Hjælp til en særlig sproggruppe i Sydkorea

I SOMMEREN 1997 var en meget livlig, men forholdsvis stille gruppe mennesker samlet for at overvære Jehovas Vidners områdestævne. Det var det første stævne for døve og hørehæmmede i Korea. Antallet af stævnedeltagere nåede op på 1174. Hele programmet — deriblandt taler, interviews og et skuespil — blev gennemført på koreansk tegnsprog og kunne følges på storskærm i hele stævnehallen. Det var et højdepunkt efter flere års hårdt arbejde som mange frivillige havde deltaget i.

Bibelen lover at der skal oprettes et paradis her på jorden hvor „de døves ører lukkes op“. (Esajas 35:5) For at komme med i dette paradis må alle, også døve, først være med i det åndelige paradis — den åndeligt rige tilstand som Guds lykkelige folk befinder sig i. De må blive indviede, døbte vidner for Jehova og lade sig oplære af ham. — Mika 4:1-4.

De små begyndelser

Selv om der til en vis grad var blevet forkyndt for døve i 1960’erne, var det først i 1970’erne at enkelte af dem begyndte at overvære Jehovas Vidners møder i Seoul, hovedstaden i Sydkorea. En kristen broder som var hurtig til at skrive, noterede hovedpunkter og skriftsteder på en tavle under møderne.

En broder fra Taejon havde en søn der var døv. I 1971 begyndte broderen at undervise sønnen og hans døve venner om Riget. Fra denne gruppe er der kommet flere nidkære forkyndere som nu har en central rolle i forbindelse med arbejdet i tegnsprogsdistriktet. — Zakarias 4:10.

’Unge møder villigt frem’

Hvis døve skulle tage imod kundskaben om Jehova og Jesus og gå på den vej der fører til livet, var det nødvendigt at gøre en stor  indsats. Mange flere måtte tage del i dette arbejde. (Johannes 17:3) Adskillige Jehovas Vidner har derfor lært tegnsprog og er blevet rigt belønnet med et væld af gode oplevelser.

En ung broder på 15 år ved navn Park In-sun besluttede sig for at lære tegnsprog. Med det for øje kom han i lære på en fabrik hvor 20 døve var ansat. I otte måneder arbejdede han nært sammen med dem for at lære deres sprog og sætte sig ind i deres tankegang. Det følgende år blev han pioner, eller heltidsforkynder, og tog sig af en gruppe døve som var interesseret i at lære Bibelens sandheder at kende. Gruppen voksede meget hurtigt, og inden længe overværede mere end 35 søndagsmøderne. — Salme 110:3.

Derefter blev der for første gang i Seoul afholdt kristne møder udelukkende på tegnsprog. Broder Park In-sun var specialpioner i denne voksende gruppe. Han var blevet dygtig til tegnsprog, og i løbet af nogle måneder ledede han 28 bibelstudier. Mange af dem han studerede med, gjorde fremskridt og blev vidner for Jehova.

Som et resultat af denne ihærdige indsats blev den første tegnsprogsmenighed oprettet i Seoul i oktober 1976 med 40 forkyndere og 2 almindelige pionerer. Det ansporede til yderligere aktivitet i andre af Sydkoreas byer. Mange døve hungrede efter den gode nyhed og ventede kun på at blive besøgt.

Forkyndelse blandt døve

Måske spekulerer du på hvordan døve blev fundet. Mange gange skete det ved at døve man havde kontakt med, henviste til andre. Man henvendte sig desuden til lokale butiksejere som solgte ris, og fik gennem dem nogle navne og adresser. Offentlige kontorer hjalp også med at give sådanne oplysninger. Der blev forkyndt flittigt for døve, og det førte til at der med tiden blev oprettet fire tegnsprogsmenigheder. Mange unge forkyndere blev opmuntret til at lære tegnsprog.

Specialpionerer der havde lært tegnsprog, blev af Jehovas Vidners afdelingskontor udnævnt til at arbejde sammen med disse menigheder. Menighederne er også blevet åndeligt styrket ved at brødre der for nylig er udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere, er blevet sendt dertil.

De der arbejder i koreansk tegnsprogsdistrikt, har visse vanskeligheder at overvinde. For eksempel må de sætte sig ind i døves tankegang og væremåde. Nogle døve er meget spontane og siger tingene ligeud. Det kan indimellem overraske folk og give anledning til misforståelser. Når Jehovas Vidner leder bibelstudier med døve i Korea, kan det være nødvendigt at hjælpe eleverne til at blive bedre til tegnsprog og opmuntre dem til at læse og studere noget mere.

I dagligdagen står døve i Korea over for vanskeligheder som andre ikke kender til. For eksempel kan det være et stort problem for dem at kommunikere med offentlige kontorer og sundhedsvæsen samt at klare helt enkle forretningsanliggender.  Jehovas Vidner fra de nærliggende menigheder har kærligt tilbudt deres hjælp i sådanne situationer. På den måde har de døve i den kristne menighed oplevet ægte broderskab. — Johannes 13:34, 35.

Uformel forkyndelse giver resultater

I Pusan, den største havneby på sydkysten, mødte et af Jehovas Vidner tilfældigvis to døve. De skrev på et stykke papir: „Vi kan godt lide Paradiset. Vi vil gerne se de skriftsteder der taler om evigt liv.“ Forkynderen skrev deres adresse ned så han kunne besøge dem. Da han kom, fandt han et værelse der var fuldt af døve som spændt ventede på at høre Rigets budskab. Denne oplevelse fik forkynderen til at gå i gang med at lære tegnsprog. Inden længe blev der oprettet en tegnsprogsmenighed i Pusan.

En broder fra denne menighed fik øje på to der talte sammen på tegnsprog. Han gik hen til dem, og da han blev klar over at de lige havde været til et religiøst møde, inviterede han dem til mødet i rigssalen klokken to samme eftermiddag. De kom, og et bibelstudium blev påbegyndt. Kort tid efter overværede de områdestævnet sammen med 20 andre af deres døve venner. Fra denne gruppe har flere indviet deres liv til Jehova. To er blevet ældste, og en er blevet menighedstjener.

 Beslutsomhed belønnes

Nogle døve bor ret langt fra tegnsprogsmenighederne, så det kræver ofte en ekstra indsats og stor beslutsomhed regelmæssigt at forsyne dem med åndelig føde fra Bibelen. For eksempel var der en 31-årig mand som levede af fiskeri. Han hørte om Bibelens budskab gennem sin yngre bror, der var blevet kontaktet af Jehovas Vidner. For at denne fisker kunne få dækket sit åndelige behov, måtte han sejle 16 kilometer til Tongyoung, en by på Koreas sydkyst. Her mødtes han hver mandag med en specialpioner fra tegnsprogsmenigheden i Masan. Specialpioneren måtte køre 65 kilometer for at studere Bibelen med den interesserede fisker!

For at overvære søndagsmødet i Masan måtte fiskeren først sejle 16 kilometer og derefter køre 65 kilometer med bus. Men hans vedholdenhed gav gode resultater. På få måneder blev hans tegnsprog bedre. Han lærte flere koreanske bogstaver og, vigtigst af alt, hvordan man opbygger et nært forhold til Jehova. Da han blev klar over hvor nødvendigt det var at komme til alle møderne og regelmæssigt deltage i forkyndelsen, flyttede han til menighedens distrikt. Var det let? Bestemt ikke. Han måtte opgive sit arbejde som fisker, der ellers gav ham 26.000 kroner om måneden. Men hans beslutsomhed blev belønnet. Han gjorde fremskridt i sandheden, blev døbt og glæder sig nu over at tjene Jehova sammen med sin familie.

Oversættelse for døve

Den gode nyhed om Riget bliver ofte overbragt mundtligt. Men for at videregive budskabet fra Guds ord mere nøjagtigt er det vigtigt at Bibelens lære bliver gengivet på skrift. Af den grund skrev erfarne ældste i det første århundrede bøger og breve. (Apostelgerninger 15:22-31; Efeserne 3:4; Kolossenserne 1:2; 4:16) I vor tid har vi fået en overflod af åndelig føde. Vore kristne publikationer er blevet oversat til flere hundrede sprog, også forskellige tegnsprog. Afdelingskontoret har oprettet en oversættelsesafdeling for at kunne oversætte til koreansk tegnsprog, og en videoafdeling producerer videofilm på tegnsprog. På den måde bliver der sørget for åndelig føde til døve forkyndere og interesserede i alle Sydkoreas menigheder.

Skønt mange er blevet rigtig gode til tegnsprog og har hjulpet med at fremstille videofilm, er de bedste oversættere som regel børn af døve forældre. De har nemlig lært denne kommunikationsform fra de var helt små. Ikke nok med at deres tegn er meget nøjagtige, men de kan med deres gestus og ansigtsudtryk gøre budskabet mere levende, og af den grund får det større vægt og kan nå sind og hjerte.

Som nævnt bliver der nu regelmæssigt holdt stævner på tegnsprog i Sydkorea. Det kræver meget arbejde, mange penge og store anstrengelser, men stævnedeltagerne er taknemmelige for at det kan lade sig gøre. Når stævnerne er slut, kan de delegerede næsten ikke løsrive sig, men ønsker at fortsætte det opbyggende samvær med deres trosfæller for at tale om alt det de har lært. Det kræver noget at hjælpe denne særlige sproggruppe, men i betragtning af de åndelige velsignelser der følger med, er det afgjort indsatsen værd.

[Illustration på side 10]

Videofilm på tegnsprog fremstillet i Sydkorea: „Hvad kræver Gud af os?“, „Værdsæt din åndelige arv“, „Advarende eksempler for vor tid“ og „Vis respekt for Jehovas myndighed“

[Illustrationer på side 10]

Med uret, begynd nedenfor: Optagelse af tegnsprogsvideo på det koreanske afdelingskontor; forberedelse af tegn for teokratiske udtryk; tegnsprogsoversætterne; samarbejdet med den der udfører tegnene under videooptagelsen