Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hovedpunkter fra Første Mosebog — 2. del

Hovedpunkter fra Første Mosebog — 2. del

Jehovas ord er levende

Hovedpunkter fra Første Mosebog — 2. del

FØRSTE MOSEBOG spænder over en periode på 2369 år af menneskehedens historie, fra det første menneske, Adam, blev skabt, til Jakobs søn Josef døde. De første 10 kapitler samt 9 vers af det 11. kapitel blev behandlet i en artikel i den foregående udgave af dette blad, a og de dækker perioden fra skabelsen frem til opførelsen af Babelstårnet. Denne artikel vil behandle hovedpunkter fra resten af Første Mosebog angående Guds forhold til Abraham, Isak, Jakob og Josef.

ABRAHAM BLIVER GUDS VEN

(1 Mosebog 11:10–23:20)

Omkring 350 år efter Vandfloden bliver en mand, der senere skulle vise sig at få et særligt forhold til Gud, født i Noas søn Sems slægtslinje. Hans navn er Abram, men det ændres senere til Abraham. På Guds befaling forlader han Ur i Kaldæa og begynder at bo i telte i det land som Jehova lover at give ham og hans efterkommere. Abram bliver i kraft af sin tro og lydighed kaldt „Jehovas ven“. — Jakob 2:23.

Jehova griber ind over for de onde indbyggere i Sodoma og de nærliggende byer, men Lot og hans døtre bliver bevaret i live. Et løfte fra Gud får sin opfyldelse da Abrahams søn Isak fødes. Mange år senere bliver Abrahams tro sat på prøve da Jehova pålægger ham at bringe denne søn som et offer. Abraham er villig til at adlyde Guds befaling, men bliver standset af en engel. Der er ingen tvivl om at Abraham har en stærk tro, og han får løfte om at alle jordens nationer vil velsigne sig ved hans afkom. Da hans elskede hustru, Sara, dør, sørger Abraham dybt over tabet.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

12:1-3 — Hvornår trådte Abrahamspagten i kraft, og hvor længe skulle den vare? Jehovas pagt med Abram om at ’alle jordens slægter skal velsigne sig ved [Abram]’, trådte øjensynlig i kraft da Abram gik over Eufrat på vej til Kana’an. Det må være sket den 14. nisan 1943 f.v.t. — 430 år før Israel blev udfriet fra Ægypten. (2 Mosebog 12:2, 6, 7, 40, 41) Abrahamspagten er „en pagt til fjerne tider“. Den vil forblive i kraft indtil alle jordens slægter er blevet velsignet og alle Guds fjender tilintetgjort. — 1 Mosebog 17:7; 1 Korinther 15:23-26.

15:13 — I hvilken periode fik den forudsagte 400-årige mishandling af Abrahams afkom sin opfyldelse? Denne periode med mishandling begyndte i 1913 f.v.t. da Abrahams søn Isak, som på det tidspunkt var omkring fem år, blev vænnet fra og hans 19-årige halvbroder, Ismael, „gjorde sig lystig over ham“. (1 Mosebog 21:8-14; Galaterne 4:29) Den sluttede da israelitterne blev udfriet fra trældommen i Ægypten i 1513 f.v.t.

16:2 — Var det rigtigt af Saraj at give Abram sin tjenestepige Hagar til hustru? Sarajs tilbud var helt i overensstemmelse med det der var skik og brug dengang: at en ufrugtbar hustru var forpligtet til at give sin mand en medhustru så han kunne få en arving. Det første tilfælde af polygami fandt sted i Kains slægt. Denne praksis fandt almindelig udbredelse og blev med tiden også antaget af nogle der tilbad Jehova. (1 Mosebog 4:17-19; 16:1-3; 29:21-28) Men Jehovas oprindelige norm for ægteskabet var monogami, og den holdt han fast ved. (1 Mosebog 2:21, 22) Noa og hans sønner, der fik gentaget påbuddet om at ’blive frugtbare og talrige og fylde jorden’, var tydeligvis alle monogame. (1 Mosebog 7:7; 9:1; 2 Peter 2:5) Og denne norm blev stadfæstet af Jesus Kristus. — Mattæus 19:4-8; 1 Timoteus 3:2, 12.

19:8 — Var det ikke forkert af Lot at tilbyde Sodomas indbyggere sine døtre? En vært skulle efter orientalsk skik og brug beskytte de gæster han havde i sit hjem, ja, om nødvendigt forsvare dem med sit eget liv. Det var Lot parat til at gøre. Han gik modigt ud til pøbelsværmen, lukkede døren bag sig og stod ganske alene over for menneskemængden. Da Lot tilbød mændene sine døtre, var han sandsynligvis klar over at hans gæster var sendebud fra Gud, og han har måske tænkt at Gud kunne beskytte hans døtre ligesom Han tidligere havde beskyttet Lots tante, Sara, i Ægypten. (1 Mosebog 12:17-20) Og det endte jo også med at Lot og hans døtre blev reddet.

19:30-38 — Så Jehova gennem fingre med at Lot drak sig fuld og fik sønner med sine døtre? Jehova ser hverken gennem fingre med blodskam eller drukkenskab. (3 Mosebog 18:6, 7, 29; 1 Korinther 6:9, 10) Lot nærede stærk uvilje imod de „lovløse gerninger“ som Sodomas indbyggere begik. (2 Peter 2:6-8) Selve den omstændighed at Lots døtre sørgede for at deres far blev beruset, antyder at de vidste at han ikke ville gå med til at have seksuelt samkvem med dem i ædru tilstand. Men fordi de var fremmede i landet, mente døtrene at dette var den eneste måde hvorpå de kunne forhindre at Lots familie uddøde. Beretningen er taget med i Bibelen for at vise hvilket slægtskabsforhold moabitterne (gennem Moab) og ammonitterne (gennem Ben-Ammi) stod i til Abrahams efterkommere, israelitterne.

Hvad vi kan lære:

13:8, 9. Abraham er et efterlignelsesværdigt eksempel med hensyn til at udglatte uoverensstemmelser! Vi bør aldrig give afkald på et fredeligt forhold til andre på grund af økonomiske interesser, personlige meninger eller stolthed.

15:5, 6. Da Abraham var ved at blive gammel og endnu ikke havde fået en søn, talte han med Gud om sagen. Men Jehova forsikrede ham om at løftet ville gå i opfyldelse; og Abraham „troede på Jehova“. Hvis vi åbner vort hjerte for Jehova i bøn, viser tillid til hans løfter i Bibelen og adlyder ham, vil vores tro blive styrket.

15:16. Jehova holdt eksekveringen af sin dom over amoritterne (eller kana’anæerne) tilbage i fire generationer fordi han er en tålmodig Gud. Han ventede indtil der ikke længere var noget håb om bedring. Vi må ligesom Jehova være tålmodige.

18:23-33. Jehova tilintetgør ikke mennesker i flæng. Han beskytter de retfærdige.

19:16. Lot „blev ved med at tøve“, og englene måtte nærmest trække ham og hans familie ud af byen Sodoma. Vi gør klogt i ikke at miste vores fornemmelse af tidens alvor mens vi venter på at denne onde verden vil blive fjernet.

19:26. Det vil være tåbeligt af os at lade os distrahere af det vi har lagt bag os i denne verden, eller at se længselsfuldt tilbage på det.

JAKOB OG HANS 12 SØNNER

(1 Mosebog 24:1–36:43)

Abraham arrangerer Isaks ægteskab med Rebekka, en kvinde der tror på Jehova. Hun føder tvillingerne Esau og Jakob. Esau ringeagter sin førstefødselsret og sælger den til Jakob, der senere får sin fars velsignelse. Jakob flygter til Paddan-Aram, hvor han gifter sig med Lea og Rakel og vogter deres far Labans hjorde i omkring tyve år, før han rejser bort med sin familie. Med Lea, Rakel og deres to tjenestepiger får Jakob 12 sønner og en datter. Jakob kæmper med en engel, bliver velsignet og får sit navn ændret til Israel.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

28:12, 13 — Hvad betød Jakobs drøm om „en stige“? Denne „stige“, der kan have set ud som en stentrappe der førte opad, er et vidnesbyrd om at der er kommunikation mellem himmelen og jorden. At Guds engle steg op og ned ad den, viser at englene udfører en tjeneste der har stor betydning for forholdet mellem Gud og de mennesker han godkender. — Johannes 1:51.

30:14, 15 — Hvorfor gav Rakel afkald på en mulighed for at undfange, mod at hun til gengæld fik nogle alruner? — Frugten fra denne plante blev i oldtiden anvendt medicinsk som bedøvelsesmiddel og som middel mod kramper. Man anså den også for at være et elskovsmiddel og for at kunne modvirke ufrugtbarhed. (Højsangen 7:13) Bibelen omtaler ikke Rakels motiv til denne byttehandel, men hun har måske troet at alrunerne kunne hjælpe hende til at undfange og dermed fjerne den skændsel fra hende som det var at være ufrugtbar. Der gik dog nogle år før Jehova „åbnede hendes moderliv“. — 1 Mosebog 30:22-24.

Hvad vi kan lære:

25:23. Jehova er i stand til at ’læse’ de ufødtes arveanlæg. Han kan benytte sin forudviden og udvælge hvem han vil, til at tjene sin hensigt, uden dog at forudbestemme enkeltpersoners endelige skæbne. — Hoseas 12:3; Romerne 9:10-12.

25:32, 33; 32:24-29. At Jakob var så interesseret i at opnå førstefødselsretten, og at han kæmpede hele natten med en engel for at få en velsignelse, viser at han virkelig værdsatte det der er helligt. Jehova har også betroet os noget der er helligt, som for eksempel vores forhold til ham og hans organisation, genløsningen, Bibelen og håbet om Riget. Måtte vi have den samme indstilling som Jakob og vise værdsættelse af disse gaver.

34:1, 30. De problemer der ’gjorde Jakob til en stank’, opstod fordi Dina blev ven med nogle der ikke elskede Jehova. Vi må være omhyggelige i vores valg af venner.

JEHOVA VELSIGNER JOSEF I ÆGYPTEN

(1 Mosebog 37:1–50:26)

Jalousi, eller skinsyge, får Jakobs sønner til at sælge deres broder Josef som slave. I Ægypten bliver Josef fængslet fordi han trofast og modigt overholder Guds høje moralnormer. Senere hentes han fra fængselet for med Guds hjælp at tyde Faraos drøm om at der skulle komme syv år med overflod efterfulgt af syv år med hungersnød. Josef bliver udnævnt til Ægyptens fødevareadministrator. Hans brødre kommer til Ægypten efter mad på grund af hungersnøden. Familien genforenes og bosætter sig i det frugtbare Gosens land. På sit dødsleje velsigner Jakob sine sønner og udtaler en profeti der giver et sikkert håb om store velsignelser langt ude i fremtiden. Jakob føres til Kana’an og begraves dér. Da Josef dør i en alder af 110 år, balsameres hans lig for senere at blive bragt til det forjættede land. — 2 Mosebog 13:19.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

43:32 — Hvorfor var det en vederstyggelighed for ægypterne at spise et måltid med hebræerne? Denne uvilje har nok for en stor del været forårsaget af religiøs eller racemæssig stolthed. Ægypterne afskyede desuden hyrder. (1 Mosebog 46:34) Hvorfor? Det kan tænkes at hyrderne ganske enkelt befandt sig på et af de laveste trin i det ægyptiske kastesystem. Det er også muligt at de der søgte græsning til hjorde, var ildesete fordi der ikke var så meget agerland til rådighed.

44:5 — Brugte Josef virkelig et bæger til at tage varsler af? Sølvbægeret, og det der blev sagt om det, var øjensynlig led i en list. Josef var en trofast tilbeder af Jehova. Han brugte ikke bægeret til at tage varsler af, lige så lidt som Benjamin stjal det.

49:10 — Hvad symboliserer „scepteret“ og „kommandostaven“? Et scepter er en stav der bæres af en regent som et symbol på kongelig myndighed. En kommandostav er en længere stav der tjener som symbol på magt til at herske. Jakobs omtale af disse symboler viste at Judas stamme ville få en ganske særlig magt og myndighed indtil Silo kom. Denne efterkommer af Juda er Jesus Kristus, den som Jehova har overdraget herredømme i himmelen. Kristus har kongelig myndighed og magt til at befale. — Salme 2:8, 9; Esajas 55:4; Daniel 7:13, 14.

Hvad vi kan lære:

38:26. Juda havde behandlet sin svigerdatter, som var blevet enke, på en forkert måde. Men da han blev konfronteret med kendsgerningen om at han var skyld i hendes graviditet, indrømmede han ydmygt sin fejl. Vi må også være hurtige til at erkende vore fejltrin.

39:9.  Josefs svar til Potifars hustru viser at hans tankegang var i harmoni med Guds i spørgsmålet om moral, og at hans samvittighed var ledet af guddommelige principper. Vi bør stræbe efter den samme indstilling mens vi vokser i nøjagtig kundskab om sandheden.

41:14-16, 39, 40. Jehova kan ændre situationen til det bedre for dem der frygter ham. Når vi bliver ramt af modgang, gør vi klogt i at sætte vor lid til Jehova og forblive trofaste mod ham.

De havde en fast tro

Abraham, Isak, Jakob og Josef var virkelig mænd der frygtede Gud og havde tro. Beretningen om deres liv, der findes i Første Mosebog, styrker vor tro og lærer os mange værdifulde ting.

Du kan få gavn af denne beretning i Bibelen når du læser det ugentlige bibelpensum i forbindelse med Den Teokratiske Skole. Oplysningerne i denne artikel kan gøre beretningerne mere levende for dig.

[Fodnote]

a Se artiklen „Jehovas ord er levende — Hovedpunkter fra Første Mosebog — 1. del“ i Vagttårnet for 1. januar 2004.

[Illustration på side 26]

Abraham var en troens mand

[Illustration på side 26]

Jehova velsigner Josef

[Illustration på side 26]

Den retfærdige Lot og hans døtre blev bevaret i live

[Illustration på side 29]

Jakob værdsatte det der er helligt. Gør du også det?