Trøst til dem der lider

I ÅRHUNDREDER har spørgsmålet om hvorfor Gud tillader lidelser, optaget mange filosoffer og teologer. Nogle har hævdet at hvis der er en Gud som er almægtig, må han i sidste ende være ansvarlig for lidelser. I De clementinske Homilier, et apokryft værk fra det andet århundrede, hævdes det at Gud styrer verden med begge hænder. Med sin „venstre hånd“, Djævelen, tildeler han lidelser og forbandelser, og med sin „højre hånd“, Jesus, frelser og velsigner han.

Andre som finder det uacceptabelt at Gud skulle tillade lidelser, endsige være årsag til dem, har valgt at benægte at der findes lidelser. „Det onde [er] kun en illusion, og det har ingen virkelig basis,“ skrev Mary Baker Eddy. „Hvis synd, sygdom og død blev forstået som intethed, ville de forsvinde.“ — Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften.

Som følge af de mange tragiske begivenheder i historien og især det der er sket siden den første verdenskrig, er mange nået til den slutning at Gud ikke er i stand til at forhindre lidelser. Den jødiske forfatter David Wolf Silverman har skrevet: „Holocaust har efter min mening praktisk talt elimineret begrebet almagt som en af Guds egenskaber. Hvis vi til en vis grad skal kunne forstå Gud, må hans godhed være forenelig med det ondes eksistens, og det indebærer at han ikke er almægtig.“

De der er udsat for lidelser, kan imidlertid ikke hente megen trøst i påstandene om at Gud er medansvarlig for lidelser, at han ikke kan forhindre dem eller at de skyldes indbildning. Og hvad værre er: sådanne opfattelser er helt i modstrid med den beskrivelse Bibelen giver af en retfærdig, handlekraftig og omsorgsfuld Gud. (Job 34:10, 12; Jeremias 32:17; 1 Johannes 4:8) Hvad fortæller Bibelen da om grunden til at Gud har tilladt lidelser?

Årsagen til lidelser

Det har aldrig været Guds mening at mennesker skulle lide. Han skabte tværtimod Adam og Eva fuldkomne på både sind og legeme, satte dem i en dejlig have som skulle være deres hjem, og gav dem et meningsfyldt og tilfredsstillende arbejde. (1 Mosebog 1:27, 28, 31; 2:8) Deres fortsatte lykke afhang imidlertid af om de anerkendte Guds herredømme og hans ret til at afgøre hvad der var godt, og hvad der var ondt. At Gud havde forbeholdt sig denne ret, blev symboliseret ved et træ der blev kaldt „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mosebog 2:17) Adam og Eva kunne vise at de underordnede sig Gud ved at adlyde hans befaling om ikke at spise af dette træ. *

Sørgeligt nok undlod Adam og Eva at adlyde Gud. En oprørsk åndeskabning, senere kendt som Satan Djævelen, overbeviste Eva om at det ikke ville være til hendes eget bedste at underlægge sig Gud. Djævelen  antydede at Gud berøvede hende noget meget ønskværdigt, nemlig uafhængighed, retten til selv at vælge hvad der var godt, og hvad der var ondt. Satan påstod at hvis hun spiste af træet, ’ville hendes øjne blive åbnet, og hun ville blive som Gud og kende godt og ondt’. (1 Mosebog 3:1-6; Åbenbaringen 12:9) Lokket af tanken om uafhængighed tog Eva af den forbudte frugt, og snart gjorde Adam det samme.

Den selv samme dag begyndte Adam og Eva at erfare resultaterne af deres oprør. Ved at forkaste Guds herredømme mistede de den beskyttelse og de velsignelser som de havde haft ved at underordne sig Gud. Han forviste dem fra Paradiset og sagde til Adam: „[Derfor] er jorden forbandet for din skyld. Med smerte skal du ernære dig af den alle dit livs dage. I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden.“ (1 Mosebog 3:17, 19) Adam og Eva blev derved underlagt sygdom, smerte, alderdom og død. Lidelser var dermed blevet en del af menneskenes tilværelse. — 1 Mosebog 5:29.

Et stridsspørgsmål der må afgøres

Nogle vil måske sige: ’Kunne Gud ikke blot have båret over med Adams og Evas synd?’ Nej, det ville yderligere have undergravet respekten for hans myndighed og kunne give næring til fremtidige oprør og resultere i endnu større lidelser. (Prædikeren 8:11) Hvis Gud havde set igennem fingre med et sådant oprør, ville det desuden have gjort ham medskyldig i den urette adfærd. Bibelskribenten Moses siger om Gud: „Fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4, fodnote) For at handle i overensstemmelse med sine principper måtte Gud lade Adam og Eva høste konsekvenserne af deres ulydighed.

Hvorfor udslettede Gud ikke straks de første to mennesker og den usynlige anstifter af oprøret, Satan? Det havde han magt til at gøre, og så ville Adam og Eva ikke have fået afkom som ville arve lidelser og død. En sådan manifestation af Guds magt ville dog ikke have bevist retmæssigheden af Guds herredømme over sine fornuftbegavede skabninger. Hvis Adam og Eva var døde uden at have fået børn, ville det desuden have betydet at Guds hensigt som var at fylde jorden med deres fuldkomne efterkommere, ville være slået fejl. (1 Mosebog 1:28) Og „Gud er ikke et menneske . . . Når han har sagt noget, gør han det; når han har lovet noget, lader han det ske.“ — 4 Mosebog 23:19, da. aut.

Jehova Gud besluttede i sin fuldkomne visdom at lade oprøret fortsætte i en begrænset tid. Oprørerne ville have rigelig mulighed for at erfare følgerne af deres uafhængighed af Gud. Historien ville endegyldigt bevise at menneskeheden har behov for Guds ledelse, og at Guds styre er langt at foretrække frem for menneskers eller Satans. Samtidig tog Gud skridt til at sikre at hans oprindelige hensigt med jorden ville blive opfyldt. Han lovede at en „sæd“, eller et „afkom“, ville fremstå og ’knuse hovedet på Satan’ og én gang for alle gøre ende på hans oprør og de skadelige følger det ville få. — 1 Mosebog 3:15, fodnote.

Dette lovede afkom var Jesus Kristus. I Første Johannesbrev 3:8 læser vi at „Guds søn [blev] gjort kendt, . . . for at nedbryde Djævelens gerninger“. Det gjorde han ved at give afkald på sit fuldkomne menneskeliv og betale den løsesum der kunne udfri Adams  efterkommere fra den nedarvede synd og død. (Johannes 1:29; 1 Timoteus 2:5, 6) De der viser sand tro på Jesu offer, er blevet lovet at de for evigt vil blive fri for lidelser. (Johannes 3:16; Åbenbaringen 7:17) Hvornår vil det ske?

En ende på alle lidelser

At de første mennesker tilsidesatte Guds myndighed, har medført ufattelige lidelser. For at gøre ende på lidelser og gennemføre sin oprindelige hensigt med jorden har Gud derfor ladet sin myndighed komme til udtryk på en ganske særlig måde, nemlig ved den foranstaltning som Jesus omtalte da han lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene . . . Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10.

Den tid hvori Gud har tilladt menneskene at eksperimentere med selv at styre, er ved at være forbi. Som Bibelens profetier viser, blev hans rige oprettet i himmelen i 1914 med Kristus som konge. * Det vil snart knuse og gøre ende på alle menneskeskabte regeringer. — Daniel 2:44.

I den korte tid Jesus var på jorden, gav han en forsmag på de velsignelser Guds genoprettede rige vil bringe menneskeheden. Af evangelieberetningerne fremgår det at Jesus havde medfølelse med de fattige i samfundet og dem der blev uretfærdigt behandlet. Han helbredte syge, gav sultne mad og oprejste døde. Selv naturkræfterne adlød hans røst. (Mattæus 11:5; Markus 4:37-39; Lukas 9:11-16) Tænk så på den omfattende virkning hans genløsningsoffer vil have når han bruger det til gavn for alle lydige mennesker! Bibelen lover at Gud ved Kristi styre „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. — Åbenbaringen 21:4.

Trøst til dem der lider

Er det ikke opmuntrende at vide at vor kærlige og almægtige Gud, Jehova, nærer omsorg for os og snart vil bringe menneskeheden lindring? Et menneske der er alvorligt syg, er normalt villig til at acceptere selv en smertefuld behandling for at blive rask. Hvis vi véd at Guds måde at gribe situationen an på vil medføre evige velsignelser, kan denne viden også holde os oppe, uanset hvilke vanskeligheder vi midlertidigt må komme ud for.

Ricardo, som blev nævnt i den første artikel, erfarede at der er trøst at hente i Bibelens løfter. „Efter min kones død havde jeg stor lyst til at isolere mig,“ siger han. „Men jeg måtte erkende at det ikke kunne give mig min kone tilbage og kun ville gøre min følelsesmæssige smerte større.“ I stedet fortsatte Ricardo med at overvære de kristne møder og tale med andre om Bibelens løfter. „Da jeg erfarede Jehovas kærlige støtte og lagde mærke til hvordan han besvarede mine bønner i tilsyneladende små ting, knyttede jeg mig endnu nærmere til ham,“ siger Ricardo. „Det  var bevidstheden om Guds kærlighed som hjalp mig til at udholde det jeg vil kalde mit livs værste prøve.“ Han indrømmer: „Jeg savner stadig min kone utrolig meget, men jeg er nu overbevist om at intet af det Jehova tillader, kan volde os varige men.“

Længes du ligesom Ricardo og millioner andre efter den tid hvor menneskehedens nuværende lidelser ’ikke vil blive husket, og ikke vil opkomme i hjertet’? (Esajas 65:17) Du kan have tillid til at du vil kunne få gavn af Guds riges velsignelser hvis du følger denne bibelske tilskyndelse: „Søg Jehova mens han kan findes. Kald på ham mens han er nær.“ — Esajas 55:6.

Du må derfor lade det at læse og studere Guds ord indtage en stor plads i dit liv. Du må lære Gud at kende og den han har udsendt, Jesus Kristus. Bestræb dig for at leve efter Guds normer så du derved viser at du ønsker at underlægge dig hans suverænitet. Gør du det, vil du blive lykkeligere nu — også selv om du måske kommer ud for prøvelser. Og så vil du kunne se frem til at leve i en verden uden lidelser. — Johannes 17:3.

[Fodnoter]

[Ramme på side 6, 7]

HVORDAN KAN VI UDHOLDE LIDELSER?

„Kast samtidig al jeres bekymring på [Gud].“ (1 Peter 5:7) Det er kun naturligt at vi bliver frustrerede, vrede og opgivende når vi selv eller nogle vi holder af, lider. Vi forsikres dog om at Jehova har forståelse for de følelser vi har. (2 Mosebog 3:7; Esajas 63:9) Ligesom de trofaste mænd i fortiden kan vi udøse vort hjerte for ham og give udtryk for vores frygt og ængstelse. (2 Mosebog 5:22; Job 10:1-3; Jeremias 14:19; Habakkuk 1:13) Vi skal ikke regne med at han mirakuløst vil fjerne vores prøvelser, men som svar på vore dybtfølte bønner, kan han give os visdom og styrke til at stå dem igennem. — Jakob 1:5, 6.

„Vær ikke forbavsede over den lidelsesfulde prøvelse I er udsat for, som om der hændte jer noget mærkeligt.“ (1 Peter 4:12, New International Version). Her taler Peter om forfølgelse, men hans ord kan udmærket anvendes om en hvilken som helst lidelse en troende måtte komme ud for, det være sig sygdom, sorg eller afsavn af forskellig slags. Bibelen siger at vi alle er underlagt „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Det er en del af det nuværende liv. Hvis vi erkender det, kan vi bedre udholde lidelser og ulykker når de rammer os. (1 Peter 5:9) Hvis vi først og fremmest husker at „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp“, vil det give os en særlig trøst. — Salme 34:15; Ordsprogene 15:3; 1 Peter 3:12.

„Glæd jer i håbet.“ (Romerne 12:12) I stedet for at vi fordyber os i hvor godt vi førhen har haft det, kan vi tænke på Guds løfte om at han vil gøre ende på lidelser. (Prædikeren 7:10) Dette velbegrundede håb vil beskytte os på samme måde som en hjelm beskytter hovedet. Håbet afbøder de knubs livet giver os, og forhindrer at de ødelægger vores mentale, følelsesmæssige og åndelige sundhed. — 1 Thessaloniker 5:8.

[Illustration på side 5]

Adam og Eva forkastede Guds herredømme

[Illustration på side 7]

Gud har lovet at verden vil blive befriet for lidelser