Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvorfor siger Bibelen at en kvinde skal skrige hvis hun bliver udsat for et voldtægtsforsøg?

Den der ikke selv har haft den chokerende oplevelse at blive brutalt overfaldet af en voldtægtsforbryder, kan aldrig helt forstå hvordan det kan ødelægge et menneskes liv. Oplevelsen er så frygtelig at den der har været udsat for en sådan forbrydelse, kan være mærket for resten af livet. * En ung kristen kvinde som blev overfaldet af en voldtægtsforbryder for nogle år siden, fortæller: „Ord kan ikke beskrive den rædsel jeg følte den aften, eller det traume jeg har måttet kæmpe med lige siden.“ Det er forståeligt at mange skubber tanken om en så skræmmende oplevelse fra sig. Dog er faren for overfald og voldtægt en realitet i denne onde verden.

Bibelen undlader ikke at fortælle om voldtægt og voldtægtsforsøg der fandt sted i fortiden. (1 Mosebog 19:4-11; 34:1-7; 2 Samuel 13:1-14) Men samtidig giver den vejledning om hvad man skal gøre i et sådant tilfælde. Vejledningen findes i Femte Mosebog 22:23-27. Her beskrives to situationer. I den første er der tale om en mand der finder en ung kvinde inde i en by og voldtager hende. Alligevel skriger kvinden ikke eller råber om hjælp. Senere bliver hun dømt skyldig „fordi hun ikke skreg i byen“. Hvis hun havde skreget, kunne folk i nærheden nemlig være kommet hende til undsætning. I den anden situation er der tale om en mand der finder en ung kvinde ude på marken, „griber fat i hende og ligger hos hende“. For at værge sig ’skreg kvinden, men der var ingen som kom hende til undsætning’. Til forskel fra kvinden i det førstnævnte tilfælde er det tydeligt at denne kvinde ikke indvilligede i handlingen. Hun satte sig til modværge og råbte om hjælp, men blev overmandet. Ved at skrige viste hun at hun ikke var et villigt offer, så hun var ikke skyldig i at have gjort noget forkert.

Selv om kristne ikke er underlagt Moseloven i dag, indeholder den principper som kan tjene til vejledning. Ovennævnte beretning viser at det har betydning at sætte sig til modværge og råbe om hjælp. Det betragtes stadig som effektivt at skrige hvis man bliver udsat for voldtægtsforsøg. En ekspert i forebyggelse af forbrydelser siger: „Hvis en kvinde bliver overfaldet, er hendes bedste våben stadig hendes lunger.“ Kvindens skrig vil enten tiltrække nogle som kan komme hende til undsætning, eller få angriberen til at tage flugten. En ung kristen kvinde som blev overfaldet af en mand der ville voldtage hende, siger: „Jeg skreg af mine lungers fulde kraft, og manden slap mig og veg tilbage. Da han ville gribe fat i mig igen, begyndte jeg at skrige og løb min vej. Før havde jeg ofte tænkt: ’Hvad hjælper det at skrige når en stor tamp af en mand griber fat i en og kun har ét i tanke?’ Nu har jeg lært at det virker!“

Selv i det tilfælde hvor en kvinde bliver overmandet og voldtaget, er hendes kamp for at vriste sig løs og hendes råb om hjælp ikke forgæves. Det viser at hun gjorde hvad hun kunne for at sætte sig til modværge. (5 Mosebog 22:26) Til trods for at hun har haft denne frygtelige oplevelse, kan hun stadig have en ren samvittighed. Hun har bevaret sin selvrespekt og kan være forvisset om at hun er ren i Guds øjne. Oplevelsen har måske givet hende følelsesmæssige sår, men bevidstheden om at hun gjorde alt hvad hun kunne for at modsætte sig overfaldet, vil i høj grad medvirke til at sårene læges lidt efter lidt.

Når man vil overføre beretningen i Femte Mosebog 22:23-27 på nutidige forhold, må man forstå at de to situationer der nævnes i Moseloven, ikke dækker alle situationer. For eksempel siges der intet om hvordan det forholder sig hvis en kvinde der bliver overfaldet, ikke kan skrige fordi hun er stum, bevidstløs eller lammet af frygt eller forhindret i at skrige fordi hendes mund er lukket af overfaldsmandens hånd eller et stykke tape. Jehova vil imidlertid kende årsagen til at hun ikke har skreget, og han vil dømme med retfærdighed og forståelse, for „alle hans veje er rette“. (5 Mosebog 32:4) Han er klar over hvad der virkelig fandt sted, og har kendskab til de anstrengelser den overfaldne gjorde sig for at modsætte sig voldsmanden. Hvis en kvinde ikke var i stand til at skrige, men ellers gjorde alt hvad hun kunne, under de forhåndenværende omstændigheder, kan hun overlade sagen i Jehovas hånd. — Salme 55:22; 1 Peter 5:7.

Alligevel er der nogle kristne kvinder der til stadighed plages af skyldfølelse efter at være blevet overfaldet og voldtaget. Når de tænker tilbage, føler de at de burde have gjort mere for at forhindre det der skete. Men i stedet for at bebrejde sig selv bør de bede Jehova om hjælp til at overvinde deres skyldfølelse — og så have tillid til hans store barmhjertighed og loyale hengivenhed. — 2 Mosebog 34:6; Salme 86:5.

Kristne kvinder som i øjeblikket har psykiske og følelsesmæssige problemer efter at have været udsat for voldtægt, kan nære tillid til at Jehova til fulde forstår dem. Guds ord forsikrer: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) Yderligere hjælp til at overvinde deres traume får de gennem den venlighed, forståelse og støtte de møder i den kristne menighed. (Job 29:12; 1 Thessaloniker 5:14) Desuden vil deres egne bestræbelser for at tænke positivt hjælpe dem til at opnå „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:6-9.

[Fodnote]

^ par. 3 Selv om artiklen handler om kvindelige ofre, gælder de anførte principper også mænd der bliver udsat for voldtægtsforsøg.