Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Opdyrk en gavmild indstilling

Opdyrk en gavmild indstilling

Opdyrk en gavmild indstilling

INGEN er født med en uselvisk og gavmild indstilling. Tværtimod er det naturligt for et spædbarn at få tilfredsstillet sine ønsker og behov uden tanke for dem der passer det. Men med tiden lærer barnet at hele verden ikke drejer sig om det. Der skal tages hensyn til andre, og barnet må lære ikke blot at modtage, men også at give og at dele med andre. En gavmild indstilling er altså noget der må opdyrkes.

Man kan godt vise velgørenhed — og det endda i stor stil — uden at det bunder i egentlig gavmildhed. Nogle giver måske til en sag for at fremme deres egne interesser, og andre gør det for at blive rost af mennesker. Men ægte kristne giver med et helt andet motiv. Hvad kendetegner den form for gavmildhed som Guds ord tilskynder os til at vise? Vi kan få spørgsmålet besvaret ved kort at se på den gavmildhed de første kristne lagde for dagen.

Eksempler på kristen gavmildhed

På Bibelens tid kom kristen gavmildhed til udtryk ved at man ’delte med andre’, med dem der virkelig havde et behov. (Hebræerne 13:16; Romerne 15:26) Det var ikke noget man skulle gøre fordi man følte sig tvunget til det, for apostelen Paulus skrev: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Korinther 9:7) Man skulle heller ikke vise gavmildhed for at blive lagt mærke til. Det var det Ananias og Safira gjorde, og det kostede dem dyrt. — Apostelgerninger 5:1-10.

Da jøder og proselytter kom langvejsfra for at overvære pinsen i Jerusalem i år 33, opstod der et stort behov for at man viste gavmildhed. Det var ved denne lejlighed at Jesu disciple blev „fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål“. En stor folkemængde samlede sig omkring dem og hørte Peter holde en opflammende tale om Jesus Kristus. Senere så folkene Peter og Johannes helbrede en vanfør mand ved tempelporten, og de hørte endnu en gang Peter tale om Jesus og om behovet for sindsændring. Det resulterede i at tusinder ændrede sind og blev døbt som disciple af Jesus. — Apostelgerninger, kapitel 2 og 3.

De nyomvendte disciple ville gerne blive i Jerusalem for at få yderligere undervisning af Jesu apostle. Men hvordan skulle apostlene tage sig af de mange besøgende? Den bibelske beretning siger: „Alle de der var ejere af jordstykker eller huse, solgte dem og kom med beløbene for det solgte og lagde dem for apostlenes fødder. Og der blev så delt ud til hver enkelt, alt efter som han havde behov.“ (Apostelgerninger 4:33-35) Ja, den nyoprettede menighed i Jerusalem lagde ægte gavmildhed for dagen.

Senere viste andre menigheder samme gavmilde indstilling. De kristne i Makedonien ydede for eksempel bidrag til deres nødlidende brødre i Judæa skønt de selv var fattige. (Romerne 15:26; 2 Korinther 8:1-7) Menigheden i Filippi støttede Paulus i hans tjeneste ved at vise ham usædvanlig stor gavmildhed. (Filipperne 4:15, 16) Og i Jerusalem sørgede menigheden for at der daglig blev uddelt mad til enker i nød, og apostlene udnævnte syv kvalificerede mænd som skulle sikre sig at ingen blev glemt. — Apostelgerninger 6:1-6.

Menighederne i det første århundrede var hurtige til at gøre noget, endda før der opstod vanskelige tider. Da profeten Agabus for eksempel forudsagde at der ville komme en stor hungersnød, besluttede disciplene i Antiochia i Syrien at de „alt efter som de hver især havde råd til det, ville sende noget til hjælp for brødrene som boede i Judæa“. (Apostelgerninger 11:28, 29) Deres gode indstilling kom til udtryk ved at de ønskede at være med til at dække det behov de kunne se ville opstå.

Hvad var det der tilskyndede de første kristne til at vise så stor gavmildhed og kærlighed? Og hvordan opdyrker man en gavmild indstilling? Vi kan lære meget af kong Davids eksempel, som vi kort vil se på.

Davids gavmilde støtte til den sande tilbedelse

I næsten 500 år havde pagtens ark, den hellige kiste der repræsenterede Jehovas nærværelse, ikke nogen fast plads. Den blev opbevaret i et telt, eller tabernakel, som blev flyttet fra sted til sted mens israelitterne vandrede i ørkenen og senere kom ind i det forjættede land. Kong David ønskede inderligt at pagtens ark skulle flyttes fra dette telt, og ville derfor gerne bygge et passende hus til Jehova hvor den kunne stå. Til profeten Natan sagde David: „Her bor jeg i et hus af cedertræ, men Jehovas pagts ark står under teltduge.“ — 1 Krønikebog 17:1.

David havde imidlertid været en krigens mand, og derfor bestemte Jehova at det var hans søn Salomon der, under et fredeligt styre, skulle bygge det tempel hvor pagtens ark skulle stå. (1 Krønikebog 22:7-10) Det lagde dog ingen dæmper på Davids gavmildhed. Han organiserede en stor arbejdsstyrke og begyndte at skaffe materialer til tempelbyggeriet. Senere sagde han til Salomon: „Jeg [har] til Jehovas hus gjort et hundrede tusind talenter guld og en million talenter sølv parat, og på kobber og jern er der ingen vægt, så meget er der nemlig; og jeg har gjort tømmer og sten parat.“ (1 Krønikebog 22:14) Det var dog ikke nok til at David var tilfreds, så af sin egen personlige formue bidrog han med guld og sølv til en værdi der i dag svarer til næsten 8 milliarder kroner. Derforuden gav også fyrsterne rundhåndede gaver. (1 Krønikebog 29:3-9) Ja, David havde en usædvanlig gavmild indstilling!

Hvad var det der motiverede David til at vise så stor gavmildhed? Jo, han forstod at alt hvad han havde erhvervet sig, og alt hvad han havde udrettet, var et resultat af Jehovas velsignelse. I en bøn til Jehova sagde han: „Jehova vor Gud, hele denne overflod som vi har skaffet til veje for at bygge dig et hus for dit hellige navn, fra din hånd kommer det, og dig tilhører det hele. Og jeg ved, min Gud, at du ransager hjertet og at det er retskaffenhed du godkender. Jeg selv har med et retskaffent hjerte givet alle disse frivillige gaver, og nu har jeg med fryd set dit folk som er til stede her, give dig frivillige gaver.“ (1 Krønikebog 29:16, 17) David satte stor pris på sit forhold til Jehova. Desuden vidste han hvor vigtigt det var at tjene Gud „af et helt hjerte og af en glad sjæl“, og han fandt stor tilfredsstillelse ved det. (1 Krønikebog 28:9) Det var præcis de samme egenskaber der bevægede de første kristne til at vise gavmildhed.

Jehova — den der viser størst gavmildhed

Jehova er det bedste eksempel hvad angår gavmildhed. Han lader kærligt og omsorgsfuldt „sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige“. (Mattæus 5:45) „Han giver . . . liv og ånde og alting til alle.“ (Apostelgerninger 17:25) Ja, som disciplen Jakob skrev, er „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring . . . ovenfra, for den kommer ned fra himmellysenes Fader“. — Jakob 1:17.

Den største gave Jehova har givet os, er at han har sendt sin „enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Johannes 3:16) Ingen kan hævde at de fortjener en sådan gave, „for alle har syndet og mangler Guds herlighed“. (Romerne 3:23, 24; 1 Johannes 4:9, 10) Kristi genløsningsoffer er selve grundlaget for at vi kan modtage Guds „uforlignelige frie gave“, hans „overvældende og ufortjente godhed“. (2 Korinther 9:14, 15) Paulus var så taknemmelig for Guds gave at han gjorde det til sin livsopgave at „aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed“. (Apostelgerninger 20:24) Han forstod at det var Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Timoteus 2:4.

Dette sker i dag ved at der bliver udført et stort forkyndelses- og undervisningsarbejde som nu er nået ud til 234 lande jorden over. Jesus forudsagde dette da han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Ja, „det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne“. (Markus 13:10) Sidste år brugte over seks millioner forkyndere af den gode nyhed 1.202.381.302 timer i dette arbejde, og de ledede over 5.300.000 bibelstudier. Eftersom der står menneskeliv på spil, er det af allerstørste vigtighed at forkynde den gode nyhed! — Romerne 10:13-15; 1 Korinther 1:21.

Hvert år trykkes der millioner af publikationer — deriblandt bibler, bøger og brochurer — for at hjælpe dem der hungrer efter sandheden fra Bibelen. Desuden fremstilles der godt en milliard eksemplarer af bladene Vagttårnet og Vågn op! I takt med at flere og flere tager imod den gode nyhed, bygger Jehovas Vidner rigssale og stævnehaller, der tjener som centre for undervisning i Bibelen. Hvert år tilrettelægges der kredsstævner, særlige stævnedage og områdestævner. Og løbende foregår der undervisning af missionærer, rejsende tilsynsmænd, ældste og menighedstjenere. Vi er Jehova taknemmelige for at han giver os alle disse gaver gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Af hjertet ønsker vi at give udtryk for vores taknemmelighed mod ham.

Vis Jehova taknemmelighed

Ligesom det var tilfældet i forbindelse med tempelbyggeriet og i forbindelse med de behov der var i de kristne menigheder i det første århundrede, bliver alt dette udelukkende finansieret gennem frivillige bidrag. Men det er godt at huske at vi på ingen måde kan gøre Jehova rigere, for han ejer alt. (1 Krønikebog 29:14; Haggaj 2:8) De bidrag vi giver, er derfor et vidnesbyrd om at vi elsker Jehova og ønsker at fremme den sande tilbedelse. Paulus siger at disse udtryk for gavmildhed „fremkalder taksigelse til Gud“. (2 Korinther 9:8-13) Jehova tilskynder os til at vise en sådan gavmildhed fordi den er et udtryk for at vi har den rette indstilling og elsker ham af hele vores hjerte. De der viser gavmildhed og stoler på Jehova, vil blive velsignet af ham og opnå åndelig velstand. (5 Mosebog 11:13-15; Ordsprogene 3:9, 10; 11:25) Jesus forsikrede os om at det ville føre til stor glæde, for han sagde. „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.

Kristne der har en gavmild indstilling, venter ikke med at gøre noget til der opstår en nødsituation. Nej, de spejder efter muligheder for at „gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med [dem] i troen“. (Galaterne 6:10) Paulus tilskyndede kristne til at vise denne form for gavmildhed da han skrev: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebræerne 13:16) Jehova Gud glæder sig meget når vi bruger vores ressourcer — vores tid, kræfter og midler — på at hjælpe andre og fremme den sande tilbedelse. Ja, han elsker dem der har en gavmild indstilling.

[Ramme/illustration på side 28, 29]

Hvordan nogle vælger at give bidrag til det verdensomspændende arbejde

GAVER

Mange sætter et beløb af på deres budget til at lægge i den bidragsbøsse der er mærket „Bidrag til Rigets arbejde — Mattæus 24:14“. Menighederne sender hver måned de indkomne beløb til Vagttårnets Selskab.

Frivillige pengebidrag kan sendes til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk, giro 640-3468. Smykker og andre værdigenstande kan også gives som bidrag. Man bør dog i et medfølgende brev oplyse at der er tale om en gave.

FORSIKRINGSORDNINGER

Vagttårnets Selskab kan indsættes som begunstiget til en livsforsikring eller privattegnet pensionsordning. I sådanne tilfælde bør Selskabet altid informeres.

BANKKONTI, VÆRDIPAPIRER OG FAST EJENDOM

Indeståender på bankkonti, værdipapirer samt letomsættelig fast ejendom kan overdrages til Vagttårnets Selskab. Også i disse tilfælde bør Selskabet først underrettes.

TESTAMENTER

Man kan testamentere sin formue til Vagttårnets Selskab i kraft af et juridisk gyldigt testamente, som bør være et notartestamente. Det vil være praktisk at Selskabet og eventuelt menigheden modtager en kopi af dette dokument. Vi kan oplyse at Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ikke skal svare boafgift.

ANDRE MULIGHEDER (FORPLIGTELSESERKLÆRINGER OG ANDET)

Flere og flere yder nu bidrag til det verdensomspændende arbejde samtidig med at de benytter sig af fradragsmulighederne på selvangivelsen. Lad os her nævne hvordan:

1. § 8A-gaver (Ligningslovens § 8A): Det er en forudsætning for fradraget at gaven til den enkelte forening mv. udgør mindst kr. 500. Fradraget kan kun indrømmes for det beløb, hvormed gaverne tilsammen overstiger kr. 500 og kan højst udgøre kr. 5000.

2. § 12 (Ligningslovens § 12, stk 1-3): Forpligtelseserklæringer. Man forpligter sig til over en periode på 10 år at yde et fast beløb. Ydelser der ikke overstiger kr. 15.000,- om året, kan fradrages fuldt ud.

Hos de ældste i den lokale menighed kan du få oplysning om andre muligheder for at yde bidrag.

JEHOVAS VIDNERS ARBEJDE UNDERSTØTTES UDELUKKENDE AF FRIVILLIGE BIDRAG, HVILKET FREMGÅR AF FØLGENDE CITAT

„Alt [dette] . . . udføres af frivillige medarbejdere, hvorved udgifterne holdes nede. Forkyndelsen fra hus til hus og uddelingen af bøger og blade udføres af ulønnede Jehovas Vidner som selv afholder deres udgifter. De ældste der fører tilsyn i menighederne, assisteret af menighedstjenerne, får heller ingen betaling for deres tjeneste. De bærer selv de omkostninger der er forbundet dermed.

Selv medlemmerne af Det Styrende Råd og alle andre som er fuldtidsbeskæftiget med at udarbejde og fremstille bibelsk læsestof, får kun kost og logi og en lille godtgørelse til personlige fornødenheder. Det samme gælder de heltidsbeskæftigede rejsende tilsynsmænd. . . .

Ved alle Jehovas Vidners møder, både i den lokale menighed og ved stævnerne, er der opsat bidragsbøsser hvor man kan lægge et bidrag hvis man ønsker det. Der optages ingen kollekt. Der opkræves ingen tiende, intet medlemsbidrag.“ — Fra brochuren Jehovas Vidner — forenede i hele verden for at gøre Guds vilje, side 28.

[Illustration på side 26]

Hvad tilskyndede de første kristne til at være gavmilde?