Spørgsmål fra læserne

Mange steder i verden er det almindeligt at give bryllupsgaver. Hvilke bibelske principper skal man tage hensyn til når man giver eller modtager sådanne gaver?

Ifølge Bibelen er det i orden at give gaver når det bliver gjort med det rette motiv og i en god anledning. Bibelen opfordrer sande kristne til at efterligne Jehova, som er en gavmild giver. (Jakob 1:17) Og apostelen Paulus tilskyndede sine medkristne: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ De kristne bliver altså opfordret til at være gavmilde. — Hebræerne 13:16; Lukas 6:38.

I nogle lande, blandt andet i USA og England, og også her i Danmark, kan et par som står over for at skulle giftes, gå ind i en udstyrsforretning og få oprettet en såkaldt „ønskeliste“. Denne ordning består i at parret blandt forretningens varer udvælger de ting de kunne ønske sig i bryllupsgave, og de bliver så opført på listen. Den ligger herefter i forretningen eller er ligefrem lagt ind på internettet, og parret kan meddele deres venner og slægtninge at der findes en sådan liste i den pågældende forretning. Efterhånden som gaverne bliver købt, streges de af listen. Det kan være en praktisk ordning som sparer giveren den tid det kan tage at finde en gave, og den kan spare modtagerne for besværet med at skulle bytte gaver som enten er dubletter, eller som ikke falder i parrets smag.

Om parret vil bruge en sådan liste, er naturligvis noget de selv må afgøre. Dog skal de passe på ikke at komme til at gøre noget som kunne krænke de kristne principper. Det kunne for eksempel være at det forlovede par lavede en liste som kun indeholdt meget dyre ting. Så ville de der kun har begrænsede midler at råde over, måske ikke kunne give en gave, og de synes måske at de hellere må sige nej tak til invitationen for at undgå det pinlige i kun at komme med en beskeden gave. En kristen kvinde skriver: „Det er ved at blive for meget med disse gaver. Jeg har prøvet at være gavmild, men i den sidste tid har jeg mistet den glæde jeg før fandt ved at give.“ Hvor sørgeligt hvis det blev resultatet af et bryllup, som ellers skulle være en anledning til glæde!

De som vil give en bryllupsgave, skal naturligvis ikke føle at en gave skal købes i en bestemt forretning eller høre til en bestemt prisklasse hvis modtagerne skal blive glade for den. Når alt kommer til alt, sagde Jesus at det der betyder noget hos Gud, er giverens hjertetilstand og ikke gavens materielle værdi. (Lukas 21:1-4) På samme måde skrev apostelen Paulus om barmhjertighedsgaverne til dem der var i nød: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Korinther 9:7.

Bibelsk set er der intet forkert ved at man viser hvem gaven kommer fra ved for eksempel at lægge et kort ved gaven. Nogle steder er det imidlertid skik at man åbenlyst, over for alle de tilstedeværende, bekendtgør hvem giveren er, og det kan medføre problemer. Måske ønsker giveren at forblive anonym for ikke at henlede opmærksomheden på sig selv fordi han eller hun vil følge princippet i Mattæus 6:3, hvor Jesus siger: „Men når du giver barmhjertighedsgaver, da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør.“ Andre synes måske at det at give en gave er en helt personlig sag mellem giver og modtager. Og som noget helt tredje kunne en oplæsning af givernes navne under udpakningen føre til at man sammenlignede gaverne og begyndte at anstille betragtninger over hvem der havde givet mest. (Galaterne 5:26) Ingen kristne vil ønske at sætte nogen i forlegenhed ved at bekendtgøre givernes navne. — 1 Peter 3:8.

Ja, hvis vi følger principperne i Guds ord, kan det stadig være en kilde til glæde at give gaver. — Apostelgerninger 20:35.