Livsberetning

Lykkelig er den hvis Gud er Jehova

FORTALT AF TOM DIDUR

Forsamlingshuset var allerede lejet. Vi forventede omkring 300 til stævnet i Porcupine Plains i den canadiske provins Saskatchewan. Om onsdagen begyndte det at sne. Da vi nåede fredag, var det regulær snestorm, og sigtbarheden var lig nul. Temperaturen faldt til minus 40 grader. Der kom 28, deriblandt nogle børn. Jeg var 25 år og ret nervøs, for det var mit første stævne som nyudnævnt kredstilsynsmand. Inden jeg fortæller hvordan det forløb, lad mig da berette hvad der gik forud for at jeg fik denne særlige tjenesteforret.

JEG er den syvende af i alt otte søskende, alle drenge. Bill, den ældste, blev efterfulgt af Metro, John, Fred, Mike og Alex. Så kom jeg, i 1925, og til sidst Wally. Vi boede nær byen Ukraina i Manitoba på en lille gård som mine forældre, Michael og Anna Didur, ejede. Far arbejdede ved jernbanen med vedligeholdelse af skinnerne. Da en sovebarak ved en øde jernbanestrækning ikke er det mest egnede sted at slå sig ned for en stor familie, blev vi boende på gården. Far kunne ikke være ret meget hjemme, så mor var alene om at opdrage os. En gang imellem besøgte hun far i en uge eller mere, så hun havde vist os hvordan man laver mad, bager og ordner det huslige. Og da vi tilhørte den  græsk-katolske kirke, havde mor også tidligt lært os at fremsige udenadlærte bønner og deltage i religiøse handlinger.

Lærer sandheden fra Bibelen at kende

Mit ønske om at forstå Bibelen blev vakt i mine unge år. En nabo som var et af Jehovas Vidner, besøgte os regelmæssigt og læste op for os af Bibelen om Guds rige, Harmagedon og den nye verdens velsignelser. Det var slet ikke noget der interesserede mor, men Mike og Alex syntes godt om det de hørte. Faktisk førte det til at de af samvittighedsgrunde ikke ville udføre militærtjeneste under den anden verdenskrig. Mike blev følgelig sendt i fængsel i en kort periode, og Alex i en arbejdslejr i Ontario. Efter nogen tid antog Fred og Wally også Bibelens sandheder. Men det gjorde mine tre ældste brødre ikke. Og i en del år var mor ligefrem imod sandheden, men senere tog hun også standpunkt for Jehova, til stor overraskelse for os alle. Hun blev døbt da hun var 83 år gammel, og døde da hun var 96. Far blev til sidst også venligere indstillet over for sandheden.

Da jeg var 17, rejste jeg til Winnipeg for at søge arbejde og slutte mig til en menighed af Jehovas Vidner så jeg kunne blive undervist i Bibelen. Der var på det tidspunkt nedlagt forbud mod Jehovas Vidner, men møderne blev holdt regelmæssigt. Det første møde jeg var til, blev holdt i et privat hjem. Nu var jeg jo vokset op med den græsk-katolske tro, så i begyndelsen synes jeg det var noget mærkeligt noget der blev talt om. Men lidt efter lidt kunne jeg godt se at opdelingen i præsteskab og lægfolk var ubibelsk, og at det ikke behagede Gud at præsterne velsignede krigsbestræbelserne. (Esajas 2:4; Mattæus 23:8-10; Romerne 12:17, 18) Tanken om at komme til at leve i et paradis på jorden virkede også mere realistisk og fornuftig end at skulle tilbringe evigheden et fjernt sted.

I erkendelse af at dette var sandheden, indviede jeg mig til Jehova og blev i 1942 døbt i Winnipeg. I 1943 blev forbuddet mod Jehovas Vidner ophævet i Canada, og der kom gang i forkyndelsesarbejdet. Bibelens sandheder blev også dybere rodfæstet i mit hjerte. Jeg havde det privilegium at virke som tjener i menigheden og at være med til at holde offentlige foredrag samt at arbejde i isolerede distrikter. De store stævner jeg var til i USA, havde også en vidtrækkende betydning for min åndelige vækst.

Jeg bliver heltidsforkynder

I 1950 begyndte jeg som pioner, og i december samme år blev jeg bedt om at tjene som kredstilsynsmand. Jeg havde den store forret at komme i oplæring hos en meget erfaren og loyal broder, Charlie Hepworth i Toronto. Som led i oplæringen skulle jeg til min store glæde tilbringe den sidste uge sammen med min bror Alex, som virkede i rejsetjenesten i Winnipeg.

Mit første kredsstævne, som jeg beskrev i indledningen, står prentet i min hukommelse. Jeg var naturligvis nervøs for hvordan det ville forløbe. Områdetilsynsmanden, broder Jack Nathan, sørgede for at alle var travlt optaget og i godt humør. Vi fik de forhåndenværende brødre til at give et resumé af programmet og skiftedes til at fortælle oplevelser, at vise hvordan man kunne aflægge hus til hus-besøg og genbesøg og lede bibelstudier. Vi sang også Rigets sange. Mad havde vi nok af, og vi fik kaffe og brød så godt som hver anden time. Nogle sov på  bænkene og på podiet, mens andre sov på gulvet. Om søndagen aftog stormen så meget at der var 96 der overværede det offentlige foredrag. Det var en oplevelse der lærte mig at klare vanskelige forhold.

Den næste kreds jeg fik tildelt, bragte mig til det nordlige Alberta og British Columbia og til Yukon Territory — midnatssolens land. Det krævede både udholdenhed og forsigtighed at rejse og forkynde langs den knap 1500 kilometer lange, ujævne Alaska Highway fra Dawson Creek i British Columbia til Whitehorse i Yukon. Den store udfordring bestod ikke mindst i snefygning, sneskred, glatte bjergskråninger og dårlig sigtbarhed.

Jeg var overrasket over den udbredelse sandheden vandt på disse nordlige breddegrader. Walter Lewkowicz og jeg besøgte engang en beskeden lille hytte i nærheden af Lower Post i British Columbia. En smule lys som trængte ud gennem et lille vindue, viste at der boede nogen i hytten. Klokken var omkring ni om aftenen da vi bankede på døren. En mandsstemme råbte „kom ind“, og vi fulgte opfordringen. Til vores store overraskelse fandt vi en ældre mand liggende i en køje i færd med at læse Vagttårnet. Det blad han havde, var endda nyere end det vi kom med. Han fortalte os at han fik bladene med luftpost. Da vi på dette tidspunkt havde været væk i over otte dage, havde vi ikke fået de nyeste blade. Manden fortalte at han hed Fred Berg, og at det var første gang han fik besøg af Jehovas Vidner, selv om han havde abonneret på bladene i flere år. Han bad os om at blive til næste dag. Vi fik lejlighed til at drøfte mange emner med ham ud fra Bibelen og traf aftale om at andre forkyndere som regelmæssigt kom på disse kanter, skulle besøge ham.

I mange år betjente jeg tre små kredse. De strakte sig over 3500 kilometer fra Grande Prairie i Alberta mod øst til Kodiak i Alaska mod vest.

Jeg lærte på denne smukke måde at Jehova viser ufortjent godhed mod alle mennesker, og  at de som er ret indstillet til evigt liv, lader sig påvirke af Jehovas ånd, uanset i hvor fjerntliggende områder de bor. Et eksempel på det er Henry Lepine fra Dawson City i Yukon, det nuværende Dawson. I 60 år havde Henry faktisk ikke været uden for det afsondrede guldmineområde han boede i. Men værdsættelse fik denne 84-årige mand til at foretage en rejse på over 1600 kilometer til Anchorage for at overvære et kredsstævne — og det skønt han endnu ikke havde oplevet et eneste menighedsmøde. Han var begejstret for programmet og nød samværet. Henry vendte tilbage til Dawson City og forblev trofast indtil sin død. Mange som kendte Henry, var nysgerrige efter at vide hvad der kunne få en ældre mand som ham til at foretage en så lang rejse. Det fik flere andre på samme alder til at undersøge sandheden. Så Henry var på en indirekte måde med til at aflægge et godt vidnesbyrd.

Jehova viser mig ufortjent godhed

I 1955 blev jeg til min store glæde indbudt til at være med i Gileadskolens 26. klasse. Det jeg lærte, var meget trosstyrkende og hjalp mig til at holde mig nær til Jehova. Efter gileadafslutningen fik jeg til opgave at fortsætte i rejsetjenesten i Canada.

Jeg tjente i provinsen Ontario i omkring et år. Så fik jeg igen til opgave at rejse til det høje nord. For mit indre blik kan jeg stadig se de naturskønne veje langs de klare, funklende søer sno sig op gennem bjergkæderne med de sneklædte tinder. Om sommeren er de dybe dale og langstrakte enge med farverige blomster et lige så betagende syn. Luften er frisk, og vandet er rent. Og bjørne, ulve, rensdyr, elge og andre vilde dyr strejfer uforstyrret omkring i deres naturlige omgivelser.

At rejse rundt i Alaska med det ustadige vejr og de lange afstande indebærer dog visse udfordringer. Den kreds jeg betjente, strakte sig over 3200 kilometer fra øst til vest. Dengang blev der ikke stillet nogen bil til rådighed for en kredstilsynsmand. De lokale brødre tilbød som regel at køre mig til den næste menighed. Men undertiden var jeg nødt til at få et lift med en lastbil eller nogle turister.

Det måtte jeg gøre engang jeg skulle ad Alaska Highway fra Tok Junction i Alaska til Scotty Creek-området i Canada. Fra det amerikanske toldsted til det canadiske var der omkring 160 kilometer. Jeg fik et lift de første 50 kilometer. Derefter kom der ikke flere biler, så i de næste ti timer tilbagelagde jeg 40 kilometer til fods. Først senere fandt jeg ud af at trafikken var blevet standset af et sneskred et stykke fra det toldkammer jeg lige havde passeret. Ved midnat faldt temperaturen til minus 23 grader, og der var stadig 80 kilometer til den nærmeste beboelse. Jeg var nødt til at finde et sted hvor jeg kunne hvile mig.

Da jeg humpede videre, fik jeg øje på en forladt bil som var delvis dækket af sne. Jeg forestillede mig at jeg kunne overleve den  kolde nat hvis jeg kunne komme ind i bilen og sove på sæderne. Det lykkedes mig at få så meget sne væk at jeg kunne åbne døren, men kun for at erfare at bilen var ribbet for alt. Heldigvis fandt jeg en tom hytte lidt længere henne ad vejen. Efter lidt besvær med at komme ind og få tændt ild lykkedes det mig at få et par timers søvn. Om morgenen fik jeg et lift med en bil til et sted hvor jeg kunne få lidt tiltrængt mad og få gjort noget ved mine medtagne fingre.

Jehova giver vækst i det nordlige

Mit første besøg i Fairbanks var meget opmuntrende. Vi mødte stor interesse i distriktet, og der kom omkring 50 til det offentlige foredrag om søndagen. Det blev holdt i et lille missionærhjem hos Vernor og Lorraine Davis. Der var så lidt plads at nogle var nødt til at være i køkkenet, i soveværelset og i gangen for at høre foredraget. Vi indså at det var nødvendigt med en rigssal for at imødekomme interessen her i Fairbanks. Så med Jehovas hjælp erhvervede vi os en stor bygning som tidligere havde været brugt til dansesal, og fik den flyttet til et mere egnet sted. Vi fik boret en brønd, installeret toiletter og indlagt varme. Inden der var gået et år, havde vi en velfungerende rigssal i Fairbanks. Da vi senere fik bygget et køkken, kunne vi i 1958 også bruge den til et områdestævne, som blev overværet af 330.

I sommeren 1960 foretog jeg den lange rejse med bil ned til Jehovas Vidners hovedkontor i New York for at deltage i et kursus for rejsende tilsynsmænd i USA og Canada. Under opholdet talte broder Nathan Knorr og andre ansvarshavende brødre med mig om mulighederne for at oprette et afdelingskontor i Alaska. Få måneder senere modtog vi den glædelige nyhed at Alaska fra den 1. september 1961 skulle have sit eget afdelingskontor. Broder Andrew K. Wagner skulle føre tilsyn med det. Han og hans hustru, Vera, havde været på Betel i Brooklyn i 20 år og havde også kendskab til rejsetjenesten. Jeg var glad for at der blev oprettet et afdelingskontor i Alaska, for det reducerede kredstilsynsmandens rejser og gjorde det muligt for ham at fokusere mere på menighedernes og de isolerede distrikters specifikke behov.

Sommeren 1962 var en glædelig tid i Alaska. Afdelingskontoret blev indviet, og der blev holdt et områdestævne i Juneau. I Whitehorse i Yukon og i Juneau blev der bygget rigssale, og der blev oprettet mange nye grupper i isolerede distrikter.

Tilbage til Canada

Jeg havde i nogle år skrevet sammen med Margareta Petras fra Canada. Reta, som hun altid blev kaldt, havde været pioner siden 1947, var udgået fra Gilead i 1955 og virkede som pioner i det østlige Canada. Jeg friede til hende, og hun sagde ja. Vi blev gift i Whitehorse i februar 1963. Om efteråret fik vi at vide at vi skulle fortsætte i kredstjenesten i det vestlige Canada, og der havde vi den glæde at virke i de næste 25 år.

I 1988 blev vi af helbredsmæssige grunde specialpionerer i Winnipeg i Manitoba, og i omkring fem år bestyrede vi samtidig en stævnehal. Vi tager stadig del i det glædelige arbejde med at gøre disciple i det omfang vores kræfter tillader det. Da vi var i kredstjenesten, oprettede vi mange bibelstudier som andre kom til at lede. Nu har vi, med Jehovas ufortjente godhed, den forret ikke blot at finde de interesserede, men også at se dem nå frem til indvielse og dåb.

Jeg kan med fuld overbevisning sige at et liv i Jehovas tjeneste er bedre end noget andet. Det er meningsfyldt og tilfredsstillende, og ens kærlighed til Jehova vokser dag for dag. Det giver ægte lykke. Uanset hvilken opgave vi har, og hvor i verden vi tjener, må vi give salmisten ret i udtalelsen: „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“ — Salme 144:15.

[Illustration på side 24, 25]

I kredstjenesten

[Illustrationer på side 25]

Jeg besøger Henry Lepine i Dawson City. Det er mig til venstre

[Illustration på side 26]

Den første rigssal i Anchorage

[Illustration på side 26]

Reta og mig i 1998