Jakob satte åndelige værdier højt

JAKOBS liv er præget af strid og ulykke. Tvillingebroderens morderiske vrede tvinger ham til at flygte for livet. I stedet for at få den pige han elsker, bliver han narret til først at gifte sig med en anden og ender med at have fire hustruer og mange problemer. (1 Mosebog 30:1-13) I 20 år arbejder han for en mand som udnytter ham. Han kæmper med en engel og får varige mén af det. Hans datter bliver voldtaget, hans sønner forårsager et blodbad, han sørger over det tragiske tab af sin yndlingshustru og da han tror at han har mistet sin yndlingssøn. I en høj alder tvinges han til at udvandre for at undslippe hungersnød, og han erkender at hans dage har været „få og ulykkelige“. (1 Mosebog 47:9) Ikke desto mindre er Jakob en åndeligsindet mand der har fuld tillid til Gud. Er det til ingen nytte at han tror på Gud? Hvad kan man lære af at se nærmere på noget af det Jakob kom ud for?

Meget forskellig fra sin bror

Den egentlige årsag til striden mellem Jakob og Esau var at Jakob satte åndelige værdier højt, mens Esau lod hånt om dem. Jakob nærede interesse for det pagtsløfte Abraham havde fået, og han brugte sin tid og sine kræfter på at tage sig af den slægt hvis medlemmer Gud havde udpeget som arvinger. Derfor „elskede“ Jehova ham. Jakob betegnes som „uangribelig“, et udtryk der bruges om nogle der har en høj moral. Esau derimod tog så let på sin åndelige arv at han solgte den til Jakob for næsten ingenting. Da Jakob med Guds billigelse gjorde krav på dét der var hans, og modtog den velsignelse der var tiltænkt hans bror, blussede en morderisk vrede op i den hævngerrige Esau. Så forlod Jakob alt det han holdt af, men de efterfølgende begivenheder har uden tvivl givet ham nyt mod. — Malakias 1:2, 3; 1 Mosebog 25:27-34; 27:1-45.

I en drøm viste Gud Jakob nogle engle der steg op og ned ad en stige, eller en „opadstigende række stentrin“, mellem himmelen og jorden, og Gud lovede Jakob at han ville beskytte ham og hans afkom. „Ved dig og ved dit afkom skal alle jordens slægter velsigne sig. Og se, jeg er med dig og jeg vil bevare dig overalt hvor du går hen, og jeg vil føre dig tilbage til denne jord, for jeg forlader dig ikke før jeg virkelig har gjort det som jeg har lovet dig.“ — 1 Mosebog 28:10-15; fodnote.

 Hvor må dette have trøstet Jakob! Jehova bekræftede at de løfter han havde givet Abraham og Isak, ville føre til åndelige velsignelser for Jakobs slægt. Jakob fik åbnet øjnene for at engle kan tage sig af dem der har Guds godkendelse. Han blev forsikret om at Gud ville beskytte ham, og i taknemmelig erkendelse af dette lovede han højtideligt at være tro mod Jehova. — 1 Mosebog 28:16-22.

Jakob tilranede sig på ingen måde Esaus arv. Inden drengene blev født, havde Jehova sagt at ’den ældste skulle tjene den yngste’. (1 Mosebog 25:23) „Ville det ikke have været nemmere hvis Gud havde sørget for at Jakob blev født først?“ vil nogle måske spørge. Muligvis, men vi kan lære noget vigtigt af det der videre skete, nemlig at Gud ikke nødvendigvis begunstiger dem der føler at de har krav på at blive velsignet, men at han selv vælger hvem han vil vise ufortjent godhed. Derfor gik førstefødselsretten til Jakob og ikke til storebroderen, som manglede værdsættelse af den. På samme måde blev de kødelige jøder som nation betragtet erstattet af det åndelige Israel fordi de viste samme indstilling som Esau. (Romerne 9:6-16, 24) Heller ikke i dag er et godt forhold til Jehova noget man automatisk arver fordi man er opvokset i et gudfrygtigt miljø. Alle der ønsker velsignelser fra Gud, må bestræbe sig for at være gudhengivne og sætte åndelige værdier højt.

Budt velkommen af Laban

Da Jakob kom til Paddan-Aram for at søge sig en hustru blandt sine slægtninge, mødte han ved en brønd sin kusine Rakel, Labans datter, og han flyttede den tunge sten der lå over brøndens åbning, for at vande de dyr hun vogtede. * Rakel skyndte sig hjem for at melde Jakobs ankomst, og Laban løb ham straks i møde. Hvis Labans første tanke var de kostbarheder hans familie engang havde modtaget fra Abrahams tjener, blev han skuffet, for Jakob kom tomhændet. Men Laban så alligevel noget han kunne udnytte, nemlig Jakobs arbejdskraft. — 1 Mosebog 28:1-5; 29:1-14.

Jakob fortalte sin historie. Det fremgår ikke om han nævnte den list han havde brugt for at opnå førstefødselsretten, men efter at have hørt om „alle disse begivenheder“ sagde Laban: „Du er virkelig mit ben og mit kød.“ En bibelkommentator har sagt at denne sætning kunne opfattes som en varm opfordring til Jakob om at blive hos Labans familie eller som en erkendelse af at slægtskabet forpligtede Laban til at beskytte Jakob. Hvorom alting er, begyndte Laban hurtigt at spekulere på hvordan han kunne udnytte sin nevø.

Laban lagde grunden til det der ville blive et stridens æble gennem de næste 20 år. Han spurgte: „Er du min broder, og skulle du tjene mig for intet? Fortæl mig: Hvad skal din løn være?“ Laban foregav at være den godgørende morbror, men i virkeligheden reducerede han de blodets bånd der var mellem ham og Jakob, til en arbejdskontrakt. Nu var Jakob forelsket i Rakel, så han svarede: „Jeg vil tjene dig syv år for Rakel, din yngste datter.“ — 1 Mosebog 29:15-20.

En trolovelse trådte i kraft når brudekøbesummen var betalt til brudens familie. Ifølge Moseloven, der blev indført senere, skulle en mand der havde forført en jomfru, betale 50 sekel sølv. Bibelforskeren Gordon Wenham mener at dette nok også var „den maksimale brudekøbesum“, men at summen for det meste var „meget lavere“. (5 Mosebog 22:28, 29) Jakob kunne ikke betale med rede penge og tilbød derfor Laban syv års tjeneste. Wenham fortsætter: „Eftersom løsarbejdere modtog mellem en halv og en hel sekel om måneden på det gamle Babylons tid [mellem 42 og 84 sekel på syv hele år], var det en meget generøs brudekøbesum Jakob tilbød Laban for Rakel.“ Laban tog straks imod tilbuddet. — 1 Mosebog 29:19.

I Jakobs øjne var de syv år som „nogle få dage“, så højt elskede han Rakel. Derefter gjorde han krav på sin brud, der var tilsløret,  og han havde ikke den mindste mistanke om at Laban ville bedrage ham. Man kan forestille sig det chok han fik den efterfølgende morgen da det gik op for ham at han ikke havde sovet med Rakel, men med hendes søster Lea! Jakob spurgte Laban: „Hvad er det du har gjort mod mig? Var det ikke for Rakel jeg tjente hos dig? Hvorfor har du da narret mig?“ Laban svarede: „Man plejer ikke at gøre sådan på vort sted: at bortgive den yngste før den førstefødte. Du skal fejre denne kvindes uge til ende. Så skal den anden også gives dig for den tjeneste som du kan yde hos mig i syv år til.“ (1 Mosebog 29:20-27) Jakob var fanget i en fælde og havde intet andet valg end at acceptere disse betingelser hvis han ville have Rakel.

I modsætning til de syv første år blev de syv næste bitre. Hvordan skulle Jakob kunne se igennem fingre med Labans bedrag? Og hvad med Lea, som var medskyldig? Det bekymrede naturligvis ikke Laban det mindste at han var skyld i at Lea og Rakel ville få en fremtid præget af strid og ufred. Han havde kun sine egne interesser i tanke. Rakels forbitrelse mod Lea blev forværret af skinsyge da Lea fødte fire sønner hurtigt efter hinanden alt imens hun selv forblev ufrugtbar. Derpå tilbød Rakel, der var desperat efter at få børn, Jakob sin tjenestepige så tjenestepigen kunne føde børn i hendes sted, og af ren og skær kappelyst gjorde Lea det samme. Jakob havde nu 4 koner, 12 børn og en alt andet end lykkelig familie. Ikke desto mindre var Jehova i færd med at gøre Jakob til en stor nation. — 1 Mosebog 29:28–30:24.

Velstand fra Jehova

På trods af prøver så Jakob at Gud, som lovet, var med ham. Det så Laban også, for da hans nevø kom, havde han kun nogle få dyr, men i den tid Jakob røgtede dem, blev det til en mængde. Laban ville nødig lade Jakob rejse, så han bad ham fastsætte sin løn, hvorpå Jakob bad om alle de dyr der blev født med usædvanlige farvetegninger. Man mener at får i dette område almindeligvis var hvide, og at geder var sorte eller mørkebrune; kun et mindretal var brogede. Så Laban, der troede at han gjorde en god forretning, sagde straks ja og flyttede omgående alle sine dyr med usædvanlige farvetegninger et godt stykke fra de hjorde der forblev i Jakobs varetægt, for at undgå at de kom i berøring med hinanden. Han troede øjensynlig at Jakob ikke ville få meget ud af aftalen, i hvert fald ikke de 20 procent af de nyfødte kid og lam som hyrder dengang normalt fik som løn. Men Laban tog fejl, for Jehova var med Jakob. — 1 Mosebog 30:25-36.

Under Guds ledelse fremavlede Jakob robuste dyr med den ønskede farvetegning. (1 Mosebog 30:37-42) Hans forestillinger om dyreavl var helt forkerte. Men, som bibelkommentatoren Nahum Sarna siger, „rent videnskabeligt kunne de ønskede resultater opnås ved flere gange i træk at krydse . . . ensfarvede dyr der havde recessive gener som kan forårsage spættethed. Sådanne dyr kan kendes på . . . [deres] krydsningsfrodighed.“

Da Laban så udfaldet, prøvede han at ændre aftalen om hvilke dyr der tilhørte hans nevø — de stribede, plettede, brogede eller spættede. Han søgte sin egen fordel, men uanset hvad han ændrede aftalen til, sørgede Jehova for at det altid var Jakob der havde fremgang. Laban kunne blot se til og ærgre sig. Jakob samlede sig hurtigt stor rigdom, hjorde, tjenestefolk, kameler og æsler — ikke på grund af egen snilde, men takket være Jehovas støtte. Han fortalte senere Rakel og Lea: „Jeres fader har ført mig bag lyset og han har forandret min løn ti gange, men Gud har ikke tilladt ham at skade mig. . . . Gud [tog] efterhånden jeres faders hjord bort og gav den til mig.“ Jehova forsikrede også Jakob om at han havde set alt hvad Laban havde gjort, og at Jakob ikke skulle bekymre sig. Han sagde: „Vend tilbage til dit land og til dine slægtninge og jeg vil gøre godt mod dig.“ — 1 Mosebog 31:1-13; 32:9.

Efter at Jakob endelig var sluppet bort fra den bedrageriske Laban, drog han hjemad. Selv om der var gået 20 år, frygtede han stadig sin bror, især da han hørte at Esau nærmede sig med 400 mænd. Hvad skulle Jakob stille op?  Fordi han var et åndeligsindet menneske der altid så hen til Jehova, handlede han i tro. Han henvendte sig til Jehova i bøn i erkendelse af at han ikke fortjente hans gavmildhed, og han bad indtrængende Jehova om at han på grundlag af sine løfter måtte udfri Jakob og hans familie af Esaus hånd. — 1 Mosebog 32:2-12.

Så skete der noget uventet. En fremmed, som viste sig at være en engel, gav sig til at brydes med Jakob om natten, og ved at han blot rørte Jakobs hofteskål, gik den af led. Jakob nægtede at slippe engelen før han havde fået en velsignelse. Profeten Hoseas sagde senere at Jakob græd og bad om en gunstbevisning. (Hoseas 12:2-4; 1 Mosebog 32:24-29) Jakob vidste at engle tidligere havde vist sig i forbindelse med gennemførelsen af den pagt Jehova havde sluttet med Abraham gennem dennes afkom. Så han opbød alle sine kræfter i brydekampen og fik en velsignelse. På dette tidspunkt ændrede Gud hans navn til Israel, der betyder „en der kæmper med (holder fast ved) Gud“, eller „Gud kæmper“.

Er du villig til at kæmpe?

Kampen med en engel og gensynet med Esau var ikke de eneste vanskelige situationer Jakob måtte stå igennem. De nævnte begivenheder giver dog en idé om hvilken slags mand han var. Mens Esau ikke ville udholde en smule sult for at beholde sin førstefødselsret, kæmpede Jakob hele sit liv for at modtage velsignelser og brødes endda med en engel. Som Gud havde lovet, ledede og beskyttede han Jakob og lod ham blive stamfader til et stort folk og forfader til Messias. — Mattæus 1:2, 16.

Er du villig til at gøre en indsats, ja endog kæmpe, for at vinde Jehovas godkendelse? Livet i dag er fuldt af vanskeligheder og udfordringer for dem der ønsker at gøre Guds vilje, og somme tider er det en kamp at træffe de rette beslutninger. Men Jakobs gode eksempel er en stærk tilskyndelse til at holde fast ved håbet om den belønning Jehova stiller os i udsigt.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 31]

Hele sit liv kæmpede Jakob for at modtage velsignelser