Mange spørgsmål — kun få overbevisende svar

OM FORMIDDAGEN allehelgensdag, den 1. november 1755, mens de fleste af Lissabons indbyggere var i kirke, ramte et voldsomt jordskælv byen. Tusinder af bygninger styrtede sammen, og titusinder af menneskeliv gik tabt.

Kort efter tragedien udgav den franske forfatter Voltaire sit digt Poème sur le désastre de Lisbonne (Digt om katastrofen i Lissabon). Heri modsagde han påstanden om at jordskælvet var Guds gengæld for folks synder. Han hævdede at katastrofer overstiger hvad mennesket kan fatte og forklare. To linjer lød:

Den stumme natur altid svar os nægter.

Vi behøver en Gud der taler til menneskets slægter.

Voltaire var naturligvis ikke den første der tog spørgsmålet om Guds retfærdighed op. Det har mennesker gjort i al den tid der har været tragedier og katastrofer. For tusinder af år siden, da patriarken Job havde mistet alle sine børn og var blevet ramt af en pinefuld sygdom, spurgte han: „Hvorfor giver [Gud] lys til den der har elendighed, og liv til dem hvis sjæl er bitter?“ (Job 3:20) I dag spørger mange hvordan en god og kærlig Gud tilsyneladende kan forholde sig passiv over for lidelser og uretfærdigheder i verden.

Stillet over for realiteter som hungersnød, krige, sygdomme og død forkaster mange kategorisk tanken om en Skaber der interesserer sig for mennesker. En ateistisk filosof mente følgende: „Gud har ingen undskyldning for at tillade at et barn lider . . . naturligvis medmindre han ikke er til.“ Gigantiske tragedier som Holocaust får andre til at konkludere noget lignende. For eksempel skrev en jødisk skribent i et nyhedsbrev: „Langt den enkleste forklaring på Auschwitz er at der ikke findes nogen Gud der vil gribe ind i forholdene på jorden.“ Ifølge et rundspørge der i 1997 blev foretaget i det overvejende katolske Frankrig, tvivlede 40 procent på at Gud er til. De begrundede det med at der får lov at ske folkemord som det i Rwanda i 1994.

En hindring for at tro?

Hvorfor griber Gud ikke ind over for det onde? Ifølge en katolsk forfatter ser mange dette som „en alvorlig hindring for at tro“.  Han spørger: „Er det egentlig muligt at tro på en Gud der hjælpeløst ser til mens millioner af uskyldige dør, og som ikke gør noget for at hindre at hele befolkninger bliver massakreret?“

En leder i den katolske avis La Croix siger samstemmende: „Når som helst man konfronteres med historiens tragedier, ulykker i forbindelse med teknologi, naturkatastrofer, organiseret kriminalitet eller et dødsfald blandt sine nærmeste, retter man rædselsslagent blikket mod himmelen og spørger: Hvor er Gud? Man forlanger et svar. Er han ikke den store ligeglade Gud, den store fraværende Gud?“

Pave Johannes Paul II skrev i 1984 noget lignende i sit brev Salvifici Doloris: „Mens verdens eksistens så at sige åbner menneskesjælens øjne for Guds eksistens, hans visdom, magt og storhed, så synes ondskab og lidelse at tilsløre dette billede, til tider på drastisk måde. Det gælder især det daglige drama med de mange tilfælde hvor uskyldige lider, og hvor slethed ikke får sin velfortjente straf.“

Kan eksistensen af en Gud der ifølge Bibelen er fuldkomment kærlig og almægtig, forenes med omfanget af menneskelige lidelser? Griber Gud ind for at forebygge tragedier der truer enkelte eller mange? Gør han noget for os i dag? Og for at citere Voltaire, findes der da „en Gud der taler til menneskets slægter“ og besvarer vores spørgsmål? Læs svaret i næste artikel.

[Illustrationer på side 3]

Lissabons ødelæggelse i 1755 fik Voltaire til at hævde at sådanne begivenheder overstiger hvad mennesket kan fatte og forklare

[Kildeangivelser]

Voltaire: Fra bogen Great Men and Famous Women; Lissabon: J.P. Le Bas, Praça da Patriarcal depois do terramoto de 1755. Foto: Museu da Cidade/Lisboa

[Illustration på side 4]

Folkemord som det der fandt sted i Rwanda, har fået mange til at tvivle på at Gud er til

[Kildeangivelse]

AFP-FOTO