Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Religion — En positiv eller negativ faktor?

Religion — En positiv eller negativ faktor?

Religion — En positiv eller negativ faktor?

„JEG skylder kristendommen meget, og det samme gør efter min mening den verden vi har levet i gennem de sidste 2000 år.“ — Forordet til Two Thousand Years — The First Millennium: The Birth of Christianity to the Crusades.

Det er den engelske forfatter og journalist Melvyn Bragg der giver „kristendommen“ disse anerkendende ord. Millioner af jordens indbyggere har samme loyale indstilling og føler sig i umådelig gæld til en eller anden religion. De er overbeviste om at religion har påvirket deres liv i en positiv retning. En forfatter siger for eksempel at islam „har inspireret en stor civilisation . . . [der har] beriget hele verden“.

Religionens indflydelse — god eller dårlig?

Med sine næste ord rejser Melvyn Bragg imidlertid et alvorligt spørgsmål om hvorvidt religionen i almindelighed har været af det gode. Han fortsætter: „Kristendommen skylder også mig noget, nemlig en forklaring.“ Hvad er det han gerne vil have en forklaring på? „På den intolerance, ondskab, umenneskelighed og selvvalgte uvidenhed som også har kendetegnet meget af dens ’historie’,“ siger han.

Mange vil sige at intolerance, ondskab, umenneskelighed og selvvalgt uvidenhed har kendetegnet næsten alle verdens religioner gennem historien. De mener at religion giver sig ud for at være menneskehedens velgører — men at den i virkeligheden under et dække af dyd og hellighed er fuld af hykleri og løgn. (Mattæus 23:27, 28) „Ingen påstand forekommer oftere i vores litteratur end den at religionen er af særlig værdi i forbindelse med civilisationen,“ siger A Rationalist Encyclopædia. „Og ingen bliver mere grundigt modsagt af de historiske kendsgerninger,“ fortsætter opslagsværket.

I dagspressen finder man utallige eksempler på religiøse ledere der prædiker kærlighed, fred og barmhjertighed, men som i realiteten giver næring til hadets flammer og legitimerer brutale konflikter i Guds navn. Ikke uden grund føler mange derfor at religion meget ofte har en dårlig indflydelse på vores liv.

Bedre med slet ingen religion?

Nogle har endda som den engelske filosof Bertrand Russell konkluderet at det ville være godt hvis det med tiden gik sådan at „enhver form for religiøs tro [ville] dø ud“. De mener at den eneste varige løsning på menneskehedens problemer er at fjerne al religion. Men måske vælger de at se bort fra at de der forkaster religion, kan fremkalde lige så meget had og intolerance som de der går ind for religion. Forfatteren Karen Armstrong giver følgende påmindelse: „Holocaust beviste at en ikkereligiøs ideologi [kan] være mindst lige så dødbringende som ethvert religiøst korstog.“ — The Battle for God — Fundamentalism in Judaism, Christianity and Islam.

Er religionens indflydelse da af det gode, eller er den i virkeligheden årsagen til problemerne i verden? Er løsningen på disse problemer at få fjernet al religion? Se engang hvad Bibelen har at sige om det i den næste artikel. Svaret vil måske overraske dig.