Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan man kan få dækket sine åndelige behov

Hvordan man kan få dækket sine åndelige behov

Hvordan man kan få dækket sine åndelige behov

„I DE SIDSTE ti år er boghandlerne blevet oversvømmet af bøger om åndelig selvudvikling på arbejdspladsen. Det drejer sig om 300 bøger med titler lige fra Jesus CEO til The Tao of Leadership, * siger U.S.News & World Report. Denne tendens afspejler blot den kendsgerning at der i mange materielt velstående lande er flere og flere som hungrer efter åndelig vejledning. Erhvervsbladet Training & Development siger om denne udvikling: „I en tid hvor teknologien snart styrer hele vores tilværelse, søger vi efter en dybere mening med livet og noget der kan give os større tilfredshed.“

Men hvor kan man finde åndelig vejledning der opfylder ens behov? Før i tiden vendte folk sig mod de etablerede religioner for at få hjælp til at finde „en dybere mening“ og „hensigt“ med tilværelsen. I dag har mange derimod vendt sådanne religioner ryggen. En undersøgelse som omfattede 90 topledere, viser at „folk skelner skarpt mellem religiøsitet og åndelighed,“ oplyser Training & Development. Deltagerne i undersøgelsen betragtede religiøsitet som „intolerant og splittende“, mens åndelighed, eller spiritualitet, blev opfattet som noget „universelt og nærmest altfavnende“.

Mange unge i de mere sekulariserede samfund, som for eksempel Australien, New Zealand og de europæiske lande, mener også at der er forskel på religiøsitet og åndelighed. „Størstedelen af de unge tror på Gud eller på en eller anden form for overnaturlig kraft,“ hævder professor Ruth Webber i en artikel i bladet Youth Studies Australia, „men de mener ikke at de har behov for kirken for at kunne give udtryk for deres åndelighed.“

Den sande tro fremmer åndeligheden

Det er forståeligt at folk har en skeptisk holdning til religion. Mange religiøse organisationer er dybt involveret i politiske intriger og moralsk hykleri, og de er gennemvædet af blod fra uskyldige ofre i utallige religionskrige. Men nogle som har forkastet de religiøse organisationer der er sunket ned i et morads af hykleri og bedrag, har begået den fejl også at forkaste Bibelen fordi de tror at en sådan adfærd er forenelig med dens lære.

I virkeligheden fordømmes hykleri og lovløshed i Bibelen. Jesus sagde til datidens religiøse ledere: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I er som hvidkalkede gravsteder, der jo udvendig ser pæne ud, men indvendig er fulde af de dødes ben og enhver form for urenhed. Således ser I jo også udvendig retfærdige ud for mennesker, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed.“ — Mattæus 23:27, 28.

Desuden bliver kristne i Bibelen tilskyndet til at være neutrale i alle politiske anliggender. De opfordres ingen steder til at slå hinanden ihjel, men tværtimod til at være villige til at dø for hinanden. (Johannes 15:12, 13; 18:36; 1 Johannes 3:10-12) Den sande tro, som er baseret på Bibelen, er ikke „intolerant og splittende“, men „nærmest altfavnende“. Apostelen Peter sagde at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. — Apostelgerninger 10:34, 35.

Bibelen — en pålidelig vejledning som fører til åndelig sundhed

Mennesket er ifølge Bibelen skabt i Guds billede. (1 Mosebog 1:26, 27) Det betyder ikke at vi i fysisk henseende ligner Gud, men at vi har evnen til at afspejle Guds egenskaber og til at forstå åndelige begreber.

Når det forholder sig sådan, er det kun logisk at forvente at Gud også ville sørge for at vi kunne få vore åndelige behov dækket, og at han ville give os en fornuftig vejledning som kunne hjælpe os til at skelne mellem det der kan skade os, og det der kan gavne os i åndelig henseende. På samme måde som Gud har skabt os med et genialt udtænkt immunsystem, der bekæmper sygdomme og hjælper os til at bevare et godt helbred, har han også udstyret os med en samvittighed, en indre stemme, så vi kan træffe de rette beslutninger og undgå handlinger der kan skade os fysisk og åndeligt. (Romerne 2:14, 15) Hvis vores immunsystem skal fungere rigtigt, har vi som bekendt brug for at få tilført de nødvendige næringsstoffer. Hvis vores samvittighed skal fungere rigtigt, har vi tilsvarende behov for at ’blive næret af’ sund åndelig føde.

Jesus præciserede hvilken slags føde der kan holde os åndeligt sunde, da han sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Mattæus 4:4) Jehovas udtalelser er nedskrevet i hans ord, Bibelen, og de er ’gavnlige til undervisning, til retledning og til reformering’. (2 Timoteus 3:16) Vi har derfor selv ansvar for at tage denne åndelige næring til os. Hvor godt vi lærer Bibelen at kende, og i hvor høj grad vi følger dens principper i vort liv, er afgørende for hvor meget den vil gavne os åndeligt og fysisk. — Esajas 48:17, 18.

Er det anstrengelserne værd?

Det er sandt at det kræver tid at styrke sit åndelige helbred ved at studere Bibelen, og at tid i stigende grad synes at blive en mangelvare. Men når man tænker på det udbytte man får, er det alle anstrengelserne værd. Lyt engang til hvorfor nogle veluddannede mænd og kvinder der har en travl hverdag, mener at det er vigtigt for dem at tage sig tid til at få dækket deres åndelige behov.

Marina, som er læge, siger: „Jeg skænkede egentlig aldrig tilværelsens åndelige aspekter en tanke før jeg blev ansat på et hospital og begyndte at leve mig ind i andres lidelser. På det tidspunkt indså jeg at jeg for at bevare glæden og få fred og ro i mit liv var nødt til at erkende og få dækket mit åndelige behov. Har man et job som det jeg har — der kræver at man skal tage sig af andres problemer — kan det virke overvældende samtidig at skulle klare hverdagens pres.

Nu studerer jeg Bibelen med Jehovas Vidner. Dette studium hjælper mig til at analysere mine motiver og handlinger på en konstruktiv måde og til at lede mine tanker i mere positive baner. På den måde kan jeg leve en mere afbalanceret tilværelse. Jeg er meget glad for mit arbejde. Men det er mit studium af Bibelen der har styrket mit følelsesmæssige helbred, for det har hjulpet mig til at få hold på negative følelser og til at være mindre anspændt og mere tålmodig og medfølende. At følge Bibelens principper har også gavnet mig i mit ægteskab. Det vigtigste er at jeg har lært Jehova at kende, og at jeg oplever hvordan hans ånd virker frit i mit liv. Det har givet mit liv større mening.“

Nicholas, som er bygningskonstruktør, siger: „Før jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, var jeg ikke interesseret i åndelige spørgsmål. Det eneste jeg havde som mål i livet, var at opnå succes inden for mit fag. Mit bibelstudium har lært mig at livet er andet end arbejde, og at det at gøre Jehovas vilje resulterer i sand og varig lykke.

Mit arbejde giver mig ganske vist en følelse af tilfredshed, men det er Bibelen der har lært mig hvor vigtigt det er at leve et enkelt liv ved at fokusere på den åndelige side af tilværelsen. Det har min kone og jeg gjort, og derved har vi kunnet undgå meget af det stress som en materialistisk livsstil medfører. Vi har også fået mange gode venner ved at omgås nogle der har et tilsvarende åndeligt livssyn.“

Vincent, som er advokat, siger: „En faglig karriere giver en vis tilfredshed. Men jeg har opdaget at der skal meget mere til for at opnå lykke og fuld tilfredshed. Før jeg blev klar over hvad Bibelen lærer om disse begreber, gik det en dag op for mig at livet i bund og grund er meningsløst. Vi fødes, vokser op, bliver gift, arbejder for at forsøge vores børn og opdrager dem til at følge præcis den samme livscyklus som os selv — for til sidst at blive gamle og dø.

Det var først da jeg begyndte at læse Bibelen sammen med Jehovas Vidner, at jeg fik tilfredsstillende svar på mine spørgsmål om meningen med livet. Mit studium af Bibelen har gjort det muligt for mig at lære Jehova at kende som person og få kærlighed til ham. Det har så igen givet mig grund til at bevare et sundt åndeligt livssyn mens jeg forsøger at leve i harmoni med det jeg ved er hans hensigt. Nu kan både min kone og jeg glæde os over at vi bruger livet på den mest meningsfulde måde.“

Også du kan få en mening med livet ved at læse Bibelen. Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig. Du kan ligesom Marina, Nicholas og Vincent opnå den glæde der er forbundet med at lære Jehova og hans hensigt at kende, både hans hensigt med menneskene generelt og med dig som enkeltperson. Det vil ikke alene dække dit nuværende åndelige behov, men også give dig mulighed for at opnå et fuldkomment helbred og et evigt liv — en mulighed som kun står åben for dem der „erkender deres åndelige behov“. — Mattæus 5:3.

Et af de hjælpemidler man kan gøre brug af for at blive et mere åndeligsindet menneske, er bøn. Jesus brugte tid på at fortælle sine disciple hvordan de kunne bede da han lærte dem den bøn der kaldes fadervor. Hvilken betydning har den bøn for dig? Hvordan kan du drage nytte af den? Svarene på disse spørgsmål finder du i de to følgende artikler.

[Fodnote]

^ par. 2 Bøger som behandler alt lige fra hvordan erhvervsledere kan bruge Jesu lære i den måde de leder deres virksomhed på, til hvordan taoistiske tanker kan gøre dem til bedre ledere.

[Illustrationer på side 6]

Marina

[Illustrationer på side 7]

Nicholas

[Illustrationer på side 7]

Vincent