Oprigtighed er godt — men er det nok?

ER DET godt at være oprigtig når man skal omgås andre? Oprigtighed beskrives som „det at være ærlig, ligefrem og sanddru, uden forstillelse eller hykleri“. Det er altså en egenskab som absolut vil fremme det gode forhold mellem mennesker. Apostelen Paulus gav følgende formaning: „Vær lydige i alt mod dem som er jeres herrer i kødelig forstand, ikke med øjentjeneste, som nogle der vil behage mennesker, men med oprigtigt hjerte, med frygt for Jehova.“ (Kolossenserne 3:22) Hvem ville ikke gerne have en der fulgte denne formaning, til at arbejde for sig? I dag ville den som er oprigtig, nok have gode chancer for at finde og beholde et arbejde.

Det der gør oprigtighed til en så ønskværdig egenskab, er imidlertid den indflydelse den har på vores forhold til Gud. Israelitterne i fortiden kunne glæde sig over at have Guds velsignelse når de nøje overholdt Moseloven med dens forskrifter for højtiderne. I en vejledning til kristne angående menighedens renhed gav Paulus følgende opfordring: „Lad os . . . holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ (1 Korinther 5:8) Hvis vores tilbedelse af Gud skal være antagelig for ham, er oprigtighed altså ikke blot ønskværdig, men ligefrem påkrævet. Læg dog også mærke til at oprigtighed alene ikke er nok. Egenskaben må være forbundet med sandhed.

De som byggede oceandamperen Titanic, og de som var passagerer på den, har sikkert oprigtigt troet at den ikke kunne synke. Men på dens jomfrurejse i 1912 sejlede den ind i et isbjerg, og 1517 mennesker omkom. Visse jøder i det første århundrede har sikkert også oprigtigt troet at de tilbad Gud på rette måde, men deres nidkærhed var „ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“. (Romerne 10:2) Hvis vores tilbedelse skal være antagelig for Gud, må den være baseret på nøjagtig kundskab. Lokale Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig til at undersøge hvad der kræves for at tjene Gud i oprigtighed og sandhed.