Spørgsmål fra læserne

Hvad mente Paulus da han sagde: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger“?

Om indstiftelsen af højtiden til minde om Jesu død skrev Paulus: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ (1 Korinther 11:25, 26) Nogle mener at ordet „ofte“ her betyder at Jesu død skulle mindes hyppigt, altså mange gange. Derfor mindes de denne begivenhed mere end én gang om året. Var det dét Paulus mente?

Det er nu næsten 2000 år siden Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død. Det vil sige at selv når den kun blev fejret én gang om året, ville det alligevel blive til mange gange i årenes løb. Sammenhængen i Første Korintherbrev 11:25, 26 viser imidlertid at dét Paulus skrev om, ikke var spørgsmålet om hvor ofte, men om hvordan mindehøjtiden skulle fejres. Det græske ord han brugte, var ikke pollaʹkis, der betyder „ofte“, eller „hyppigt“, men hosaʹkis, der betyder „så ofte som“, et udtryk der indeholder betydningen „når som helst“, „hver gang“. Paulus sagde altså: ’Hver gang I gør dette, forkynder I Herrens død.’

Hvor ofte skulle man da fejre højtiden til minde om Jesu død? Det vil være på sin plads at fejre den blot én gang om året. Den kaldes med rette en mindehøjtid, og mindehøjtideligheder afholdes almindeligvis én gang om året. Desuden døde Jesus på dagen for den jødiske påske, som man holdt én gang om året. Meget passende omtalte Paulus Jesus som „vort påskeoffer“, for Jesu offerdød åbnede vejen til liv for det åndelige Israel, ligesom det første påskeoffer blev til liv for israelitternes førstefødte i Ægypten og til hele folkets udfrielse fra trældom. (1 Korinther 5:7; Galaterne 6:16) Denne forbindelse med den årlige jødiske påske taler yderligere for at højtiden til minde om Jesu død blot bør fejres én gang om året.

Paulus forbandt desuden Jesu død med en anden jødisk højtid, nemlig forsoningsdagen. I Hebræerbrevet 9:25, 26 læser vi om Jesus: „Det var heller ikke for at frembære sig selv mange gange, sådan som ypperstepræsten går ind på det hellige sted år efter år [på forsoningsdagen] med blod som ikke er hans eget. . . . Men nu har han givet sig til kende én gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger for at skaffe synden af vejen ved sit offer.“ Eftersom Jesu offer trådte i stedet for det årlige offer på forsoningsdagen, fejres højtiden til minde om hans død med rette én gang om året. Der er ingen bibelsk begrundelse for at fejre den hyppigere.

Historikeren John Laurence von Mosheim oplyser i overensstemmelse med ovenstående at de kristne i Lilleasien i det 2. århundrede plejede at mindes Jesu død „den fjortende dag i den første jødiske måned [nisan]“. Det var først senere at det blev sædvane i kristenheden at fejre mindet om hans død mere end én gang om året.