Den ulige forbindelse mellem Boaz og Rut

DET er forår, og tærskepladsen i nærheden af Betlehem syder af travlhed. Det har været en lang dag. Duften af nyristet korn fortæller de sultne arbejdere at det er tid at spise. Hver enkelt kan nu nyde frugten af sit arbejde.

Boaz, en velstillet jordbesidder, spiser sig mæt, slukker tørsten og hviler ud i kanten af en stor korndynge. Senere er den travle dag til ende, og hver udsøger sig et godt sted at sove. Tilfreds efter dagens arbejde dækker Boaz sig til med sin kappe og falder i søvn.

Et natligt besøg

Ved midnatstid vågner Boaz. Det er koldt, og han skælver. Men hvad er det? Hans fødder er blevet afdækket, og der ligger en eller anden ved hans fødder! Da han ikke kan se hvem det er, spørger han: „Hvem er du?“ En kvinde svarer: ’Jeg er Rut, din trælkvinde; bred din kappeflig ud over din trælkvinde, for du er genløser.’ — Rut 3:1-9.

De taler alene sammen i mørket. Kvinder viser sig normalt ikke på denne måde på en tærskeplads. (Rut 3:14) Men på Boaz’ opfordring bliver Rut liggende ved hans fødder indtil om morgenen. Så rejser hun sig og lister væk for at undgå unødige anklager.

Var det her et romantisk stævnemøde? Blev denne rige ældre mand forført af Rut — en fattig ung enke fra et hedensk land? Eller var det Boaz som forsøgte at udnytte Ruts omstændigheder og ensomhed den nat? Nej, det drejede sig udelukkende om kærlighed til Gud og loyalitet over for ham. Lad os se på hvad der virkelig skete.

Hvem var Rut, og hvad var hendes motiv? Og hvem var den rige mand, Boaz?

„En dygtig kvinde“

Længe før denne begivenhed indtraf, var Juda blevet ramt af hungersnød. En israelitisk familie på fire, bestående af Elimelek, hans kone, No’omi, og deres to sønner, Malon og Kiljon, immigrerede til det frugtbare Moabs land. De to sønner giftede sig med to moabitiske kvinder, Rut og Orpa. Efter de tre mænds død hørte de tre kvinder at forholdene i Israel var blevet bedre. Derfor besluttede No’omi — nu en noget bitter enke uden børn og børnebørn — at vende tilbage til sit hjemland. — Rut 1:1-14.

På vej mod Israel overtalte No’omi Orpa til at vende tilbage til sit folk. Derpå sagde No’omi til Rut: „Se! Din svigerinde er vendt tilbage til sit folk og sine guder. Følg med din svigerinde tilbage.“ Men Rut sagde: „Du må ikke bede mig om at forlade dig, . . . for dér hvor du går hen, vil jeg gå hen . . . Dit folk  skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. Dér hvor du dør, vil jeg dø, og dér vil jeg begraves.“ (Rut 1:15-17) De to fattige enker gik så videre og kom til Betlehem. Dér gjorde Ruts kærlighed og omsorg for sin svigermor så stort et indtryk på naboerne at de sagde at hun var „bedre for [No’omi] end syv sønner“. Andre kaldte hende „en dygtig kvinde“. — Rut 3:11; 4:15.

Ved begyndelsen af byghøsten i Betlehem siger Rut til No’omi: „Lad mig dog gå hen på marken og sanke aks efter den i hvis øjne jeg finder yndest.“ — Rut 2:2.

Tilfældigvis kommer hun til den mark der tilhører Boaz, som er en slægtning til hendes svigerfar, Elimelek. Hun beder manden som er sat over høstfolkene, om lov til at sanke aks på marken. Hendes flid er iøjnefaldende, og manden roser hende over for Boaz. — Rut 1:22–2:7.

En beskytter og velgører

Boaz er en from jøde der tilbeder Jehova. Hver morgen hilste han sine høstfolk med ordene: „Jehova være med jer“, og de svarede: „Jehova velsigne dig.“ (Rut 2:4) Efter at have iagttaget Ruts flid og hørt om hendes loyalitet over for No’omi giver Boaz Rut en særlig tilladelse til at sanke aks på hans marker. Han siger til hende: ’Bliv på mine marker; der er ingen grund til at gå hen på andre marker. Hold dig til mine piger; der vil du være i sikkerhed. Jeg har påbudt de unge mænd ikke at røre dig. Når du er tørstig, vil de trække frisk vand op til dig.’ — Rut 2:8, 9.

Rut bøjer sig til jorden og siger: ’Hvordan kan det være at jeg har fundet yndest i dine øjne, skønt jeg er en fremmed?’ Boaz svarer: ’Man har udførligt fortalt mig om alt hvad du har gjort for din svigermor efter din mands død — hvordan du har forladt din far og mor og dit fødeland for at være blandt et folk som du ikke tidligere har kendt. Måtte Jehova belønne din handlemåde, og måtte du få fuld løn af Jehova.’ — Rut 2:10-12.

Boaz søger ikke at vække nogen dybere følelser i hende for ham personligt. Han roser hende oprigtigt, og Rut er ydmyg og takker ham for hans trøstende og opmuntrende ord. Hun føler ikke at hun har fortjent dem, og fortsætter med at arbejde endnu flittigere. Da de skal spise, siger Boaz til Rut: ’Kom nærmere, spis af brødet og dyp dit stykke i vineddiken.’ Hun spiser til hun er mæt, og tager det der bliver tilovers, med hjem til No’omi. — Rut 2:14.

Da dagen er forbi, har Rut sanket over 20 liter byg. Hun tager det med hjem til No’omi foruden det der var tilovers ved middagstid. (Rut 2:15-18) No’omi er glad for alt det Rut har med, og spørger: „Hvor har du sanket i dag? . . . Måtte den der ville kendes ved dig blive velsignet.“ Da hun hører at det er Boaz, siger hun: „Måtte han blive velsignet af Jehova, som ikke har svigtet sin loyale hengivenhed mod de levende og de døde.  . . . Manden er nært beslægtet med os. Han er en af vore genløsere.“ — Rut 2:19, 20.

„Et trygt hjem“

No’omi vil gerne give sin svigerdatter „et trygt hjem“. Hun benytter sig derfor af lejligheden til at fortælle Rut hvordan hun kan bede Boaz gøre brug af sin genløsningsret i overensstemmelse med Guds lov. (3 Mosebog 25:25; 5 Mosebog 25:5, 6) Hun instruerer Rut i hvordan hun på en meget virkningsfuld — men også noget dramatisk — måde kan fange Boaz’ opmærksomhed. Med dette i tanke og i ly af mørket går Rut velforberedt ned til Boaz’ tærskeplads. Han ligger og sover. Hun afdækker hans fødder og venter på at han skal vågne. — Rut 3:1-7.

Da Boaz vågner, hjælper Ruts symbolske handling ham uden tvivl til at forstå betydningen af hendes anmodning om at ’han skal brede sin kappeflig ud over sin trælkvinde’. Den minder den ældre judæer om hans forpligtelse som genløser, idet han er en slægtning af Ruts afdøde mand, Malon. — Rut 3:9.

Boaz havde ikke ventet Ruts natlige besøg. Alligevel tyder hans reaktion på at Ruts anmodning ikke kom helt uventet. Og han var villig til at gøre det hun bad om.

Rut må have lydt lidt ængstelig, for Boaz forsikrer hende: „Nu, min datter, frygt ikke. Alt hvad du siger, vil jeg gøre for dig, for enhver i mit folks port ved at du er en dygtig kvinde.“ — Rut 3:11.

At Boaz anså Ruts handling for at være helt igennem dydig, fremgår af hans ord: „Måtte du blive velsignet af Jehova, min datter. I dette sidste tilfælde har du vist din loyale hengivenhed endnu bedre end i det første.“ (Rut 3:10) I det første tilfælde viste Rut loyal hengivenhed over for No’omi. I det sidste tilfælde gav hun sig uselvisk til kende over for Boaz, en langt ældre mand, og valgte ham fordi han var genløser. Hun var villig til at få børn i sin afdøde mands navn og på den måde skaffe No’omi afkom.

En genløser springer fra

Om morgenen får Boaz fat på en genløser, kaldet NN, som er nærmere beslægtet med No’omi end Boaz. Foran indbyggerne og de ældste i byen siger Boaz: ’Jeg har tænkt mig at forelægge dig din ret til at genløse den marklod som tilhørte No’omis mand, Elimelek, for hun må sælge den.’ Boaz fortsætter: ’Vil du genløse den? Hvis ikke, vil jeg genløse den.’ NN siger så at han vil genløse den. — Rut 4:1-4.

Men der venter NN en overraskelse! Boaz erklærer nu i alle vidnernes påhør: „Den dag du køber marken af No’omis hånd, køber du den også af moabitterinden Rut, den afdødes hustru, for at rejse den afdødes navn på hans arvelod.“ Da NN er bange for at skade sin egen arvelod, frasiger han sig  genløsningsretten og siger: „Jeg kan ikke genløse.“ — Rut 4:5, 6.

Det var skik at den der afslog at gøre brug af sin ret som genløser, skulle tage sin sandal af og give den til sin næste. Så da genløseren siger til Boaz: „Køb den, så den bliver din,“ tager han sin sandal af. Derpå siger Boaz til de ældste og hele folket: „I er i dag vidner på at jeg hermed køber alt hvad der tilhørte Elimelek og alt hvad der tilhørte Kiljon og Malon af No’omis hånd. Og også moabitterinden Rut, Malons enke, køber jeg mig hermed til hustru for at rejse den afdødes navn på hans arvelod, . . . I er vidner i dag.“ — Rut 4:7-10.

Hele folket som er til stede i porten, siger til Boaz: „Måtte Jehova lade den hustru der går ind i dit hus, blive som Rakel og Lea, de to der byggede Israels hus; og måtte du vise dit værd i Efrata og gøre dit navn kendt i Betlehem.“ — Rut 4:11, 12.

Med indbyggernes velsignelse tager Boaz Rut til ægte. Hun føder ham en søn, som får navnet Obed, og således bliver Rut og Boaz stamforældre til kong David og dermed også til Jesus Kristus. — Rut 4:13-17; Mattæus 1:5, 6, 16.

„Fuld løn“

Gennem hele beretningen — lige fra Boaz’ første venlige hilsen til høstfolkene og indtil han påtager sig ansvaret for at bevare Elimeleks navn i slægten — fremtræder Boaz som en mand med en usædvanlig karakter — han er myndig og handlekraftig. Samtidig er han i besiddelse af selvbeherskelse, har en stærk tro og er helt igennem uangribelig. Han er også gavmild og venlig og overholder Jehovas bud i alle henseender.

Rut udmærker sig ved sin kærlighed til Jehova, sin loyalitet og hengivenhed over for No’omi og sin flid og ydmyghed. Det er ikke så mærkeligt at man betragtede hende som „en dygtig kvinde“. Hun spiste ikke „ladheds brød“, og fordi hun arbejdede hårdt, havde hun noget at dele ud af til sin svigermor, som trængte til hendes hjælp. (Ordsprogene 31:27, 31) Ved at sørge for No’omi må Rut have erfaret lykken ved at give. — Apostelgerninger 20:35; 1 Timoteus 5:4, 8.

Vi finder altså nogle gode eksempler i Ruts Bog. No’omi bliver ikke glemt af Jehova. Rut får „fuld løn“ som stammoder til Jesus Kristus. Boaz bliver velsignet med „en dygtig kvinde“. Og vi på vores side har fået nogle gode eksempler til efterfølgelse.

[Ramme på side 26]

Et glimt af håb

Hvis du nogen sinde har fornemmelsen af at du lever under fortvivlende forhold, kan beretningen om Rut give dig et glimt af håb. Den står som en betydningsfuld efterskrift til Dommerbogen. Ruts Bog fortæller hvordan Jehova gjorde brug af en fattig og ydmyg enke fra det fremmede Moabs land for til sidst at oprejse en konge til sit folk. Med Dommerbogen som baggrund skinner Ruts tro som et lys i en mørk tid.

Beretningen om Rut giver os forsikringen om at uanset hvor frygtelige forholdene er, tager Jehova sig altid af sit folk og gennemfører sin hensigt.