Spørgsmål fra læserne

Er de løfter man giver Gud, altid bindende?

I bibelsk forstand er et løfte en højtidelig forsikring over for Gud om at ville gøre noget, bringe et offer, indtræde i en bestemt tjeneste eller stand eller afstå fra visse ting der i sig selv er tilladte. I Bibelen fortælles der om løfter der var betingede, idet man lovede Gud at gøre noget bestemt hvis Gud først gjorde noget andet. For eksempel aflagde profeten Samuels mor, Hanna, følgende løfte over for Gud: „Hærstyrkers Jehova, hvis du blot ville se din trælkvindes nød . . . og ikke glemme din trælkvinde men give din trælkvinde et drengebarn, så vil jeg give ham til Jehova alle hans levedage, og ingen ragekniv skal komme på hans hoved.“ (1 Samuel 1:11) Bibelen beskriver også løfter som frivillige. Hvor bindende er de løfter man giver Gud?

Israels vise kong Salomon sagde: „Når du aflægger et løfte til Gud, så tøv ikke med at holde det.“ Og han tilføjede: „Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre at du ikke lover, end at du lover uden at holde.“ (Prædikeren 5:4, 5) I den lov der blev givet Israel gennem Moses, hed det: „Når du giver Jehova din Gud et løfte, må du ikke tøve med at holde det; ellers vil Jehova din Gud visselig kræve det af dig, og der vil være synd hos dig.“ (5 Mosebog 23:21) Det er altså en alvorlig sag at give Gud et løfte. Det rette motiv må ligge til grund for det, og den der giver løftet, må ikke nære nogen tvivl om at han eller hun virkelig kan holde det, uanset hvad løftet går ud på. Ellers er det bedre ikke at give et løfte. Men er alle løfter der aflægges, bindende?

Hvad nu hvis et løfte man har aflagt, kræver at man gør noget som man senere bliver klar over ikke er i overensstemmelse med Guds vilje? Det kan for eksempel være et løfte der på en eller anden måde forbinder umoralitet med sand gudsdyrkelse. (5 Mosebog 23:18) Det er indlysende at et sådant løfte ikke er bindende. Under Moseloven havde man desuden den ordning at et løfte som en kvinde havde aflagt, kunne annulleres af hendes far eller hendes mand. — 4 Mosebog 30:3-15.

Man kunne også forestille sig at en har aflagt det løfte over for Gud at forblive ugift, men nu befinder sig i et dilemma. Ved at overholde sit løfte er han eller hun i fare for at overtræde den guddommelige norm for en moralsk ren adfærd. Skal vedkommende så overholde løftet? Ville det ikke være bedre at beskytte sig mod umoralitet ved at bryde løftet og gifte sig og så stole på Guds barmhjertighed og bede om hans tilgivelse? Det er en beslutning som vedkommende selv må træffe. Intet andet menneske kan gøre det for ham.

Hvad skal man gøre hvis man aflægger et løfte som man senere opdager var overilet? Skal man så stadig opfylde løftet? Hvad gjorde Jefta? Det var ikke let for ham at opfylde sit løfte til Gud, men han gjorde det samvittighedsfuldt. (Dommerne 11:30-40) Hvis man ikke holder sit løfte, kan det føre til at Gud vil „harmes“ på en og nedrive ens „hænders værk“,  det man har udrettet. (Prædikeren 5:6) At man tager let på at opfylde et løfte, kan føre til at man mister Guds gunst.

Jesus Kristus sagde: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.“ (Mattæus 5:37) En kristen skal ikke alene holde sine løfter over for Gud, men må være til at stole på i alt hvad han siger — både i forholdet til Gud og i forholdet til andre mennesker. Hvis han befinder sig i den situation at han har truffet en aftale med en anden og aftalen ved nærmere eftertanke viser sig ikke at være særlig klog, hvad skal han så gøre? Det er en sag man ikke kan tage let på. Han må tale med den anden. Det er muligt at han ved en indgående samtale med den anden kan få vedkommende til at løse ham fra det han har forpligtet sig til. — Salme 15:4; Ordsprogene 6:2, 3.

Det gælder for løfter som for alt andet: det vigtigste er at man bevarer et godt forhold til Jehova Gud.

[Illustrationer på side 30, 31]

Hanna tøvede ikke med at holde sit løfte

[Illustrationer på side 30, 31]

Jefta overholdt samvittighedsfuldt sit løfte selv om det ikke var let