Brug tiden klogt når dine omstændigheder ændrer sig

Pum, Jan, Dries og Otto, fire kristne ældste som bor i Holland, har meget tilfælles. Alle fire er gift og har børn. Dertil kommer at de alle for nogle år siden havde fuldtidsarbejde og et komfortabelt hjem. Men alle fire ophørte med deres fuldtidsarbejde og begyndte at bruge al deres tid og alle deres kræfter på at fremme Rigets sag. Hvordan var det muligt for dem at foretage denne forandring? Jo, alle fire udnyttede deres ændrede omstændigheder på en klog måde.

DE FLESTE oplever før eller siden at deres omstændigheder ændrer sig. Mange forandringer, som det at blive gift, få børn eller at tage sig af aldrende forældre, medfører større ansvar, mens andre giver os mere frihed til at øge vores kristne tjeneste. (Mattæus 9:37, 38) Det kan for eksempel være at børnene flytter hjemmefra, eller at man holder op på arbejdsmarkedet.

Nu forandrer vores omstændigheder sig selvfølgelig ofte hvad enten vi ønsker det eller ej, men nogle kristne har også selv gjort noget for at ændre deres forhold så det giver dem mulighed for at gøre mere i tjenesten. Og det var hvad Pum, Jan, Dries og Otto gjorde. Lad os se hvordan.

Når børnene flytter hjemmefra

Pum arbejdede som bogholder i et medicinalfirma. Han og hans kone, Anny, samt deres to døtre var ofte hjælpepionerer sammen. Pum og Anny sørgede også for at de alle fire kunne slappe af sammen og hygge sig med andre som var pionerer. „På den måde beskyttede vi også vores døtre mod problemer som andre former for selskab kunne have ført med sig,“ siger de. Forældrenes gode eksempel førte til at begge døtre begyndte i pionertjenesten da de gik ud af skolen.

Da børnene flyttede hjemmefra, var Pum og Anny sig bevidst at de ændrede omstændigheder gav dem større frihed og råd til at tage på interessante rejser eller gå op i andre former for fritidsbeskæftigelser. Men i stedet besluttede parret at bruge deres ændrede omstændigheder til at øge deres kristne tjeneste. Pum bad derfor sine arbejdsgivere om lov til at arbejde en dag mindre om ugen. Senere lagde Pum sit arbejde sådan til rette at han kunne begynde klokken 7 om morgenen og få fri klokken 14. Med mindre arbejde måtte de naturligvis også klare sig med en mindre løn. Alligevel gik det godt, og i 1991 kunne Pum slutte sig til sin kone i pionertjenesten.

Pum fik så tilbud om at blive afløser for tilsynsmanden ved en af Jehovas Vidners stævnehaller. Det betød at de måtte flytte  fra det sted hvor de havde boet i 30 år, til en lejlighed i forbindelse med stævnehallen. De tog springet. Var det svært? Anny fortæller at når hun en gang imellem har hjemve, spørger hun sig selv: ’Ligner jeg Lots hustru?’ Hun har ikke noget ønske om at ’se sig tilbage’. — 1 Mosebog 19:26; Lukas 17:32.

Pum og Anny føler at deres beslutning har givet dem mange velsignelser. De glæder sig over deres arbejde i stævnehallen, hvor de også er med til at forberede områdestævnerne og har tæt kontakt til de rejsende tilsynsmænd som holder foredrag i hallen. En gang imellem, når Pum er vikar for kredstilsynsmanden, kommer de desuden rundt og besøger forskellige menigheder.

Hvorfor lykkedes det for dette ægtepar at øge deres tjeneste? Pum siger: „Når ens liv ændrer sig radikalt, må man være besluttet på at udnytte sine nye omstændigheder bedst muligt.“

Hvordan man forenkler sin tilværelse

Jan og hans kone, Woth, har tre børn. Ligesom Pum og hans familie var Jan også parat til at gøre god brug af nogle ændrede omstændigheder. For nogle år siden havde Jan en vellønnet stilling i en bank, og han og hans familie kunne leve en bekvem tilværelse. Han fik dog et stadig større ønske om at øge sin tjeneste. Han fortæller: „Med årene øgedes min værdsættelse af sandheden og min kærlighed til Jehova.“ I 1986 besluttede Jan derfor at ændre sine forhold. Han siger: „Der skulle ske en reorganisering på mit arbejde, og det udnyttede jeg til at gå ned i arbejdstid. Mine forbavsede kolleger gav mig navnet Diwodo fordi jeg kun arbejdede dinsdag [tirsdag], woensdag [onsdag] og donderdag [torsdag]. Jeg gik 40 procent ned i løn. Vi solgte vores hus og købte en husbåd så vi kunne tjene hvor der var et større behov for forkyndere. Senere, da jeg holdt helt op med at arbejde, faldt min indtægt yderligere 20 procent, men i 1993 kunne jeg begynde som pioner.“

Jan er i dag medlem af Kontaktudvalg til Hospitaler og er også regelmæssigt stævnetilsynsmand. Woth er til trods for sit dårlige helbred hjælpepioner tid efter anden.  Deres tre børn er blevet gift og er sammen med deres ægtefæller nidkære forkyndere af Riget.

Hvordan har Jan og Woth kunnet tilpasse sig en lavere levestandard? „Dengang vi havde rigeligt,“ siger Jan, „sørgede vi for ikke at knytte os for meget til materielle ting. Det kan være lidt upraktisk at være nødt til at vente lidt før man kan købe noget, men det opvejes rigeligt af de åndelige velsignelser og tjenesteprivilegier vi til gengæld har fået.“

Ligesom Jan og Woth besluttede Dries og Jenny også at forenkle deres liv for at bruge mere tid på Rigets interesser. Dries og Jenny var pionerer indtil de fik børn. For at forsørge sin familie arbejdede Dries som bestyrer i et stort firma. Hans arbejdsgivere satte pris på ham og tilbød ham forfremmelse. Det sagde Dries dog nej til, for en forfremmelse var ensbetydende med at han ville få mindre tid til sine kristne aktiviteter.

Ægteparret måtte bruge meget tid og energi på at sørge for familien og tage sig af Jennys syge mor. Men de bevarede pionerånden. Hvordan? Jenny fortæller: „Vi havde pionerer boende hos os, inviterede pionerer på mad og tilbød også de rejsende tilsynsmænd logi når de besøgte menigheden.“ Dries tilføjer: „Vi levede enkelt og undgik at stifte gæld. Vi besluttede at vi aldrig ville gå med i større forretningsforetagender eller købe hus for at vi ikke senere skulle være hæmmet af den slags.“

Dries og Jennys beslutning om at tilrettelægge deres tilværelse så de senere kunne bruge mere tid til Rigets interesser, er blevet belønnet. Begge deres sønner er nu ældste, og en af dem tjener sammen med sin kone som pioner. Dries og Jenny blev selv specialpionerer og kom senere i kredstjenesten. Nu arbejder de på Betel, hvor Dries er med i afdelingskontorets udvalg.

Pensionsordninger

Ligesom Dries og Jenny var Otto og Judy pionerer inden de fik to døtre. Da Judy ventede deres første barn, fik Otto arbejde som skolelærer.

Mens børnene voksede op, havde Otto og Judy ofte pionerer på besøg i deres hjem så døtrene kunne se den glæde heltidstjenere har. Med tiden blev deres ældste datter selv pioner. Senere overværede hun Gileadskolen, og hun og hendes mand tjener nu som missionærer i Afrika. Den yngste datter begyndte som pioner i 1987, og det gjorde Judy også.

 De ændrede omstændigheder betød at Otto kunne arbejde færre timer som lærer og bruge den frigjorte tid i pionertjenesten. Til sidst holdt han helt op med at arbejde. I dag er han rejsende tilsynsmand og kan gøre brug af sin erfaring som underviser når han rejser rundt for at styrke menighederne åndeligt.

Hvilket råd har Otto til dem der går på efterløn eller førtidspension? „Når du holder op med at arbejde, så planlæg ikke at tage den med ro et år eller to. Man vænner sig nemt til at ’tage den med ro’. Før du ved af det, har du glemt alt om pionertjenesten. Begynd hellere at øge din tjeneste med det samme.“

Udnyt din livserfaring

Brødre som Pum, Jan, Dries og Otto har naturligvis ikke længere de samme kræfter og den samme udholdenhed som da de var yngre. Men de har fået større modenhed, erfaring og visdom. (Ordsprogene 20:29) De ved hvad det indebærer at være fædre, og har fra samarbejdet med deres koner også en idé om hvad det vil sige at være mødre. De har i fællesskab skullet overvinde problemer i familien og hjælpe deres børn til at sætte sig åndelige mål. Otto siger: „Når jeg som kredstilsynsmand skal vejlede i sager angående familien, er det en hjælp at jeg selv har været familiefar.“ På samme måde er Dries, med sin erfaring som far, et godt aktiv i betelfamilien, med dens mange unge brødre og søstre.

Ja, personlig erfaring hjælper sådanne brødre til at tage sig af en mængde forskellige behov i menigheden. Deres erfaring har så at sige gjort dem til bedre redskaber så de bruger deres kræfter på bedste måde. (Prædikeren 10:10) De kan på samme tid ofte udrette mere end dem der er fysisk stærkere, men mindre erfarne.

Sådanne brødre, og deres ægtefæller, er gode eksempler for unge blandt Jehovas folk. Unge forkyndere kan her se nogle der personligt har oplevet mange af de udfordringer og velsignelser som beskrives i vores kristne litteratur. Det er opmuntrende at se mænd og kvinder med den samme indstilling som Kaleb der, skønt han var oppe i årene, bad om en opgave der var noget af en udfordring. — Josua 14:10-12.

Efterlign deres tro

Måske kan du efterligne den tro og det initiativ som ægteparrene i denne artikel har udvist. Det de gjorde, var at lade hele deres liv være koncentreret om sandheden. De indgav deres børn ønsket om at blive pionerer. Som Jan siger, gjorde de det „ved selv at have kærlighed til Jehova og hans organisation, ved at sørge for at deres børn fik gode venner og ved at lære dem at forsørge sig selv“. De arbejdede og slappede af sammen som familie. „Når vi havde fri,“ fortæller Pum, „fulgtes vi gerne ad i forkyndelsen om formiddagen og hyggede os sammen om eftermiddagen.“

Hertil kommer at disse kristne lagde planer for deres liv, så de, da deres omstændigheder ændrede sig, var klar til at udnytte den nye situation godt. De satte sig mål og traf nogle valg som hjalp dem til hurtigere at nå deres mål. De havde øje for hvordan de kunne skære ned på deres arbejde, og var villige til at klare sig for en mindre løn. (Filipperne 1:10) Hustruerne støttede deres mænd fuldt ud. De havde et stærkt ønske om sammen at gå ind ad ’en stor dør til virksomhed’ og derved få mange velsignelser fra Jehova. — 1 Korinther 16:9; Ordsprogene 10:22.

Har du det samme ønske om at øge din andel i forkyndelsen? Hvis du udnytter ændrede omstændigheder godt, kan det måske betyde at dit ønske vil blive til virkelighed.

[Illustration på side 20]

Pum og Anny tager vare på stævnehallen

[Illustration på side 20]

Jan og Woth i forkyndelsen

[Illustration på side 21]

Dries og Jenny på Betel, hvor de arbejder

[Illustration på side 21]

Otto og Judy i færd med at forberede det næste menighedsbesøg