Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hør hvad ånden siger!

Hør hvad ånden siger!

Hør hvad ånden siger!

„Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne.“ — ÅBENBARINGEN 3:22.

1, 2. Hvilken opfordring gentages i forbindelse med Jesu budskaber til de syv menigheder der nævnes i Åbenbaringens Bog?

JEHOVAS tjenere må give agt på det Jesus Kristus, ledet af ånden, siger til de syv menigheder der nævnes i Åbenbaringens Bog i Bibelen. Ja, hvert budskab indeholder opfordringen: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne.“ — Åbenbaringen 2:7, 11, 17, 29; 3:6, 13, 22.

2 Vi har allerede betragtet Jesu budskaber til englene, det vil sige tilsynsmændene, i Efesus, Smyrna og Pergamum. Hvordan kan vi nu få gavn af det han under den hellige ånds ledelse sagde til de fire andre menigheder?

Til engelen i Tyatira

3. Hvor lå Tyatira, og hvad var byen især kendt for?

3 „Guds søn“ har både ros og retledning til menigheden i Tyatira. (Læs Åbenbaringen 2:18-29.) Byen Tyatira, der nu hedder Akhisar, lå ved en biflod til Gediz (i oldtiden kaldet Hermos) i det vestlige Lilleasien. Den var kendt for sine mange håndværk. Farverne i byen brugte kraprod til fremstilling af deres berømte skarlagen- eller purpurrøde farve. Lydia, der omvendte sig til kristendommen under Paulus’ besøg i Filippi i Grækenland, var „purpurhandlerske fra byen Tyatira“. — Apostelgerninger 16:12-15.

4. Hvad roses menigheden i Tyatira for?

4 Jesus roser menigheden i Tyatira for dens gode gerninger, dens kærlighed, tro, udholdenhed og kristne tjeneste. Ja, ’dens sidste gerninger var flere end de første’. Men selv om vi har et godt ry for tidligere gerninger, må vi aldrig blive efterladende med hensyn til vores moral.

5-7. (a) Hvem var „kvinden Jesabel“, og hvordan skulle man forholde sig over for hendes indflydelse? (b) Hvad vil Kristi budskab til menigheden i Tyatira hjælpe gudfrygtige kvinder til at gøre?

5 Menigheden i Tyatira tolererede afgudsdyrkelse, falsk lære og kønslig umoralitet. Den havde i sin midte „kvinden Jesabel“ — måske en gruppe kvinder med karaktertræk der mindede om den onde dronning Jesabels i Israels tistammerige. Nogle bibelkommentatorer mener at ’profetinderne’ i Tyatira prøvede at forlede de kristne til at tilbede håndværkerlavenes skytsguder og at deltage i fester og offermåltider for disse guder. Måtte ingen selvbestaltet „profetinde“ søge at manipulere med andre i vore dages kristne menighed!

6 Jesus ville kaste kvinden Jesabel på sygesengen og bringe trængsel over dem der begik ægteskabsbrud med hende, hvis ikke de ændrede sind med hensyn til hendes onde gerninger. Tilsynsmænd bør ikke give efter for falsk lære og dårlig indflydelse, og ingen kristen behøver at begå hverken åndelig eller fysisk utugt eller deltage i afgudsdyrkelse for af egen erfaring at konstatere at „Satans dybder“ er helt igennem onde. Hvis vi giver agt på Jesu advarsel, vil vi ’holde fast ved det vi har’, og synden vil ikke få magt over os. Fordi de salvede har afvist ugudelige handlinger, ønsker og mål, vil de efter deres opstandelse få „myndighed over nationerne“ og vil sammen med Kristus ’knuse dem som lerkar’. Menighederne har nu i tiden symbolske stjerner, og de salvede vil, efter at de er blevet oprejst til himmelsk liv, få „den strålende morgenstjerne“, brudgommen, Jesus Kristus. — Åbenbaringen 22:16.

7 Menigheden i Tyatira blev advaret mod frafaldne kvinders dårlige indflydelse. Jesu inspirerede budskab til menigheden vil hjælpe gudfrygtige kvinder i dag til at blive på deres gudgivne plads. De prøver ikke at udøve myndighed over mænd eller at lokke brødre til at begå åndelig eller fysisk utugt. (1 Timoteus 2:12) De vil derimod være eksempler med hensyn til gode gerninger og lovprisning af Gud i forkyndelsen. (Salme 68:11; 1 Peter 3:1-6) Hvis menigheden holder fast ved det den har — en ren lære og adfærd og en tjeneste som sættes højt — vil Kristus komme med en storslået belønning og ikke med en ugunstig dom.

Til engelen i Sardes

8. (a) Hvor lå Sardes, og hvad kendetegnede den? (b) Hvorfor havde menigheden i Sardes brug for hjælp?

8 Menigheden i Sardes havde brug for hurtig hjælp, for den var åndeligt død. (Læs Åbenbaringen 3:1-6.) Sardes var en blomstrende by der lå cirka 50 kilometer syd for Tyatira. Handelen og den økonomiske aktivitet, fremstillingen af uldent klæde og uldtæpper og områdets frugtbarhed var med til at gøre Sardes til en velstående by, der på et tidspunkt havde omkring 50.000 indbyggere. Ifølge Josefus var der i det første århundrede før vor tidsregning en stor jødisk befolkning i byen. Blandt ruinerne af byen findes resterne af en synagoge og et tempel for efesernes gudinde Artemis.

9. Hvad må vi gøre hvis vores tjeneste er overfladisk?

9 Jesus sagde til Sardesmenighedens engel: „Jeg kender dine gerninger, og jeg ved at du har ry for at være levende, men du er død.“ Hvad med os hvis vi har ry for at være vågne, men i realiteten sover med hensyn til vore kristne privilegier, hvis vores tjeneste er overfladisk og vi åndeligt set ’er ved at dø’? Så må vi ’stadig huske på hvad vi har modtaget og hørt’ med hensyn til budskabet om Riget; vi bør forny vore bestræbelser i den hellige tjeneste og bør begynde at deltage helhjertet i de kristne møder. (Hebræerne 10:24, 25) Jesus advarede menigheden i Sardes: „Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du vil slet ikke vide i hvilken time jeg kommer over dig.“ Hvad med os i dag? Vi skal snart aflægge regnskab.

10. Hvad kan være tilfældet med nogle få kristne, selv i en situation som den i Sardes?

10 Selv i en situation som den der rådede i Sardes, kan der være nogle få „som ikke har besmittet deres yderklæder“, og som kan ’vandre sammen med Jesus i hvide klæder fordi de er værdige til det’. De har bevaret deres kristne identitet ved at forblive ubesmittede, uplettede af verden i moralsk og religiøs henseende. (Jakob 1:27) Derfor vil Jesus ’på ingen måde udslette deres navne af livets bog, men han vil anerkende dem over for sin Fader og englene’. Kristi salvede brudeskare vil, efter at være kendt værdig til at vandre med ham, være klædt i skinnende, rent, fint linned, et symbol på de helliges retfærdige handlinger. (Åbenbaringen 19:8) De storslåede tjenesteforrettigheder der venter dem i himmelen, vil anspore dem til at sejre over denne verden. De der ser frem til evigt liv på jorden, kan også vente store velsignelser, og deres navne er ligeledes indskrevet i livets bog.

11. Hvad bør vi gøre hvis vi er ved at falde åndeligt i søvn?

11 Ingen af os ønsker at komme i en så sørgelig åndelig tilstand som den menigheden i Sardes befandt sig i. Men hvad nu hvis vi opdager at vi er ved at falde åndeligt i søvn? Så må vi handle hurtigt til vort eget bedste. Det kan være at vi føler os draget mod ugudelige handlinger eller er ved at slække på forkyndelsen eller på vores mødedeltagelse. I så fald bør vi indtrængende bede Jehova om hjælp. (Filipperne 4:6, 7, 13) Daglig læsning og studium af Bibelen og de bibelske publikationer fra „den trofaste husholder“ vil hjælpe os til at holde os åndeligt vågne. (Lukas 12:42-44) Da vil vi være som dem i Sardesmenigheden der blev godkendt af Jesus Kristus, og vi vil være til gavn og opmuntring for vore trosfæller.

Til engelen i Filadelfia

12. Hvordan var den religiøse situation i oldtidens Filadelfia?

12 Jesus roste menigheden i Filadelfia. (Læs Åbenbaringen 3:7-13.) Byen Filadelfia (nu Alasehir) var en velstående by der lå midt i et frugtbart vinområde i det vestlige Lilleasien. Derfor var dens hovedguddom vinguden Dionysos. Åbenbart var der jøder i Filadelfia som uden held søgte at overtale de kristne jøder i byen til at bibeholde nogle af Moselovens skikke eller vende tilbage til dem.

13. Hvordan har Kristus brugt „Davids nøgle“?

13 Kristus har „Davids nøgle“ og har således fået alle Rigets interesser og ledelsen af troens husstand overdraget. (Esajas 22:22; Lukas 1:32) Han brugte denne nøgle til at åbne for adgangen til muligheder og privilegier for de kristne i Filadelfia og andre steder. Siden 1919 har han foran „den trofaste husholder“ sat „en stor dør“ ind til virksomhed for Riget, en dør som ingen modstandere kan lukke. (1 Korinther 16:9; Kolossenserne 4:2-4) Naturligvis er døren til privilegier der har forbindelse med Guds rige, lukket for dem der hører til „Satans synagoge“, for de er ikke åndelige israelitter.

14. (a) Hvilket løfte gav Jesus menigheden i Filadelfia? (b) Hvordan undgår vi at bukke under i „prøvelsens time“?

14 Jesus gav de kristne i Filadelfia følgende løfte: „Fordi du har overholdt ordet om min udholdenhed, vil jeg også holde dig fra prøvelsens time, som skal komme over hele den beboede jord for at sætte dem der bor på jorden på prøve.“ Forkyndelsen kræver den form for udholdenhed som Jesus havde. Han gav aldrig efter for fjenden, men blev ved med at gøre sin Faders vilje. Derfor blev han oprejst til udødeligt liv i himmelen. Hvis vi holder fast ved vores beslutning om at ville tilbede Jehova og vi støtter Riget ved at forkynde den gode nyhed, vil vi ikke bukke under for de prøver vi udsættes for nu i tiden, i den „prøvelsens time“ vi nu oplever. Vi vil blive ved med at holde fast ved det vi har modtaget af Kristus, ved at stræbe efter at øge Rigets interesser. Det vil føre til en dyrebar himmelsk krone for de salvede og evigt liv på jorden for deres loyale medarbejdere.

15. Hvad kræves der af dem der skal være ’søjler i Guds tempel’?

15 Jesus tilføjer: „Den der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, . . . og jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, som kommer ned fra himmelen fra min Gud, og mit eget nye navn.“ Salvede tilsynsmænd må støtte den sande tilbedelse. De må bevare deres plads som kommende borgere i „det ny Jerusalem“ ved at forkynde Guds rige og holde sig åndeligt rene. Det er nødvendigt hvis de vil være søjler i det herlige himmelske tempel, og hvis de skal bære navnet på Guds by som himmelske borgere i den og bære Kristi navn som hans brud. Og naturligvis må de ’have ører der hører hvad ånden siger til menighederne’.

Til engelen i Laodikea

16. Hvad kan der siges om byen Laodikea?

16 Jesus irettesatte den selvtilfredse menighed i Laodikea. (Læs Åbenbaringen 3:14-22.) Byen lå i den frugtbare dal omkring Lykosfloden, cirka 150 kilometer øst for Efesus, på et sted hvor flere handelsruter krydsede hinanden. Den var en velstående handels- og industriby og center for en livlig bankvirksomhed. De klædninger der fremstilledes af den sorte uld fra dette område, var kendt viden om. Byen var også sæde for en berømt lægeskole, og det øjenmedikament der blev kaldt frygisk pulver, blev sandsynligvis fremstillet her. Lægeguden Asklepios var en af byens hovedguddomme. Det ser ud til at byen havde en stor jødisk befolkning, hvoraf nogle sikkert var ret velstående.

17. Hvorfor blev laodikenserne irettesat?

17 Gennem menighedens „engel“ i Laodikea talte Jesus med myndighed som „det trofaste og sande vidne, Guds skaberværks begyndelse“. (Kolossenserne 1:13-16) Menigheden blev irettesat fordi den var ’hverken kold eller varm’ i åndelig henseende. Den var lunken, og derfor ville Jesus udspy den af sin mund. Det skulle ikke være svært for laodikenserne at forstå dette billede. I det nærliggende Hierapolis var der varme kilder, og Kolossæ havde koldt vand. Da Laodikea ikke selv havde nogen kilder hvorfra man kunne få vand, måtte der føres vand til byen, og da det drejede sig om en ret stor afstand, var vandet sandsynligvis lunkent når det nåede frem. En del af vejen måtte det transporteres ved hjælp af en akvædukt, men nærmere ved Laodikea løb vandet gennem firkantede stenblokke hvori der var boret et hul i midten, hvorefter de var føjet sammen med mørtel.

18, 19. Hvordan kan kristne i dag blive hjulpet som laodikenserne blev det?

18 De der i dag er som laodikenserne, er hverken stimulerende varme eller forfriskende kolde. De bliver spyttet ud som lunkent vand! Jesus ønsker dem ikke som sine talsmænd, som salvede „ambassadører på Kristi vegne“. (2 Korinther 5:20) Hvis ikke de ændrer sind, vil de miste den forret det er at være rigsforkyndere. Laodikenserne søgte materiel rigdom og ’vidste ikke at de var elendige, ynkværdige, fattige, blinde og nøgne’. Alle der i dag er som dem, må for at blive deres åndelige fattigdom, blindhed og nøgenhed kvit, af Kristus købe den prøvede tros ’lutrede guld’, retfærdighedens „hvide yderklæder“ og den „øjensalve“ som kan forbedre deres åndelige syn. Kristne tilsynsmænd vil være glade for at hjælpe dem til at erkende deres åndelige behov så de kan blive „rige i tro“. (Jakob 2:5; Mattæus 5:3) Desuden må tilsynsmændene hjælpe dem til at anvende den åndelige „øjensalve“ — at tage imod og rette sig efter Jesu lære, vejledning og eksempel og få den samme indstilling som han. Det vil være lægemidlet mod „kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af“. — 1 Johannes 2:15-17.

19 Jesus retleder og tugter alle dem han holder af. Tilsynsmændene, som står under ham, må gøre det samme og gøre det med skånsomhed. (Apostelgerninger 20:28, 29) Laodikenserne måtte være ’nidkære og ændre sind’; de måtte ændre deres måde at tænke og leve på. Er der hos os nogle der har vænnet sig til en livsstil hvorved deres hellige tjeneste for Gud er blevet henvist til en mindre betydningsfuld plads i deres liv? Hvis det er tilfældet, så lad dem ’af Jesus købe øjensalve’ så de kan se betydningen af at søge Riget først. — Mattæus 6:33.

20, 21. Hvem tager imod Jesus i dag når han „banker“ på deres dør, og hvad kan de se frem til?

20 „Se!“ siger Jesus. „Jeg står ved døren og banker. Hvis nogen hører min stemme og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og spise aftensmad med ham og han med mig.“ Jesus underviste ofte når han var gæst ved et måltid. (Lukas 5:29-39; 7:36-50; 14:1-24) Han står nu og banker på døren til en menighed som den i Laodikea. Vil dens medlemmer nu lukke op for ham, genoplive deres kærlighed til ham, byde ham indenfor og lade ham undervise dem? Hvis de gør det, vil Jesus dele et sandt festmåltid med dem, til stor åndelig gavn for dem.

21 De „andre får“ byder i dag i billedlig forstand Jesus indenfor, og det vil føre til evigt liv. (Johannes 10:16; Mattæus 25:34-40, 46) Hver af de salvede som sejrer, vil Jesus indbyde til at ’tage sæde med ham på hans trone, ligesom også han har sejret og taget sæde sammen med sin Fader på hans trone’. Ja, Jesus lover de salvede sejrvindere en storslået belønning, at sidde på troner sammen med ham ved Faderens højre hånd i himmelen. Og de „andre får“ som sejrer, kan se frem til den storslåede belønning at få en plads på jorden under hans riges styre.

Noget vi alle kan lære

22, 23. (a) Hvordan kan alle kristne have gavn af Jesu ord til de syv menigheder? (b) Hvad bør vi være besluttede på?

22 Der er ingen tvivl om at alle kristne kan have stor gavn af at give agt på Jesu ord til de syv menigheder i Lilleasien. Kærlige kristne ældste kan for eksempel lægge mærke til de rosende ord Jesus udtalte, og blive tilskyndet til at rose enkeltpersoner og menigheder som det går godt i åndelig henseende. Hvor der er svagheder, kan de hjælpe dem der har brug for det, til at følge Bibelens anvisninger. Vi kan alle sammen benytte os af forskellige dele af den vejledning Jesus gav de syv menigheder, og skal selvfølgelig gøre det under bøn og ikke udsætte det. *

23 I disse sidste dage er der ikke plads eller tid til selvtilfredshed, materialisme eller andet der kunne få os til blot at yde Gud en symbolsk tjeneste. Måtte alle menigheder derfor blive ved med at skinne som lampestandere der ikke vil blive fjernet fra deres plads. Måtte vi som trofaste kristne altid være besluttede på at høre efter når Kristus taler, og give agt på det ånden siger. Da vil vi fortsat kunne glæde os som lysbærere der er til ære for Gud.

[Fodnote]

Hvad vil du svare?

• Hvem var „kvinden Jesabel“, og hvorfor ønsker gudfrygtige kvinder ikke at efterligne hende?

• Hvordan var situationen i menigheden i Sardes, og hvad kan vi gøre for ikke at blive som mange af de kristne der boede der?

• Hvilke løfter gav Jesus menigheden i Filadelfia, og hvordan gælder de i dag?

• Hvorfor blev laodikenserne irettesat, og hvad kan nidkære kristne se frem til?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 16]

’Kvinden Jesabels’ onde gerninger må undgås

[Illustrationer på side 18]

Jesus har foran sine disciple sat „en stor dør“ ind til virksomhed for Riget

[Illustration på side 20]

Byder du Jesus velkommen og hører på ham?