Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan nogle har fundet svarene

Hvordan nogle har fundet svarene

Hvordan nogle har fundet svarene

MILLIONER af mennesker beder til Gud. Nogle er overbevist om at deres bønner bliver hørt. Andre er mere skeptiske. Atter andre søger efter svar, men det er aldrig faldet dem ind at henvende sig til Gud.

Bibelen siger om Gud at han „hører bøn“. (Salme 65:2) Hvis du beder, er du da sikker på at du beder til den sande Gud? Og beder du bønner som Gud vil besvare?

Mange i hele verden vil af erfaring svare ja. Hvordan har de fået svar? Hvad har de lært?

Hvem er Gud egentlig?

En skolelærer i Portugal var blevet oplært af nonner og præster, og hun gik op i sin tro. Da kirken ændrede eller gik bort fra nogle skikke som hun havde lært at anse for betydningsfulde, blev hun forvirret. Hun tog på rejse, stiftede bekendtskab med østerlandsk religion og begyndte at spekulere over om der findes én sand Gud. Hvad var den rigtige måde at tilbede på? Da hun spurgte præsten om noget hun havde læst i Bibelen, blev hun til sin skuffelse affærdiget.

I hendes by havde kirken omdelt en pjece der advarede sognebørnene mod at tale med Jehovas Vidner. Hun havde aldrig talt med dem; men hendes spørgsmål trængte sig på, så en dag da de kom til hendes dør, lyttede hun til dem og blev interesseret i det de sagde.

For at få svar på sine mange spørgsmål begyndte hun at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Hver uge havde hun en lang række spørgsmål parat. Hun ville gerne vide hvad Gud hedder, om der kun findes én sand Gud, om han godkender at man bruger billeder i tilbedelsen, og meget mere. Hun blev glædeligt overrasket over svarene, som aldrig byggede på forkyndernes personlige mening, men altid på Bibelen. Lidt efter lidt fik hun svar på sine mange spørgsmål. I dag tilbeder hun Jehova „i ånd og sandhed“, sådan som Jesus sagde at de „sande tilbedere“ ville gøre. — Johannes 4:23.

I Sri Lanka læste en familie regelmæssigt sammen i Bibelen, men uden at finde svar på de mange spørgsmål som trængte sig på. Præsten kunne ikke svare; men Jehovas Vidner kom på besøg og efterlod oplysende bibelsk læsestof. Senere fik forkynderne lejlighed til at give familien nogle tilfredsstillende svar på spørgsmålene, og der blev aftalt et bibelstudium. Familien syntes at det de lærte, var interessant.

Men på grund af kirkelig indoktrinering i barndommen havde moderen svært ved at indse at Jesu Fader er „den eneste sande Gud“, sådan som Jesus selv sagde. (Johannes 17:1, 3) Hun havde lært at Jesus var ligestillet med Faderen, og at det var et „mysterium“ man ikke måtte betvivle. Oprigtigt og desperat bad hun til Jehova idet hun brugte hans navn, og bad ham vise hende hvilken plads Jesus indtager. Derpå undersøgte hun omhyggeligt de relevante skriftsteder endnu en gang. (Johannes 14:28; 17:21; 1 Korinther 8:5, 6) Det var som om der faldt skæl fra hendes øjne, og hun kunne nu tydeligt se at Jehova, himmelens og jordens Skaber og Jesu Kristi Fader, er den sande Gud. — Esajas 42:8; Jeremias 10:10-12.

Hvorfor lider uskyldige mennesker?

Den bibelske person Job led ufatteligt. Alle hans børn omkom under et uvejr, og han mistede alt hvad han ejede. Tilmed måtte han udholde en smertefuld sygdom og falske venners beskyldninger. Mens det stod værst til, udtalte Job sig overilet. (Job 6:3) Men Gud tog omstændighederne i betragtning. (Job 35:15) Han vidste hvordan Job var inderst inde, og han gav ham den vejledning han behøvede. Det samme giver han os i dag.

Castro fra Mocambique var kun ti år da hans mor døde. Fortvivlet spurgte han: „Hvorfor skulle hun tages fra os?“ Hans forældre havde lært ham at tro på Gud, men det her virkede meningsløst. Hvor kunne han finde en rimelig forklaring? Han fandt trøst ved at læse i en lille bibel på sproget chewa og drøfte det han læste, med sine storebrødre.

Lidt efter lidt blev Castro klar over at Gud ikke var uretfærdig og ikke havde skylden for hans mors død. Nej, årsagen var den nedarvede ufuldkommenhed. (Romerne 5:12; 6:23) Bibelens løfte om en opstandelse var til særlig stor trøst for ham, for det gav ham tillid til at han ville gense sin mor. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Sørgeligt nok døde hans far fire år senere. Men denne gang kom Castro lettere over tabet. I dag elsker han Jehova og tjener ham loyalt, og hans glæde er tydelig for alle.

De bibelske beretninger som trøstede Castro, har også trøstet mange andre som har sørget over familiemedlemmers død. Nogle der har været ofre for grove uretfærdigheder, har spurgt ligesom Job: „Hvorfor bliver de ugudelige ved med at leve?“ (Job 21:7) Når man lægger mærke til hvad Gud svarer i sit ord, Bibelen, finder man ud af at hans måde at handle på vil føre til noget godt. — 2 Peter 3:9.

Barbara voksede op i USA uden selv at opleve en krig og dens rædsler. Men rundt om i verden rasede der krige, og rapporter om krigsforbrydelser var hverdagsstof i medierne. I sin skoletid havde hun undret sig over at verdenshistorien gang på gang havde taget en uforudsigelig vending. Hvad var årsagen? Tog Gud sig ikke af det der foregik? Hun troede på at Gud måtte være til, men hun nærede blandede følelser for ham.

Men Barbaras livssyn ændrede sig gradvis da hun begyndte at komme sammen med Jehovas Vidner. Hun lyttede til dem, studerede Bibelen sammen med dem, overværede nogle møder i rigssalen og kom til et af deres store stævner. Desuden lagde hun mærke til at hun ikke fik modstridende oplysninger fra de forskellige Jehovas Vidner, men at de var enige fordi deres holdninger var baseret på Bibelen.

Jehovas Vidner påviste ved hjælp af Bibelen at verden beherskes af Satan Djævelen og er gennemsyret af hans ånd. (Johannes 14:30; 2 Korinther 4:4; Efeserne 2:1-3; 1 Johannes 5:19) De fortalte Barbara at de begivenheder der virkede så uforklarlige, var forudsagt i Bibelen. (Daniel, kapitel 2, 7 og 8) Gud havde forudsagt dem fordi han kan se ind i fremtiden når han vælger det. Nogle begivenheder var Guds værk, mens andre blot var nogle han havde tilladt. Jehovas Vidner viste hende at Bibelen har forudsagt både det gode og det onde i vor tid og forklarer hvad det betyder. (Mattæus 24:3-14) De gjorde hende opmærksom på Bibelens løfter om en ny verden præget af retfærdighed, en verden hvor lidelser hører fortiden til. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4.

Lidt efter lidt forstod Barbara at Jehova ikke bærer skylden for menneskers lidelser, men heller ikke forhindrer de problemer der skyldes at mennesker tilsidesætter hans bud. (5 Mosebog 30:19, 20) Gud har sørget for at vi kan komme til at leve evigt og være lykkelige, men han giver os lejlighed til at vise om vi ønsker at leve efter hans retfærdige anvisninger. (Åbenbaringen 14:6, 7) Barbara besluttede sig for at sætte sig ind i Guds krav og leve i harmoni med dem. Desuden fandt hun hos Jehovas Vidner den kærlighed som ifølge Jesus skulle kendetegne hans sande disciple. — Johannes 13:34, 35.

Det der hjalp hende, kan også hjælpe dig.

Et liv med mening

Selv når alt tilsyneladende går godt, kan man savne en forklaring på tilværelsens gåder. Det gjorde Matthew, en ung englænder. Han havde altid følt en stærk trang til at lære den sande Gud at kende og finde en mening med livet, ikke mindst da han som 17-årig mistede sin far. Matthew tog en universitetsgrad i musik, men indså efterhånden hvor utilfredsstillende hans materialistiske livsførelse var. Han flyttede til London og begyndte at tage stoffer og gå på natklub. Desuden fattede han interesse for astrologi, spiritisme, zenbuddhisme og filosofi i sin søgen efter en meningsfyldt tilværelse. Fortvivlet tryglede han Gud om hjælp til at finde sandheden.

To dage senere traf Matthew en gammel ven og betroede sig til ham. Vennen havde studeret med Jehovas Vidner, og da han viste Matthew Andet Timoteusbrev 3:1-5, blev Matthew forbløffet over hvor præcist passagen beskriver nutidens samfund. Han læste Bjergprædikenen, som appellerede stærkt til ham. (Mattæus, kapitel 5-7) Til at begynde med var han skeptisk fordi han havde læst noget kritisk om Jehovas Vidner, men til sidst bestemte han sig for at overvære nogle møder i en nærliggende rigssal.

Matthew syntes om det han hørte, og begyndte at studere med en af menighedens ældste. I løbet af kort tid blev han klar over at han havde fundet det han havde søgt, og at det var Guds svar på hans bøn. Matthew mærkede at han havde gavn af at aflægge vaner som mishager Jehova. Han opdyrkede en sund frygt for Gud og følte sig motiveret til at bringe sit liv i harmoni med Guds bud. Nu havde livet mening. — Prædikeren 12:13.

Det var ikke forudbestemt at Matthew eller de andre der er omtalt i artiklen, skulle finde en tilfredsstillende livsform. Men de fandt ud af at Jehova Gud har en kærlig hensigt som omfatter alle der med glæde vælger at adlyde hans bud. (Apostelgerninger 10:34, 35) Gud har blandt andet til hensigt at give mennesker evigt liv i en verden som er befriet for krig, sygdom og hungersnød, ja, endog døden. (Esajas 2:4; 25:6-8; 33:24; Johannes 3:16) Kunne du tænke dig at opleve det? Vil du gerne vide hvordan man finder tilfredshed i livet? Så er du velkommen til at overvære møderne i Jehovas Vidners rigssal, hvor Bibelen bruges som lærebog.

[Illustration på side 7]

Bed inderligt til Gud, og brug hans navn

[Illustration på side 7]

Drøft Bibelen med dem der ærligt underviser i hvad den siger

[Illustrationer på side 7]

Kom til møderne i rigssalen

[Kildeangivelse på side 4]

Vandrer: Chad Ehlers/Index Stock Photography