Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Effektiv hjælp til de fattige

Effektiv hjælp til de fattige

Effektiv hjælp til de fattige

DA JESUS KRISTUS, Guds søn, var på jorden, viste han at han var oprigtigt interesseret i at hjælpe de fattige. Et øjenvidne sagde om det Jesus gjorde: „Blinde ser igen og halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører, døde bliver oprejst og fattige får den gode nyhed forkyndt.“ (Mattæus 11:5) Men hvad med de mange millioner fattige i dag? Er der noget godt i vente for dem? Ja, der findes et budskab om håb!

I denne verden er det almindeligt at fattige mennesker bliver ignoreret og glemt, men Bibelen lover: „Den fattige skal ikke for bestandig glemmes, eller de sagtmodiges håb gå til grunde for evigt.“ (Salme 9:18) Disse trøstende ord vil gå i opfyldelse når Guds rige, en himmelsk regering, erstatter alle menneskeskabte styreformer. (Daniel 2:44) Som konge i denne himmelske regering vil Jesus „ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ — Salme 72:13, 14.

Hvordan vil levevilkårene blive når Kristus regerer over jorden? De der er underlagt Kristi verdensherredømme, vil nyde frugten af deres arbejde. Bibelen siger i Mika 4:4: „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve, for Hærstyrkers Jehovas mund har talt.“ Guds rige vil endda løse problemerne med sygdom og død. (Esajas 25:8) Det vil være en helt anden verden! Vi kan tro på disse bibelske løfter fordi de er nedskrevet under guddommelig inspiration.

Men Bibelen indeholder ikke blot et budskab om håb. Den kan også hjælpe os til at løse dagligdagens problemer. Den kan for eksempel hjælpe en til at overvinde den mangel på selvrespekt som fattigdom kan medføre. En kristen der er fattig, véd fra sit studium af Bibelen at han er lige så værdifuld i Guds øjne som en kristen der er rig. I Jobs Bog i Bibelen står der at Gud „ikke agter den ædle højere end den ringe, for de er alle hans hænders værk“. (Job 34:19) Gud elsker dem lige højt. — Apostelgerninger 10:34, 35.