Lovsyng Jehova „midt i menigheden“

MØDERNE i den kristne menighed er en ordning fra Jehova for at hans tjenere kan bevare deres åndelige styrke. Vi kan vise vores værdsættelse ved regelmæssigt at overvære dem. Ved møderne kan vi desuden „anspore [vore brødre] til kærlighed og gode gerninger“. Det er et vigtigt udslag af indbyrdes kærlighed. (Hebræerne 10:24; Johannes 13:35) Hvordan kan vi anspore hinanden ved møderne?

Giv udtryk for din tro

Kong David skrev: „Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre; midt i menigheden lovsynger jeg dig. Fra dig kommer min lovsang i den store menighed.“ „Jeg vil prise dig i den store menighed; jeg vil lovsynge dig i et talrigt folk.“ „Jeg har forkyndt godt nyt om retfærdighed i den store menighed. Se! mine læber lukker jeg ikke.“ — Salme 22:22, 25; 35:18; 40:9.

På apostelen Paulus’ tid gav de kristne ligeledes udtryk for deres tro på Jehova og herliggjorde ham når de kom sammen. Det var til gensidig opmuntring, og de ansporede hinanden til kærlighed og gode gerninger. Nu, mange hundrede år efter at David og Paulus  levede, ’ser vi Jehovas dag nærme sig’. (Hebræerne 10:24, 25) Satans ordning nærmer sig tydeligvis sit sammenbrud, og problemerne vokser hele tiden. Mere end nogen sinde ’behøver vi udholdenhed’. (Hebræerne 10:36) Hvem andre end vore trosfæller kan opmuntre os til at holde ud?

Ligesom i fortiden har vi i dag lejlighed til personligt at give udtryk for vores tro „midt i menigheden“. Det kan vi blandt andet ved at svare på spørgsmål der bliver stillet til forsamlingen under møderne. Lad os aldrig undervurdere muligheden for at gøre godt ved at give vores besyv med. Hvis vi for eksempel i vores kommentarer fortæller hvordan man overvinder eller undgår problemer, tilskynder vi vores brødre til at følge Bibelens vejledning. Og når vi forklarer ikkeciterede skriftsteder som studiematerialet henviser til, eller vi indfletter uddybende oplysninger som vi har fundet frem til, opmuntrer vi andre til at få gode studievaner.

Erkendelsen af at vi med vores svar gavner andre og os selv, kan tilskynde os til at overvinde den frygtsomhed og tilbageholdenhed vi så let føler. Det er især vigtigt at ældste og menighedstjenere kommenterer, for de bør jo føre an ved at være aktive mødedeltagere. Hvad kan man gøre hvis man har svært ved at overvinde sig til at være med i dette aspekt af den kristne tjeneste?

Hvordan man får gjort noget ved det

Husk at det glæder Jehova. En tysk søster siger om sit motiv til at svare: „Ved at svare gendriver jeg Satans forsøg på at hindre Guds tjenere i at udtrykke deres tro.“ En nydøbt broder i samme menighed fortæller at han hyppigt beder Jehova om hjælp til at kommentere.

Forbered dig godt. Hvis du ikke når at forstudere, er det sværere at svare, og svarene bliver ofte generelle. Bogen Den Teokratiske Skole — til gavn for kristne forkyndere giver på side 70 nogle gode råd om at kommentere ved menighedens møder. *

Beslut at du vil kommentere mindst én gang ved hvert møde. Hvis det skal lykkes, er det en god idé at forberede flere svar, for jo oftere man rækker hånden op, desto større sandsynlighed er der naturligvis for at man bliver spurgt. Du kan også i forvejen tale med studielederen om hvilke spørgsmål du gerne vil svare på. Det er især en hjælp i begyndelsen. Det bliver lettere at række hånden op „i den store menighed“ når du er forberedt på at kommentere en bestemt paragraf og du véd at  studielederen vil lægge mærke til om du markerer.

Vent ikke for længe. Det der kræver overvindelse, bliver kun sværere hvis man udsætter det. Hvis du svarer i begyndelsen af studiet, vil du sikkert blive overrasket over hvor meget lettere det er at markere igen.

Vælg plads med omtanke. Nogle har lettere ved at svare når de sidder langt fremme i rigssalen. Her bliver man ikke så nemt distraheret, og den broder der leder indlægget, har lettere ved at få øje på én. Hvis du sidder langt fremme, så husk at tale så højt at alle kan høre dig, især hvis der ikke er installeret mikrofoner blandt tilhørene.

Lyt godt efter andres svar. Så risikerer du ikke at gentage noget der lige er blevet sagt. Desuden kommer du måske i tanker om et skriftsted eller en pointe der kan uddybe den foregående kommentar. Nu og da kan det gøre stor gavn ganske kort at genfortælle en erfaring der belyser det der drøftes.

Væn dig til at svare med dine egne ord. Hvis du læser din kommentar højt fra pensummet, viser du at du har fundet det rigtige svar, og det kan gøre det nemmere at komme i gang. Men hvis du udvikler evnen til at svare med dine egne ord, viser du at du forstår tanken. Der er ingen grund til at citere vores publikationer ordret, og det forventes ikke at Jehovas Vidner mekanisk gentager hvad der står i deres publikationer.

Hold dig til emnet. Vi bør undgå kommentarer der ikke har forbindelse med emnet eller den aktuelle hovedtanke. Hvis vores svar kredser om det emne der behandles, er de med til at gøre drøftelsen åndeligt opbyggende.

Læg vægt på at opmuntre. Et vigtigt formål med at kommentere er at opmuntre andre, og vi bør derfor ikke sige noget der kunne virke nedslående. Dæk heller ikke hele paragraffen, for så er der måske næsten eller slet intet andre kan fremhæve. Lange svar og indviklede kommentarer er ofte vage. Korte svar med ganske få ord kan til gengæld være virkningsfulde, og de kan desuden give de uerfarne mod til at deltage med deres egne korte svar.

Hvad studielederen kan gøre

Studielederen har stor indflydelse på om drøftelsen er opmuntrende. Han kan vise ægte interesse for hver eneste kommentar ved at lytte omhyggeligt og venligt holde blikket rettet mod den han har givet ordet, i stedet for at beskæftige sig med noget andet. Det ville være uheldigt hvis han ikke hørte efter og derfor unødigt gentog det der lige var blevet sagt, eller stillede et spørgsmål der var blevet besvaret.

Det virker også forstemmende hvis studielederen har for vane at gentage et svar  i let omformuleret udgave, som om han ville antyde at svaret ikke var godt nok. Derimod er det opmuntrende når studielederen bruger svarene som stikord til en yderligere drøftelse af et vigtigt punkt. Han kan fremkalde positive og værdifulde kommentarer ved for eksempel at spørge ’Hvordan kan vi bruge det i vores menighed?’ eller ’Hvilket skriftsted i paragraffen underbygger det svar vi lige har hørt?’.

Det er naturligvis særlig på sin plads at rose når nye eller generte kommenterer. Hvis studielederen giver ros under fire øjne bagefter, føles det ikke pinligt, og han kan uforstyrret give eventuelle forslag.

I en almindelig samtale undertrykker det kommunikationen hvis en af parterne taler ustandselig. De andre opgiver at udtale sig og nøjes med at lytte med et halvt øre, hvis de i det hele taget hører efter. Noget lignende sker let hvis studielederen kommenterer for hyppigt. Hvis han stiller supplerende spørgsmål, stimuleres deltagerne til at tænke dybere over emnet. Men vis mådehold med tillægsspørgsmål.

Studielederen vil ikke automatisk give ordet til den første der rækker hånden op. Det ville tage modet fra dem der har brug for lidt tid til at sætte ord på deres tanker. En kort pause giver dem der endnu ikke har svaret, lejlighed til at deltage. Studielederen vil også vise dømmekraft ved ikke at lade børn svare på spørgsmål om emner der ligger uden for deres fatteevne.

Hvad gør man hvis svaret er forkert? Studielederen bør ikke sætte den der har svaret, i forlegenhed. Som regel har selv et urigtigt svar en kerne af sandhed. Hvis studielederen taktfuldt tager det korrekte i svaret op, omformulerer spørgsmålet eller stiller et uddybende spørgsmål, kan han afklare misforståelser uden at nogen bliver flove.

Det virker mest tilskyndende hvis studielederen undlader at stille generelle spørgsmål som ’Er der flere der gerne vil sige noget?’. Et spørgsmål som ’Hvem har endnu ikke svaret? Det er sidste chance!’ er måske velment, men det får næppe nogen til at vove sig ud af busken. Man bør ikke give deltagerne skyldfølelse over at de ikke har kommenteret endnu. Det er bedre at de motiveres af kærlighed. Og når studielederen giver ordet til en deltager, bør han ikke sige noget i retning af „bagefter hører vi broder NN og dernæst søster AA“. Man bør høre kommentaren inden man afgør om der er grund til at få mere frem.

At kommentere er en forret

De kristne møder er uundværlige for vores åndelige sundhed, og det er en forret at kommentere ved møderne. I samme omfang som vi på denne måde er med til at prise Jehova „midt i menigheden“, følger vi Davids eksempel. Derved efterlever vi også Paulus’ opfordring. Når vi svarer ved møderne, viser vi at vi elsker vore brødre, og at vi tilhører Jehovas store menighed. Hvor ellers kunne vi tænke os at befinde os mens vi „ser dagen nærme sig“? — Hebræerne 10:25.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 20]

Det er vigtigt både at lytte og kommentere ved de kristne møder

[Illustration på side 21]

Studielederen bør vise ægte interesse for hver eneste kommentar