Gavmildhed der glæder Gud

JESUS og hans disciple nød et godt måltid i Betania sammen med nogle nære venner, deriblandt Maria, Marta og den nyligt oprejste Lazarus. Da Maria indgned Jesu fødder med kostbar olie, protesterede Judas Iskariot harmfuldt: „Hvordan kan det være at denne vellugtende olie ikke er blevet solgt for tre hundrede denarer [svarende til en almindelig årsløn] og givet til de fattige?“ Nogle af de andre kom spontant med lignende indvendinger. — Johannes 12:1-6; Markus 14:3-5.

Men Jesus svarede: „Lad hende være. . . . De fattige har I jo altid hos jer, og når som helst I ønsker det, kan I altid gøre godt mod dem, men mig har I ikke altid.“ (Markus 14:6-9) De jødiske religiøse ledere lærte at det ikke alene var en dyd at give almisser — godgørenhed kunne tilmed sone synder. Jesus fremhævede derimod at den gavmildhed der glæder Gud, ikke er begrænset til materiel velgørenhed.

En kort gennemgang af eksempler på kristen gavmildhed i det første århundrede vil lære os noget om hvordan vi rent praktisk kan vise omsorg og give på en måde der glæder Gud. Vi vil også se nærmere på en enestående form for gavmildhed som udvirker det bedst tænkelige.

’Giv barmhjertighedsgaver’

Adskillige gange tilskyndede Jesus sine disciple til at ’give barmhjertighedsgaver’ eller, som Seidelins oversættelse gengiver det, ’give til dem, der trænger’. (Lukas 12:33) Men Jesus advarede mod demonstrativ velgørenhed der henledte opmærksomheden på giveren frem for på Gud. Han sagde: „Når du . . . går hen for at give barmhjertighedsgaver, så lad ikke blæse i trompet foran dig, sådan som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de kan blive herliggjort af mennesker.“ (Mattæus 6:1-4) I harmoni med vejledningen og i modsætning til datidens religiøse elite valgte de første kristne at hjælpe de fattige ved personlige tjenester eller privat velgørenhed.

For eksempel nævnes det i Lukas 8:1-3 at blandt andet Maria Magdalene, Johanna og  Susanna diskret sørgede for Jesus og hans apostle „ved hjælp af det de havde“. Mændene var ikke forarmede, men de havde forladt deres arbejde for at koncentrere sig fuldstændig om forkyndelsen. (Mattæus 4:18-22; Lukas 5:27, 28) Kvinderne herliggjorde Gud ved at understøtte mændene i fuldførelsen af deres gudgivne hverv. Og Gud påskønnede det ved at tage beretningen om deres omsorgsfulde gavmildhed med i Bibelen, så alle bibellæsere kunne få gavn af den. — Ordsprogene 19:17; Hebræerne 6:10.

En anden betænksom kvinde der ’ydede mangfoldige gode gerninger og barmhjertighedsgaver’, var Dorkas. Hun syede tøj til fattige enker i sin hjemby, Joppe. Det oplyses ikke om hun blot syede tøjet, eller om hun også betalte for stoffet. Men hendes gode gerninger gjorde hende afholdt blandt dem hun tog sig af, og også elsket af Gud, der barmhjertigt gjorde godt imod hende for hendes hjælpsomhed. — Apostelgerninger 9:36-41.

Det rette motiv er vigtigt

Hvad var det der motiverede disse gavmilde kristne? Det var mere end impulsiv medlidenhed udløst af et nødråb. De følte et personligt moralsk ansvar for daglig at gøre hvad de formåede, som hjælp til de fattige, syge og andre nødlidende. (Ordsprogene 3:27, 28; Jakob 2:15, 16) Det er den form for gavmildhed der glæder Gud. Den er først og fremmest motiveret af dyb kærlighed til ham og et ønske om at efterligne hans barmhjertige og gavmilde personlighed. — Mattæus 5:44, 45; Jakob 1:17.

Apostelen Johannes fremhævede dette vigtige aspekt ved gavmildhed da han spurgte: „Den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham?“ (1 Johannes 3:17) Svaret er indlysende: Guds kærlighed bevæger mennesker til at gøre godt; og han værdsætter og belønner dem der efterligner hans gavmildhed. (Ordsprogene 22:9; 2 Korinther 9:6-11) Findes den form for gavmildhed i dag? Ja, det fremgår af noget der for nylig skete i en af Jehovas Vidners menigheder.

En ældre kristen kvindes hjem trængte stærkt til at blive sat i stand. Hun boede alene og havde ingen familie der kunne hjælpe hende. I årenes løb havde hun gæstfrit åbnet sit hjem for kristne møder, og hun inviterede ofte andre på et måltid mad. (Apostelgerninger 16:14, 15, 40) Menigheden trådte til for at hjælpe hende. Nogle bidrog med penge, andre med deres arbejdskraft. I løbet af en række weekender blev der lagt nyt tag på huset og installeret nyt badeværelse, hele stueetagen blev pudset og malet, og der blev sat nye køkkenskabe op.  Menighedens gavmildhed medførte ikke blot at huset blev ordnet — brødrene fik et stærkere sammenhold, og naboerne kunne se at hjælpen var et udslag af ægte kristen gavmildhed.

Vi kan på utallige måder gøre noget personligt for andre. Vi kan for eksempel bruge tid på en faderløs dreng eller pige, købe ind for en ældre enke eller sy noget for hende, lave mad til en der har småt med midler, eller give vedkommende en økonomisk håndsrækning. Man behøver ikke at være rig for at være gavmild. Som apostelen Paulus skrev: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ (2 Korinther 8:12) Men er det kun den personlige og direkte gavmildhed Gud har behag i? Nej.

Hvordan bør man se på organiseret hjælpearbejde?

Personlig hjælp er ikke altid nok. Faktisk havde Jesus og hans disciple en fond til de fattige, og den blev suppleret ved bidrag fra betænksomme mennesker som de forkyndte for. (Johannes 12:6; 13:29) I det første århundrede var det almindeligt at menighederne samlede ind når der opstod et behov, og de organiserede storstilet nødhjælp. — Apostelgerninger 2:44, 45; 6:1-3; 1 Timoteus 5:9, 10.

Det skete for eksempel omkring år 55. Menighederne i Judæa var blevet fattige, måske som følge af den store hungersnød der havde hærget landet kort forinden. (Apostelgerninger 11:27-30) Paulus, der altid havde omtanke for de fattige, bad menigheder så langt borte som i Makedonien om bistand. Han organiserede personligt en indsamling og sendte midlerne med betroede mænd. (1 Korinther 16:1-4; Galaterne 2:10) Hverken han eller nogen af de andre tog sig betalt for deres tjeneste. — 2 Korinther 8:20, 21.

Jehovas Vidner i dag er også hurtige til at hjælpe når en katastrofe rammer. For eksempel forårsagede kraftig nedbør i sommeren 2001 en voldsom oversvømmelse i Houston i Texas. I alt blev 723 huse der tilhørte Jehovas Vidner, beskadiget, nogle af dem ret voldsomt. Der blev straks nedsat en nødhjælpskomité bestående af kvalificerede kristne ældste, som vurderede de individuelle behov og fordelte nødhjælpsbidragene. Alt hjælpearbejdet blev udført af frivillige fra de lokale menigheder. Et af disse Jehovas Vidner var så taknemmelig for sine trosfællers hjælp at hun straks gav nødhjælpsfonden de penge hun modtog fra sit forsikringsselskab, så andre kunne få gavn af dem.

 I spørgsmålet om organiseret nødhjælp er det klogt at være forsigtig når man vurderer de mange anmodninger der fremsættes. Nogle hjælpeorganisationer har så høje omkostninger til administration og annoncering at kun en brøkdel af de indsamlede midler går til det egentlige formål. Som Ordsprogene 14:15 siger: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ Det er klogt at sætte sig grundigt ind i hvordan pengene bliver brugt.

Den gavmildhed der udvirker det bedst tænkelige

Der er en gavmildhed som endog er vigtigere end velgørenhed. Den hentydede Jesus til da en rig ung leder spurgte hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Jesus svarede: „Gå hen og sælg hvad du har og giv det til de fattige, og du vil have værdier i himmelen, og kom så og følg mig.“ (Mattæus 19:16-22) Læg mærke til at Jesus ikke nøjedes med at sige: ’Giv til de fattige, og du vil få evigt liv.’ Nej, han sluttede med at sige: „Kom så og følg mig.“ Med andre ord skal der mere til at være en discipel af Kristus end at øve velgørenhed, hvor beundringsværdig og nyttig den end måtte være.

Jesus var mest optaget af at yde åndelig hjælp. Kort før sin død sagde han til Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:37) Jesus tog initiativ til at hjælpe de fattige, helbrede de syge og bespise de sultne, men han underviste først og fremmest disciplene i at forkynde. (Mattæus 10:7, 8) Noget af det sidste han sagde til dem, var: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ — Mattæus 28:19, 20.

Naturligvis løser det ikke alle verdens problemer at forkynde. Men når man forkynder den gode nyhed om Guds rige for alle slags mennesker, herliggør man ikke blot Gud ved at gennemføre hans vilje. Man giver også de lydhøre udsigt til evige goder. (Johannes 17:3; 1 Timoteus 2:3, 4) Hvorfor ikke lytte til Jehovas Vidner næste gang de besøger dig? De opsøger andre for at vise åndelig gavmildhed. Og de véd at det er den bedste måde at gøre godt på over for andre.

[Illustrationer på side 6]

Vi kan vise omsorg på mange måder

[Illustration på side 7]

Når vi forkynder den gode nyhed, glæder vi Gud og giver andre udsigt til evige goder