Kristus taler til menighederne
Kristus taler til menighederne
„Dette siger han som holder de syv stjerner i sin højre hånd.“ — ÅBENBARINGEN 2:1.
1, 2. Hvorfor bør det interessere os at vide hvad Jesus Kristus sagde til syv menigheder i Lilleasien?
JEHOVAS enestefødte søn, Jesus Kristus, er den kristne menigheds hoved. For at bevare menigheden af sine salvede disciple ’dadelfri og uden plet’ leder Kristus den i sin egenskab af overhoved ved at rose den og retlede den. (Efeserne 5:21-27) Det er der eksempler på i Åbenbaringens Bog, kapitel 2 og 3, hvor vi finder Jesu magtfulde og kærlige budskaber til syv menigheder i Lilleasien.
2 Før apostelen Johannes hørte Jesu ord til de syv menigheder, fik han et syn af „Herrens dag“. (Åbenbaringen 1:10) Denne „dag“ tog sin begyndelse da det messianske rige blev oprettet i 1914. Jesu ord til menighederne er derfor af største betydning i disse sidste dage. Hans opmuntring og vejledning hjælper os til at vide hvad vi skal gøre i de kritiske tider vi nu oplever. — 2 Timoteus 3:1-5.
3. Hvad symboliserer de „stjerner“, „engle“ og „guldlampestandere“ som apostelen Johannes så i sit syn?
3 Johannes så den herliggjorte Jesus Kristus, som „holder de syv stjerner i sin højre hånd“ og „vandrer midt iblandt de syv guldlampestandere“, det vil sige de syv menigheder. Disse „stjerner“ er de „syv menigheders engle“. (Åbenbaringen 1:20; 2:1) Stjerner bruges undertiden til at symbolisere bogstavelige engle, men Kristus ville næppe bruge et menneske til at nedskrive budskaber til åndeskabninger. ’Stjernerne’ må derfor være salvede tilsynsmænd eller grupper af ældste, ældsteråd. Betegnelsen „engle“ bruges fordi de optræder som sendebud. Da Jehovas Vidner er vokset i antal, har „den trofaste husholder“ også udnævnt kvalificerede mænd blandt de „andre får“ til at være tilsynsmænd. — Lukas 12:42-44; Johannes 10:16.
4. Hvordan får de ældste gavn af at give agt på det Kristus siger til menighederne?
4 ’Stjernerne’ er i Jesu højre hånd, det vil sige at de er underlagt hans magt og herredømme og nyder godt af hans gunst og beskyttelse. De er derfor ansvarlige over for ham. Budskaberne til de syv menigheder viser hvordan de ældste i vor tid skal forholde sig i de forskellige situationer der nævnes. Men alle kristne må naturligvis høre efter når Guds søn taler. (Markus 9:7) Hvad kan vi da lære af det Kristus siger til menighederne?
Til engelen i Efesus
5. Hvordan var byen Efesus?
5 Jesus både roste og retledte menigheden i Efesus. (Læs Åbenbaringen 2:1-7.) Denne by på Lilleasiens vestkyst var en velhavende handelsby og et religiøst center med sit store tempel for gudinden Artemis. Den var fyldt med umoralitet, falsk religion og spådomskunst, men Gud velsignede den tjeneste apostelen Paulus og andre kristne udførte her. — Apostelgerninger, kapitel 19.
6. På hvilke måder ligner loyale kristne i dag menigheden i Efesus?
6 Kristus roste menigheden i Efesus med ordene: „Jeg kender dine gerninger og dit slid og din udholdenhed, og jeg ved at du ikke kan døje onde mennesker, og at du har prøvet dem som siger at de er apostle men ikke er det, og at du har fundet at de er løgnere.“ I dag er menigheder af Jesu sande disciple på samme måde kendt for gode gerninger, hårdt arbejde og udholdenhed. De tolererer ikke falske brødre der gerne vil betragtes som apostle. (2 Korinther 11:13, 26) Og ligesom efeserne kan loyale kristne i dag heller ikke „døje onde mennesker“. For at bevare tilbedelsen af Jehova ren og beskytte menigheden undgår de derfor frafaldne som ikke angrer og vender om. — Galaterne 2:4, 5; 2 Johannes 8-11.
7, 8. Hvilket alvorligt problem havde menigheden i Efesus, og hvordan kunne vi have et lignende problem og overvinde det?
7 Men de kristne i Efesus havde et alvorligt problem. „Dog har jeg det imod dig,“ sagde Jesus, „at du har forladt din første kærlighed.“ De måtte genoplive denne første kærlighed til Jehova. (Markus 12:28-30; Efeserne 2:4; 5:1, 2) Vi må også passe på ikke at miste vores første kærlighed til Gud. (3 Johannes 3) Men hvad gør vi hvis ønsket om materiel rigdom eller fornøjelser og adspredelser er ved at få en større og større plads i vort liv? (1 Timoteus 4:8; 6:9, 10) Så må vi indtrængende bede Gud om hjælp til at overvinde sådanne ønsker og erstatte dem med en dyb kærlighed til Jehova og taknemmelighed for alt hvad han og hans søn har gjort for os. — 1 Johannes 4:10, 16.
8 Jesu opfordring til efeserne lød: „Du må derfor huske hvorfra du er faldet, og ændre sind og gøre de tidligere gerninger.“ Hvad ville der ske hvis de ikke gjorde det? „Ellers kommer jeg til dig,“ sagde Jesus, „og jeg vil flytte din lampestander fra dens plads.“ Hvis alle fårene mistede deres første kærlighed, ville ’lampestanderen’, menigheden, ikke eksistere mere. Måtte vi derfor som nidkære kristne arbejde flittigt på fortsat at lade menighedens åndelige lys skinne! — Mattæus 5:14-16.
9. Hvordan bør vi se på sektvæsen?
9 Til efesernes ros fortælles det at de hadede „Nikolaus-sektens gerninger“. Ud over det der siges i Åbenbaringens Bog om denne sekt, kender man intet til dens oprindelse, lære eller virke. Men da Jesus fordømte at man fulgte mennesker, må vi også hade sektvæsen, sådan som de kristne i Efesus gjorde. — Mattæus 23:10.
10. Hvad vil de som giver agt på det ånden siger, komme til at opleve?
10 „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne,“ sagde Jesus. Da han var på jorden, talte han under indflydelse af Guds ånd. (Esajas 61:1; Lukas 4:16-21) Vi bør derfor give agt på det Gud nu siger gennem ham ved den hellige ånd. Under denne ånds ledelse giver Jesus løftet: „Den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.“ For de salvede, som giver agt på det ånden siger, betyder det at de får udødelighed i det himmelske „Guds paradis“, i selve Guds nærhed. ’Den store skare’, som også giver agt på det ånden siger, vil kunne glæde sig over livet i et jordisk paradis, hvor de vil drikke af ’floden med livets vand’ og finde lægedom i „bladene på træerne“ som vokser langs floden. — Åbenbaringen 7:9; 22:1, 2; Lukas 23:43.
11. Hvordan kan vi lade kærligheden til Jehova træde i forgrunden?
11 Efeserne havde givet slip på deres første kærlighed. Hvad gør vi hvis der sker noget lignende i en menighed i dag? Vi kan da hver især lade kærligheden til Jehova træde i forgrunden ved at tale om de mange måder hvorpå han har vist og stadig viser sin kærlighed til os. Blandt andet kan vi udtrykke vores taknemmelighed for den kærlighed han har vist ved at tilvejebringe genløsningen ved hjælp af sin elskede søn. (Johannes 3:16; Romerne 5:8) Når det er passende, kan vi ved møderne nævne Guds kærlighed i vore kommentarer og indlæg, og vi kan personligt vise vores kærlighed til Jehova ved at lovprise hans navn i den kristne tjeneste. (Salme 145:10-13) Ja, med vore ord og handlinger kan vi gøre meget for at genoplive og styrke en menigheds første kærlighed.
Til engelen i Smyrna
12. Hvad fortæller den verdslige historie om Smyrna og det religiøse liv dér?
12 Menigheden i Smyrna blev rost af Kristus, „’den Første og den Sidste’, som var død og blev levende“ ved en opstandelse. (Læs Åbenbaringen 2:8-11.) Smyrna (nu Izmir i Tyrkiet) lå på Lilleasiens vestkyst. Den blev grundlagt og beboet af grækere, men blev ødelagt af lyderne omkring år 580 f.v.t. Alexander den Stores efterfølgere genopbyggede byen, men på et nyt sted. Den blev en del af den romerske provins Asien og var en blomstrende handelsby der var kendt for sine prægtige offentlige bygninger. Den havde et tempel for kejser Tiberius og blev derigennem et center for kejserdyrkelsen. De som tilbad dér, skulle brænde en lille smule røgelse og sige „Kejseren er Herre“. Det kunne de kristne naturligvis ikke gøre, da „Jesus er Herre“ for dem. Derfor blev de udsat for trængsel. — Romerne 10:9.
13. I hvilken forstand var de kristne i Smyrna rige skønt de materielt set var fattige?
13 De kristne i Smyrna måtte foruden trængsel også udholde fattigdom, måske på grund af at de blev ramt økonomisk fordi de ikke ville deltage i kejserdyrkelsen. Jehovas tjenere nu i tiden kender til lignende trængsler. (Åbenbaringen 13:16, 17) Men skønt de — ligesom de kristne i Smyrna — er materielt fattige, er de åndeligt rige, dét der har størst betydning. — Ordsprogene 10:22; 3 Johannes 2.
14, 15. Hvilken trøst kan de salvede hente i Åbenbaringen 2:10?
14 De fleste jøder i Smyrna var en „Satans synagoge“ fordi de holdt fast ved menneskelige overleveringer, havde forkastet Guds søn og spottede hans åndsavlede disciple. (Romerne 2:28, 29) Men de salvede kunne hente stor trøst i de følgende ord af Jesus: „Vær ikke bange for det du vil komme til at lide. Se! Djævelen vil blive ved med at kaste nogle af jer i fængsel for at I kan blive prøvet fuldt ud, og for at I kan have trængsel i ti dage. Vis dig trofast indtil døden, og jeg vil give dig livets krone.“ — Åbenbaringen 2:10.
15 Jesus var ikke bange for at lide døden fordi han støttede Jehovas suverænitet. (Filipperne 2:5-8) Og skønt Satan nu i tiden fører krig mod den salvede rest af Kristi medarvinger, er de heller ikke bange for det de må komme til at lide som gruppe betragtet — trængsel, fængsel eller en voldsom død. (Åbenbaringen 12:17) De vil besejre verden. Og i stedet for den krans, eller krone, som sejrherrerne i de hedenske kamplege vandt, lover Kristus de salvede „livets krone“ når de oprejses som udødelige åndeskabninger i himmelen. Hvilken uvurderlig gave!
16. Hvilket stridsspørgsmål bør vi have for øje hvis vi er tilsluttet en menighed som den i Smyrna?
16 Spørgsmålet er nu hvad vi — hvad enten vi har et himmelsk eller et jordisk håb — kan gøre hvis vi er tilsluttet en menighed som den i oldtidens Smyrna. Vi kan hjælpe vore trosfæller til at se hovedårsagen til at Jehova tillader forfølgelse — nemlig stridsspørgsmålet om hans universelle suverænitet. Alle Jehovas Vidner som bevarer deres integritet, beviser at Satan er en løgner, og at det er muligt, selv under forfølgelse, uden vaklen at forsvare Guds ret til at herske som universets Suveræn. (Ordsprogene 27:11) Lad os opmuntre andre kristne til at udholde forfølgelse og derved få del i „det privilegium . . . frygtløst at yde [Jehova] hellig tjeneste med loyalitet og retfærdighed for hans øjne alle vore dage“, ja, for evigt. — Lukas 1:68, 69, 74, 75.
Til engelen i Pergamum
17, 18. Hvilken afgudsdyrkelse var Pergamum hovedcenter for, og hvad kunne det føre til hvis man nægtede at deltage i den?
17 Der blev givet både ros og retledning til menigheden i Pergamum. (Læs Åbenbaringen 2:12-17.) Byen lå cirka 80 kilometer nord for Smyrna og var en højborg for hedensk religion. Det ser ud til at kaldæiske magere (astrologer) var flygtet dertil fra Babylon. Syge i massevis strømmede til det berømte tempel for Asklepios, den græske gud for lægekunst og medicin. Med sit tempel der var viet til dyrkelsen af den romerske kejser, er Pergamum blevet kaldt „hovedcenteret for kejserkulten i imperiets første tid“. — Encyclopædia Britannica, 1959, bind 17, side 507.
18 Der var i Pergamum et stort alter som var viet til guden Zeus. Byen var også sæde for guddommeliggørelsen af mennesker, en praksis som er inspireret af Djævelen. Det er derfor ikke så mærkeligt at det om menigheden siges at den boede „dér hvor Satans trone er“. Hvis man nægtede at dyrke kejseren, kunne det betyde døden for den der støttede Jehova som den suveræne hersker. I dag er verden stadig i Djævelens magt, og nationale symboler æres som afguder. (1 Johannes 5:19) Lige fra det første århundrede og frem til i dag har mange kristne lidt døden som martyrer, i lighed med Antipas, som Jesus kalder „mit vidne, min trofaste, som blev dræbt hos jer“. Jehova Gud og Jesus Kristus vil visselig huske sådanne loyale tjenere. — 1 Johannes 5:21.
19. Hvad gjorde Bileam, og hvad må alle kristne være på vagt over for?
19 Jesus talte også om „Bileams lære“. I sit begær efter materiel vinding forsøgte den falske profet Bileam at forbande Israel. Da Gud vendte forbandelsen til en velsignelse, fik Bileam moabitternes konge Balak til at forlede mange israelitter til afgudsdyrkelse og kønslig umoralitet. Kristne ældste må være lige så faste som Pinehas, der håndhævede det der er ret, ved at gribe ind over for Bileams onde påfund. (4 Mosebog 22:1–25:15; 2 Peter 2:15, 16; Judas 11) Ja, alle kristne må være på vagt og sørge for at afgudsdyrkelse og kønslig umoralitet ikke trænger ind i menigheden. — Judas 3, 4.
20. Hvad skal en der begynder at nære frafaldne tanker, gøre?
20 Menigheden befandt sig i stor fare fordi den i sin midte havde ’nogle der holdt fast ved Nikolaus-sektens lære’. Kristus sagde til menigheden: „Du skal derfor ændre sind. Ellers kommer jeg hurtigt til dig, og jeg vil føre krig mod dem med min munds lange sværd.“ De som volder splittelse i en menighed ved at danne en sekt, gør deres trosfæller stor åndelig skade og kommer ikke til at arve Guds rige. (Romerne 16:17, 18; 1 Korinther 1:10; Galaterne 5:19-21) Hvis en kristen begynder at nære frafaldne tanker og at udbrede dem, må han eller hun lytte til Kristi advarsel. For ikke at gå til grunde må vedkommende ændre sind og søge hjælp hos de ældste i menigheden. (Jakob 5:13-18) Øjeblikkelig handling er nødvendig, for Jesus kommer hurtigt for at eksekvere sin dom.
21, 22. Hvem får lov at spise „den skjulte manna“, og hvad er det et symbol på?
21 Trofaste salvede kristne og deres loyale medarbejdere behøver ikke at frygte den kommende dom. Alle som giver agt på Jesu vejledning, der er givet ved Guds hellige ånd, kan se frem til storslåede velsignelser. For eksempel vil de salvede der sejrer over verden, blive indbudt til at spise af „den skjulte manna“, og de vil få „en hvid sten“ hvorpå der er skrevet „et nyt navn“.
22 Jehova tilvejebragte manna som holdt israelitterne i live under deres 40 år lange ørkenvandring. Noget af dette „brød“ blev opbevaret i en guldkrukke i pagtens ark og var på denne måde ’skjult’ i teltboligens Allerhelligste, hvor et mirakuløst lys symboliserede Jehovas nærværelse. (2 Mosebog 16:14, 15, 23, 26, 33; 26:34; Hebræerne 9:3, 4) Ingen fik lov at spise denne skjulte manna. Men når Jesu salvede disciple oprejses, ifører de sig udødelighed, og dette er symboliseret ved at de spiser „den skjulte manna“. — 1 Korinther 15:53-57.
23. Hvad betyder ’den hvide sten’ og ’det nye navn’?
23 Når en dom blev afsagt ved en romersk domstol, betød en sort sten at den anklagede var kendt skyldig, mens en hvid sten betød frifindelse. Når Jesus giver de salvede kristne sejrvindere „en hvid sten“, betyder det at han erklærer dem for uskyldige, rene. Romerne brugte også småsten som adgangsbevis til betydningsfulde begivenheder, og derfor kan den hvide sten også betyde at de salvede får adgang til en plads i himmelen ved Lammets bryllup. (Åbenbaringen 19:7-9) Det ’nye navn’ på stenen betyder efter alt at dømme at de salvede bliver forenet med Jesus som hans medarvinger til det himmelske rige. Det er alt sammen til stor opmuntring for de salvede og for deres medarbejdere, som har håb om liv i et jordisk paradis.
24. Hvordan bør vi forholde os til frafald?
24 Det er godt at huske på at menigheden i Pergamum befandt sig i stor fare fordi den var truet af frafaldne. Hvis en menigheds åndelige velfærd er truet på samme måde i dag, lad os da afvise ethvert frafald og blive ved med at vandre i sandheden. (Johannes 8:32, 44; 3 Johannes 4) Eftersom falske lærere eller nogle der sympatiserer med frafaldne, kan fordærve en hel menighed, må vi tage et fast standpunkt imod frafald og ikke på nogen måde lade os overtale til ikke at adlyde sandheden. — Galaterne 5:7-12; 2 Johannes 8-11.
25. Hvilke budskaber vil blive behandlet i den næste artikel?
25 Vi har ovenfor beskæftiget os med den herliggjorte Jesu Kristi ord til tre af de syv menigheder i Lilleasien. Der var både ros og vejledning til menighederne, og det har været tankevækkende. Men Jesus har også — stadig under den hellige ånds ledelse — meget at sige til de fire andre menigheder. Det er budskaberne til Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea, og de vil blive behandlet i den næste artikel.
Hvad vil du svare?
• Hvorfor bør vi give agt på det Jesus siger til menighederne?
• Hvordan kan vi hjælpe en menighed til at genoplive sin første kærlighed?
• I hvilken forstand var de materielt fattige kristne i oldtidens Smyrna i realiteten rige?
• Hvordan bør vi se på frafald i betragtning af situationen i den kristne menighed i Pergamum?
[Studiespørgsmål]
[Kort på side 10]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
GRÆKENLAND
LlLLEASIEN
Efesus
Smyrna
Pergamum
Tyatira
Sardes
Filadelfia
Laodikea
[Illustration på side 12]
Den ’store skare’ vil komme til at leve i et jordisk paradis
[Illustrationer på side 13]
Forfulgte kristne sejrer over verden
