Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kan man overhovedet stole på nogen?

Kan man overhovedet stole på nogen?

Kan man overhovedet stole på nogen?

MED Berlinmurens fald i 1989 blev sløret løftet for en del velbevarede hemmeligheder. Lydia *, for eksempel, fandt ud af at det østtyske hemmelige politi, Stasi, under det kommunistiske styre havde ført optegnelser over alle hendes private anliggender. Hvis dette overraskede hende, blev hun om muligt endnu mere forfærdet over at erfare hvem der havde fodret Stasi med oplysningerne — nemlig hendes mand. Hun var blevet forrådt af én hun burde kunne stole på.

Robert var en ældre herre der omfattede sin læge med „den største respekt, beundring og tillid,“ beretter Londonavisen The Times. Lægen havde ry for at være „venlig og forstående“. Så døde Robert ganske pludseligt. Havde han fået et hjerteanfald eller et slagtilfælde? Nej. Efter en nærmere undersøgelse viste det sig at Robert havde haft besøg af lægen, som uden Roberts og familiens vidende havde givet ham en dødbringende indsprøjtning. Robert blev åbenbart myrdet af en han stolede helt og fuldt på.

Lydia og Robert var begge udsat for et chokerende tillidsbrud med alvorlige konsekvenser til følge. I andre situationer er følgerne måske knap så alvorlige. Men det er dog ikke usædvanligt at personer man stoler på, svigter ens tillid. Ifølge en tysk undersøgelse offentliggjort i Allensbacher Jahrbuch der Demoskopie 1998-2002 fremgår det at 86 procent af de adspurgte var blevet skuffet over nogle de havde vist tillid. Måske har du erfaret noget lignende. Det er derfor ikke overraskende at den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung i 2002 rapporterede at „den gensidige tillid mennesker imellem i de sidste mange årtier har været aftagende i de vestlige, industrialiserede lande“.

Svær at vinde, let at miste

Hvad er tillid? Ifølge en ordbog vil det at have tillid til andre sige at man tror at de er ærlige og oprigtige, og at de ikke bevidst vil gøre noget som sårer en. Tillid opbygges langsomt, men kan forsvinde på et øjeblik. I betragtning af at så mange føler at deres tillid er blevet svigtet, er der da noget at sige til at folk er tilbageholdende med at vise andre tillid? Ifølge en undersøgelse offentliggjort i Tyskland i 2002 „er der færre end én ud af tre unge der har tiltro til andre mennesker“.

Nogle spørger måske sig selv: ’Kan jeg overhovedet stole på nogen? Er det ikke tåbeligt at have tillid til nogen når man risikerer at blive svigtet?’

[Fodnote]

^ par. 2 Navnene er ændret.

[Tekstcitat på side 3]

Ifølge en undersøgelse var 86 procent af de adspurgte blevet skuffet over nogle de havde vist tillid