Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Unge der glæder Jehovas hjerte

Unge der glæder Jehovas hjerte

Unge der glæder Jehovas hjerte

Studieartiklerne i dette blad er især skrevet til børn og unge blandt Jehovas Vidner. Derfor vil vi gerne opfordre alle unge til at studere dem grundigt og kommentere flittigt ved menighedens vagttårnsstudium.

„Vær vís, min søn, og glæd mit hjerte, så jeg kan svare den, der spotter mig.“ — Ordsprogene 27:11, da. aut.

1, 2. (a) Betyder det at man føler sig tiltrukket af verden, at man ikke egner sig til at være kristen? (Romerne 7:21) (b) Hvad kan vi lære af Asafs eksempel? (Se rammen på side 13.)

FORESTIL dig at du er ude for at købe tøj. Pludselig får du øje på noget du rigtig godt kan lide. Farven og stilen er lige dig, og da du ser prisen, synes du at det er et fund. Men så undersøger du tøjet nærmere. Til din overraskelse opdager du at stoffet trævler, og at det er dårligt syet. Selv om tøjet er smart, er det en elendig kvalitet. Ville du bruge penge på det?

2 Det minder om noget du kunne komme ud for som ung kristen. Ligesom det tøj der her er beskrevet, kan noget i verden ved første øjekast virke meget tiltalende. Det kan for eksempel være at dine skolekammerater går til spændende fester, tager stoffer, drikker, kommer sammen med den ene efter den anden og har sex uden at være gift. Føler du dig nogle gange tiltrukket af deres livsstil? Kunne du godt tænke dig at smage lidt af den frihed de tilsyneladende har? Hvis du har det sådan, skal du ikke være for hurtig til at mene at du inderst inde må være et dårligt menneske og ikke duer til at være kristen. Bibelen erkender faktisk at verden omkring os kan virke meget tillokkende, også for dem der gerne vil tjene Gud. — 2 Timoteus 4:10.

3. (a) Hvorfor er det dumt at jage efter det verden kan tilbyde? (b) Hvad har en kristen sagt om tomheden ved det liv mange i dag vælger?

3 Men prøv engang at se nærmere på den verden vi lever i, ligesom du ville se nærmere på noget tøj du overvejer at købe. Spørg dig selv: „Hvad viser ’stoffet og syningen’ om verdens kvalitet?“ Bibelen siger at „verden forsvinder“. (1 Johannes 2:17) Enhver fornøjelse man kan have af den, vil derfor i bedste fald være midlertidig. Desuden er der hæftet en høj pris på en adfærd hvor man lader Gud ude af betragtning. Der er bestemt ikke tale om noget ’fund’. En kristen der har måttet igennem det hun kalder „smerten ved en spildt ungdom“, siger: „Livet i verden virker måske tillokkende og fristende. Og verden ønsker at du skal tro at du kan få dens underholdning uden smertelige konsekvenser. Men det er ganske enkelt umuligt. Verden vil udnytte dig, og når den er færdig med dig, bliver du kasseret.“ * Hvorfor spilde sin ungdom på et liv der er så meningsløst?

Beskyttet mod „den onde“

4, 5. (a) Hvad bad Jesus om i en bøn kort før sin død? (b) Hvorfor var denne anmodning på sin plads?

4 Der findes mange unge blandt Jehovas Vidner der godt ved at det verden har at tilbyde, er af dårlig kvalitet. Derfor gør de en bevidst indsats for ikke at blive venner med den. (Jakob 4:4) Er du en af disse trofaste unge? Hvis du er, er det al ros værd, for det er ikke let at skulle klare gruppepres og være anderledes. Men der er hjælp at hente.

Kort før sin død bad Jesus Jehova om at „våge over“ disciplene „på grund af den onde“. (Johannes 17:15) Det var ikke uden grund at Jesus bad sin Fader om dette. Han vidste nemlig at det ville være en udfordring for hans disciple at forblive loyale, uanset deres alder. Hvorfor? Jesus var klar over at hans disciple blandt andet ville komme til at stå over for en mægtig, usynlig fjende som han kaldte „den onde“, det vil sige Satan Djævelen. Bibelen siger at denne onde åndeskabning „går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. — 1 Peter 5:8.

6. Hvordan ved vi at Satan ikke skåner unge?

6 Gennem hele historien har Satan fundet sadistisk glæde ved at behandle mennesker grusomt. Tag for eksempel de frygtelige ulykker Job og hans familie blev udsat for. Det var noget Satan stod bag. (Job 1:13-19; 2:7) Måske kan du selv huske nogle begivenheder der tydeligt viser at Satan er besat af vold. Djævelen er på jagt efter bytte, og unge bliver ikke skånet. I begyndelsen af det første århundrede udtænkte Herodes for eksempel en plan om at dræbe alle drenge i Betlehem der var to år eller derunder. (Mattæus 2:16) Det var sandsynligvis Satan der indgav Herodes denne idé i et forsøg på at udslette det drengebarn der en dag skulle være Guds lovede Messias og eksekvere Guds dom over Satan. (1 Mosebog 3:15) Det er tydeligt at Satan ikke er blødsøden over for børn og unge. Det eneste han er ude på, er at opsluge så mange som muligt. Det gælder især i dag, for Satan er blevet kastet ud af himmelen og ned til jorden, og han „har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“. — Åbenbaringen 12:9, 12.

7. (a) Hvordan er Jehova en stærk kontrast til Satan? (b) Hvordan ser Jehova på det at du gerne vil nyde livet?

7 I modsætning til Satan, der har „stor harme“, er Jehova ’inderligt medfølende’. (Lukas 1:78) Han er selve indbegrebet af kærlighed. Faktisk er denne smukke egenskab så nært forbundet med vores Skaber at Bibelen siger at „Gud er kærlighed“. (1 Johannes 4:8) Kan du se den enorme forskel der er mellem denne verdens gud og den Gud du har den ære at tilbede? Satan er ude på at opsluge mennesker, hvorimod Jehova „ikke ønsker at nogen skal lide undergang“. (2 Peter 3:9) Jehova betragter hvert eneste menneskeliv som dyrebart — også dit. Når han i sit ord opfordrer dig til ikke at være en del af verden, er det ikke for at kvæle din glæde ved livet eller begrænse din frihed. (Johannes 15:19) Tværtimod våger han over dig på grund af „den onde“. Din himmelske Fader ønsker at du skal opleve noget langt bedre end de kortvarige fornøjelser verden kan tilbyde. Han ønsker at du skal komme til at opleve „det virkelige liv“ — evigt liv i et paradis på jorden. (1 Timoteus 6:17-19) Jehova vil at det skal lykkes dig at nå dette mål, og han vil bakke dig op indtil du når det. (1 Timoteus 2:4) Desuden har Jehova givet dig en særlig indbydelse. Hvilken?

„Glæd mit hjerte“

8, 9. (a) Hvilken gave kan du give Jehova? (b) Hvordan spotter Satan Jehova, som det fremgår af eksemplet med Job?

8 Har du nogen sinde købt en gave til en god ven og oplevet hans begejstring, overraskelse og taknemmelighed? Du havde sikkert tænkt meget over hvilken gave der ville være den helt rigtige. Men hvad nu hvis du skulle give din Skaber, Jehova Gud, en gave? Hvilken gave ville du vælge? Lige når du hører spørgsmålet, lyder tanken måske absurd. Hvad har den Almægtige brug for som et lille menneske kan give ham? Hvad kan du give ham som han ikke allerede har? Bibelen giver svaret: „Vær vís, min søn, og glæd mit hjerte, så jeg kan svare den, der spotter mig.“ — Ordsprogene 27:11, da. aut.

9 Du ved sikkert ud fra det du har læst i Bibelen, at det er Satan Djævelen der spotter Jehova. Han påstår at alle der tjener Gud, gør det af selviskhed, ikke af kærlighed. Satan hævder at mennesker hurtigt vil forlade den sande tilbedelse hvis de bliver udsat for prøvelser. Husk hvad han sagde til Jehova om Job, der var et godt menneske: „Har du ikke sat hegn rundt om ham og hans hus og alt hvad han ejer? Hans hænders værk har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet. Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved alt hvad han ejer, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ — Job 1:10, 11.

10. (a) Hvordan ved vi at det ikke kun var Jobs loyalitet Satan betvivlede? (b) Hvad er din rolle i stridsspørgsmålet?

10 Bibelen viser at det ikke kun var Jobs loyalitet Satan betvivlede. Faktisk hævder Satan at ingen der tjener Gud, vil forblive loyal over for ham. Heller ikke du. Om menneskeheden generelt har Satan sagt til Jehova: „Et menneske [ikke blot Job, men alle mennesker] giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ (Job 2:4) Kan du se din rolle i dette vigtige stridsspørgsmål? Som vi læste i Ordsprogene 27:11, siger Jehova at der er noget du kan give ham — noget han kan bruge som et bevis over for Satan, der håner og spotter ham. Tænk engang! Den højeste i universet beder dig om at være med til at afgøre det største stridsspørgsmål i historien! Har du gjort dig klart hvilken ære det er, og hvilket ansvar det indebærer? Kan du leve op til det Jehova beder dig om? Det kunne Job. (Job 2:9, 10) Det samme kunne Jesus og utallige andre i historiens løb, deriblandt mange unge. (Filipperne 2:8; Åbenbaringen 6:9) Du kan også. Og det er vigtigt at du gør dig klart at du ikke bare kan være neutral. Den måde du lever dit liv på, viser om du støtter Satans smædekampagne, eller om du stiller dig på Jehovas side. Hvad vælger du?

Jehova interesserer sig for dig

11, 12. Gør det nogen forskel for Jehova om du vælger at tjene ham eller ej? Forklar.

11 Men betyder det virkelig noget for Jehova hvad du vælger? Er der ikke allerede nok der er forblevet trofaste, til at han kan modbevise Satans påstand? Djævelen har påstået at der ikke er nogen der tjener Jehova fordi de elsker ham, en påstand der ganske rigtigt er blevet modbevist. Men grunden til at Jehova ønsker at du skal stille dig på hans side i det universelle stridsspørgsmål, er at han interesserer sig for det enkelte menneske, også for dig. Jesus sagde: „[Det er] ikke min himmelske Faders ønske at en af disse små skal gå tabt.“ — Mattæus 18:14.

12 Det er altså tydeligt at Jehova interesserer sig for hvad du vælger. Men ikke nok med det. Det berører ham dybt. Bibelen fortæller at Jehova bliver stærkt følelsesmæssigt berørt når mennesker gør noget godt eller ondt. For eksempel „bedrøvede“ det ham da israelitterne igen og igen gjorde oprør. (Salme 78:40, 41) Før vandfloden på Noas tid, da „menneskets ondskab var meget udbredt“, siges der at Jehova følte sig „såret i sit hjerte“. (1 Mosebog 6:5, 6) Kan du se hvad det betyder? Hvis du vælger en forkert kurs, vil du bedrøve eller såre din Skaber. Det vil ikke sige at Gud er svag eller lader sig styre af følelser. Nej, han elsker dig og er interesseret i hvordan det går dig. Når du på den anden side gør det der er godt, glæder det Jehovas hjerte. Ikke blot fordi du er med til at bevise at Satan er en løgner, men også fordi Jehova så kan belønne dig — noget han inderligt ønsker. (Hebræerne 11:6) Jehova er nemlig en kærlig Fader der elsker dig højt.

Du bliver belønnet allerede nu

13. Hvorfor lønner det sig allerede nu at tjene Jehova?

13 Det er ikke først engang i fremtiden du bliver belønnet for at tjene Jehova. Mange unge blandt Jehovas Vidner er glade og tilfredse med deres liv allerede nu, og det er der god grund til. „Jehovas bestemmelser er retskafne, fryder hjertet,“ skrev salmisten. (Salme 19:8) Jehova ved bedre end noget menneske hvad der er godt for os. Gennem profeten Esajas sagde han: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ — Esajas 48:17, 18.

14. Hvordan kan Bibelens principper hjælpe dig til at undgå de smerter der er forbundet med at stifte gæld?

14 Når du følger det der står i Bibelen, vil det hjælpe dig til at undgå megen hjertesorg og smerte. For eksempel siger Bibelen at de der opdyrker kærlighed til penge, vil ’stikke sig selv overalt med mange smerter’. (1 Timoteus 6:9, 10) Har nogle af dine kammerater oplevet noget i den retning? Mange unge er kommet i dyb gæld fordi de simpelt hen må have det nyeste mærketøj og den sidste nye teknologi. Det er en smertefuld form for slaveri at være tvunget til i årevis at skulle betale af på et lån med høje renter. — Ordsprogene 22:7.

15. Hvordan beskytter principperne i Bibelen dig mod den smerte der er et resultat af en løs moral?

15 Hvordan med den løse moral? Overalt i verden er der hvert år mange ugifte teenagere der bliver gravide. Nogle får et barn de hverken har ønsket sig eller kan forsørge og opdrage. Andre får foretaget en abort og må betale prisen i form af samvittighedskvaler. Der er også mange unge mænd og kvinder der får seksuelt overførte sygdomme, som for eksempel aids. For dem der kender Jehova, er den alvorligste konsekvens selvfølgelig at de skader deres forhold til ham. * (Galaterne 5:19-21) Der er derfor god grund til at Bibelen siger: „Flygt fra utugt.“ — 1 Korinther 6:18.

Tjen ’den lykkelige Gud’

16. (a) Hvorfra ved du at Jehova ønsker at du skal nyde din ungdom? (b) Hvorfor har Jehova givet os leveregler som vi bør følge?

16 Bibelen kalder Jehova for ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Han ønsker også at du skal være lykkelig, for han siger i sit ord: „Nyd jeres ungdom. Vær lykkelige mens I stadig er unge.“ (Prædikeren 11:9, Today’s English Version) Men Jehova ser længere end til nuet og kender konsekvenserne af en god og en dårlig adfærd. Det er derfor han giver dig dette råd: „Husk din store Skaber i din unge manddoms dage, før de dårlige dage kommer, og de år er nået da du siger: ’Dem synes jeg ikke om.’“ — Prædikeren 12:1.

17, 18. Hvordan har en ung kristen givet udtryk for sin glæde ved at tjene Jehova, og hvordan kan du opnå den samme glæde?

17 Mange unge er glade for at tjene Jehova. Lina på 15 år siger for eksempel: „Jeg kan være glad og stolt. Jeg er sund og rask fordi jeg hverken ryger eller tager stoffer. I menigheden får jeg nogle råd jeg kan bruge til noget, og som hjælper mig til at klare det stærke pres Satan udsætter os for. Jeg er også meget glad for at kunne være sammen med gode venner i rigssalen. Men det bedste ved det hele er at jeg kan se frem til at leve evigt på jorden. Det slår alt andet.“

18 Mange unge kæmper, ligesom Lina, en hård kamp for troen, men det er en kamp der giver dem glæde. De har opdaget at selv om tilværelsen nogle gange er fyldt med udfordringer, er der en mening med livet og en fremtid der er værd at satse på. Fortsæt derfor med at tjene den Gud der altid ønsker dig det bedste. Hvis du glæder hans hjerte, vil han også gøre dig glad — både nu og i al fremtid! — Salme 5:11.

[Fodnoter]

^ par. 3 Se artiklen „Sandheden gav mig livet tilbage“ i Vågn op! for 22. oktober 1996.

^ par. 15 Det er en trøst at vide at når nogle angrer og ændrer sind, ophører med det forkerte og bekender deres synder for Jehova, ’vil han tilgive i rigt mål’. — Esajas 55:7.

Spørgsmål til repetition

• Hvilken fare udsætter Satan dig for?

• Hvordan kan du glæde Jehovas hjerte?

• Hvordan viser Bibelen at Jehova er interesseret i dig?

• Hvilke goder medfører det at tjene Jehova?

[Studiespørgsmål]

[Ramme/illustration på side 13]

En retfærdig mand der nær var snublet

Asaf var en fremtrædende levit og musiker ved Jehovas tempel i fortidens Israel. Han komponerede faktisk nogle af de sange der blev brugt i den offentlige gudsdyrkelse. Men selv om Asaf var blevet betroet denne særlige tjeneste, følte han sig tiltrukket af den måde de gudløse levede på. Det så ud til at de kunne overtræde Guds lov uden at blive straffet. „Mine fødder var næsten bøjet af fra vejen; mine skridt var nær ved at glide,“ indrømmede Asaf senere. „Jeg misundte nemlig dem der praler, når jeg så de ugudeliges fred.“ — Salme 73:2, 3.

Men senere gik Asaf hen i Guds helligdom hvor han bad til Gud og fortalte ham om sine tanker. Det hjalp ham til at se det hele mere klart, og nu forstod han at Jehova hader det onde, og at både de ugudelige og de retfærdige med tiden vil komme til at høste som de har sået. (Salme 73:17-20; Galaterne 6:7, 8) Det er som om de ugudelige står på et sted der er glat, og de vil falde — om ikke før så når Jehova ødelægger den ugudelige verden. — Åbenbaringen 21:8.

[Illustrationer på side 15]

Jehova ønsker altid det bedste for dig, men Satans mål er at opsluge dig

[Illustration på side 16]

Mange unge glæder sig over at tjene Jehova sammen med deres kristne trosfæller