Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Josua huskede det Jehova havde gjort

Josua huskede det Jehova havde gjort

Josua huskede det Jehova havde gjort

„MIN tjener Moses er død; så bryd nu op; gå over Jordan dér, du og hele dette folk, ind i det land som jeg giver dem.“ (Josua 1:2) Det var en stor opgave Josua her fik betroet af Jehova. Han havde været Moses’ medhjælper i næsten 40 år, og nu fik han besked på at træde i sin herres sted og føre de ofte genstridige israelitter ind i det land de var blevet lovet.

Josua har sikkert overvejet hvad opgaven ville indebære, og måske tænkt på de prøvelser han allerede havde været igennem og overvundet. Hans erfaringer har uden tvivl været til uvurderlig hjælp for ham, og det kan de også være for kristne i dag.

FRA TRÆL TIL HÆRFØRER

I mange år havde Josua oplevet hvad det vil sige at være træl. (2 Mosebog 1:13, 14; 2:23) Bibelen fortæller os ikke hvordan det gik ham i disse år. Men i Ægypten er han måske blevet god til at organisere, og han kan have hjulpet med at tilrettelægge hebræernes flugt da ’den talrige blandede flok’ drog ud af landet. — 2 Mosebog 12:38.

Josuas familie tilhørte Efraims stamme. Hans farfar, Elisjama, var stammens overhoved og åbenbart anfører for de 108.100 væbnede mænd der udgjorde en af Israels lejrafdelinger. (4 Mosebog 1:4, 10, 16; 2:18-24; 1 Krønikebog 7:20, 26, 27) Da amalekitterne kort efter israelitternes udgang af Ægypten angreb dem, gav Moses Josua til opgave at organisere forsvaret. (2 Mosebog 17:8, 9a) Hvorfor blev det lige Josua og ikke hans far eller farfar? Nogle har givet denne forklaring: „Moses valgte Josua som den leder der var bedst egnet til at udvælge og organisere soldaterne fordi han var høvding for den fremtrædende Efraims stamme, var en god organisator og nød folkets respekt.“

Uanset hvordan det forholdt sig, gjorde Josua nøjagtig som Moses havde befalet. Israelitterne havde slet ingen erfaring i krigsførelse, men Josua havde fuld tillid til Guds hjælp. Så da Moses sagde: „I morgen stiller jeg mig på toppen af højen, med den sande Guds stav i hånden,“ var det alt hvad Josua behøvede at vide. Han havde ikke glemt at Jehova kort tid forinden havde udslettet datidens største militærmagt. Næste dag da Moses løftede sine hænder og holdt dem oppe indtil solen gik ned, kunne ingen fjende stå sig imod Israel, og amalekitterne blev besejret. Dernæst befalede Jehova at Moses skulle skrive følgende i en bog og fremsætte det i Josuas påhør: „Jeg vil fuldstændig udslette Amaleks minde under himmelen.“ (2 Mosebog 17:9b-14) Jehova ville med usvigelig sikkerhed sørge for at dette gik i opfyldelse.

MOSES’ TJENER

Episoden med Amalek må have knyttet Josua og Moses endnu nærmere til hinanden. Josua fik den ære at blive Moses’ personlige tjener „fra han var en ung mand“ indtil Moses døde, en periode på omkring 40 år. — 4 Mosebog 11:28.

Denne opgave var en forret, men medførte også et ansvar. Da Moses, Aron og hans sønner sammen med 70 af Israels ældste steg op på Sinaj Bjerg, hvor de fik et syn af Jehovas herlighed, var Josua sandsynligvis iblandt dem. Og som Moses’ tjener ledsagede han ham højere op på bjerget og holdt sig åbenbart på afstand da Moses gik ind i den sky der symboliserede Jehovas nærværelse. Det er værd at bemærke at Josua tilsyneladende blev på bjerget i 40 dage og 40 nætter. Han ventede trofast på at hans herre skulle vende tilbage, for da Moses begyndte at stige ned ad bjerget med Vidnesbyrdets tavler, var Josua den der tog imod ham. — 2 Mosebog 24:1, 2, 9-18; 32:15-17.

Efter episoden med guldkalven fortsatte Josua med at gå Moses til hånde ved mødeteltet uden for lejren. Her talte Jehova til Moses ansigt til ansigt. Men når Moses vendte tilbage til lejren, ’veg Josua ikke fra teltets indre’. Måske var det nødvendigt at han blev der, for at forhindre israelitterne i at gå ind i teltet eftersom de var urene. Det var tydeligt at Josua tog sin opgave alvorligt. — 2 Mosebog 33:7, 11.

Det må have styrket Josuas tro meget at være sammen med Moses, der ifølge historikeren Josefus var 35 år ældre. Deres forhold er blevet kaldt „samspillet mellem den modne og den unge mand, mellem mesteren og lærlingen“. Det resulterede i at Josua blev „en solid og pålidelig mand“. I dag har vi ikke profeter som Moses iblandt os, men i Jehovas folks menigheder findes der også ældre mænd som med deres erfaring og åndelighed er med til at styrke og opmuntre brodersamfundet. Værdsætter du dem og tager ved lære af deres erfaring?

SPION I KANA’AN

Kort efter at israelitterne havde fået Loven, indtraf der en situation som satte Josua på en vanskelig prøve. Han blev udvalgt til at repræsentere sin stamme da det forjættede land skulle udspioneres. Ifølge den velkendte beretning var alle 12 spioner enige om at landet ’virkelig flød med mælk og honning’, nøjagtig som Jehova havde lovet. Men de 10 af spionerne manglede tro og var bange for at israelitterne ikke kunne fordrive indbyggerne fra landet. Det var kun Josua og Kaleb der tilskyndede folket til ikke at gøre oprør af frygt, for Jehova ville helt sikkert være med sit folk. Men israelitterne begyndte at protestere og tale om at stene de to mænd. Måske ville de have gjort det hvis ikke Jehova havde grebet ind og vist sig i sin herlighed. Gud erklærede at ingen af dem der var mønstret i Israel fra 20-årsalderen og opefter, ville få lov til at leve så længe at de kom ind i Kana’ans land. Det gjorde kun Josua, Kaleb og levitterne. — 4 Mosebog 13:1-16, 25-29; 14:6-10, 26-30.

Men var det ikke hele folket der havde set Jehovas vældige gerninger i Ægypten? Hvorfor havde Josua så stærk en tro på Guds hjælp når flertallet tvivlede? Fordi Josua huskede alt hvad Jehova havde lovet og gjort, og tænkte meget over det. Mange år senere kunne han sige at ’ikke ét af alle de gode ord som Jehova havde talt til dem, var slået fejl. De var alle gået i opfyldelse.’ (Josua 23:14) Josua var overbevist om at alle de løfter Jehova havde givet med hensyn til fremtiden, også med sikkerhed ville gå i opfyldelse. (Hebræerne 11:6) Spørg derfor dig selv: ’Har den tid jeg har brugt på at studere og grunde over Jehovas løfter, overbevist mig om at de er pålidelige? Tror jeg at Gud kan beskytte mig sammen med sit folk under den kommende store trængsel?’

Josua havde ikke blot tro, men også moralsk mod til at gøre det rigtige. Han og Kaleb stod alene over for en forsamling der talte om at stene dem. Hvordan ville du have reageret? Ville du være blevet bange? Det blev Josua ikke. Han og Kaleb lod sig ikke skræmme, men gav modigt udtryk for hvad de mente. Vores loyalitet mod Jehova vil måske kræve at vi en dag må gøre det samme.

I beretningen om spionerne får vi også at vide at Josuas navn blev ændret. Hans oprindelige navn, Hosjea, der betyder „frelse“, blev ændret ved at Moses føjede en ekstra stavelse til. Denne stavelse stod for Guds navn, og han kaldte ham Jehosjua, eller Josua, der betyder „Jehova er frelse“. Septuaginta-oversættelsen gengiver hans navn med „Jesus“. (4 Mosebog 13:8, 16, fodnote) Josua levede op til sit navn ved frimodigt at erklære at Jehova er frelse. Josuas navneforandring kan ikke blot have været noget tilfældigt. Det har afspejlet at Moses satte pris på Josuas karakter, og at han indtog en væsentlig rolle i forbindelse med at føre en ny generation ind i det forjættede land.

Israelitterne vandrede i ørkenen i 40 trælsomme år indtil deres fædre døde. Vi ved intet om Josuas liv i denne periode. Men han må have lært meget. Han har sandsynligvis oplevet Guds dom over de oprørske mænd Kora, Datan, Abiram og deres tilhængere samt hans dom over dem der deltog i den fornedrende dyrkelse af Ba’al-Peor. Det var uden tvivl med stor sorg at Josua hørte at heller ikke Moses ville få lov til at komme med ind i det lovede land fordi han havde undladt at hellige Jehova ved Meribas vand. — 4 Mosebog 16:1-50; 20:9-13; 25:1-9.

UDPEGET TIL AT VÆRE MOSES’ EFTERFØLGER

Da Moses nærmede sig det tidspunkt hvor han skulle dø, bad han Gud udpege hans efterfølger så israelitterne ikke skulle blive „som får der ingen hyrde har“. Jehova svarede at Josua, „en mand i hvem der er ånd“, skulle have overdraget hvervet i hele forsamlingens påsyn, så de kunne høre på ham. Hvilken anbefaling! Jehova havde lagt mærke til Josuas tro og evner. Ledelsen af israelitterne kunne ikke være blevet betroet en mere kvalificeret mand. (4 Mosebog 27:15-20) Men Moses vidste at der ventede Josua kolossale udfordringer. Han tilskyndede derfor sin efterfølger til at ’være modig og stærk’, for Jehova ville blive hos ham. — 5 Mosebog 31:7, 8.

Gud gav Josua en lignende opmuntring og tilføjede: „[Tag] vare på at handle efter hele den lov som min tjener Moses pålagde dig. Afvig ikke fra den, hverken til højre eller til venstre, for at du kan handle med indsigt overalt hvor du færdes. Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den; for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt. Har jeg ikke overdraget dig hvervet? Vær modig og stærk. Bliv ikke opskræmt og vær ikke skrækslagen, for Jehova din Gud er med dig overalt hvor du færdes.“ — Josua 1:7-9.

Med Jehovas ord i tanke og med den erfaring han allerede havde tilegnet sig, kunne Josua ikke være i tvivl om hvordan det ville gå. Landet ville blive indtaget! Der ville naturligvis også opstå vanskeligheder. Den første bestod i at de måtte krydse Jordanfloden på et tidspunkt hvor den gik over sine bredder. Men Jehova havde selv befalet: „Bryd nu op; gå over Jordan dér.“ Der var altså ingen grund til at være betænkelig. — Josua 1:2.

De følgende begivenheder i Josuas liv — indtagelsen af Jeriko, den gradvise nedkæmpning af fjenderne og fordelingen af landet — viser at han aldrig mistede Guds løfter af syne. Da Jehova hen mod slutningen af Josuas liv havde givet israelitterne hvile for deres fjender, samlede Josua folket for at minde dem om alt det Gud havde gjort for dem, og tilskynde dem til helhjertet at tjene ham. Som følge heraf bekræftede israelitterne højtideligt deres pagt med Jehova. Uden tvivl som følge af deres leders eksempel „vedblev [Israel] med at tjene Jehova alle Josuas dage“. — Josua 24:16, 31.

Josua var et godt eksempel for os alle. I dag kommer kristne ud for forskellige trosprøver. For at bevare et godt forhold til Jehova og opleve at han indfrier sine løfter, er det vigtigt at vi står disse trosprøver igennem. Det var Josuas stærke tro der gjorde at det gik ham godt. Vi har ganske vist ikke ligesom Josua set Guds vældige gerninger, men hvis vi tvivler, kan vi i Josuas Bog finde øjenvidneberetninger der viser at Jehovas ord er pålideligt. Ved dagligt at læse i Guds ord og omhyggeligt leve efter det vi lærer, vil vi, ligesom Josua, opnå visdom, og det vil gå os godt.

Bliver du nogle gange skuffet over dine kristne trosfæller? Så tænk på Josuas udholdenhed. I 40 år måtte han, uden selv at have været skyld i det, vandre i ørkenen sammen med de israelitter der ikke havde haft tro. Føler du at det er svært at stå op for det du tror på? Så husk på Josua og Kaleb. De blev rigt belønnet for deres tro og lydighed. Josua havde en stærk tro på at Jehova ville indfri sine løfter. Det samme kan vi have. — Josua 23:14.

[Illustration på side 10]

Josuas tro blev styrket ved at han var sammen med Moses

[Illustration på side 10]

Josua og Kaleb havde tillid til Jehovas magt

[Illustration på side 10]

Josuas lederskab fik folket til at holde sig til Jehova