„Hold jer vågne“!
„Hold jer vågne“!
„Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.“ — MARKUS 13:37.
1, 2. (a) Hvad lærte en mand med hensyn til at passe på sine ejendele? (b) Hvad lærer Jesu billede med en tyv os i forbindelse med at holde sig vågen?
JUAN opbevarede sine værdigenstande derhjemme. Han gemte dem under sengen — efter hans mening det sikreste sted i huset. Men en nat da han og hans kone lå og sov, brød en tyv ind i soveværelset. Tyven vidste åbenbart præcis hvor han skulle søge. Lydløst fjernede han alle genstande under sengen, en efter en, og han tog også de penge Juan havde lagt i sin natbordsskuffe. Den følgende morgen opdagede Juan tyveriet. Han vil sent glemme det han lærte af smertelig erfaring: Den mand der sover, kan ikke vogte sine ejendele.
2 Det samme gælder i åndelig forstand. Vi kan ikke beskytte vores håb og vores tro hvis vi falder i søvn. Paulus gav derfor denne opfordring: „Lad os . . . ikke sove som de andre, men lad os holde os vågne og være ædru.“ (1 Thessaloniker 5:6) For at vise hvor vigtigt det er at holde sig vågen, brugte Jesus billedet med en tyv. Han beskrev de begivenheder der ville føre frem til hans komme som Dommer, og sagde derefter advarende: „Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer. Men det skal I være klar over, at hvis husets herre havde vidst i hvilken vagt tyven kom, ville han have holdt sig vågen og ikke tilladt at der blev brudt ind i hans hus. Af den grund må også I vise jer parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ (Mattæus 24:42-44) En tyv meddeler ikke i forvejen hvornår han kommer. Han håber at han kommer på et tidspunkt hvor ingen regner med det. På samme måde, sagde Jesus, vil afslutningen på denne tingenes ordning komme ’i en time vi ikke forestiller os’.
„Hold jer vågne, stå fast i troen“
3. Med hvilket billede understregede Jesus vigtigheden af at holde sig vågen?
3 I Lukasevangeliet sammenlignede Jesus de kristne med trælle der venter på at deres herre skal vende hjem fra et bryllup. De må være agtpågivende så de kan holde sig vågne til han kommer, og være klar til at lukke op for ham. Svarende hertil sagde Jesus: „Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ (Lukas 12:40) Nogle der i årevis har tjent Jehova, mister måske fornemmelsen af hvor alvorlig en tid vi lever i. De når måske ligefrem til den konklusion at afslutningen endnu ligger langt ude i fremtiden. Men en sådan tankegang kunne bortlede deres opmærksomhed fra de åndelige værdier og få dem til at sætte sig materialistiske mål, der kan sløve dem åndeligt. — Lukas 8:14; 21:34, 35.
4. Hvilken overbevisning vil motivere os til at holde os vågne, og hvordan fremgår det af Jesu billedtale?
4 Vi kan også lære noget andet af Jesu billedtale. Skønt trællene ikke vidste i hvilken time deres herre ville komme, vidste de tydeligvis i hvilken nat det ville ske. Det ville have været svært for dem at holde sig vågne hele den nat hvis de havde troet at deres herre måske kom i en anden nat. Men de vidste i hvilken nat han ville komme, og det ansporede dem til at holde sig vågne. På lignende måde viser bibelprofetierne klart at vi lever i endens tid, men de fortæller os ikke selve dagen eller timen for den endelige afslutning. (Mattæus 24:36) Vores tro på at enden vil komme, hjælper os til at holde os vågne, og hvis vi er fuldt og fast overbeviste om at Jehovas dag virkelig er nær, vil det motivere os endnu mere til at være agtpågivende. — Zefanias 1:14.
5. Hvordan kan vi følge Paulus’ tilskyndelse til at ’holde os vågne’?
5 I sit første brev til korintherne gav Paulus følgende tilskyndelse: „Hold jer vågne, stå fast i troen.“ (1 Korinther 16:13) Ja, at holde sig vågen er forbundet med at stå fast i den kristne tro. Så hvordan holder vi os vågne? Ved at vi får stadig større kundskab fra Guds ord. (2 Timoteus 3:14, 15) Gode studievaner og regelmæssig mødedeltagelse vil være med til at styrke vores tro, og at have Jehovas dag i tanke er en vigtig bestanddel af troen. Hvis vi fra tid til anden gennemgår de bibelske beviser for at vi lever nær ved afslutningen på denne tingenes ordning, vil det hjælpe os til ikke at tabe de vigtige sandheder om den kommende afslutning af syne. * Det er også godt at lægge mærke til hvordan udviklingen i verdensbegivenhederne er en opfyldelse af Bibelens profetier. En broder i Tyskland har skrevet: „Hver gang jeg ser nyhederne — krigene, jordskælvene, voldshandlingerne og forureningen af kloden — bliver jeg mindet om hvor nær vi er ved afslutningen.“
6. Hvordan viste Jesus med en lignelse at man kan miste sin agtpågivenhed efterhånden som tiden går?
6 I Markusevangeliet, kapitel 13, har vi endnu en beretning om hvordan Jesus opfordrede sine disciple til at holde sig vågne. I dette kapitel fortæller Jesus lignelsen om en dørvogter der venter på at hans herre kommer hjem fra en udenlandsrejse. Dørvogteren vidste ikke i hvilken time husets herre ville komme. Han måtte bare holde sig vågen. Jesus omtalte fire forskellige nattevagtsperioder hvori herren kunne komme. Den fjerde nattevagt strakte sig fra omkring klokken tre om morgenen til solopgang. I denne sidste nattevagtsperiode kunne dørvogteren let blive overmandet af døsighed. Efter sigende regner soldater timen før daggry for at være det bedste tidspunkt til at overraske fjenden i. Det samme gælder i åndelig forstand. I denne sene nattetime, hvor verden omkring os så at sige er faldet i en dyb åndelig søvn, kæmper vi måske også en hård kamp for at holde os vågne. (Romerne 13:11, 12) I sin lignelse kommer Jesus derfor gentagne gange med opfordringen: „Vær agtpågivende, våg . . . Hold jer derfor vågne . . . Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.“ — Markus 13:32-37.
7. Hvilken reel fare truer, og hvilke formaninger indeholder Bibelen i den henseende?
7 Mange gange i løbet af sin tjeneste og efter sin opstandelse understregede Jesus hvor vigtigt det er at være årvågen. Ja, næsten hver eneste gang Bibelen omtaler afslutningen på denne tingenes ordning, bliver vi mindet om at holde os vågne. * (Lukas 12:38, 40; Åbenbaringen 3:2; 16:14-16) Det er tydeligt at åndelig døsighed er en yderst reel fare, så vi har alle brug for disse formaninger! — 1 Korinther 10:12; 1 Thessaloniker 5:2, 6.
Tre apostle der ikke kunne holde sig vågne
8. Hvad skete der for tre af Jesu apostle i Getsemane Have da Jesus bad dem holde sig vågne?
8 At holde sig vågen kræver mere end blot gode intentioner, hvilket vi ser i tilfældet med Peter, Jakob og Johannes. De var alle tre åndeligt stærke mænd som loyalt fulgte Jesus og følte dyb hengivenhed for ham. Men sent om aftenen den 14. nisan år 33 lykkedes det dem ikke at holde sig vågne. Efter at have fejret påsken gik de tre apostle med Jesus ud til Getsemane Have. Her sagde Jesus til dem: „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden. Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.“ (Mattæus 26:38) Tre gange bad Jesus inderligt til sin himmelske Fader, og tre gange gik han tilbage til sine venner, kun for at finde dem sovende. — Mattæus 26:40, 43, 45.
9. Hvad var sandsynligvis grunden til at apostlene blev døsige?
9 Hvorfor svigtede disse trofaste mænd Jesus den aften? Blandt andet fordi de var fysisk udmattede. Det var sent, sandsynligvis efter midnat, og „deres øjne var tunge“ af træthed. (Mattæus 26:43) Alligevel sagde Jesus til dem: „Hold jer til stadighed vågne og bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse. Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“ — Mattæus 26:41.
10, 11. (a) Hvad hjalp Jesus til at holde sig vågen i Getsemane Have trods sin træthed? (b) Hvad kan vi lære af det der skete med de tre apostle da Jesus bad dem om at holde sig vågne?
10 Jesus var uden tvivl også træt denne vigtige aften. Men i stedet for at lade sig overmande af træthed brugte han de sidste betydningsfulde øjeblikke i frihed til at bede inderligt til sin Fader. Nogle få dage tidligere havde han opfordret sine tilhørere til at bede, da han sagde: „Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ (Lukas 21:36; Efeserne 6:18) Hvis vi følger Jesu vejledning og efterligner hans gode eksempel med hensyn til at bede, vil vores inderlige og ydmyge bønner til Jehova hjælpe os til at holde os åndeligt vågne.
11 Jesus forstod selvfølgelig noget som hans disciple ikke gjorde på daværende tidspunkt, nemlig at han snart ville blive arresteret og dømt til døden. Hans prøvelser og pinsler ville kulminere på marterpælen. Jesus havde advaret sine apostle om dette, men de havde ikke forstået det. De faldt derfor i søvn, mens han holdt sig vågen og bad. (Markus 14:27-31; Lukas 22:15-18) Som det var tilfældet med apostlene, er vores kød også svagt, og der er ting vi endnu ikke ved. Men hvis vi mister fornemmelsen af hvor alvorlig og fremskreden tiden er, kunne vi blive overmandet af åndelig døsighed og falde i søvn. Kun ved at være agtpågivende vil vi kunne holde os vågne.
Tre vigtige egenskaber
12. Hvilke tre egenskaber forbinder Paulus med at være ædru, det vil sige at være vågen og klarttænkende?
12 Hvordan kan vi bevare fornemmelsen af tidens alvor? Vi har allerede været inde på hvor vigtigt det er at bede og at have Jehovas dag i tanke. Derudover nævner Paulus tre vigtige egenskaber som vi bør opdyrke. Han siger: „Vi som hører dagen til, lad os være ædru og have troens og kærlighedens brystharnisk på og som hjelm frelseshåbet.“ (1 Thessaloniker 5:8) Lad os kort se på hvor vigtige egenskaberne tro, håb og kærlighed er for at vi kan holde os åndeligt vågne.
13. Hvordan er troen en hjælp til at holde sig vågen?
13 Vi må have en urokkelig tro på at Jehova er til, og at „han belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) Opfyldelsen af Jesu profeti i det første århundrede styrker vores tro på at den får en større opfyldelse i vor tid. Og troen holder os i spændt forventning om Jehovas dag i forvisning om at det profetiske syn nok skal gå i opfyldelse. „Det vil ikke være forsinket.“ — Habakkuk 2:3.
14. Hvordan er håbet en hjælp til at holde sig vågen?
14 Vores sikre håb er som „et sjælens anker“ der sætter os i stand til at udholde vanskeligheder selv hvis vi må vente på at Guds løfter går i opfyldelse. (Hebræerne 6:18, 19) Margaret, en salvet søster i halvfemserne som blev døbt for over 70 år siden, indrømmer: „Da min mand i 1963 var syg af kræft og lå for døden, syntes jeg det ville være vidunderligt hvis enden kom hurtigt. Men nu kan jeg se at det mest var mig selv jeg tænkte på. Dengang anede vi ikke hvor langt forkyndelsen skulle nå ud over hele jorden. Selv nu er der mange steder hvor forkyndelsen først er ved at komme i gang. Så jeg er glad for at Jehova har været tålmodig.“ Apostelen Paulus forsikrer os: „Udholdenheden [bevirker] en godkendt tilstand, den godkendte tilstand igen håb, og håbet fører ikke til skuffelse.“ — Romerne 5:3-5.
15. Hvordan vil kærlighed være en drivkraft, også når vi føler at vi har ventet længe?
15 Kristen kærlighed er en vigtig egenskab fordi den er drivkraften bag alt hvad vi gør. Vi tjener Jehova fordi vi elsker ham, uden hensyn til hans tidsplan. Kærlighed til næsten får os til at forkynde den gode nyhed om Riget uanset hvor længe det er Guds vilje at vi gør det, og uanset hvor mange gange vi skal vende tilbage til de samme døre. Som Paulus skrev, „forbliver . . . tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden“. (1 Korinther 13:13) Kærlighed får os til at fortsætte og hjælper os til at holde os vågne. „[Kærligheden] håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Korinther 13:7, 8.
„Bliv ved med at holde fast ved det du har“
16. Hvilken indstilling må vi opdyrke frem for at lade hænderne synke?
16 Vi lever i en betydningsfuld tid hvor verdensbegivenhederne konstant minder os om at vi befinder os i den afsluttende fase af de sidste dage. (2 Timoteus 3:1-5) Det er ikke tiden til at lade hænderne synke, men til at ’holde fast ved det vi har’. (Åbenbaringen 3:11) Hvis vi er „årvågne med hensyn til at bede“ og opdyrker tro, håb og kærlighed, vil vi være parate når prøvens time kommer. (1 Peter 4:7) Vi har rigeligt at gøre i Herrens gerning, og når vi er travlt optaget af handlinger der hører gudhengivenhed til, vil vi kunne holde os lysvågne. — 2 Peter 3:11.
17. (a) Hvorfor bør skuffelser ikke få os til at miste modet? (Se rammen på side 21.) (b) Hvordan kan vi efterligne Jehova, og hvilke velsignelser kan vi se frem til hvis vi holder trofast ud?
17 „Jehova er min andel,“ skrev Jeremias, „derfor bliver jeg ved med at vente på ham. God er Jehova mod den som håber på ham, mod den sjæl som vil søge ham. Det er godt for en at vente, og det i tavshed, på frelse fra Jehova.“ (Klagesangene 3:24-26) Nogle af os har kun ventet i kort tid. Andre har ventet i mange år på at se frelsen fra Jehova. Men i sammenligning med den evighed der ligger foran os, er denne ventetid kun kort! (2 Korinther 4:16-18) Og mens vi venter på Jehovas fastsatte tid, kan vi opdyrke vigtige kristne egenskaber og hjælpe andre til at drage fordel af Jehovas tålmodighed og tage imod sandheden. Måtte vi da alle holde os vågne. Lad os efterligne Jehova og være tålmodige, taknemmelige for det håb han har givet os. Og lad os have et fast greb om håbet om det evige liv mens vi trofast bliver på vores post. Da vil vi kunne se frem til opfyldelsen af det profetiske løfte: „[Jehova] ophøjer . . . dig til at tage jorden i besiddelse. Når de ugudelige udryddes, ser du det.“ — Salme 37:34.
[Fodnoter]
^ par. 5 Det kan være nyttigt at gennemgå de seks overbevisende vidnesbyrd om at vi lever i „de sidste dage“, som blev bragt i Vagttårnet for 15. januar 2000, side 12-13. — 2 Timoteus 3:1.
^ par. 7 Om det græske ord der oversættes med „holde sig vågen“, forklarer W.E. Vine i sin ordbog over nytestamentlige ord at det bogstaveligt betyder ’at jage søvnen bort’, og at det „ikke blot betegner det at holde sig vågen, men at være agtpågivende idet opmærksomheden er samlet om en bestemt ting“.
Hvad vil du svare?
• Hvordan kan vi styrke vores overbevisning om at afslutningen på denne tingenes ordning er nær?
• Hvad kan vi lære af hvordan det gik Peter, Jakob og Johannes?
• Hvilke tre egenskaber vil hjælpe os til at forblive åndeligt vågne?
• Hvorfor er det nu tiden til at ’blive ved med at holde fast ved det vi har’?
[Studiespørgsmål]
[Ramme/illustration på side 21]
„Lykkelig er den som bevarer forventningen.“ — Daniel 12:12
Forestil dig at en vægter har mistanke om at en tyv planlægger at bryde ind dér hvor han holder vagt. Da natten falder på, lytter vægteren intenst efter enhver lyd der kunne røbe tilstedeværelsen af en indbrudstyv. Time efter time anstrenger han sig til det yderste for at se eller høre om der sker noget mistænkeligt. Han kunne let blive narret af en falsk alarm — lyden af vinden i træerne eller af en kat der vælter noget. — Lukas 12:39, 40.
Noget lignende kan ske for dem der „ivrigt venter på vor Herre Jesu Kristi åbenbarelse“. (1 Korinther 1:7) Apostlene troede at Jesus ville ’genoprette riget for Israel’ kort tid efter sin opstandelse. (Apostelgerninger 1:6) Men flere år efter måtte de kristne i Thessalonika mindes om at Jesu nærværelse først ville finde sted engang i fremtiden. (2 Thessaloniker 2:3, 8) Uindfriede forventninger om Jehovas dag fik dog ikke disse første disciple af Jesus til at forlade den smalle vej der fører til livet. — Mattæus 7:13.
I dag bør skuffelse over at afslutningen på den nuværende tingenes ordning tilsyneladende tøver med at komme, ikke få os til at blive døsige. En agtpågivende vægter kan blive narret af en falsk alarm, men han må til stadighed holde sig vågen og være på vagt! Dét er hans opgave. Det samme gælder kristne.
[Illustration på side 18]
Er du overbevist om at Jehovas dag er nær?
[Illustrationer på side 19]
Møder, bøn og gode studievaner hjælper os til at holde os vågne
[Illustration på side 22]
Lad os ligesom Margaret være tålmodige og gøre noget aktivt for at holde os vågne