Giv til det gør ondt

„KALD mig bare en tigger. Det gør mig ikke noget, for jeg tigger for Jesus.“ Disse meget sigende ord af en protestantisk præst beskriver rammende den polemik der hersker om kirkernes finansiering. Det ser ud til at de etablerede trossamfund kun kan overleve i kraft af at de modtager betragtelig økonomisk støtte. Der skal betales lønninger, bruges penge til evangelisering og bygges nye kirker som skal vedligeholdes. Hvor skal pengene komme fra?

Mange kirker har løst problemet ved at kræve tiende. * „Tiendeordningen er det middel hvorved Gud finansierer sit rige her på jorden,“ påstår evangelisten Norman Robertson. „Det er Guds økonomiske ordning og danner grundlag for udbredelsen af evangeliet.“ Han har ikke betænkeligheder ved at minde menigheden om deres ansvar for at give, men siger uden omsvøb: ’Man giver ikke tiende fordi man har råd til det. Man gør det af lydighed. Hvis man undlader at give tiende, er det en klar overtrædelse af Guds bud. Det er bedrageri.’ — Tithing — God’s Financial Plan.

De fleste forstår udmærket at et trossamfund har brug for penge, men foruroliges eller frastødes af det ustandselige tiggeri. Den brasilianske teolog Inácio Strieder anklager kirkerne for at ty til ordningen med tiende for at „løse deres institutionelle problemer“ og stempler denne praksis som „forkert og amoralsk, ja, som en teologisk vildfarelse“. Det medfører, konkluderer han, at „arbejdsløse, enlige, folk i slumkvarterer og de der er ude af stand til at gennemskue situationen, tror at Gud har forladt dem, og at de er forpligtede til at give så meget til ’prædikanten’ at deres egen familie må sulte“.

Følger de kirker hvor man betaler tiende, virkelig Bibelen? Eller udnytter nogle frygten for Gud til at plukke hjorden? Forventer Gud virkelig som nogle hævder, at ’man skal give til det gør ondt’?

[Fodnote]