Spørgsmål fra læserne

Hvorfor stod der i Vagttårnet for 1. april, 2002, på side 11, paragraf 7, at de jøder der kom til troen på pinsedagen år 33, blev døbt som et symbol på „deres personlige indvielse til Gud gennem Kristus“? Vi har før sagt at de jøder der blev døbt fra år 33 til år 36 ikke behøvede at foretage en personlig indvielse.

I år 1513 f.v.t. gav Jehova Gud israelitterne mulighed for at blive hans hellige nation på den betingelse at de ’nøje ville adlyde hans røst og holde hans pagt’. Hertil svarede de: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ — 2 Mosebog 19:3-8; 24:1-8.

Ved at gå med til at overholde den mosaiske lovpagt indviede israelitterne sig til Gud. De efterfølgende generationer af jøder blev født ind i denne indviede nation. Men de jøder der blev Jesu Kristi disciple fra pinsedagen år 33 og fremefter, skulle ikke blot døbes med en dåb der betød at de fremstillede sig for Gud som nogle der tilhørte en indviet nation. Deres dåb symboliserede at de havde indviet sig til Jehova Gud, idet de nu havde fået et nyt forhold til ham gennem Jesus Kristus. Hvordan det?

Efter at den hellige ånd var blevet udgydt over de omkring 120 disciple der på pinsedagen år 33 var samlet i Jerusalem i en sal ovenpå, trådte apostelen Peter frem og begyndte at forkynde for de mange jøder og proselytter der stimlede sammen for at se hvad der var sket. Efter at Peter havde aflagt et grundigt vidnesbyrd, sagde han til de skyldbetyngede jøder: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse.“ Som en reaktion på Peters yderligere tilskyndelser „blev de der villigt tog imod hans ord døbt, og på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til“. — Apostelgerninger 2:1-41.

Men tilhørte de jøder der blev døbt som følge af Peters opfordring, ikke allerede en indviet nation? Befandt de sig ikke i et indviet forhold til Gud? Nej. Apostelen Paulus skrev at ’Gud havde taget Loven bort ved at nagle den til marterpælen’. (Kolossenserne 2:14) Jehova Gud havde bragt Lovpagten til ophør ved Jesu Kristi død i år 33, og dermed var selve grundlaget for israelitternes indviede forhold til ham blevet fjernet. Den nation der havde forkastet Guds søn,  var nu selv blevet forkastet af Gud. ’Det som var Israel efter kødet,’ kunne ikke længere gøre krav på at være en nation der var indviet til Gud. — 1 Korinther 10:18; Mattæus 21:43.

I år 33 blev Lovpagten ophævet, men det var ikke på dette tidspunkt at Gud ophørte med at vise jøderne særlig gunst og opmærksomhed. * Denne periode skulle vare ved indtil år 36 hvor Peter forkyndte for den retsindige italiener Kornelius, hans husstand og andre ikkejøder. (Apostelgerninger 10:1-48) Hvad var grundlaget for at Gud viste jøderne denne velvilje?

I Daniel 9:27 siges der at Messias „skal lade pagten stå ved magt for de mange i én uge“. Den pagt der stod ved magt i syv år, eller „én uge“, fra Jesu dåb og begyndelsen af Messias’ offentlige tjeneste i år 29, var Abrahamspagten. For at være med i dette pagtsforhold var det nok at være en af Abrahams hebraiske efterkommere. Denne unilaterale eller ensidige pagt medførte ikke at man kom ind i et indviet forhold til Jehova. De jøder der fik tro og lod sig døbe efter at have hørt Peters tale på pinsedagen i år 33, blev altså vist en særlig opmærksomhed fordi de var jøder af fødsel, men de kunne ikke hævde at de befandt sig i et indviet forhold til Gud nu hvor Lovpagten var blevet bragt til ophør. De måtte personligt indvi sig til Gud.

Der er en anden grund til at det var vigtigt for de jøder og proselytter der lod sig døbe på pinsedagen år 33 at foretage en personlig indvielse. Apostelen Peter opfordrede sine tilhørere til at ændre sind og lade sig døbe i Jesu navn. For at de kunne gøre dette måtte de ophøre med at leve som man gjorde i verden omkring dem, og anerkende Jesus som Herre og Messias, som ypperstepræst og som den der sidder ved Guds højre hånd i himmelen. De skulle påkalde Jehova Guds navn for at opnå frelsen gennem Jesus Kristus, hvilket indebar at de måtte tro på Kristus og anerkende ham som deres Fører. Hele grundlaget for at man kunne få et godt forhold til Gud og opnå tilgivelse for synder, var nu ændret. Jøder der kom til troen, måtte som enkeltpersoner anerkende denne nye ordning. Hvordan? Ved at indvi sig til Gud og vise det offentligt ved at lade sig døbe i Jesu Kristi navn. Vanddåben var et symbol på deres indvielse til Gud, og den førte dem ind i et nyt forhold til ham gennem Jesus Kristus. — Apostelgerninger 2:21, 33-36; 3:19-23.

[Fodnote]