Hvad er der sket med lysten til at give?

EFTER terrorangrebene i New York City og Washington, D.C., den 11. september 2001 strømmede hele 2,7 milliarder dollars ind som hjælp til de efterladte via nødhjælpsorganisationerne. Chokerede over katastrofens omfang ønskede folk overalt at hjælpe.

Chokket blev afløst af forargelse da nogle kendte hjælpeorganisationer blev anklaget for misbrug af de indkomne midler. For eksempel havde en stor hjælpeorganisation modtaget 546 millioner dollars, men den planlagde at bruge næsten halvdelen på andre formål. Afsløringen rejste et ramaskrig. Organisationen ombestemte sig og beklagede fejldispositionen, men en journalist skrev: „Kritikere opfatter det som for lidt og for sent til at genskabe den tillid“ organisationen nød før terrorangrebet. Hvad mener du om velgørenhed? Er du blevet mere skeptisk over for hjælpeorganisationer?

Nyttigt eller nytteløst?

De fleste regner det for en smuk gerning at give til værdigt trængende. Men ikke alle ser sådan på det. For over 200 år siden skrev den engelske forfatter Samuel Johnson: „Man har meget større vished for at man gør godt med sine penge når man giver dem som arbejdsløn, end når man giver dem som almisse.“ I dag nærer nogle de samme forbehold, og tilliden til velgørende organisationer undergraves af forlydender om misbrug eller dårlig forvaltning af bidrag. De følgende to tilfælde er af nyere dato:

En direktør for en velgørende religiøs institution i San Francisco blev afskediget fordi han efter sigende havde ladet den betale for en kosmetisk operation og for to års ugentlige restaurationsbesøg til 500 dollars. I Storbritannien havde en indsamling via tv indbragt 6,5 millioner pund til opførelse af børnehjem i Rumænien. Men arrangørerne blev bragt i forlegenhed da det kom frem at der kun var blevet opført 12 dårligt byggede huse, og at flere hundrede tusind pund var sporløst forsvundet. Negativ omtale af den slags har med rette gjort nogle  bidragydere mere varsomme med hvor meget og til hvem de giver.

At give eller ikke give . . .

Men det ville naturligvis være synd hvis nogle få eksempler på misbrug af betroede midler gjorde det af med ens medfølelse og omsorg. Bibelen siger: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel.“ (Jakob 1:27) Ja, aktiv omsorg for de fattige og nødlidende udgør en uadskillelig del af kristendommen.

Måske overvejer du om du fortsat bør give til velgørende formål, eller om det er bedst at give personlig hjælp. Hvilken form for gavmildhed forventer Gud? Den næste artikel tager disse emner op.