Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Findes der kun én ’sand religion’?

Findes der kun én ’sand religion’?

Findes der kun én ’sand religion’?

„LIGESOM der kun er én Kristus, sådan findes der kun ét Kristi legeme, én Kristi brud: ’én eneste katolsk og apostolsk kirke.’“ — Dominus Iesus.

Sådan formulerer den katolske kardinal Joseph Ratzinger sin kirkes lære om at der kun kan findes én sand religion, „Kristi eneste kirke“. Ifølge ham er den „indeholdt i den katolske kirke“.

’Ikke kirker i ordets egentlige forstand’

Pave Johannes Paul II hævder at dokumentet Dominus Iesus ikke udtrykker „arrogance eller respektløshed over for andre trossamfund“. Men det har skabt røre blandt protestantiske kirkeledere. I juni 2001 erklærede en gejstlig ved den presbyterianske generalsynode i Belfast at dokumentet var et værk af „en magtfuld fraktion i den romersk-katolske kirke . . . der er ude af sig selv af skræk over den åbenhed Det Andet Vatikankoncil medførte“.

Church of Irelands primas, Robin Eames, har udtalt at han ville være „umådelig skuffet“ hvis dokumentet betød „en tilbagevenden til status før Det Andet Vatikankoncil“. Han føler sig krænket over Vatikanets påstand om at kirker der forkaster visse katolske doktriner, „ikke er kirker i ordets egentlige forstand“.

Hvorfor blev Dominus Iesus udarbejdet? Tilsyneladende fordi romerkirkens kurie var foruroliget over den såkaldte religiøse relativisme. Ifølge The Irish Times „er kardinal Ratzinger blevet mere og mere ængstelig over den pluralistiske teologi, der i hovedsagen går ud på at den ene religion er lige så god som den anden.“ Det var øjensynlig det der fremkaldte hans bemærkning om at der kun findes én sand kirke.

Er det underordnet hvilken religion man har?

Det undrer ikke at mange finder „religiøs relativisme“ (et synonym for „pluralistisk teologi“) mere fornuftig og tiltalende end påstanden om at der kun findes én sand kirke. For dem er religion udelukkende et spørgsmål om personlig smag. De mener at i sidste instans er det underordnet hvilken religion man har.

Det lyder jo tolerant; men den holdning har samtidig opdelt folk i et utal af forskellige trosretninger. Mange mener at denne forskelligartethed kun er et sundhedstegn, et udslag af den personlige frihed. Men ifølge skribenten Steve Bruce er denne „religiøse tolerance“ slet og ret „religiøs ligegyldighed“. — A House Divided: Protestantism, Schism, and Secularization.

Hvem har ret? Findes der kun én sand religion? Er det i så fald den katolske kirke? Er andre religioner lige så antagelige for Gud? Vores stillingtagen berører vort forhold til Skaberen, så det er vigtigt at kende hans synspunkter. Hvor finder vi dem udtrykt? I hans inspirerede ord, Bibelen. (Apostelgerninger 17:11; 2 Timoteus 3:16, 17) I næste artikel ser vi på hvad Bibelen siger om emnet.