„Fat mod! Jeg har besejret verden“

DEN dag Jesus døde — den fjortende dag i den jødiske måned nisan — begyndte ved solnedgang torsdag den 31. marts i år 33. Denne aften samledes Jesus og hans apostle i et værelse ovenpå et sted i Jerusalem for at fejre påsken. Mens Jesus forberedte sig på „at gå bort fra denne verden til Faderen“, viste han at han elskede sine apostle lige til det sidste. (Johannes 13:1) Hvordan? Ved at give dem en enestående undervisning som forberedte dem på det der lå forude.

Hen på aftenen sagde Jesus til sine apostle: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ (Johannes 16:33) Hvad mente han med denne frimodige udtalelse? Blandt andet dette: ’Det onde i verden har hverken gjort mig bitter eller fået mig til at give igen med samme mønt. Jeg har ikke givet verden lov til at presse mig ind i sin egen form. Det samme kan gælde i jeres tilfælde.’ Det Jesus lærte sine trofaste apostle i de sidste timer af sit jordiske liv, ville hjælpe dem så de også kunne ’besejre’ verden.

Nutidens verden er fyldt med ondskab. Hvordan reagerer vi når vi hører om uretfærdigheder og meningsløs vold? Bliver vi så hadefulde at vi ønsker at gøre gengæld? Hvordan bliver vi påvirket af det moralske forfald vi er omgivet af? Hvis vi til dette føjer vores ufuldkommenhed og syndige tilbøjeligheder, har vi to faktorer vi må kæmpe mod: den onde verden der omgiver os, og de slette tilbøjeligheder der bor i os. Kan vi gøre os håb om at vinde sejr uden Guds hjælp? Hvordan kan vi få Guds hjælp? Hvilke egenskaber må vi opdyrke for at kunne modstå vore kødelige tilbøjeligheder? Lad os for at få svar på de spørgsmål se nærmere på det Jesus lærte sine disciple den sidste dag i sit jordiske liv.

Overvind stolthed med ydmyghed

Lad os for eksempel se på egenskaben stolthed, eller hovmodighed. Om den egenskab siger Bibelen: „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ (Ordsprogene 16:18) Bibelen siger også: „Hvis nogen mener at han er noget, skønt han intet er, bedrager han sit eget sind.“ (Galaterne 6:3) Ja, stolthed er både en destruktiv og bedragerisk egenskab. Vi gør klogt i at hade „hovmod og stolthed“. — Ordsprogene 8:13.

Havde Jesu apostle et problem i den forbindelse? Ved mindst én lejlighed diskuterede de indbyrdes hvem af dem der var størst. (Markus 9:33-37) Ved en anden lejlighed anmodede Jakob og Johannes om at få en fremtrædende plads i Guds rige. (Markus 10:35-45) Jesus ønskede at udrydde denne tendens hos sine disciple. Mens de var i færd med at spise påskemåltidet, rejste han sig, bandt et håndklæde om sig og begyndte at vaske disciplenes fødder. Han gav på en meget direkte måde udtryk for hvad  det var han ønskede at lære dem. Jesus sagde: „Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder.“ (Johannes 13:14) Stolthed må erstattes af dens modsætning — ydmyghed.

Men stolthed er ikke så let at bekæmpe. Senere samme aften, efter at Jesus havde sendt forræderen Judas Iskariot bort, opstod der et heftigt skænderi blandt de 11 apostle. Hvad skændtes de om? Om hvem af dem der syntes at være den største. I stedet for at skælde dem ud understregede Jesus tålmodigt hvor vigtigt det er at tjene andre. Han sagde: „Nationernes konger spiller herrer over dem, og de der har myndighed over dem bliver kaldt velgørere. Men sådan skal I ikke være. Lad derimod den der er den største iblandt jer, blive som den yngste, og den der fører an, som den der tjener.“ Og for at minde dem om sit eget eksempel tilføjede han: „I jeres midte er jeg som den der virker som tjener.“ — Lukas 22:24-27.

Fik apostlene fat i meningen? Åbenbart. Flere år senere skrev apostelen Peter: „I [skal] alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind.“ (1 Peter 3:8) Også for os har det afgørende betydning at vi overvinder stolthed med ydmyghed. Det vil ikke være klogt at lade sig opsluge af jagten på berømmelse, magt eller en høj stilling i samfundet. Apostelen Jakob skrev: „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (Jakob 4:6) Et gammelt ordsprog siger tilsvarende: „Lønnen for ydmyghed og frygt for Jehova er rigdom og ære og liv.“ — Ordsprogene 22:4.

Hvordan kan man overvinde had?

En anden egenskab som i høj grad præger denne verden, er had. Uanset om det skyldes frygt, uvidenhed, fordom, undertrykkelse, uretfærdighed, nationalisme, stammekultur eller racisme, er vi omgivet af had på alle sider. (2 Timoteus 3:1-4) Had var også udbredt på Jesu tid. Skatteopkrævere var genstand for had og udstødt af det jødiske samfund. Jøder havde ikke samkvem med samaritanere. (Johannes 4:9) Hedninger, eller ikkejøder, blev også foragtet af jøderne. Men til sin tid ville den tilbedelsesform Jesus indførte, komme til at omfatte folk fra alle nationerne. (Apostelgerninger 10:34, 35; Galaterne 3:28) Derfor gav Jesus kærligt sine disciple noget nyt.

Jesus sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Disciplene måtte altså lære at give udtryk for denne kærlighed. (Johannes 13:34, 35) Buddet var nyt i den forstand at det gik langt videre end buddet om ’at elske sin næste som sig selv’. (3 Mosebog 19:18) På hvilken måde? Jesus forklarede: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:12, 13) Apostlene måtte være villige til at ofre livet for hinanden og for andre.

Hvordan kan ufuldkomne mennesker fjerne ondsindet had fra deres liv? Ved at erstatte det med selvopofrende kærlighed. Millioner af oprigtige mennesker med en hvilken som helst etnisk, kulturel, religiøs eller politisk baggrund har allerede gjort dette. De er blevet integreret i  et forenet samfund uden had — det verdensomspændende brodersamfund af Jehovas Vidner. De har lyttet til apostelen Johannes’ inspirerede ord: „Enhver der hader sin broder er en manddraber, og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig.“ (1 Johannes 3:15) Sande kristne nægter ikke blot at deltage i enhver form for væbnet konflikt; de gør sig også store anstrengelser for at vise hinanden kærlighed.

Men hvilken holdning bør vi have til dem der ikke er vore medtroende, og som måske ligefrem har en hadefuld indstilling over for os? Da Jesus hang på marterpælen, bad han for de romere der var i færd med at henrette ham: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.“ (Lukas 23:34) Da nogle hadefulde mænd stenede disciplen Stefanus til døde, var hans sidste ord: „Jehova, tilregn dem ikke denne synd.“ (Apostelgerninger 7:60) Jesus og Stefanus ønskede det bedste for alle, selv for de mennesker der hadede dem. De var ikke bitre eller hadefulde i deres hjerter. „Lad os da gøre det der er godt mod alle,“ siger Bibelen. — Galaterne 6:10.

’En evig hjælper’

Under aftenens samvær med de 11 trofaste apostle fortalte Jesus dem at han om kort tid ikke længere ville være hos dem i kødet. (Johannes 14:28; 16:28) Men samtidig gav han dem følgende forsikring: „Jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden hjælper til at være hos jer for evigt.“ (Johannes 14:16) Den lovede hjælper var og er Guds hellige ånd. Den ville hjælpe dem til at forstå de vanskelige ting i Skrifterne og minde dem om hvad Jesus havde lært dem i løbet af sin jordiske tjeneste. — Johannes 14:26.

Hvordan kan den hellige ånd hjælpe os i dag? For det første er Bibelen Guds inspirerede ord. De mænd Gud brugte til at udtale profetier og nedskrive Bibelen, „blev ført af hellig ånd“. (2 Peter 1:20, 21; 2 Timoteus 3:16) Når vi studerer Skriften og gør brug af det vi lærer, opnår vi kundskab, visdom, forstand, indsigt, dømmekraft og en klarere tænkeevne. Mon ikke det vil gøre os bedre rustet til at modstå presset fra denne onde verden?

Guds hellige ånd er også til hjælp for os på en anden måde. Den er en stærk kraft, en kraft der fremmer det gode hos dem den virker på, og som sætter dem i stand til at udvise gudgivne egenskaber. Bibelen siger: „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse.“ Er det ikke netop sådanne egenskaber vi må have for at kunne bekæmpe kødelige tilbøjeligheder til kønslig umoralitet, strid, skinsyge, vredesudbrud og lignende? — Galaterne 5:19-23.

Ved at sætte vores lid til Guds ånd kan vi modtage en „kraft som er ud over det normale“ når vi bliver udsat for trængsler eller problemer. (2 Korinther 4:7) Det er ikke sikkert at den hellige ånd vil fjerne de prøvelser og fristelser vi står over for, men den kan med sikkerhed hjælpe os til at udholde dem. (1 Korinther 10:13) „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft,“ skrev apostelen Paulus. (Filipperne 4:13) Gud giver os denne kraft ved hjælp af sin hellige ånd. Vi har i sandhed grund til at være taknemmelige. Denne ånd er blevet lovet alle som ’elsker Jesus og holder hans bud’. — Johannes 14:15.

„Forbliv i min kærlighed“

Den sidste aften i sit jordiske liv sagde Jesus også til sine apostle: „Den der har mine bud og holder dem, det er den der elsker mig. Og den der elsker mig, vil blive elsket af min Fader.“ (Johannes 14:21) „Forbliv i min kærlighed,“ sagde Jesus. (Johannes 15:9) Kan vi ved at forblive i Faderens og Sønnens kærlighed få hjælp til at bekæmpe syndige tilbøjeligheder og ’besejre’ den onde verden der omgiver os?

Vi vil nok have svært ved at beherske vore syndige tilbøjeligheder hvis ikke vi føler os stærkt motiveret til det. Men kan noget virke mere motiverende på os end ønsket om at få  et godt forhold til Jehova Gud og hans søn? Ernesto, * en ung mand som kæmpede en hård kamp for at slippe ud af det umoralske liv han havde levet siden begyndelsen af teenageårene, forklarer: „Jeg ville gerne glæde Gud, og Bibelen lærte mig at han ikke brød sig om den måde jeg levede på. Jeg besluttede mig for at ændre min personlighed så jeg kunne leve et liv i overensstemmelse med Guds principper. Hver eneste dag måtte jeg bekæmpe nedbrydende, sjofle tanker som blev ved med at dukke op i mit sind. Men jeg var besluttet på at vinde kampen og bad hele tiden Gud om hjælp. Efter to år var det værste overstået, men jeg må stadig være hård ved mig selv.“

I forbindelse med kampen mod den verden der omgiver os, er det værd at lægge mærke til den sidste bøn Jesus bad før han forlod værelset ovenpå i det hus hvor de havde spist påskemåltidet i Jerusalem. Han bad på sine disciples vegne: „Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde. De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:15, 16) Virker den bøn ikke beroligende på os? Jehova våger over dem der elsker ham, og styrker dem når de holder sig adskilt fra verden.

„Tro på Gud“

At holde Jesu bud kan hjælpe os til at ’besejre’ den onde verden og vore syndige tilbøjeligheder. Selv om disse sejre har stor betydning, kan de dog ikke fjerne hverken den gamle verden eller vore syndige tilbøjeligheder. Alligevel er der ingen grund til at fortvivle.

Bibelen siger: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:17) Jesus gav sit liv for at udfri „enhver som tror på ham“ fra synd og død. (Johannes 3:16) Lad os, mens vi vokser i kundskab om Guds vilje og hensigt, nøje følge Jesu formaning: „Tro på Gud, og tro på mig.“ — Johannes 14:1.

[Fodnote]

[Illustration på side 6, 7]

„Forbliv i min kærlighed,“ sagde Jesus til sine apostle

[Illustration på side 7]

Udfrielse fra synd og syndens virkninger vil snart blive en realitet