’Sandhedens læber grundfæstes for evigt’

DEN kan fordærve et menneskes hele liv, ligesom en lille flamme kan antænde og ødelægge en hel skov. Den kan være fuld af gift, men kan også være et „livets træ“. (Ordsprogene 15:4) Liv og død er i dens vold. (Ordsprogene 18:21) Denne lille legemsdel, tungen, har så meget magt at den kan plette hele legemet. (Jakob 3:5-9) Den som vogter sin tunge, er vís.

I den anden halvdel af Ordsprogenes Bogs tolvte kapitel giver kong Salomon værdifuld vejledning som hjælper os til at vogte den måde vi taler på. Ved hjælp af præcise, men meningsfyldte ordsprog påpeger den vise konge at det talte ord har konsekvenser, ligesom det fortæller meget om den som fremsætter det. Salomons inspirerede råd er uundværligt for enhver som ønsker at ’værne sine læbers dør’. — Salme 141:3.

’Overtrædelsen som fanger i en snare’

„Ved læbernes overtrædelse fanges den onde i en snare, men den retfærdige slipper ud af trængsel,“ lyder Salomons ord. (Ordsprogene 12:13) Løgn er en „læbernes overtrædelse“ som bliver en dødbringende fælde for den som øver den. (Åbenbaringen 21:8) Den kan forekomme at være en nem udvej til at undgå straf eller til at komme ud af en pinlig situation. Men fører én løgn ikke ofte andre med sig? Ligesom et menneske der begynder at spille for små beløb, rives med og sætter større og større beløb på spil i forsøget på at dække sine tab, finder løgneren sig hurtigt fanget i en ond cirkel.

Læbernes overtrædelse omklamrer sit offer mere og mere på den måde at løgneren kan ende med også at lyve for sig selv. En løgner har for eksempel ikke svært ved at overbevise sig selv om at han er vældig klog og dygtig, mens han i virkeligheden er temmelig uvidende. Han begynder så at leve på en løgn. Han har virkelig „været for mild i sit syn på sig selv til at finde sin misgerning og hade den“. (Salme 36:2) Og nu sidder han i saksen! Modsat bringer den retfærdige ikke sig selv i en sådan knibe. Selv når han udsættes for pres, vil han ikke gribe til falske ord.

’En frugt som mætter’

Apostelen Paulus advarer: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“  (Galaterne 6:7) Dette princip gælder både vor tale og vore handlinger. Salomon forklarer: „Af mundens frugt mættes en mand med godt, og et menneske får sine hænders gerning tilbage.“ — Ordsprogene 12:14.

En mund som „taler visdom“, frembringer frugt der mætter. (Salme 37:30) Visdom forudsætter kundskab, og intet menneske ved alting. Alle har brug for at lytte til og følge nyttige råd. Israels konge forklarede: „Dårens vej er ret i hans egne øjne, men den der hører på råd er vís.“ — Ordsprogene 12:15.

Jehova giver os sund vejledning gennem sit ord og sin organisation ved hjælp af de publikationer som „den trofaste og kloge træl“ frembringer. (Mattæus 24:45; 2 Timoteus 3:16) Hvor ville det være tåbeligt at afvise disse værdifulde råd og insistere på at gøre tingene på vores egen måde! Vi ’bør være hurtige til at høre’ når Jehova, ’han som giver menneskene kundskab’, vejleder os gennem sin meddelelseskanal. — Jakob 1:19; Salme 94:10.

Hvordan reagerer henholdsvis vismænd og tåber på fornærmelser og uretfærdig kritik? Salomon svarer: „Dåren gør sin græmmelse kendt den samme dag, men den kloge dækker over vanære.“ — Ordsprogene 12:16.

Hurtigt — „den samme dag“ — svarer tåben igen med vrede hvis nogen krænker ham, hvorimod et fornuftigt menneske beder om Guds ånds hjælp til at vise selvbeherskelse. Han tager sig tid til at meditere over Jesu ord: „Uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ (Mattæus 5:39) Den vise holder sine læber fra at tale tankeløst fordi han ikke ønsker at ’gengælde nogen ondt med ondt’. (Romerne 12:17) På samme måde undgår vi yderligere kontroverser ved i tavshed at ’dække over vanære’ eller fornærmelser.

’En tunge som helbreder’

Læbernes overtrædelse kan volde stor skade i juridisk sammenhæng. Israels konge forklarer: „Den der aflægger et pålideligt vidnesbyrd fremstiller sagen retfærdigt, men det falske vidne svigefuldt.“ (Ordsprogene 12:17) Det sandfærdige vidne fremmer trofasthed fordi hans vidnesbyrd er sandt og pålideligt. Hans ord bidrager til at retfærdigheden sker fyldest. Det falske vidne er derimod svigefuldt og årsag til uretfærdige domme.

Salomon fortsætter: „Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug, men de vises tunge læger.“ (Ordsprogene 12:18) Ord kan være lige så gennemborende som sværd, dræbe venskaber og skabe problemer. Eller de kan være tiltalende, behagelige og venskabsbevarende. Og hvad er øgenavne, hidsige tilråb, konstant kritik og nedværdigende  fornærmelser andet end sværdhug som efterlader dybe sår i sindet? Det er i høj grad på sin plads at rette de fejl vi måtte begå i denne henseende, med en velment undskyldnings helbredende ord!

Ikke overraskende har mange et „sønderbrudt hjerte“ og er „knust i ånden“ i vore vanskelige tider. (Salme 34:18) Bruger vi ikke det talte ords helbredende kraft når vi ’trøster de modfaldne sjæle’ og ’støtter de svage’? (1 Thessaloniker 5:14) Jo, medfølende ord kan opmuntre unge som kæmper mod gruppepres. Velvalgte ord kan forsikre ældre om at vi behøver dem og elsker dem. Venlige ord kan virkelig lyse op i den syges dagligdag. Selv en irettesættelse er lettere at acceptere når den er givet „i mildhedens ånd“. (Galaterne 6:1) Og hvor helbredende er ikke den tunge som bruges til at dele Guds riges gode nyhed med dem som lytter!

’En læbe som grundfæstes’

Salomon bruger nu ordene „læbe“ synonymt med „tunge“ og siger: „Sandhedens læbe grundfæstes for evigt, men løgnetunge vil kun vare et øjeblik.“ (Ordsprogene 12:19) Udtrykket „sandhedens læbe“ står i ental på hebraisk og betyder mere end blot sandfærdig tale. Et opslagsværk forklarer: „Det betegner sådanne positive egenskaber som soliditet, bestandighed og stabilitet. Tale af en sådan beskaffenhed vil bestå . . . for altid, for den vil vise sig at være pålidelig, i modsætning til løgnetungen . . . som kan bedrage for en tid, men som ikke kan klare sig når den sættes på prøve.“

„Der er svig i hjertet hos dem som finder på ondt, men der er fryd til dem der råder til fred,“ siger den vise konge og tilføjer: „Den retfærdige sker der ingen fortræd, men de ugudelige rammes af ulykke i fuldt mål.“ — Ordsprogene 12:20, 21.

De som pønser på ondt, kan kun forårsage smerte og lidelse. Derimod høster fredselskende vejledere tilfredshed ved at gøre hvad der er ret. De har også den glæde at opnå gode resultater. Det vigtigste er at de  har Guds godkendelse, for „løgnelæber er Jehova en vederstyggelighed, men de der handler trofast har hans velbehag“. — Ordsprogene 12:22.

’En tale som dækker over kundskab’

Israels konge beskriver med følgende ord endnu en forskel mellem den som er omhyggelig med sine ord, og den som ikke er: „Et klogt menneske dækker over sin kundskab, men tåbernes hjerte udråber deres dårskab.“ — Ordsprogene 12:23.

Et klogt eller fornuftigt menneske ved hvornår man skal tale, og hvornår man ikke skal. Han dækker over kundskab i den forstand at han holder sig tilbage fra at gøre et stort nummer ud af det han ved. Det betyder ikke at han altid dækker over sin kundskab, men snarere at han tænker sig om før han taler. I modsætning til ham er tåben hurtig til at tale og til at stille sin dårskab til skue. Vi må derfor lade vore ord være få og vor tunge afstå fra praleri.

Salomon fortsætter med at trække kontrasterne op når han understreger forskellen mellem flid og dovenskab. Han siger: „Det er de flittiges hånd der skal herske, men den ugidelige vil blive sat til tvangsarbejde.“ (Ordsprogene 12:24) Hårdt arbejde kan føre til fremgang og økonomisk uafhængighed, dovenskab til tvangsarbejde og slaveri. „Den dovne vil med tiden blive den flittiges træl,“ siger en forsker.

’Ord som giver grund til fryd’

Med en skarpsindig iagttagelse om den menneskelige natur tager kong Salomon igen spørgsmålet om talens brug op. Han siger: „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det, men gode ord får det til at fryde sig.“ — Ordsprogene 12:25.

Der findes mange bekymringer som kan gøre hjertet tungt af bedrøvelse. En venlig og opmuntrende bemærkning fra et forstående medmenneske kan lette byrden og få hjertet til at glæde sig. Men hvordan kan andre vide hvor meget ængstelse man bærer i hjertet, hvis man ikke åbner sig og taler om det? Ja, når man rammes af sorg eller nedtrykthed, må man betro sig til et menneske der kan leve sig ind i situationen, og som er i stand til at yde hjælp. Desuden kan dét at sætte ord på følelserne lette hjertets bedrøvelse noget. Derfor er det godt at betro sig til en ægtefælle, en slægtning eller en medfølende ven som har de rette åndelige kvalifikationer.

Hvilke opmuntrende ord er bedre end dem der findes i Bibelen? Vi må altså nærme os Gud ved at meditere med værdsættelse over hans inspirerede ord. En sådan fordybelse kan i sandhed bringe glæde til et foruroliget hjerte og tænde lys i bedrøvede øjne. Det bevidner salmisten når han siger: „Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne vís. Jehovas bestemmelser  er retskafne, fryder hjertet; Jehovas bud er purt, giver øjnene lys.“ — Salme 19:7, 8.

En sti som fører til belønning

Israels konge sætter den retfærdiges vej i kontrast til den ondes når han siger: „Den retfærdige udspejder sin græsgang, men de ugudeliges veje leder dem vild.“ (Ordsprogene 12:26) Den retfærdige er forsigtig med hensyn til sin egen græsgang — de venner og den omgangskreds han vælger. Han udvælger dem omhyggeligt og bestræber sig på at undgå skadelige forbindelser. Det gør den ugudelige ikke. Han afviser vejledning og insisterer på at gøre hvad han vil. Han flakker om fordi han er vildledt.

Kong Salomon viser derefter forskellen mellem den ugidelige og den flittige set i en ny vinkel. Han siger: „Den ugidelige jager ikke sit vildt op, men en der er flittig er et værdifuldt aktiv for et menneske.“ (Ordsprogene 12:27) Et ugideligt menneske — „den lade“ — „jager ikke sit vildt op“ eller „skal ikke stege sin jagt“. (Da. aut. 1871) Han kan for den sags skyld ikke fuldføre hvad han har påbegyndt. På den anden side fører flid til velstand.

Dovenskab er så skadelig at apostelen Paulus fandt det nødvendigt at skrive til sine medkristne i Thessalonika for at irettesætte nogle som ’vandrede uordentligt’ — de arbejdede slet ikke, men blandede sig i ting der ikke angik dem. Sådanne mennesker var en økonomisk belastning for de andre. Derfor vejledte Paulus dem offentligt og opfordrede dem til at ’arbejde i stilhed så de kunne spise mad de selv havde tjent til’. Og hvis de ikke ville rette sig efter denne kontante vejledning, rådede Paulus de andre i menigheden til at ’trække sig tilbage’ fra dem — at undgå dem, tydeligvis ved ikke at have socialt samvær med dem. — 2 Thessaloniker 3:6-12.

Ikke blot må vi tage Salomons vejledning om at være flittige til os, men også hans råd om tungens rette brug. Lad os bestræbe os for at bruge denne lille legemsdel til at helbrede og glæde. Lad os samtidig undgå læbernes overtrædelse og følge retfærdighedens sti. Salomon giver følgende forsikring: „På retfærdighedens sti er der liv, og at rejse ad dens spor betyder ikke død.“ — Ordsprogene 12:28.

[Illustrationer på side 27]

„Den der hører på råd er vís“

[Illustrationer på side 28]

„De vises tunge læger“

[Illustration på side 29]

Man kan få trøst ved at betro sig til en ven man har tillid til

[Illustration på side 30]

Hjertet glædes når man med værdsættelse mediterer over Guds ord