Når det er en glæde at give

GENIVAL, som bor i en slumby i det nordøstlige Brasilien, forsørgede sin kone og sine børn ved hjælp af en ringe løn som sikkerhedsvagt på et hospital. Trods sin vanskelige situation gav han samvittighedsfuldt tiende. „Til tider måtte min familie sulte,“ erindrer han, mens han tager sig til maven, „men jeg ønskede at give Gud det bedste, uanset hvilke ofre det måtte medføre.“

Selv efter at Genival mistede sit arbejde, blev han ved med at give tiende. Hans præst tilskyndede ham til at sætte Gud på prøve ved at yde et stort bidrag. Præsten garanterede at Gud derefter ville velsigne ham. Derfor besluttede Genival at sælge alt hvad han ejede, og give pengene til kirken.

Genival er ikke den eneste som har et så oprigtigt ønske om at give. Mange der lever i dybeste armod, giver pligtskyldigt tiende fordi deres kirke har lært dem at det er et bibelsk krav. Men er det sandt?

TIENDE OG LOVEN

Befalingen om at give tiende var en del af den lov som Jehova Gud for mere end 3500 år siden gav Israels 12 stammer. Ifølge Loven skulle de give en tiendedel af afgrøden fra landjorden og frugttræerne samt af hjordenes tilvækst som støtte til levitternes tjeneste ved tabernaklet. — 3 Mosebog 27:30, 32; 4 Mosebog 18:21, 24.

Jehova forsikrede israelitterne om at det ’ikke ville være for vanskeligt for dem’ at overholde Loven. (5 Mosebog 30:11) Så længe de trofast overholdt Jehovas forordninger, deriblandt betalingen af tiende, kunne de stole på hans løfte om at de ville få en rigelig høst. Hvert år skulle der desuden sættes en sekundær tiende til side, som normalt blev anvendt i forbindelse med de nationale højtider. Men den kunne også anvendes til ’de fastboende udlændinge, de faderløse og enkerne’ så de kunne blive mætte. — 5 Mosebog 14:28, 29; 28:1, 2, 11-14.

Loven fastsatte ingen straf for ikke at betale tiende, men israelitterne havde en stærk moralsk forpligtelse til at støtte den sande tilbedelse på denne måde. Faktisk anklagede Jehova ligefrem de israelitter der på Malakias’ tid forsømte at give tiende, for at ’rane fra ham i forbindelse med tiende og bidrag’. (Malakias 3:8) Kan kristne der ikke betaler tiende, beskyldes for det samme?

Normalt gælder et lands love ikke uden for landets grænser. Den engelske lov om venstrekørsel gælder for eksempel ikke trafikanter i Frankrig. Hvad angår loven om tiende, var den en del af en særlig pagt mellem Gud og nationen Israel. (2 Mosebog 19:3-8; Salme 147:19, 20) Kun israelitterne var forpligtede til at holde den.

Det er sandt at Gud ikke forandrer sig, men det kan hans lovbestemmelser til tider gøre. (Malakias 3:6) Bibelen siger klart og tydeligt at Jesus ved sin offerdød i år 33 „udslettede“, eller „ophævede“, Loven og dens „bud om at tage tiende af folket“. — Kolossenserne 2:13, 14; Efeserne 2:13-15; Hebræerne 7:5, 18.

KRISTEN GAVMILDHED

Det var dog stadig nødvendigt at støtte den sande tilbedelse økonomisk. Jesus havde befalet sine disciple at ’være vidner til jordens fjerneste egne’. (Apostelgerninger 1:8) I takt med at der kom flere til troen, voksede behovet for kristne lærere og tilsynsmænd der kunne besøge  og styrke menighederne. Der var også til tider behov for at hjælpe enker, faderløse og andre i nød. Hvordan dækkede de kristne i det første århundrede de omkostninger der var forbundet hermed?

Omkring år 55 e.v.t. blev ikkejødiske kristne i Europa og Lilleasien anmodet om at hjælpe den nødstedte menighed i Judæa. I et brev til menigheden i Korinth beskrev apostelen Paulus hvordan „indsamlingen til de hellige“ blev organiseret. (1 Korinther 16:1) Du vil måske blive overrasket over det vi kan uddrage af Paulus’ ord.

Apostelen Paulus besnakkede ikke sine trosfæller for at få dem til at give penge. De kristne i Makedonien der selv var i ’dyb fattigdom under en stor prøve med megen trængsel’, måtte snarere ’indtrængende bede ham om at måtte øve velgørenhed og få en andel i hjælpen til de hellige’. — 2 Korinther 8:1-4.

Paulus tilskyndede ganske vist de mere velhavende kristne i Korinth til at efterligne den gavmildhed deres brødre i Makedonien udviste. Og selv da undlod han ifølge en bibelkommentar ’at give direktiver, men appellerede i stedet til dem ved at give dem nogle tilskyndelser, opfordringer og forslag. Korintherne ville ikke give spontant og af hjertet hvis de blev tvunget til det.’ Paulus vidste at „Gud elsker en glad giver“, ikke en der giver „uvilligt eller tvungent“. — 2 Korinther 9:7.

Det der skulle motivere korintherne til af egen vilje at støtte deres medkristne, var en overflod af tro og kundskab samt ægte kærlighed. — 2 Korinther 8:7, 8.

’SOM MAN HAR BESLUTTET I SIT HJERTE’

Paulus fastsatte ikke et beløb eller en procentdel for bidraget, men foreslog derimod at ’enhver af dem hver første dag i ugen lagde noget til side derhjemme, alt efter hvad han havde råd til’. (1 Korinther 16:2) Ved at planlægge hvilket beløb de regelmæssigt ville sætte til side, ville korintherne ikke føle sig presset til at bidrage når Paulus ankom og måske give modstræbende eller impulsivt. Hvor meget de ville give, var et privat anliggende for den enkelte, der skulle ’gøre som han havde besluttet i sit hjerte’. — 2 Korinther 9:5, 7.

For at kunne høste rigeligt måtte korintherne også så rigeligt. De blev ikke på noget tidspunkt bedt om at give til det gjorde ondt. ’Det er ikke meningen at det skal være vanskeligt for jer,’ sagde Paulus. Bidragene var ’nemlig velbehagelige efter hvad man havde, ikke efter hvad man ikke havde’. (2 Korinther 8:12, 13; 9:6) I et senere brev gav Paulus denne advarsel: „Hvis nogen ikke sørger for . . . dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Timoteus 5:8) Paulus’ tilskyndelse til at give bidrag satte ikke dette princip ud af kraft.

Det er også værd at bemærke at Paulus førte tilsyn med en ’indsamling til de hellige’ som  var i nød. Vi læser ikke i Bibelen at Paulus eller de andre apostle indsamlede bidrag eller modtog tiende til dækning af udgifterne i forbindelse med deres egen tjeneste. (Apostelgerninger 3:6) Paulus var altid taknemmelig for at modtage de gaver som menighederne sendte ham, men undgik samvittighedsfuldt at ligge ’nogen af sine brødre til byrde’. — 1 Thessaloniker 2:9; Filipperne 4:15-18.

FRIVILLIGE BIDRAG I DAG

Det er altså tydeligt at de kristne i det første århundrede gav frivillige bidrag, ikke tiende. Man kan så spørge om det stadig kan lade sig gøre at finansiere forkyndelsen af evangeliet og hjælpen til kristne som er i nød, på den måde.

I 1879 sagde udgiverne af dette blad at de „aldrig hverken [ville] tigge eller bede mennesker om støtte“. Har det hindret Jehovas Vidner i at udbrede Bibelens lære?

I øjeblikket uddeler Jehovas Vidner bibler, bibelske bøger og andre publikationer i 235 lande. Vagttårnet, som er et bibeloplysende blad, udkom i begyndelsen én gang om måneden i et oplag på 6000 eksemplarer og på kun ét sprog. Siden er det begyndt at udkomme to gange om måneden i et oplag på over 24.000.000 eksemplarer og udgives nu på 146 sprog. For at organisere deres verdensomspændende bibeloplysningsarbejde har Jehovas Vidner oprettet afdelingskontorer i 110 lande. Desuden har de opført tusinder af lokale mødesale samt store stævnehaller for at have plads til de mange der er interesserede i at modtage yderligere undervisning i Bibelen.

Jehovas Vidner er først og fremmest optaget af at dække folks åndelige behov; alligevel overser de ikke deres trosfællers materielle behov. Når nogle af deres brødre har været udsat for krige, jordskælv, tørke og storme, sørger de  hurtigt for medicin, fødevarer, tøj og andre fornødenheder. Alt dette finansieres ved hjælp af frivillige bidrag fra menigheder og enkeltpersoner.

Frivillige bidrag er en god ordning som samtidig hjælper dem der har begrænsede midler, som for eksempel Genival der er nævnt i indledningen. Inden Genival solgte alt hvad han ejede, blev han glædeligvis besøgt af Maria, en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere. „På grund af den samtale jeg havde med Maria, undgik min familie at lide store afsavn til ingen nytte,“ fortæller Genival.

Genival fandt ud af at Herrens arbejde ikke afhænger af tiende, og at det ikke længere er et bibelsk krav at man skal give tiende. Han lærte at kristne bliver velsignet når de yder gavmilde bidrag, men at de ikke er forpligtede til at give mere end de kan klare.

I dag glæder Genival sig over at give frivillige bidrag. Han udtrykker det på denne måde: „Nu vælger jeg selv om jeg vil give 10 procent, og jeg føler glæde ved det jeg kan give, og jeg er sikker på at det også glæder Jehova.“

[Ramme/illustrationer på side 6]

Gik kirkefædrene ind for tiende?

„De af os, der har noget, bistår alle de trængende . . . Af de velstående og af dem, der ønsker det, giver enhver efter sit eget valg, hvad han vil.“ — Justin: Apologier, ca. 150 e.v.t.

„Sandt nok var en tiendedel af det jøderne ejede, viet til Gud, men de som havde opnået frihed [som kristne], satte alt hvad de ejede, til side til Herrens interesser, . . . ligesom den fattige enke lagde alt hvad hun ejede, i templets bidragsbøsse.“ — Adversus Hæreses (Mod kætterne), Irenæus ca. 180 e.v.t.

„Er der en slags pengekasse, er den heller ikke samlet sammen af penge, betalt som optagelsesgebyr, som om religionen var til salg. Enhver erlægger et beskedent beløb på en bestemt dag i måneden, eller også når han vil, og hvis han overhovedet vil eller kan. Ingen tvinges nemlig, men man betaler frivilligt.“ — Tertullians forsvarsskrift for de kristne, ca. 197 e.v.t.

„Efterhånden som kirken voksede, og der opstod flere forskellige institutioner, blev det nødvendigt at lave love der sikrede en passende og vedvarende støtte til præsteskabet. Betaling af tiende overtog man fra Moseloven . . . Den tidligste klare lovgivning om dette emne findes tilsyneladende i brevet fra koncilet i Tours i 567 og [kirkelovene] fra det andet koncil i Macon i 585.“ — The Catholic Encyclopedia.

[Kildeangivelse]

Mønt øverst til venstre: Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Illustration på side 4, 5]

Det er en glæde at give frivillige bidrag

[Illustrationer på side 7]

Frivillige bidrag finansierer forkyndelsesarbejdet, nødhjælpsarbejde og bygning af mødesale