Et stævne på „jordens navle“

Har du nogen sinde hørt ordene „Te Pito o Te Henua“? Det betyder „jordens navle“ på rapanui, som er det oprindelige sprog på Påskeøen. Her afholdt man for nylig et stævne. Hvad gjorde dette stævne til noget særligt?

ISOLERET, mystisk og eksotisk er nogle af de ord man har hæftet på Påskeøen, eller Rapa Nui, som de lokale indbyggere kalder den. Dette område, der ligger helt for sig selv midt i det sydlige Stillehav, befinder sig 3800 kilometer fra Santiago i Chile. Øen blev en del af Chile den 9. september 1888.

Denne trekantede ø har et landareal på 166 kvadratkilometer og består hovedsagelig af tre udslukte vulkaner. I Stillehavet er mange øer i realiteten toppen af enorme undersøiske bjerge. Det er også tilfældet med Påskeøen, som er blevet gjort til nationalpark, og som uden tvivl er bedst kendt for sine mystiske kæmpestatuer, der kaldes moai. *

Påskeøen har andet og mere at byde på end smukke landskaber og historiske steder. Det er også muligt at smage en række af øens eksotiske delikatesser, for eksempel frugter som ananas, avocado, papaja og ni forskellige slags bananer. Og fra havet kommer en stor variation af fisk og andre havdyr.

Der er et mildt klima på Påskeøen. Det regner jævnlig, og regnbuer er et almindeligt syn. Luften er derfor ren, og turister har mulighed for at se nogle flotte scenerier. Indbyggertallet er i øjeblikket 3800. Nogle af øens indbyggere stammer fra de første bosættere, andre er europæere, chilenere eller af en anden nationalitet. Der kommer i hundredvis af turister fra Europa og Asien til øen, så turismen er en vigtig del af økonomien.

 Første gang Rigets sæd blev sået

I Jehovas Vidners Årbog 1983 kan man læse: „I nogen tid havde vi en isoleret forkynder på Påskeøen. Hun blev styrket åndeligt ved at korrespondere med en missionærsøster på afdelingskontoret [i Chile]. Da hun vendte tilbage til fastlandet, var der flere på øen som abonnerede på Vagttårnet. I april 1980 fik vi til vores store overraskelse et fjernopkald fra en interesseret person der gerne ville vide hvornår mindehøjtiden skulle fejres. Senere samme år flyttede et ægtepar fra Valparaíso dertil, og de har fået bibelstudier med interesserede. I april 1981 blev mindehøjtiden holdt på øen for første gang, med 13 tilstedeværende. Det glæder os meget at ’den gode nyhed’ også er nået ud til dette isolerede område.“

Senere, den 30. januar 1991, sendte afdelingskontoret et specialpionerægtepar, Dario og Winny Fernandez, til øen. Dario fortæller: „En flyvetur på fem timer bragte os til det mest afsidesliggende område på kloden, til en kultur der er indhyllet i mystik.“ Møderne og forkyndelsen blev straks organiseret med støtte fra en lokal broder samt en søster der for nylig var ankommet med sine to børn. Trods religiøs nidkærhed, pres fra familien og lokale skikke som er almindelige på Stillehavsøerne, oplevede de hvordan Jehova velsignede deres anstrengelser. Broder og søster Fernandez virker ikke længere som specialpionerer. Men de er blevet boende på øen og har fået en søn. I dag er der 32 glade forkyndere af Riget. Nogle af dem tilhører Påskeøens oprindelige befolkning. Andre har slået sig ned på øen eller er flyttet dertil på grund af det store behov for forkyndere.

Man træffer forberedelser til et kredsstævne

På grund af den store afstand til fastlandet modtog menigheden tre gange om året videobånd med programmet fra henholdsvis den særlige stævnedag, kredsstævnet og områdestævnet. Men i slutningen af 2000 overvejede afdelingskontorets udvalg i Chile om det var muligt at afholde et stævne, det første af sin slags, på Påskeøen. Det blev besluttet at der skulle afholdes et kredsstævne i november 2001, og man indbød et begrænset antal brødre og søstre fra forskellige dele af Chile til at deltage. Af hensyn til flyets afgangs- og ankomsttid skulle stævnet holdes fra søndag til mandag.

De 33 delegerede havde set frem til at skulle rejse til denne ø og overvære det første kredsstævne på dette fjerntliggende sted. Efter en lang flyvetur over Stillehavet var det en lettelse for de delegerede at blive budt velkommen af lokale brødre der ventede på dem i lufthavnen. De fik smukke blomsterkranse om halsen — som det er kutyme på øen. Derpå blev de kørt til deres logi, og efter en kort rundtur på øen mødtes alle som skulle deltage i programmet, ved rigssalen.

 Offentlig omtale fra en uventet kant

Nogle delegerede som kørte til stævnet, blev overraskede da de i radioen hørte den lokale præst omtale deres besøg. Han fortalte at turister fra fastlandet snart ville besøge folk og fortælle dem at verdens ende er nær. Skønt han opfordrede sine sognebørn til ikke at lytte til de besøgende, gjorde han med sin meddelelse offentligheden opmærksom på at der var en stor gruppe Jehovas Vidner på øen. Dette øgede forventningen blandt øboerne. I de følgende dage forkyndte de delegerede taktfuldt den opmuntrende gode nyhed om Riget for dem.

Stævnet begynder

Søndag morgen ventede de lokale brødre ved indgangen til rigssalen for at byde de delegerede velkommen til den første stævnedag. „Iorana Koe! Iorana Koe!“ „Velkommen!“ Nogle søstre var klædt i traditionelle dragter og havde pyntet deres hår med smukke blomster, som man gør det i Polynesien.

Efter et dejligt, indledende musikprogram forenedes hen ved hundrede stemmer i sangen „Vær faste, urokkelige!“ Det var første gang at så mange på øen havde sunget den sang. Da de lokale brødre hørte ordstyreren byde alle hjertelig velkommen på deres eget sprog, rapanui, blev de dybt bevægede. I middagspausen blev tre nye forkyndere døbt som et symbol på deres indvielse til Gud. Da programmet den første stævnedag var færdigt, følte alle sig nærmere knyttet til Jehova og hele brodersamfundet. — 1 Peter 5:9.

Forkyndelse om formiddagen

På grund af særlige forhold på øen begyndte kredsstævneprogrammet den følgende dag om eftermiddagen. De delegerede benyttede derfor formiddagen til at forkynde. Hvilke oplevelser fik de?

Nogle forkyndere besøgte en ældre kvinde der havde otte sønner og døtre. Hun sagde at hun var katolik og derfor ikke ville tale med dem. Da forkynderne havde forklaret at de gerne ville tale med hende om de problemer der vedrører mange mennesker, som for eksempel stofmisbrug og familieproblemer, indvilligede hun i at lytte.

Et ægtepar der besøgte en ældre kvinde, fik en kølig modtagelse. Hun sagde at folk på fastlandet var så grusomme mod hinanden at de hellere skulle tage derover og tale med dem. Parret fortalte hende at ’den gode nyhed om riget’ bliver forkyndt for alle, og at de var kommet til øen for at overvære et stævne der ville hjælpe stævnedeltagerne til at få større kærlighed til Gud. (Mattæus 24:14) De spurgte hende om hun kunne tænke sig at leve et langt liv i paradisiske omgivelser, som dem på øen, men uden at nogen blev syge og døde. Efter at de havde ræsonneret med hende om hvor gamle de vulkanske kratere på øen var, tænkte hun over livets korthed og spurgte: „Hvorfor lever vi kun i så kort tid?“ Hun blev overrasket over at læse hvad der står i Salme 90:10.

 På det tidspunkt hørte forkynderne pludselig nogle fra nabohuset råbe. De forstod ikke hvad de råbte, men kvinden fortalte dem at det var skældsord, og at naboerne gjorde det klart at de ikke ønskede at få besøg af forkynderne. Men denne kvinde var nua, den ældste datter i familien. Og eftersom hendes far var død, var det hendes opgave at varetage familiens interesser bedst muligt. På det lokale sprog forsvarede hun brødrene over for sine slægtninge og tog venligt imod den litteratur hun fik tilbudt. Da hun senere samme uge kørte forbi forkynderne, bad hun sin broder om at standse bilen. Trods hans tydelige modvilje bød hun brødrene farvel og ønskede dem alt godt i deres forkyndelse.

Selv om nogle af øboerne i begyndelsen havde afvist budskabet som forkynderne fra fastlandet kom med, fandt brødrene ud af at indbyggerne på Påskeøen er søde og venlige af natur. De fleste var glade for at lytte til den gode nyhed. Faktisk er 6 af de 20 Jehovas Vidner som er blevet døbt på øen, lokale indbyggere. En af dem lærte sandheden at kende ved at lytte med fra et af husets andre rum når hans kone modtog bibelundervisning. Han og hans kone er nu begge blevet døbt, og han virker som menighedstjener i menigheden.

Det åndelige program fortsætter

Programmet den anden dag begyndte om eftermiddagen. Igen kom der flere interesserede der sluttede sig til de 32 lokale brødre og søstre, samt 33 delegerede. Der var omkring 100 der lyttede til programmet, deriblandt det offentlige foredrag, „Hvordan kærlighed og tro besejrer verden“. Stævnedeltagerne oplevede i praksis den kærlighed der findes blandt Jehovas folk, selv blandt dem der tilhører forskellige kulturer. — Johannes 13:35.

Kreds- og områdetilsynsmanden holdt i forbindelse med kredsstævnet et særligt møde med pionererne. Til stede ved mødet var de tre pionerer på øen samt delegerede der enten virkede som almindelige pionerer eller specialpionerer. Alle blev meget opmuntrede.

Den næste dag tog nogle af de lokale brødre der arbejder som guider, de delegerede  med rundt på øen. De så et stenbrud, hvor moai blev udhugget, vulkaner, hvor man i gammel tid afholdt konkurrencer, og selvfølgelig den smukke Anakena-strand med dens gyldne sand, hvor de første bosættere på øen gik i land. *

Den sidste mulighed de delegerede havde for at være sammen med de lokale brødre, var i forbindelse med menighedsbogstudiet. Efter mødet havde de lokale forkyndere til gæsternes store overraskelse tilberedt et traditionelt måltid. Senere gav de i deres særegne dragter en flot opvisning i folkedans. De delegerede såvel som de indfødte brødre og søstre var ikke i tvivl om at det store arbejde i forbindelse med at forberede stævnet, havde været alle anstrengelserne værd.

Alle der var kommet som delegerede, følte sig stærkt knyttet til deres isolerede brødre og søstre som de havde tilbragt en spændende uge sammen med. Det var svært at forlade øen. De vil for altid holde af deres nye venner, og de er taknemmelige for den åndelige opmuntring de modtog. I lufthavnen hængte de lokale brødre kæder af muslingeskaller om halsen på de delegerede.

Da de delegerede tog af sted, lovede de: „Iorana! lau he hoki mai e Rapa Nui ee.“ Det betyder: „Farvel! Jeg vil vende tilbage til jer, I beboere på Påskeøen.“ Ja, de længes efter at vende tilbage for at besøge deres nye venner og åndelige brødre og søstre på denne eksotiske, isolerede, gådefulde og venlige Påskeø.

[Fodnoter]

[Ramme på side 24]

Forkyndelse på Påskeøen

To år inden man afholdt dette mindeværdige stævne, besøgte en kredstilsynsmand og hans hustru øen, og de fik mange gode oplevelser. De blev meget overraskede da den søster som fulgte dem til deres logi, fortalte dem at de 16 år tidligere havde studeret med hende i det sydlige Chile da hun var teenager. Deres forkyndelse havde senere båret frugt på Påskeøen.

De fik også denne pudsige oplevelse: En mand der ejede en souvenirbutik, tog imod Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter og bibelstudiebogen Kundskab der fører til evigt liv, som begge er udgivet af Jehovas Vidner. Da de vendte tilbage for at besøge ham, fortalte han dem at han ikke kunne læse den bibel han havde fået. De havde givet ham en på fransk i stedet for en på spansk. Problemet blev hurtigt løst. Med hjælp fra lokale brødre, og naturligvis en bibel på hans eget sprog, blev han snart klar over at Bibelen alligevel ikke er så svær at forstå.

[Kort på side 22]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PÅSKEØEN

CHILE

[Illustrationer på side 23]

To af dem der blev døbt ved kredsstævnet

[Illustrationer på side 25]

Skråningen af vulkanen Rano Raraku. Indsat billede: En vildtvoksende frugt kaldet guayaba vokser på øen