Spørgsmål fra læserne
Spørgsmål fra læserne
Hvad menes der med at Satan „har magt til at forårsage død“, sådan som der står i Hebræerbrevet 2:14?
Kort sagt mente Paulus dermed at Satan enten direkte eller gennem sine håndlangere kan forårsage menneskers død. Jesus kaldte tilsvarende Satan for „en manddraber da han begyndte“. — Johannes 8:44.
Ordlyden af Hebræerbrevet 2:14 kan misforstås i nogle bibeloversættelser, for eksempel den danske autoriserede oversættelse, der siger at Satan „har dødens magt“. Man kan få det indtryk at Satan har ubegrænset magt til at dræbe hvem som helst. Men det er tydeligvis ikke tilfældet, for så ville han sandsynligvis for længst have fjernet Jehovas tilbedere fra jorden. — 1 Mosebog 3:15.
Det græske udtryk der i den danske autoriserede oversættelse er gengivet med „dødens magt“ og i Ny Verden-Oversættelsen med „magt til at forårsage død“, er kraʹtos tou thanaʹtou. Kraʹtos har grundbetydningen „kraft“, „styrke“ eller „magt“, og thanaʹtou er en form af navneordet „død“. Ifølge Theological Dictionary of the New Testament betegner kraʹtos „eksistensen og betydningen af en kraft eller styrke snarere end udøvelsen af den“. I Hebræerbrevet 2:14 er meningen derfor ikke at Satan har uindskrænket magt over døden; men Paulus gør opmærksom på at Satan har evne til, eller mulighed for, at forårsage død.
Hvordan udøver Satan sin „magt til at forårsage død“? I Jobs Bog omtales en situation der nok var et særtilfælde, nemlig dengang Satan ’forårsagede død’ over Jobs børn med et uvejr. Det er værd at lægge mærke til at Satan kun kunne dette med Guds tilladelse. Gud tillod det fordi det ville tjene til at få afgjort et vigtigt stridsspørgsmål. (Job 1:12, 18, 19) Men Satan kunne ikke slå Job ihjel, for det fik han ikke lov til. (Job 2:6) Det viser at Satan lejlighedsvis har kunnet forårsage trofaste menneskers død, men at vi ikke behøver at grue for at han kan slå os ihjel efter forgodtbefindende.
Satan har også forårsaget død ved hjælp af mennesker. For eksempel har mange kristne lidt døden for deres tro, blandt andet som ofre for ophidsede pøbelsværme eller ved justitsmord begået af myndighedspersoner eller partiske dommere. — Åbenbaringen 2:13.
Desuden har Satan nu og da forårsaget død ved at udnytte de menneskelige svagheder. Profeten Bileam foreslog moabitterne at lokke israelitterne til at „handle troløst mod Jehova“. (4 Mosebog 31:16) Det medførte at over 23.000 israelitter led døden. (4 Mosebog 25:9; 1 Korinther 10:8) Også i dag falder nogle for Satans „listige anslag“ ved at lade sig lokke til umoralitet eller til på anden måde at overtræde Guds lov. (Efeserne 6:11) Ganske vist mister de ikke livet straks, men de risikerer at gå glip af det evige liv, og på den måde forårsager Satan deres død.
Vi er selvfølgelig klar over at Satan har magt til at skade os, men vi har ingen grund til at nære overdreven frygt for ham. Da Paulus skrev om Satans magt til at forårsage død, tilføjede han at Kristus døde for at „gøre [Satan] til intet . . . og frigøre alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv“. (Hebræerne 2:14, 15) Ja, Jesus betalte løsesummen og befriede derved menneskeheden for trældom under synd og død. — 2 Timoteus 1:10.
Naturligvis maner det til eftertanke at Satan har magt til at forårsage død; men vi har den tillid at Jehova kan ophæve virkningerne af al den fortræd Satan og hans håndlangere gør os. Jehova forsikrer os om at den genopstandne Jesus vil „nedbryde Djævelens gerninger“. (1 Johannes 3:8) Jehova vil give Jesus magt til at genoprejse de døde og tilintetgøre døden. (Johannes 5:28, 29) Til sin tid vil Jesus virkningsfuldt afsløre hvor begrænset Satans magt er, ved at kaste ham i afgrunden. Siden vil Satan blive udslettet for evigt. — Åbenbaringen 20:1-10.