor tilsyn med en hjælpefond til de fattige kristne i Judæa, som menighederne i Achaia, Makedonien og provinsen Asien bidrog til. — 1 Korinther 16:1-3; 2 Korinther 8:1-4, 13-15; 9:1, 2, 7.
18 De frivillige bidrag til de hellige i Judæa viste at jøderne og ikkejøderne blandt Jehovas tilbedere var knyttet sammen i et brodersamfund. Og de ikkejødiske kristnes gavmildhed viste at de var taknemmelige mod deres judæiske trosfæller for deres gaver i form af åndelige rigdomme. De delte derfor både noget åndeligt og materielt med hinanden. (Romerne 15:26, 27) Vor tids kristne bidrager også frivilligt og kærligt med hjælp til nødlidende trosfæller. (Markus 12:28-31) Vi har brug for hinanden så der kan finde en udligning sted, og så ’den med lidt ikke har for lidt’. — 2 Korinther 8:15.
19, 20. Nævn et eksempel på at Jehovas folk yder hjælp i nødsituationer.
19 I bevidstheden om at vi kristne har brug for hinanden, er vi hurtige til at yde hjælp til vores trosfæller. Det fremgår af det der skete da voldsomme jordskælv og jordskred ramte El Salvador tidligt i 2001. I en rapport berettes det: „I hele El Salvador ydede brødrene nødhjælp. Grupper af brødre fra Guatemala, USA og Canada kom for at give os en hjælpende hånd. . . . På kort tid blev der opført over 500 huse og 3 smukke rigssale. De offervillige brødre har aflagt et stort vidnesbyrd ved deres slid og gode måde at arbejde sammen på.“
20 Fra Sydafrika kommer dette referat: „De frygtelige oversvømmelser der hærgede store dele af Mocambique, berørte også mange af vores kristne brødre. Afdelingskontoret i Mocambique tog sig af de fleste behov; de anmodede blot om at vi sendte brugt, men slidstærkt tøj til de nødlidende brødre. Vi indsamlede så meget tøj at vi kunne fylde en 12 meter lang container, som vi sendte til vores brødre i Mocambique.“ Ja, også i sådanne situationer behøver vi hinanden.
21. Hvad vil næste artikel komme ind på?
21 Som tidligere nævnt er alle dele af menneskelegemet vigtige. Sådan er det afgjort også i den kristne menighed. Alle har brug for hinanden. Vi må blive ved med at tjene i forening. Den følgende artikel vil gennemgå nogle vigtige forudsætninger for at det kan lade sig gøre.
Hvad vil du svare?
• Hvilken lighed er der mellem menneskelegemet og den kristne menighed?
• Hvad gjorde de første kristne da deres trosfæller led nød?
• Hvilke bibelske eksempler viser at kristne har brug for hinanden og hjælper hinanden?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 10]
Akvila og Priskilla viste omsorg for andre
[Illustrationer på side 12]
Jehovas tjenere hjælper hinanden og andre i nød
