„Jeg fandt netop det jeg havde brug for“
„Jeg fandt netop det jeg havde brug for“
IFØLGE en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anslås det at der i dag findes 120 millioner mennesker der lider af depression. Hvert år begår 1 million selvmord, og mellem 10 og 20 millioner forsøger at gøre en ende på deres liv. Hvilken hjælp er til rådighed for dem der lider af depression? Medicinsk behandling kan måske lindre den psykiske smerte de føler, men det er også vigtigt med følelsesmæssig støtte. Nogle i denne situation har desuden opdaget at de praktiske råd der findes i den bibelske litteratur Jehovas Vidner udgiver, har hjulpet dem. Det fremgår af følgende brev fra Frankrig.
„For ikke så længe siden kunne jeg ikke se nogen mening med fortsat at leve. Jeg ønskede blot at Gud ville lade mig dø. Det var som om jeg var død indeni. Jeg bad intenst til Jehova for at få vejledning. Jeg besluttede mig også for at læse Jehovas Vidners Årbog for 2002 og blev færdig på tre dage. Den opmuntrede mig overordentligt meget og styrkede min tro.
Jeg søgte efter oplysninger i Vagttårnet og Vågn op! og blev meget overrasket. I over 15 år har jeg læst bladene regelmæssigt uden at det rigtigt er gået op for mig hvor opmuntrende og styrkende artiklerne er. De er et udtryk for stor kærlighed, der er en mangelvare nu om dage. Jeg fandt netop det jeg havde brug for.“
Bibelen siger: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) Ja, det er muligt for alle som har et „sønderbrudt hjerte“, eller som er „knust i ånden“, at hente opmuntring i Bibelen og få et håb for fremtiden. Jehovas Vidner udgiver og uddeler bibelsk læsestof der kan hjælpe alle til at få gavn af den trøst som findes i Guds inspirerede ord, Bibelen.