Livsberetning

Missionærdistriktet blev vores hjem

FORTALT AF DICK WALDRON

En søndag eftermiddag i september 1953 skulle jeg holde et offentligt møde i Sydvestafrikas hovedstad Windhoek — og det selv om vi lige var ankommet ugen inden. Hvad var grunden til at vi var flyttet helt fra Australien og til Afrika? Min kone og jeg samt tre unge kvinder var kommet hertil som missionærer af den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 24:14.

JEG blev født i det skelsættende år 1914 i Australien. Da den store depression brød ud, måtte jeg i mine teenageår hjælpe til med at forsørge familien. Der var ikke noget arbejde at få, men jeg fandt ud af hvordan man kunne fange vilde kaniner som det vrimlede med. Mit væsentligste bidrag til føden var derfor en stadig forsyning af kaninkød.

Ved den anden verdenskrigs udbrud i 1939 var det lykkedes mig at få arbejde ved trafikselskabet i Melbourne. Der var omkring 700 mand ansat ved busserne, så ved hvert vagtskifte mødte jeg bestandig nye chauffører og konduktører. Jeg spurgte dem gerne hvilken religion de havde, og fik dem til at forklare hvad de troede på. Den eneste som besvarede mine spørgsmål tilfredsstillende, var et af Jehovas Vidner. Han fortalte mig at Bibelen lover at der vil komme et paradis på jorden, hvor gudfrygtige mennesker kan leve evigt. — Salme 37:29.

I mellemtiden var min mor også kommet i forbindelse med Jehovas Vidner. Når jeg kom sent hjem fra arbejde, var der ofte sat mad  frem til mig, og så lå der desuden et eksemplar af Ny Verden (nu Vågn op!). Jeg syntes godt om det jeg læste. Jeg indså med tiden at jeg havde fundet den sande tro, og begyndte at komme i menigheden. I maj 1940 blev jeg døbt.

I Melbourne lå der et pionerhjem, hvor der boede omkring 25 af Jehovas Vidners heltidsforkyndere. Der fik jeg lov at flytte ind. Jeg lyttede hver dag til deres spændende oplevelser fra forkyndelsen og fik derved et stort ønske om at tage pionertjenesten op. Jeg indsendte en ansøgning om at blive pioner, og den blev godkendt. Derefter blev jeg indkaldt til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien. Sådan gik det til at jeg blev en del af betelfamilien.

FÆNGSLING OG FORBUD

En af de opgaver jeg fik på Betel, var at betjene et savværk. Af de træer vi fældede, lavede vi trækul til gengas. Det brugte vi som drivmiddel til afdelingskontorets biler under krigen hvor der var benzinmangel. Vi var 12 der arbejdede på savværket, alle i den værnepligtige alder. Inden længe blev vi idømt seks måneders fængsel fordi vi af bibelske grunde nægtede at udføre militærtjeneste. (Esajas 2:4) Vi blev sendt til en fangelejr hvor vi skulle udføre tvangsarbejde. Og hvad blev vi sat til? Ja, gæt engang. Vi skulle fælde træer og save brænde, nøjagtig det samme som vi havde gjort på Betel.

Vi udførte vores arbejde så godt at fangevogteren gav os lov til at få en bibel og vores bibelske publikationer, til trods for strenge ordrer om at vi ikke måtte få det. I fængselstiden lærte jeg noget vigtigt om ens forhold til andre. Da jeg arbejdede på Betel, var der en broder som jeg havde svært ved at samarbejde med. Vi var ganske enkelt to vidt forskellige personligheder. Men hvem kom jeg til at dele celle med? Netop den broder. Nu havde vi virkelig tid til at lære hinanden at kende, og det førte til et nært og varigt venskab.

Med tiden blev Jehovas Vidners arbejde forbudt i Australien. Alt blev konfiskeret, og brødrene på Betel havde meget lidt i økonomisk henseende. Ved en lejlighed sagde en broder til mig: „Dick, jeg vil gerne ind til byen og forkynde, men jeg har ingen sko, kun mine arbejdsstøvler.“ Jeg ville med glæde hjælpe ham, så jeg lånte ham mine sko.

Senere fik jeg at vide at han var blevet arresteret og fængslet for at have udbredt sin tro. Jeg kunne ikke lade være med at sende ham et lille brev med ordene: „Det gør mig ondt at høre. Jeg er glad for at jeg ikke er i mine sko.“ Men kort efter blev jeg også arresteret og måtte for anden gang i fængsel på grund af min neutrale holdning. Da jeg blev løsladt, blev jeg sat til at føre tilsyn med den gård hvor vi dyrkede landbrugsprodukter til betelfamilien. På daværende tidspunkt var en domsafsigelse blevet afsagt i Jehovas Vidners favør, og forbuddet mod vores aktiviteter blev ophævet.

JEG GIFTER MIG MED EN NIDKÆR FORKYNDER

Mens jeg arbejdede på gården, begyndte jeg seriøst at tænke på at gifte mig og forelskede mig i den unge pionersøster Coralie Clogan. Den første i Coralies familie der havde vist interesse for Bibelens budskab, var hendes mormor. På sit dødsleje havde hun sagt til sin datter Vera: „Lær dine børn at elske Gud og tjene ham, så mødes vi igen på den paradisiske jord.“ Da en pioner senere besøgte Vera og tilbød hende brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø, begyndte hun at forstå moderens ord. Gennem brochuren blev Vera overbevist om at det er Guds mening at menneskeheden skal leve i et paradis på jorden. (Åbenbaringen 21:4) Hun blev døbt i begyndelsen af 1930’erne, og i overensstemmelse med sin  mors ønske hjalp hun sine tre døtre — Lucy, Jean og Coralie — til at få kærlighed til Gud. Coralies far modstod derimod på det kraftigste familiens religiøse interesser, sådan som Jesus havde advaret om at forholdene til tider ville være i en familie. — Mattæus 10:34-36.

Coralies familie var meget musikalsk, og alle børnene havde lært at spille på et musikinstrument. Coralie spillede violin, og i 1939 havde hun i en alder af 15 år allerede bestået en eksamen i musikfag. Men den anden verdenskrigs udbrud fik hende til at tænke alvorligt over fremtiden. Coralie følte hun måtte vælge hvad hun ville bruge sit liv til. Hun havde chancen for at skabe sig en musikkarriere og var allerede blevet indbudt til at spille i Melbournes symfoniorkester. Men hun havde også mulighed for at bruge sin tid på det store arbejde med at udbrede budskabet om Riget. Efter moden overvejelse lod Coralie og hendes to søstre sig døbe i 1940 og forberedte sig på at tage heltidsforkyndelsen op.

Coralie havde ikke mere end lige truffet beslutningen om at blive heltidstjener da Lloyd Barry, som arbejdede på afdelingskontoret i Australien og senere blev medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, henvendte sig til hende. Han havde holdt foredrag i Melbourne og sagde bagefter til Coralie: „Jeg skal med toget tilbage til Betel; hvorfor ikke tage med og tilslutte dig betelfamilien?“ Det gjorde hun med glæde.

I årene under forbuddet udførte Coralie og de andre søstre i betelfamilien et vigtigt arbejde med at tilvejebringe publikationer til brodersamfundet i Australien. Faktisk udførte de, under ledelse af broder Malcolm Vale, det meste af trykningen. Det lykkedes at trykke og indbinde bøgerne Børn og The New World, og under de mere end to år med forbud udeblev ikke ét eneste nummer af Vagttårnet.

Omkring 15 gange måtte trykkeriet flyttes for ikke at vække politiets opmærksomhed. I et tilfælde blev litteraturen trykt i kælderetagen i en bygning som udadtil var et almindeligt trykkeri. Hvis der opstod fare, skulle søsteren i receptionen trykke på en knap som fik en klokke til at ringe i kælderen. Så kunne søstrene dernede nå at gemme publikationerne af vejen før der kom inspektion.

Under en sådan inspektion opdagede nogle søstre til deres skræk at der lå et eksemplar af Vagttårnet fremme på et bord. Betjenten kom ind, lagde sin mappe lige oven på bladet og begyndte ransagningen. Han fandt ikke noget og tog så sin mappe og gik.

Da forbuddet var blevet ophævet og brødrene havde fået afdelingskontorets ejendom tilbage, fik mange af dem mulighed for at rejse ud som specialpionerer. Coralie stillede sig til rådighed og blev sendt til Glen Innes. Og der sluttede jeg mig til hende efter vores bryllup den 1. januar 1948. Da vi senere forlod dette distrikt, var der blevet oprettet en stærk og aktiv menighed.

Det næste distrikt vi fik tildelt, var Rockhampton, men det lykkedes os ikke at finde noget logi. Vi fik derfor lov til at slå vores telt op på en åben mark der tilhørte en landmand som var interesseret i Bibelens budskab. I ni måneder måtte vi affinde os med at  bo i et telt. Det kunne meget vel være blevet til længere tid, hvis ikke teltet under regnsæsonen var blevet revet i stumper og stykker af en tropisk storm og skyllet bort af regnen. *

NY DISTRIKTSTILDELING

Mens vi var i Rockhampton, blev vi inviteret til at overvære den 19. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead for missionærer. Og på den måde gik det til at vi efter skolens afslutning i 1952 blev sendt til det der dengang hed Sydvestafrika. *

Kristenhedens gejstlige var ikke sene til at give udtryk for hvad de mente om vores missionærarbejde. Hver søndag i seks uger advarede de deres menigheder imod os fra prædikestolen. De sagde til folk at de ikke skulle byde os indenfor og ikke lade os læse noget op fra Bibelen, for det ville bare gøre dem forvirrede. I et område hvor vi afsatte mange publikationer, fulgte præsten efter os fra hus til hus og samlede bøgerne ind igen. En dag hvor vi havde en samtale med præsten i hans arbejdsværelse, så vi at han havde en hel del af vores bøger stående.

Det varede ikke længe før de lokale myndigheder også begyndte at blive opmærksomme på vores arbejde. Vi blev mistænkt for at have forbindelse med kommunisterne, uden tvivl på foranledning af præsterne. Der blev taget fingeraftryk af os, og nogle af dem vi havde besøgt, blev afhørt. På trods af denne modstand kom der flere og flere til vores møder.

Lige fra vi ankom til landet, havde vi et brændende ønske om at forkynde budskabet blandt de indfødte ovamboer, hereroer og namaer, men det var ikke let. Dengang var Sydvestafrika underlagt apartheidstyret i Sydafrika. Hvis man var hvid, måtte man ikke forkynde i de sorte kvarterer uden regeringens tilladelse. Vi søgte tid efter anden om lov, men fik altid afslag.

Efter at have været i vores distrikt i to år fik vi en overraskelse. Coralie var blevet gravid. I oktober 1955 blev vores datter, Charlotte, født. Vi kunne ikke længere fortsætte som missionærer, men det lykkedes mig at få et deltidsarbejde og være pioner i nogen tid.

SVAR PÅ VORE BØNNER

I 1960 stod vi over for endnu en udfordring. Coralie modtog et brev hvori der stod at hendes mor var meget syg, og at hun skulle skynde sig hjem hvis hun ville nå at se  hende igen. Vi planlagde derfor at forlade Sydvestafrika og flytte tilbage til Australien. Men pludselig kom et længe ventet budskab — i den selv samme uge hvor vi skulle rejse, modtog jeg en tilladelse fra de lokale myndigheder til at færdes i den sorte bydel i Katutura. Hvad skulle vi nu gøre? Levere tilladelsen tilbage som vi i syv år havde kæmpet for at få? Det var fristende at tænke at andre kunne tage over hvor vi slap. Men vi kunne også opfatte det som en velsignelse fra Jehova, et svar på vore bønner.

Jeg var ikke længe om at træffe en beslutning; jeg ville blive. Vores kamp for permanent opholdstilladelse skulle ikke bringes i fare ved at vi alle rejste til Australien. Næste dag afbestilte jeg min billet og sendte Coralie og Charlotte på en forlænget ferie til Australien.

Mens de var væk, begyndte jeg at forkynde for indbyggerne i den sorte bydel og mødte en overvældende interesse. Da Coralie og Charlotte vendte tilbage, var mange derfra begyndt at overvære møderne.

Jeg havde dengang en gammel bil som jeg hentede interesserede i til møderne. Inden hvert møde måtte jeg køre en fire-fem gange og havde op til ni personer med pr. tur. Når den sidste stod ud, spurgte Coralie til tider spøgefuldt: „Hvor mange flere er der under sædet?“

For bedre at kunne forkynde for stammefolkene havde vi brug for litteratur på deres sprog. Jeg havde den forret at sørge for at traktaten Liv i en ny verden blev oversat til fire af de lokale sprog: herero, nama, ndonga og kwanyama. Oversætterne var uddannede mennesker som jeg studerede Bibelen med, men jeg måtte sidde sammen med dem for at sikre mig at hver sætning blev oversat korrekt. Da namasproget har et begrænset ordforråd, var det for eksempel svært at oversætte sætningen „I begyndelsen var Adam et fuldkomment menneske“. Skønt oversætteren længe brød sin hjerne, kunne han ikke finde et ord på nama for „fuldkomment“. Pludselig lyste han op og sagde: „Jeg har det. ’Adam var i begyndelsen som en moden fersken.’“

GLADE FOR VORES MISSIONÆRDISTRIKT

Det er nu omkring 49 år siden vi kom til dette land. Det er ikke længere nødvendigt at indhente tilladelse til at færdes i de sorte kvarterer, da Namibias nye styre har en ikkeracistisk forfatning. I Windhoek er der i dag fire store menigheder som holder møder i komfortable rigssale.

Vi har ofte tænkt på de ord vi hørte på Gilead: „Gør dit missionærdistrikt til dit hjem.“ Den måde hvorpå Jehova har ledet begivenhedernes gang, har overbevist os om at det var hans vilje at dette fremmede land skulle blive vores hjem. Vi er kommet til at holde meget af brødrene, med deres mange interessante kulturforskelle. Vi har taget del i både deres sorger og glæder. Nogle af dem der førhen sad sammenklemt i vores bil for at komme til møde, virker i dag til stor gavn for menighederne. Da vi i 1953 ankom til dette vidtstrakte land, var der mindre end ti lokale forkyndere af den gode nyhed. Fra denne lille begyndelse er antallet vokset til over 1200. Jehova har som lovet fået det som vi og andre har ’plantet og vandet’, til at gro. — 1 Korinther 3:6.

Når Coralie og jeg ser tilbage på vores mange års tjeneste, først i Australien og siden i Namibia, fyldes vi med dyb tilfredshed. Vi håber og beder til at Jehova fortsat vil give os styrke til at gøre hans vilje nu og til evig tid.

[Fodnoter]

[Illustration på side 26, 27]

Vi flytter til vores nye distrikt i Rockhampton, Australien

[Illustration på side 27]

På vej til Gileadskolen

[Illustration på side 28]

Det er en stor glæde at forkynde i Namibia