„Det har jeg aldrig hørt om før!“
Nyt fra Rigets arbejdsmark
„Det har jeg aldrig hørt om før!“
DOROTA, som er et af Jehovas Vidner og heltidsforkynder i Polen, tog med sin 14-årige søn til skolelægen. Mens lægen var i gang med undersøgelsen, spurgte hun Dorota om hendes søn hjalp til derhjemme.
„Ja, når jeg ikke selv kan, laver min søn mad til os alle seks i familien,“ svarede Dorota. „Han gør også rent og hjælper med reparationer i huset. Desuden kan han godt lide at læse og er flittig i skolen.“
„Det var dog fantastisk,“ sagde lægen. „Nu har jeg arbejdet her i 12 år, og jeg har aldrig hørt noget lignende!“
Dorota fornemmede at der var en mulighed for at fortælle om sin tro og sagde derfor: „I dag forsømmer mange forældre at give deres børn en ordentlig oplæring. Derfor ser man ofte at børn ikke har ret meget selvværd.“
„Hvorfra ved du alt det?“ spurgte lægen. „De fleste forældre ved absolut intet om sådan noget.“
„Det har jeg lært igennem Bibelen. Den er fyldt med værdifulde oplysninger om den slags,“ svarede Dorota. For eksempel siges der i Femte Mosebog 6:6-9 at oplæringen af vores børn begynder med at vi oplærer os selv. Er det ikke rigtigt at vi først og fremmest må fylde vores eget sind og hjerte med de værdinormer som vi ønsker at indprente børnene?“
„Det var dog utroligt!“ kom det fra lægen. „Utroligt!“ gentog hun. Så spurgte hun Dorota om hvordan hun bruger Bibelen når hun opdrager og underviser sine børn.
„Hver uge studerer vi Bibelen sammen som familie,“ fortalte Dorota. „Vi bruger en bog med titlen Unge spørger — Svar der duer.“ * Derefter beskrev hun bogen og nævnte nogle af de emner den behandler.
„Det har jeg aldrig hørt om før!“ udbrød lægen. „Kan jeg få lov at se den bog?“
En time senere vendte Dorota tilbage med den.
„Hvilken religion tilhører du?“ spurgte lægen mens hun kiggede bogen igennem.
„Jeg er et af Jehovas Vidner.“
„Hvordan ser Jehovas Vidner på dem der har en anden tro?“
„Vi respekterer dem — ligesom jeg respekterer dig,“ svarede Dorota og tilføjede: „Samtidig vil vi naturligvis også gerne have at folk lærer sandheden fra Bibelen at kende.“
„Det er jeg lettet over at høre,“ sagde lægen.
Da Dorota skulle til at gå, opmuntrede hun lægen til at læse Bibelen. „Det vil give dit liv mening og hjælpe dig i dit arbejde.“
„Du har virkelig givet mig lyst til det,“ indrømmede lægen.
Beslutsomt, men taktfuldt havde Dorota benyttet et besøg hos skolelægen til at fortælle om sin tro. — 1 Peter 3:15.
[Fodnote]
^ par. 10 Udgivet af Jehovas Vidner.