’Hav kærlighed til hinanden’

„På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — JOHANNES 13:35.

1. Hvilken egenskab fremhævede Jesus kort før sin død?

„BØRNLILLE.“ (Johannes 13:33) Med dette kærlige udtryk henvendte Jesus sig til sine apostle aftenen før han døde. Vi læser ingen steder i evangelierne at han nogen sinde før havde brugt dette bevægende udtryk over for dem. Men det var en ganske særlig aften, og Jesus følte sig tilskyndet til at tale på denne inderlige måde til sine disciple for at gøre det klart for dem hvor meget han holdt af dem. Omkring 30 gange i aftenens løb talte han om kærlighed. Hvorfor fremhævede han denne egenskab så meget?

2. Hvorfor har det så stor betydning for kristne at vise kærlighed?

² Han fortalte selv hvorfor kærligheden er så vigtig. „På dette,“ sagde han, „skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35; 15:12, 17) Ja, det at være en discipel af Kristus går hånd i hånd med det at vise broderkærlighed. Sande kristne kendes ikke på nogen speciel påklædning, heller ikke på ejendommelige vaner eller skikke, men derimod på den varme, oprigtige kærlighed de viser hinanden. At eje denne kærlighed er den anden af de tre betingelser der, som vi nævnte i foregående artikel, må opfyldes for at man kan være en discipel af Jesus. Hvad kan da hjælpe os til at opfylde denne betingelse?

„I endnu rigere mål“

3. Hvad opfordrede apostelen Paulus de kristne til i forbindelse med kærlighed?

³ En sådan kærlighed som er ud over det sædvanlige, ses blandt sande disciple af Jesus i dag ligesom i det første århundrede. Apostelen  Paulus skrev til de kristne dengang: „Med hensyn til broderkærligheden har I ikke behov for at der skrives til jer, for I er selv oplært af Gud til at vise hinanden kærlighed; og I gør det jo over for alle brødrene.“ Alligevel tilføjede han: ’Fortsæt med at gøre det i endnu rigere mål.’ (1 Thessaloniker 3:12; 4:9, 10) Denne opfordring til at vise indbyrdes kærlighed „i endnu rigere mål“ må vi også tage til os.

4. Hvem skal vi, ifølge Paulus og Jesus, vise særlig opmærksomhed?

⁴ I det samme inspirerede brev tilskyndede Paulus sine trosfæller til at ’trøste de modfaldne sjæle’ og ’støtte de svage’. (1 Thessaloniker 5:14) Ved en anden lejlighed mindede han de kristne om at de stærke „er skyldige at bære deres svagheder som ikke er stærke“. (Romerne 15:1) Også Jesus pegede på at man bør hjælpe de svage. Da han havde forudsagt at Peter ville svigte ham når han, Mesteren, var blevet pågrebet, sagde han til Peter: „Når du engang er vendt om, da styrk dine brødre.“ Hvorfor skulle Peter gøre det? Fordi de andre også ville have svigtet Jesus og derfor ville trænge til hjælp. (Lukas 22:32; Johannes 21:15-17) Vi ser altså at Guds ord påbyder os at vise kærlighed mod dem der er åndeligt svage og måske har mistet forbindelsen med den kristne menighed. (Hebræerne 12:12) Hvorfor er det så vigtigt? To af Jesu billedtaler, eller lignelser, forklarer det på malende vis.

Et bortkommet får og en tabt mønt

5, 6. (a) Hvilke to korte lignelser fortalte Jesus? (b) Hvad fortæller de to lignelser os om Jehova?

⁵ For at belære sine tilhørere om hvordan Jehova ser på dem der har forvildet sig på afveje, fortalte Jesus to korte lignelser. Den ene handlede om en hyrde. Jesus sagde: „Hvilket menneske blandt jer som har hundrede får og mister ét af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud efter det han har mistet indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’ Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“ — Lukas 15:4-7.

⁶ Den anden lignelse drejede sig om en kvinde. Jesus sagde: „Hvilken kvinde som har ti drakmestykker, vil ikke, hvis hun taber én drakme, tænde en lampe og feje huset og omhyggeligt søge indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’ Således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind.“ — Lukas 15:8-10.

7. Hvilke to ting kan vi lære af lignelserne om det bortkomne får og den tabte mønt?

⁷ Hvad kan vi lære af de to lignelser? De viser os (1) hvad vi bør føle i forbindelse med dem som er blevet svage; og (2) hvad vi bør gøre for at hjælpe dem. Lad os se på begge punkter.

Bortkommet — men stadig værdsat

8. (a) Hvordan reagerede hyrden og kvinden i forbindelse med det de havde mistet? (b) Hvad fortæller deres reaktion os om det syn de havde på det bortkomne?

⁸ I begge lignelser var noget blevet væk. Læg mærke til hvordan ejerne reagerede på det. Hyrden sagde ikke: ’Det ene får betyder ikke så meget når jeg stadig har 99. Jeg kan godt undvære det.’ Og kvinden sagde ikke: ’Hvorfor bekymre sig om en enkelt mønt? Jeg har ni andre; det er jeg godt tilfreds med.’ Nej, hyrden gik ud og ledte efter det bortkomne får som om det var det eneste han havde! Og kvinden følte tabet af den ene mønt som om hun ikke havde andre end den! I begge tilfælde var det bortkomne altså stadig højt værdsat af den der havde mistet det. Hvad kan det lære os?

9. Hvad skildrer de følelser som hyrden og kvinden nærede?

⁹ Læg mærke til den konklusion Jesus drager  i begge tilfælde: „Således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind“, og „således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind“. De følelser hyrden og kvinden nærede, viser i beskeden målestok hvad Jehova og hans skabninger i himmelen føler. Ligesom hyrden og kvinden stadig satte det bortkomne meget højt, sådan er de som er gledet bort og har mistet forbindelsen med Guds folk, stadig dyrebare i Jehovas øjne. (Jeremias 31:3) De kan være åndeligt svage, men de har ikke nødvendigvis en oprørsk indstilling. I nogen grad opfylder de måske stadig Jehovas krav. (Salme 119:176; Apostelgerninger 15:29) Som i lignende tilfælde i fortiden er Jehova ikke hurtig til at ’kaste dem bort fra sit ansigt’. — 2 Kongebog 13:23.

10, 11. (a) Hvordan skal vi betragte dem der er gledet bort fra menigheden? (b) Hvad peger Jesu to lignelser på at vi kan gøre for at udtrykke vores omsorg for dem?

¹⁰ Ligesom Jehova og Jesus nærer vi også dyb omsorg for dem der er svage og er kommet bort fra den kristne menighed. (Ezekiel 34:16; Lukas 19:10) For os er den åndeligt svage som et får der er faret vild, ikke som en der er uhjælpelig fortabt. Vi tænker ikke: ’Hvorfor bekymre sig om en enkelt, svag person? Menigheden klarer sig glimrende uden ham.’ Nej, ligesom Jehova betragter vi dem der er gledet bort, men gerne vil tilbage, som værdifulde.

¹¹ Men hvordan kan vi udtrykke den omsorg vi nærer for dem? Jesu to lignelser viser at vi kan gøre det ved (1) at tage et initiativ, (2) at være varsomme og hensynsfulde, og (3) at gå systematisk til værks. Lad os se på hvert af disse tre punkter.

Tag et initiativ

12. Hvad lærer vi om hyrdens indstilling når der siges at han ’gik ud efter’ det får han havde mistet?

¹² I den første af de to lignelser siger Jesus at hyrden ville „gå ud efter“ det får han havde mistet. Hyrden ville tage et initiativ og gøre en bevidst indsats for at finde det bortkomne får. Afstand, besværligheder og farer ville ikke holde ham tilbage. Nej, han ville blive ved ’indtil han havde fundet det’. — Lukas 15:4.

13. Hvordan reagerede trofaste mænd i fortiden når svage havde behov for hjælp, og hvordan kan vi følge disse bibelske eksempler?

¹³ Sådan er det også når man skal nå ud til en der trænger til opmuntring; det kræver ofte at den stærkeste, tager initiativet. Det forstod de trofaste i fortiden. Da for eksempel Jonatan, Kong Sauls søn, forstod at hans nære ven David havde brug for opmuntring, brød Jonatan op „og tog af sted til David i Horesj og styrkede hans hånd ved Gud“. (1 Samuel 23:15, 16) Flere hundrede år senere, da landshøvdingen Nehemias så at nogle af hans jødiske landsmænd var blevet svage, stod han straks frem og opmuntrede dem til at ’huske på Jehova’. (Nehemias 4:14) Også vi vil straks ’stå frem’ — tage et initiativ — når der er behov for at styrke en der er blevet svag. Men hvem i menigheden er det der skal gøre det?

14. Hvem i den kristne menighed bør række hånden ud til de svage?

¹⁴ Det er især de kristne ældste der har ansvar for at ’styrke de slappe hænder og gøre de vaklende knæ faste’ og for at ’sige til  de forskræmte hjerter: „Vær stærke. Vær ikke bange“’. (Esajas 35:3, 4; 1 Peter 5:1, 2) Læg imidlertid mærke til at apostelen Paulus’ formaning til at ’trøste de modfaldne sjæle’ og ’støtte de svage’ ikke kun blev givet til de ældste. Paulus’ ord var stilet til hele „menigheden af thessalonikere“. (1 Thessaloniker 1:1; 5:14) Det påhviler altså alle kristne at række hånden ud til de svage. Hver enkelt kristen bør, ligesom hyrden i lignelsen, føle sig bevæget til at „gå ud efter“ den der er gledet bort. Men naturligvis gøres dette bedst i samarbejde med de ældste. Er der noget du kan gøre for at række hånden ud til en i din menighed der er svag?

Vær varsom og hensynsfuld

15. Hvad kan være grunden til at hyrden bar sig ad som han gjorde?

¹⁵ Hvad gør hyrden når han endelig finder det får der er blevet borte? ’Han lægger det på sine skuldre.’ (Lukas 15:5) En rørende og meget sigende detalje, ikke sandt? Fåret kan have flakket om i nætter og dage, i ukendt terræn og måske med fare for at blive angrebet af løver. (Job 38:39, 40) Det er uden tvivl blevet svækket fordi det ikke har fået noget at spise. Nu har fåret simpelt hen ikke kræfter til selv at klare anstrengelserne på rejsen tilbage til folden. Hyrden bøjer sig derfor ned, løfter varsomt fåret op og bærer det hen over alle forhindringer hele vejen tilbage til hjorden. Hvordan kan vi efterligne denne store omsorg fra hyrdens side?

16. Hvorfor bør vi tænke alvorligt over den varsomhed hyrden behandlede det bortkomne får med?

¹⁶ Den der har mistet forbindelsen med menigheden, kan meget vel være åndeligt udmattet. Som fåret der er kommet bort fra sin hyrde, har den svage måske flakket rundt på må og få i denne verdens fjendtlige miljø. Uden den beskyttelse der er i folden, den kristne menighed, er han mere end nogen sinde udsat for at blive angrebet af Djævelen, der „går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. (1 Peter 5:8) Han er oven i købet svag fordi han ikke har fået åndelig føde. Derfor er han sandsynligvis alt for afkræftet til selv at overvinde de hindringer der er på den lange vej tilbage til menigheden. Det er os der må ’bøje os ned’, varsomt løfte den svage ’op på skuldrene’ og bære ham tilbage. (Galaterne 6:2) Hvordan kan vi gøre det?

17. Hvordan kan vi efterligne apostelen Paulus når vi besøger en der er svag?

¹⁷ Apostelen Paulus sagde: „Hvem er svag, uden at jeg er svag?“ eller, efter Peter Schindlers oversættelse: „Er der nogen, der ikke kan klare sig, saa maa jeg dele deres Kaar.“ (2 Korinther 11:29; 1 Korinther 9:22) Ja, Paulus kunne leve sig ind i andres, også de svages, situation. Vi må vise samme empati over for de svage. Når vi besøger en kristen der er åndeligt svag, må vi forsikre ham om at Jehova sætter pris på ham, og  at hans medkristne savner ham. (1 Thessaloniker 2:17) Lad ham vide at enhver i menigheden er parat til at støtte ham, ja, være „en broder som er født med henblik på trængselen“. (Ordsprogene 17:17; Salme 34:18) Når vi udtrykker os oprigtigt på denne måde, kan vi måske, varsomt og lidt efter lidt, løfte ham op og bære ham på vej, indtil han kan vende tilbage til hjorden. Hvad er så det næste vi skal gøre? Det fremgår af lignelsen om kvinden og den tabte mønt.

Gå systematisk til værks

18. (a) Hvorfor følte kvinden i lignelsen ikke at det var håbløst at lede? (b) Hvordan gik hun systematisk til værks, og hvad førte det til?

¹⁸ Kvinden der har tabt en af sine mønter, véd at det er svært, men ikke håbløst, at finde den igen. Havde hun nu tabt mønten ude i et vildsomt terræn eller i en mudret sø, ville hun sikkert have regnet den for at være tabt for evigt. Men hun véd at mønten må være et sted i huset. Her er det muligt at finde den, og hun begynder en eftersøgning hvor hun går grundigt og systematisk til værks. (Lukas 15:8) Først tænder hun en lampe så der kommer lys i den mørke bolig. Så tager hun sin kost og lader den glide hen over gulvet i håb om at høre noget klirre. Endelig giver hun sig til med lampen i hånden at lede i hver og én af husets kroge — indtil der kommer et blink tilbage fra sølvmønten! Hendes grundighed er blevet belønnet!

19. Hvad kan det som kvinden gjorde for at finde sin mønt, lære os med hensyn til at hjælpe de svage?

¹⁹ Dette træk ved lignelsen minder os om at det ikke er umuligt for os at opfylde vores bibelske forpligtelse til at hjælpe en svag medkristen. Men det viser også at der kræves et stykke arbejde. Det er som apostelen Paulus sagde til de ældste fra Efesus: ’Ved således at slide i det bør I hjælpe dem som er svage.’ (Apostelgerninger 20:35a) Husk på at kvinden ikke fandt sin mønt ved bare skødesløst at kaste et blik rundt i huset. Nej, hun fandt den fordi hun gik seriøst og systematisk til værks og blev ved ’indtil hun fandt den’. Sådan bør det også være når vi prøver at hjælpe en åndeligt svag tilbage; vi skal gå seriøst og målrettet til værks. Hvad kan vi gøre?

20. Hvad kan vi konkret gøre for at hjælpe de svage?

²⁰ Hvordan kan vi hjælpe en der er svag, til at få større tro og værdsættelse? Et personligt bibelstudium ud fra en passende publikation kan være netop det han har brug for. At lede et bibelstudium med en der er svag, kan give os mulighed for at hjælpe ham grundigt og på regelmæssig basis. Sandsynligvis er det tjenestetilsynsmanden der bedst kan afgøre hvem der skal give den nødvendige støtte. Han kan også nævne nogle emner der er gode at gennemgå, og pege på hvilke publikationer der er bedst  at bruge som grundlag. Ligesom kvinden i lignelsen opnår det hun vil, ved at bruge de rigtige redskaber, har vi også i dag redskaber der kan hjælpe os til at løse den opgave vi har fået af Gud med hensyn til at hjælpe de svage. Vi har to nye redskaber der er særlig egnede til dette, nemlig bøgerne Tilbed den eneste sande Gud og Kom nær til Jehova. *

21. Hvordan fører det at hjælpe de svage til velsignelse for alle parter?

²¹ At hjælpe nogle som er svage, fører til velsignelse for alle parter. Den der hjælpes, opnår den lykke at blive genforenet med sine sande venner. Vi selv får del i den særlige glæde man kun får ved at give. (Lukas 15:6, 9; Apostelgerninger 20:35b) Menigheden som et hele bliver præget af stadig større varme i takt med at dens medlemmer forøger deres kærlige omsorg for andre. Og frem for alt er det til ære for Jehova og Jesus Kristus når disse Hyrders ønske om at hjælpe de svage genspejles af deres tjenere her på jorden. (Salme 72:12-14; Mattæus 11:28-30; 1 Korinther 11:1; Efeserne 5:1) Vi har i sandhed god grund til fortsat at ’have kærlighed til hinanden’!

[Fodnote]

Kan du forklare?

• Hvorfor er det nødvendigt for os alle at vise kærlighed?

• Hvorfor bør vi også vise kærlighed mod nogle som er svage?

• Hvad lærer vi af lignelserne om det bortkomne får og den tabte mønt?

• Hvad kan vi gøre rent praktisk når vi gerne vil hjælpe en som er blevet svag?

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 16, 17]

I vores hjælp til de svage skal vi tage initiativet, være varsomme og hensynsfulde og gå systematisk til værks

[Illustrationer på side 16, 17]

At hjælpe nogle som er svage, fører til velsignelse for alle parter