Højesteret afsiger kendelse til fordel for den sande tilbedelse i „landet Ararat“

En gråhåret armenier, far til tre børn, er stillet for sit lands højesteret. Det gælder hans og hans mange trosfællers frihed. Retten lytter mens han citerer fra Bibelen og forklarer sin tro. Resultatet blev en stor sejr for den sande tilbedelse i dette land. Lad os se nærmere på hvad der gik forud.

ARMENIEN ligger øst for Tyrkiet og umiddelbart syd for de store bjergkæder i Kaukasus. Landets befolkning er på over tre millioner. Fra landets hovedstad, Jerevan, har man en betagende udsigt til de to toppe i Ararats bjerge, hvor Noas ark ifølge overleveringen lagde sig til hvile efter Vandfloden. — 1 Mosebog 8:4. *

Jehovas Vidner har virket i Armenien siden 1975. Da Armenien opnåede uafhængighed af det tidligere Sovjetunionen i 1991, oprettede landets regering et råd for religiøse anliggender som skulle tage sig af indregistreringen af religiøse samfund. Imidlertid har dette råd gentagne gange afslået at indregistrere Jehovas  Vidner, hovedsagelig på grund af spørgsmålet om den kristne neutralitet. Som følge heraf er mere end 100 unge Jehovas Vidner i Armenien siden 1991 blevet dømt og i de fleste tilfælde sat i fængsel på grund af deres bibelske standpunkt til militærtjeneste.

Ovennævnte råd anmodede også den offentlige anklager om at undersøge Ljova Margarjans religiøse aktivitet. Han er jurist, ansat ved det lokale atomkraftværk og ældste i en lokal menighed af Jehovas Vidner. Der blev rejst tiltale mod broder Margarjan ifølge Artikel 244, et levn af en sovjetisk lov som blev vedtaget under Khrusjtjov, og hvis formål var at lægge hindringer i vejen for og til sidst eliminere Jehovas Vidner og andre trossamfund.

Denne lov gør det kriminelt at organisere eller lede et religiøst samfund som under påskud af at forkynde en religiøs opfattelse ’lokker unge mennesker til at overvære religiøse møder i et ikkeindregistreret trossamfund’ og ’påvirker medlemmerne så de nægter at gøre deres borgerpligt’. Til støtte for denne påstand pegede anklageren på at der var mindreårige børn til stede ved møder som blev ledet af broder Margarjan i byen Metsamor. Anklageren påstod også at broder Margarjan havde lagt pres på unge medlemmer af menigheden for at få dem til at nægte militærtjeneste.

Retssagen tager sin begyndelse

Retssagen begyndte fredag den 20. juli 2001 ved den lokale domstol i Armavir (Hoktemberjan) med dommer Manvel Simonjan som retsformand, og den fortsatte til et godt stykke ind i august. Under vidneafhøringerne måtte anklagerens vidner til sidst indrømme at medlemmer af statens sikkerhedstjeneste (tidligere KGB) til dels havde dikteret vidnernes skriftlige udtalelser mod broder Margarjan og havde tvunget dem til at underskrive disse erklæringer. I ét tilfælde indrømmede en kvinde at en embedsmand i sikkerhedstjenesten havde givet hende besked på at sige at „Jehovas Vidner er imod vores regering og vores religion“. Kvinden indrømmede at hun ikke kendte nogen Jehovas Vidner personligt, men kun havde hørt anklager mod dem i det nationale tv-program.

Da turen kom til at broder Margarjan skulle afhøres, sagde han at mindreårige børn som overværer Jehovas Vidners møder, gør det med deres forældres tilladelse. Han forklarede også at spørgsmålet om militærtjeneste er noget den enkelte selv tager stilling til. Anklagerens krydsforhør varede i adskillige dage. Broder Margarjan besvarede roligt og fattet og ud fra Bibelen spørgsmålene vedrørende sin tro mens anklageren kontrollerede skriftstedshenvisningerne i sin egen bibel.

Den 18. september 2001 erklærede dommeren Ljova Margarjan for „ikke skyldig“ med den begrundelse at der „ikke var noget kriminelt“ i hans virksomhed. En afslørende rapport om sagen blev bragt i en pressemeddelelse fra Associated Press. Den lød: „En af Jehovas Vidners ledere i Armenien blev frikendt i dag for anklagen for at hverve proselytter og for at tvinge unge mænd til at nægte militærtjeneste. Efter en retssag der varede to måneder, lød rettens kendelse på at bevismaterialet mod lederen Levon Markarian [Ljova Margarjan]  var utilstrækkeligt. Han havde ellers kunnet vente en dom på op til fem års fængsel. . . . Skønt Armeniens forfatning garanterer religionsfrihed, er det svært for nye religiøse samfund at blive indregistreret, og reglerne begunstiger den armenske apostolske kirke, som er den dominerende.“ I sin pressemeddelelse den 18. september 2001 erklærede Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE): „Skønt OSCE hilser afgørelsen velkommen, beklager man at sagen i det hele taget blev rejst.“

Sagen fortsætter

Ikke desto mindre appellerede anklagerne sagen, og appelsagen varede fire måneder. Da det ved sagens begyndelse blev broder Margarjans tur til at vidne, blev det første spørgsmål til ham stillet af en af dommerne i panelet. Broder Margarjan begyndte at svare, men blev straks afbrudt af den kvindelige dommer som førte forsædet, idet hun anfægtede hans udsagn. Derefter gav hun ikke broder Margarjan lov til at fuldføre et eneste svar. Uden at anføre nogen grund forhindrede hun også at de fleste spørgsmål som blev stillet af forsvareren, blev ført til protokols. Under retssagen slyngede religiøse fanatikere som var modstandere af Jehovas Vidner, og som havde fyldt retslokalet, skældsord mod broder Margarjan. Efter retsmødet blev utallige falske og fordrejede rapporter om sagen sendt i fjernsynet. Man hævdede blandt andet at broder Margarjan i realiteten havde indrømmet sin egen skyld.

Da man var omtrent halvvejs igennem retssagen, overraskede den kvindelige ordfører for panelets tre dommere tilhørerne ved at fremlægge et brev fra rådet for religiøse anliggender. Brevet stillede krav om at anklagemyndigheden skulle skride ind over for broder Margarjan. Det chokerede de internationale observatører eftersom Armenien i sin ansøgning om optagelse i Europarådet har anerkendt sin forpligtelse til at „sikre at alle kirker og religiøse samfund, især de der betegnes  som ’ikketraditionelle’, kan udøve deres religion uden diskrimination“.

I de følgende uger blev atmosfæren under retssagen mere og mere spændt. Modstandere blev ved med at genere og angribe de Jehovas Vidner som havde været til stede både i og uden for retslokalet. Kvindelige Jehovas Vidner blev sparket over skinnebenene, og da der blev øvet vold mod et mandligt Jehovas vidne som ikke satte sig til modværge, fik han et stød i ryggen så han måtte bringes på hospitalet.

I mellemtiden blev en ny retsformand udnævnt, og skønt nogle få blandt tilhørerne prøvede på at skræmme forsvareren, lykkedes det den nye retsformand at opretholde ro og orden. Dog måtte en højrøstet kvinde som havde råbt trusler mod forsvarsadvokaten, med magt fjernes af politiet fra retslokalet.

Sagen forelægges Armeniens højesteret

Endelig, den 7. marts 2002, afsagde appelretten sin kendelse og stadfæstede underrettens afgørelse. Dagen før var rådet for religiøse anliggender mærkeligt nok blevet opløst. Endnu en gang appellerede den offentlige anklager kendelsen, denne gang til Armeniens højesteret, Kassationsretten. Her anmodede den offentlige anklager retten om at sende sagen tilbage til en ny behandling med det formål „at få den anklagede kendt skyldig“.

Et panel på seks dommere under forsæde af dommer Mher Khatjatrjan trådte sammen den 19. april 2002, kl. 11 om formiddagen. I sin indledning udtrykte den ene af anklagerne stor fortørnelse over at underretten og appelretten ikke havde fundet broder Margarjan skyldig. Men denne gang var det anklageren der blev afbrudt og taget strengt i skole af fire af dommerne. Én dommer irettesatte anklageren for at ville prøve at gøre retten forudindtaget ved at medtage Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde og ikkeindregistrerede status i sit indlæg mod broder Margarjan — omstændigheder der ikke betegnes som kriminelle i Artikel 244. Dommeren betegnede derefter anklagemyndighedens indgriben som „forfølgelse i form af en anklage for kriminelle handlinger“. En anden dommer nævnte at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde har anerkendt Jehovas Vidner som „en kendt religion“ der har ret til at blive beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. På dette tidspunkt var der en præst i retslokalet der skreg at Jehovas Vidner splittede nationen. Retten beordrede ham til at forholde sig rolig.

Dommerne kaldte derefter Ljova Margarjan frem fra tilhørerpladserne — noget hidtil uhørt i en sag for denne domstol. Broder Margarjan aflagde et godt vidnesbyrd angående Jehovas Vidners kristne standpunkt i forskellige spørgsmål. (Markus 13:9) Efter en kort rådslagning vendte dommerne tilbage og stadfæstede enstemmigt kendelsen „ikke skyldig“. Broder Margarjan var synligt lettet. I den skriftlige kendelse hed det: „Denne form for virksomhed [udøvet af Ljova Margarjan] er ifølge den nuværende lov ikke kriminel, og anklagen er i modstrid med Artikel 23 i Den Armenske Forfatning og Artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.“

Virkningen af kendelsen

Hvis anklagemyndigheden havde fået medhold, ville det have banet vej for sagsanlæg mod andre ældste i Jehovas Vidners menigheder i hele Armenien. Forhåbentlig vil den klare afgørelse i den foreliggende sag forhindre dette. En ugunstig afgørelse kunne også have dannet grundlag for stadig at nægte Jehovas Vidner at blive indregistreret. Heldigvis har domstolen nu fjernet dette grundlag.

Tiden vil vise om de over 7000 Jehovas Vidner der findes i Armenien, vil opnå at blive indregistreret i dette land. I mellemtiden vil den sande tilbedelse stadig være levende og virksom i „landet Ararat“.

[Fodnote]

[Illustration på side 12]

Ljova Margarjan under retssagen

[Illustration på side 13]

Broder Margarjan og hans familie