Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvem var „de tre vise mænd“?

Hvem var „de tre vise mænd“?

Hvem var „de tre vise mænd“?

Når Jesu fødsel bliver skildret i form af „julekrybber“ eller på malerier, ser man gerne tre kappeklædte mænd der med deres kameler ankommer til en stald hvor Jesusbarnet ligger i en krybbe. De prægtigt klædte gæster kaldes normalt de tre vise mænd. Hvad fortæller Bibelen om dem?

Ifølge Bibelen var de såkaldt vise mænd „fra Østen“, og det var dér de havde fundet ud af at Jesus var blevet født. (Mattæus 2:1, 2, 9) Det må have taget lang tid for dem at rejse til Judæa. Da de endelig fandt frem til Jesus, var han nemlig ikke længere en lille nyfødt baby i en stald, men et „lille barn“ der boede med sin mor i et hus. — Mattæus 2:11.

I Bibelen kaldes disse mænd for magere, eller „astrologer“, og der siges intet om hvor mange der var. The Oxford Companion to the Bible forklarer: „Forbindelsen mellem magi og astrologi fremgår af at de fremmede var stærkt optaget af stjernen som havde ledet dem til Betlehem.“ Bibelen fordømmer enhver form for magi og den babyloniske praksis at forsøge at udlede oplysninger fra stjernernes position. — 5 Mosebog 18:10-12; Esajas 47:13.

De oplysninger som blev formidlet til disse mænd, førte ikke noget godt med sig, men fik den onde og skinsyge kong Herodes’ vrede til at blusse op. Det resulterede i at Josef, Maria og Jesus måtte flygte til Ægypten, og at alle drengebørn i Betlehem „fra toårsalderen og nedefter“ blev slået ihjel. Ud fra det astrologerne fortalte, havde Herodes omhyggeligt skaffet sig viden om hvornår Jesus var blevet født. (Mattæus 2:16) I betragtning af alle de problemer deres besøg førte med sig, må vi derfor konkludere at den stjerne de havde set, og det budskab de havde hørt om ’den jødernes konge som var født’, stammede fra Guds fjende, Satan Djævelen, der ønskede at gøre det af med Jesus. — Mattæus 2:1, 2.