De første kristne og Moseloven

„Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus.“ — GALATERNE 3:24.

1, 2. Hvilke fordele havde det for israelitterne at de omhyggeligt overholdt Moseloven?

I 1513 f.v.t. gav Jehova israelitterne en lovsamling. Han sagde til folket at hvis de adlød hans røst, ville han velsigne dem så de kunne glæde sig over et tilfredsstillende liv. — 2 Mosebog 19:5, 6.

² Denne lovsamling, der blev kaldt Moseloven, eller blot Loven, var ’hellig og retfærdig og god’. (Romerne 7:12) Den fremmede venlighed, ærlighed, medmenneskelighed og en høj moral. (2 Mosebog 23:4, 5; 3 Mosebog 19:14; 5 Mosebog 15:13-15; 22:10, 22) Loven tilskyndede også jøderne til at elske hinanden. (3 Mosebog 19:18) Men de måtte ikke komme sammen med eller gifte sig med ikkejøder, der ikke var underlagt Loven. (5 Mosebog 7:3, 4) Moseloven var som en ’skillemur’ mellem jøder og ikkejøder og hindrede Guds folk i at blive besmittet af hedensk tankegang og levevis. — Efeserne 2:14, 15; Johannes 18:28.

3. Hvad udvirkede Loven, i betragtning af at ingen kunne overholde den til fuldkommenhed?

³ Men selv ikke de mest samvittighedsfulde jøder kunne overholde Guds lov til fuldkommenhed. Forlangte Jehova for meget af dem? Nej. En af grundene til at Loven blev givet til Israel, var at den skulle „gøre overtrædelserne kendt“. (Galaterne 3:19) Loven gjorde jøderne opmærksomme på at det var bydende nødvendigt for dem at der fremstod en genløser. Da han endelig kom, var det en glæde for de troende og trofaste jøder. Nu var deres udfrielse fra syndens og dødens forbandelse nær! — Johannes 1:29.

4. Hvordan var Loven ’en opdrager der ledte til Kristus’?

 ⁴ Moseloven skulle kun være en midlertidig ordning. I et brev til sine kristne trosfæller beskrev apostelen Paulus den som „en opdrager der leder os til Kristus“. (Galaterne 3:24) En opdrager i fortiden fulgte børnene til og fra skole. Han var normalt ikke selv læreren, men førte blot børnene hen til læreren. Meningen med Moseloven var netop at den skulle føre gudfrygtige jøder til Kristus. Jesus lovede at han ville være med sine disciple „alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 28:20) Da først den kristne menighed var blevet oprettet, tjente ’opdrageren’ — Loven — ikke mere noget formål. (Romerne 10:4; Galaterne 3:25) Nogle af de jødekristne havde imidlertid svært ved at forstå denne vigtige sandhed. Derfor fortsatte de med at overholde visse dele af Loven, selv efter Jesu opstandelse. Andre ændrede indstilling og blev derved et godt eksempel for os der lever i dag. Lad os se hvordan.

En spændende ny forståelse af den kristne lære

5. Hvilken befaling fik Peter i et syn, og hvorfor chokerede det ham?

⁵ I år 36 fik apostelen Peter et bemærkelsesværdigt syn. Han hørte samtidig en stemme fra himmelen der påbød ham at slagte og spise nogle fugle og dyr der ifølge Loven var urene. Peter var chokeret! Han havde „aldrig spist noget vanhelligt og urent“. Men stemmen sagde til ham: „Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for vanhelligt.“ (Apostelgerninger 10:9-15) I stedet for hårdnakket at holde fast ved Loven ændrede Peter indstilling. Det resulterede i at han opdagede noget helt enestående vedrørende Guds hensigt.

6, 7. Hvorfor drog Peter den slutning at han nu kunne forkynde for ikkejøder, og hvilken konklusion nåede han desuden til?

⁶ Der skete følgende: Tre mænd opsøgte Peter i det hus hvor han opholdt sig, for at bede ham om at tage med dem hen til en uomskåren, gudfrygtig ikkejøde ved navn Kornelius. Peter inviterede mændene indenfor og beværtede dem. Han havde forstået betydningen af synet, og derfor ledsagede han dem dagen efter til Kornelius’ hjem. Her aflagde Peter et grundigt vidnesbyrd om Jesus Kristus og kom blandt andet med følgende udtalelse: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ Ikke blot Kornelius, men også hans slægtninge og nære venner fik tro på Jesus, og „den hellige ånd [faldt] på alle som hørte ordet“. Peter så Jehovas hånd i alt dette, og derfor „bød han at de skulle døbes i Jesu Kristi navn“. — Apostelgerninger 10:17-48.

⁷ Hvad satte Peter i stand til at slutte at ikkejøder der ikke var under Moseloven, nu kunne blive Jesu Kristi disciple? Åndelig dømmekraft. Eftersom Gud havde vist at han godkendte uomskårne ikkejøder ved at udgyde sin ånd over dem, nåede Peter til den slutning at de også kunne blive døbt. Samtidig indså Peter tilsyneladende at Gud ikke forventede at ikkejødiske kristne skulle overholde Moseloven for at blive døbt. Hvis du havde levet dengang, ville du så have været lige så villig til at ændre holdning som Peter var?

Nogle blev ved med at følge ’opdrageren’

8. Hvad hævdede nogle kristne i Jerusalem angående omskærelsen, i modsætning til Peter?

⁸ Efter at Peter havde besøgt Kornelius, tog han til Jerusalem. Nyheden om at uomskårne ikkejøder „havde taget imod Guds ord“, var allerede blevet kendt i menigheden dér, og det havde foruroliget flere kristne med en jødisk baggrund. (Apostelgerninger 11:1-3) ’Tilhængerne af omskærelsen’ anerkendte ganske vist at ikkejøder kunne blive Jesu disciple, men de insisterede på at folk fra ikkejødiske nationer skulle overholde Loven for at blive frelst.  Der var dog også områder hvor der stort set kun fandtes ikkejødiske kristne, og her var omskærelse ikke nødvendigvis et stridsspørgsmål. Disse to divergerende opfattelser forblev et stridspunkt i omkring 13 år. (1 Korinther 1:10) Det må have været en stor prøve for de kristne i det første århundrede — især for de ikkejøder der boede i jødiske områder.

9. Hvorfor var det vigtigt at spørgsmålet om omskærelse blev afgjort?

⁹ Situationen tilspidsede sig i år 49 da nogle kristne fra Jerusalem kom til Antiochia i Syrien, hvor Paulus forkyndte. De begyndte at lære andre at ikkejødiske proselytter skulle følge Lovens krav og omskæres. Der opstod ikke så lidt uenighed og diskussion mellem disse kristne og Paulus og Barnabas. Hvis spørgsmålet ikke blev afgjort, ville nogle kristne, hvad enten de havde en jødisk eller ikkejødisk baggrund, uundgåeligt blive bragt til snublen og fald. Man aftalte derfor at Paulus og nogle andre skulle tage til Jerusalem og bede de kristnes styrende råd om at afgøre spørgsmålet én gang for alle. — Apostelgerninger 15:1, 2, 24.

En åbenhjertig meningsudveksling og dernæst enighed!

10. Hvilke faktorer tog det styrende råd i betragtning før de afgjorde hvilken status ikkejøderne skulle have?

¹⁰ Ved et møde som blev holdt i den anledning, var der tilsyneladende nogle som argumenterede for at man skulle holde fast ved omskærelsen, mens andre fremholdt det modsatte synspunkt. Men det var ikke følelserne der fik det afgørende ord. Efter megen diskussion fortalte apostelen Peter og apostelen Paulus om de tegn Jehova havde gjort blandt de uomskårne. De forklarede at Gud havde udgydt hellig ånd over uomskårne ikkejøder. De spurgte faktisk indirekte: ’Kan den kristne menighed med rette afvise nogle som Gud har godkendt?’ Dernæst læste disciplen Jakob et skriftsted der hjalp alle tilstedeværende til at forstå hvad der var Jehovas vilje i denne sag. — Apostelgerninger 15:4-17.

11. Hvad fik ikke lov til at påvirke det styrende råds afgørelse, og hvad viser at Jehova velsignede rådets beslutning?

¹¹ Alle ventede nu spændt på hvad det styrende råd ville beslutte. Ville deres jødiske baggrund få dem til at træffe en afgørelse til gunst for omskærelse? Nej. Disse troende og trofaste mænd var besluttede på at følge Skrifterne og Guds hellige ånds ledelse. Efter at have hørt alle relevante vidnesbyrd vedtog det styrende råd enstemmigt at det ikke var nødvendigt for ikkejødiske kristne at lade sig omskære og overholde Moseloven. Da beslutningen nåede ud til brødrene, glædede de sig, og menighederne „voksede i tal fra dag til dag“. Kristne der underordnede sig denne klare teokratiske  vejledning, blev velsignet med et svar der var solidt funderet på Skriften. (Apostelgerninger 15:19-23, 28, 29; 16:1-5) Der var imidlertid endnu et vigtigt spørgsmål der måtte besvares.

Hvordan skulle de jødekristne forholde sig?

12. Hvilket spørgsmål var endnu ikke blevet afgjort?

¹² Det styrende råd havde klart og tydeligt ladet forstå at det ikke var nødvendigt for ikkejødiske kristne at lade sig omskære. Men hvad med de jødekristne? Det styrende råds afgørelse havde ikke taget stilling til denne side af sagen.

13. Hvorfor var det forkert at hævde at man skulle overholde Moseloven for at blive frelst?

¹³ Nogle jødekristne som var „nidkære for loven“, blev ved med at lade deres drengebørn omskære og overholdt også Moseloven på andre områder. (Apostelgerninger 21:20) Andre gik endnu videre og hævdede at jødekristne skulle overholde Loven for at blive frelst. Men her tog de grundigt fejl. Hvordan kunne en kristen for eksempel bringe et dyreoffer for at opnå tilgivelse for synder? Jesu offer havde gjort sådanne ofre unødvendige. Hvad med Lovens krav om at jøder skulle undgå at have nært samkvem med ikkejøder? Det ville have været meget vanskeligt for nidkære kristne evangelieforkyndere at overholde sådanne restriktioner og samtidig adlyde påbuddet om at lære ikkejøderne alt det Jesus havde befalet. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger  1:8; 10:28) * Der forlyder intet om at dette spørgsmål blev afklaret ved et møde i det styrende råd. Dermed være ikke sagt at den kristne menighed stod uden hjælp.

14. Hvilken vejledning vedrørende Loven indeholder Paulus’ inspirerede breve?

¹⁴ Vejledningen kom ikke i form af et brev fra det styrende råd, men i flere inspirerede breve skrevet af apostlene. For eksempel sendte apostelen Paulus et magtfuldt budskab til de jøder og ikkejøder der boede i Rom. I sit brev til dem forklarede han at en ægte jøde „er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd“. (Romerne 2:28, 29) I det samme brev brugte Paulus en illustration for at bevise at kristne ikke længere var underlagt Loven. Han fremførte det argument at en kvinde ikke kunne være gift med to mænd samtidig. Men hvis hendes mand døde, var hun fri til at gifte sig igen. Derefter anvendte han illustrationen på at de salvede kristne ikke kunne være underlagt Moseloven og samtidig tilhøre Jesus. De måtte så at sige gøres „døde for loven“ så de kunne blive forenet med Kristus. — Romerne 7:1-5.

Langsomme til at få fat i meningen

15, 16. Hvorfor fik nogle jødekristne ikke fat i meningen når det gjaldt Loven, og hvorfor er det et udmærket eksempel på at det er nødvendigt at holde sig åndeligt vågen?

¹⁵ Paulus’ ræsonnement vedrørende Loven  var uimodsigeligt. Hvorfor var det da svært for nogle jødekristne at få fat i meningen? Blandt andet fordi de manglede åndelig dømmekraft. De forsømte for eksempel at tage fast åndelig føde til sig. (Hebræerne 5:11-14) De kom heller ikke regelmæssigt sammen med deres trosfæller ved de kristne møder. (Hebræerne 10:23-25) En anden grund til at nogle ikke fik fat i meningen, havde måske noget at gøre med selve Lovens natur. Den fokuserede nemlig på noget der kunne ses og føles, noget håndgribeligt, som for eksempel templet og præsteskabet. Det var langt lettere for nogle der manglede åndelighed, at acceptere Loven end at acceptere kristendommens dybe lære, der var koncentreret om usynlige virkeligheder. — 2 Korinther 4:18.

¹⁶ I Paulus’ brev til galaterne fremføres endnu en grund til at nogle der kaldte sig kristne, var ivrige efter at overholde Loven. Han forklarede at de pågældende ønskede at blive betragtet som respektable, som nogle der tilhørte en almindeligt anerkendt religion. De ville nødig afvige fra samfundet og var derfor villige til at gå på akkord på stort set et hvilket som helst område for at ligne andre. De var mere interesserede i at opnå menneskers godkendelse end Guds. — Galaterne 6:12.

17. Hvornår blev det helt klart hvordan man skulle betragte det at overholde Loven?

¹⁷ De kristne der ejede dømmekraft, og som omhyggeligt undersøgte de skrifter Gud havde inspireret Paulus og andre til at skrive, nåede frem til den rette konklusion vedrørende Loven. Men det var først i år 70 at det rette syn på Moseloven kom til at stå klart for alle jødekristne. I dette år tillod Gud nemlig at Jerusalem med dets tempel og optegnelserne over præsterne blev ødelagt. Dermed blev det umuligt for nogen at overholde hele Loven.

Hvad kan vi lære af det i dag?

18, 19. (a) Hvilken indstilling må vi opdyrke, og hvilken må vi undgå, hvis vi skal forblive åndeligt sunde? (b) Hvad kan vi lære af Paulus’ eksempel hvad angår det at følge ansvarshavende brødres anvisninger? (Se rammen på side 24.)

¹⁸ Efter at have set nærmere på disse begivenheder der fandt sted i fortiden, stiller du måske dig selv spørgsmål som: ’Hvis jeg havde levet dengang, hvordan ville jeg så have reageret efterhånden som Guds vilje blev åbenbaret? Ville jeg stædigt have holdt fast ved de synspunkter jeg havde haft indtil da? Eller ville jeg tålmodigt have ventet på at man fik den rette forståelse? Og når det så skete, ville jeg så helhjertet have støttet den nye forståelse?’

¹⁹ Vi kan selvfølgelig ikke med sikkerhed vide hvordan vi ville have reageret hvis vi havde levet dengang. Men vi kan spørge os selv: ’Hvordan reagerer jeg når der i dag kommer en klarere forståelse af Bibelen?’ (Mattæus 24:45) ’Prøver jeg at følge den bibelske vejledning vi får, ved ikke blot at adlyde lovens bogstav, men også ånden i det der fremholdes?’ (1 Korinther 14:20) ’Venter jeg tålmodigt på Jehova når der går et stykke tid før vi får afklaret visse spørgsmål?’ Hvis vi „ikke skal glide bort“, er det vigtigt at vi gør god brug af den åndelige føde der er tilgængelig i dag. (Hebræerne 2:1) Lad os høre nøje efter når Jehova vejleder os gennem sit ord, sin ånd og sin jordiske organisation. Hvis vi gør det, vil Jehova velsigne os med et lykkeligt og tilfredsstillende liv der aldrig vil ophøre.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

• I hvilken forstand var Moseloven ’en opdrager der ledte til Kristus’?

• Hvordan vil du forklare at Peter og de der var „tilhængere af omskærelsen“, reagerede forskelligt på en ændret forståelse af sandheden?

• Hvad har du lært om den måde hvorpå Jehova i dag kaster lys over sandheden?

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 24]

Paulus’ ydmyghed i forbindelse med en loyalitetsprøve

Efter at Paulus havde gennemført en vellykket missionsrejse, ankom han i år 56 til Jerusalem. Her ventede der ham en trosprøve. Menigheden havde hørt at han lærte folk at Moseloven ikke længere var i kraft. De ældste i Jerusalem var bange for at nyomvendte jødekristne ville tage anstød af Paulus’ åbenhjertige udtalelser om Loven, og at de måske ville nå til den slutning at de kristne ikke respekterede Jehovas ordning. I menigheden var der fire jødekristne som havde aflagt et løfte, måske et nasiræerløfte, og de måtte hen i templet for at opfylde de krav der var forbundet med løftet.

De ældste bad nu Paulus om at tage med de fire mænd hen i templet og desuden dække deres udgifter. På dette tidspunkt havde Paulus skrevet mindst to breve hvori han havde argumenteret for at det ikke var nødvendigt at følge Loven for at blive frelst. Men han tog hensyn til andres samvittighed. Tidligere havde han skrevet: „For dem der er under loven, er jeg blevet som en under loven . . . for at kunne vinde dem der er under loven.“ (1 Korinther 9:20-23) Paulus gik dog aldrig på akkord når det drejede sig om vigtige bibelske principper, men følte åbenbart godt at han kunne gøre det de ældste bad ham om. (Apostelgerninger 21:15-26) Det var ikke forkert af ham, for der var ikke noget ubibelsk ved ordningen med løfter. Desuden havde templet været anvendt til den rene tilbedelse, ikke til afgudsdyrkelse. Så for ikke at være årsag til at nogle tog anstød, gjorde Paulus det man bad ham om. (1 Korinther 8:13) Det har uden tvivl krævet en stor portion ydmyghed af Paulus, noget der får os til at sætte endnu større pris på ham.

[Illustration på side 22, 23]

I flere år havde mange kristne forskellige opfattelser af Moseloven