Er religion skyld i problemerne i verden?

„NÅR religion ikke bidrager til ufred, virker den som et sovemiddel der sløver den menneskelige samvittighed og fylder menneskesindet med virkelighedsfjerne drømme. . . . [Den] gør mennesker snæversynede og overtroiske og indpoder dem had og frygt.“ Den tidligere metodistmissionær som skrev dette, fortsatte: „Beskyldningerne er sandfærdige. Der findes både dårlig og god religion.“ — Start Your Own Religion.

Nogle mener måske at kritikken er overdrevet. Men hvem kan bestride de historiske kendsgerninger? Religion — defineret som „dyrkelse og tilbedelse rettet mod Gud eller noget overnaturligt“ — har i det store og hele en chokerende fortid. Den burde oplyse os og fylde os med håb. Men for det meste fremkalder den ufred, intolerance og had. Hvorfor er det sådan?

En vildledende „lysets engel“

Det giver Bibelen et meget enkelt svar på. Satan Djævelen, som giver sig ud for at være „en lysets engel“, har forledt millioner til at  følge hans lære frem for Guds. (2 Korinther 11:14) Hvor stor Satans indflydelse er, fremgår af apostelen Johannes’ ord: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Johannes var klar over at Satan „vildleder hele den beboede jord“. — Åbenbaringen 12:9.

Hvad har konsekvenserne været? Satan har frembragt religiøse systemer som på overfladen tager sig hellige ud. De har „en facade af ’religiøsitet’“, men de dårlige frugter de frembringer, afslører deres sande tilstand. (2 Timoteus 3:5, J.B. Phillips; Mattæus 7:15-20) Frem for at være med til at afhjælpe menneskehedens problemer bliver religion i realiteten en del af problemet.

Affej ikke hurtigt tanken som værende absurd eller overdreven. Husk at selve det at være vildledt er ensbetydende med at den bedragede er uvidende om det. Apostelen Paulus gav et eksempel på dette da han skrev: „Det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud.“ (1 Korinther 10:20) De tilbedere han skrev om, ville sikkert være blevet forfærdede ved tanken om at de tilbad dæmoner. De mente de tilbad en eller flere gode guder. Men i virkeligheden var de blevet bedraget af „ondskabens åndemagter i det himmelske“, som støtter Satan i at vildlede mennesker. — Efeserne 6:12.

Lad os for eksempel se nærmere på hvordan det lykkedes Satan at bedrage og vildlede mange der mente at de var kristne, men som havde valgt at ignorere apostelen Johannes’ advarsel om dæmonernes indflydelse. — 1 Korinther 10:12.

Jesu lære var fra Gud

„Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig,“ sagde Jesus. (Johannes 7:16) Ja, hans lære stammede fra den almægtige Gud. Den virkede derfor positivt og højnende på dem der lyttede til ham. Den ’tilsidesatte ikke den menneskelige samvittighed eller fyldte sindet med virkelighedsfjerne drømme’. Tværtimod blev de der var lydhøre, gennem hans lære frigjort fra religiøs vildfarelse og menneskelig filosofi som havde rødder i den verden der var vildledt af Satan Djævelen, og hvor folk var „mentalt formørkede“. — Efeserne 4:18; Mattæus 15:14; Johannes 8:31, 32.

Sande kristne var ikke kendetegnet af påtaget fromhed, men af en tro der kom til udtryk gennem de smukke egenskaber som Guds hellige ånd havde frembragt. (Galaterne 5:22, 23; Jakob 1:22; 2:26) Af disse egenskaber er kærligheden den mest fremtrædende og den som skulle kendetegne sande kristne. — Johannes 13:34, 35.

Læg imidlertid mærke til at hverken Jesus eller hans apostle forventede at den kristne menighed ville fortsætte i sin oprindelige form. De vidste at der ville udvikle sig et frafald som ville få overtaget for en tid.

Sand religion tilsløret for en tid

Jesus fortalte i sin billedtale om hveden og ukrudtet at den sande tro ville blive tilsløret for en tid. Læs selv beretningen i Mattæus 13:24-30, 36-43. I symbolsk forstand tilsåede Jesus en mark med hvede, „den gode sæd“, der skildrede hans trofaste disciple som ville udgøre den første kristne menighed. Han advarede om at „en fjende“, Satan Djævelen, ville komme og så „ukrudt“ i denne hvedemark. Ukrudtet var folk som  foregav at følge Jesus Kristus, men som i virkeligheden forkastede hans lære.

Kort tid efter Jesu apostles død fremstod der enkeltpersoner som viste sig at være „ukrudt“, idet de satte fordrejede læresætninger over „Jehovas ord“. (Jeremias 8:8, 9; Apostelgerninger 20:29, 30) Som følge heraf fremstod der på verdensskuepladsen en forfalsket kristendom. Ifølge Bibelen ville den være behersket af „den lovløse“, en korrupt præsteklasse der gav sig af med „ethvert uretfærdigt bedrag“. (2 Thessaloniker 2:6-10) Jesus forudsagde at situationen ville ændre sig „ved afslutningen på tingenes ordning“. De hvedelignende kristne ville blive samlet sammen i et fællesskab, og „ukrudtet“ ville til sidst blive tilintetgjort.

Det er den forfalskede kristendom der bærer ansvaret for at der i århundredernes løb udviklede sig et „uforsonligt barbari“ og et åndeligt mørke som indhyllede den såkaldt kristne verden. Apostelen Peter forudså dette samt alle de andre fordærvede og voldelige handlinger der siden er blevet begået i religionens navn. Han sagde derfor med rette om de såkaldte kristne: „På grund af dem vil sandhedens vej blive spottet.“ — 2 Peter 2:1, 2.

’Teologi præget af forbitret vrede og had’

Det er dog ikke kun kristendommen der har givet religion et dårligt ry. Tænk for eksempel på de fundamentalistiske udgaver af „militant fromhed“ som ifølge den forhenværende nonne Karen Armstrong er skudt op inden for „enhver af de større religiøse traditioner“. Hun mener at enhver religion frem for alt bør bedømmes på om den fører til „medfølelse i praksis“. Hvad har de fundamentalistiske retninger vist i denne henseende? „Hvad enten den fundamentalistiske tro er jødisk, kristen eller muslimsk, lever den ikke op til førnævnte kriterium hvis dens teologi er præget af forbitret vrede og had,“ skriver hun. (The Battle for God — Fundamentalism in Judaism, Christianity and Islam) Men er det kun de „fundamentalistiske“ trosretninger der er kommet til kort i denne henseende og har udviklet ’en teologi præget af forbitret vrede og had’? Historien viser noget andet.

Satan har faktisk opbygget et helt verdensimperium af falsk religion kendetegnet af forbitret vrede, had og så godt som endeløse blodsudgydelser. Bibelen kalder dette imperium „Babylon den Store, moderen til jordens . . . afskyeligheder“, og det skildres som en prostitueret der rider på ryggen af et dyrelignende politisk system. Det er værd at hæfte sig ved at hun holdes ansvarlig for blodet „af alle som er blevet slået ihjel på jorden“. — Åbenbaringen 17:4-6; 18:24.

Ikke alle er blevet bedraget

Historien viser dog at ikke alle er blevet bedraget. Selv i den mørkeste periode har „mange smukke sjæle gjort godt selv om de fleste omkring dem har været onde,“ bemærker Melvyn Bragg. Sande kristne blev ved med at „tilbede [Gud] i ånd og sandhed“. (Johannes 4:21-24) De tog afstand fra al religion der jorden over har prostitueret sig selv som „en der støtter militærmagt“. De nægtede at lade sig trække ind i et samarbejde mellem kirke og stat der af historien blotlægges som „en pagt der snarere er udtænkt af Satan end af en Jesus fra Nazaret“. — Two Thousand Years — The Second Millennium: From Medieval Christendom to Global Christianity.

I nyere tid er Jehovas Vidner blevet bemærket for deres gode holdninger og adfærd. De har udelukkende baseret deres tro og handlinger på Guds inspirerede ord, Bibelen, for ikke at blive besmittet af falsk religion. (2 Timoteus 3:16, 17) Og ligesom de kristne i det første århundrede har de adlydt Jesu befaling om „ikke [at være] en del af verden“. (Johannes 15:17-19; 17:14-16) I nazitidens Tyskland nægtede de for eksempel at slække på deres kristne principper og var derfor uacceptable ifølge nazistyrets ideologi. Hitler hadede dem for  deres standpunkt. En skolebog siger herom: „Jehovas Vidner fulgte Bibelens lære og greb ikke til våben for nogen sag. Derfor nægtede de at tjene i hæren og at have noget at gøre med nazisterne. Som gengældelse indespærrede SS hele familier af Jehovas Vidner.“ (Germany — 1918-45) I hundredvis af tyske Jehovas Vidner omkom på grund af nazismens forfølgelser.

Naturligvis har modige enkeltpersoner inden for forskellige andre religioner også lidt for deres tro. Men Jehovas Vidner gjorde det som et samlet trossamfund. Langt størstedelen holdt fast ved den bibelske forskrift om at „adlyde Gud som . . . hersker mere end mennesker“. — Apostelgerninger 5:29; Markus 12:17.

Årsagen til problemet

Det er derfor kun delvis sandt at religion er skyld i problemerne i verden. Det gælder kun falsk religion. Men Gud har til hensigt meget snart at fjerne al falsk religion. (Åbenbaringen 17:16, 17; 18:21) Hans opfordring til alle som elsker ret og retfærdighed, lyder: „Gå ud fra hende [Babylon den Store, den falske religions verdensimperium], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ (Åbenbaringen 18:4, 5) Ja, Gud er selv dybt krænket af religion som ’bidrager til ufred, sløver den menneskelige samvittighed, fylder menneskesindet med virkelighedsfjerne drømme, får folk til at blive snæversynede, overtroiske og indpoder dem had og frygt’.

I mellemtiden forener Gud dem der elsker sandhed, i en ren og sand religion, et trossamfund som holder fast ved den kærlige, retfærdige og omsorgsfulde Skabers principper og lære. (Mika 4:1, 2; Zefanias 3:8, 9; Mattæus 13:30) Hvis du ønsker at få flere oplysninger om hvordan man kan identificere denne ufordærvede religion, skal du føle dig fri til at skrive til udgiverne af dette blad eller bede et hvilket som helst af Jehovas Vidner om hjælp.

[Illustration på side 7]

Folk med vidt forskellig baggrund har fundet glæden i en ren og sand religion