Livsberetning

Tilfredshed i tjenesten for Gud har holdt mig oppe

FORTALT AF BENJAMIN IKECHUKWU OSUEKE

Kort efter at jeg var begyndt som heltidsforkynder, besøgte jeg mine forældre. Da min far så mig, greb han mig i skjorten og begyndte at råbe: „Tyv!“ Han tog sin huggert og slog mig med den flade side. Spektaklet fik andre i landsbyen til at samle sig om vores hus. Hvad havde jeg stjålet? Lad mig forklare.

JEG blev født i 1930 i landsbyen Umuariam i det sydøstlige Nigeria, og jeg var den førstefødte i en søskendeflok på syv. Den ældste af mine søstre døde da hun var 13 år gammel. Mine forældre tilhørte den anglikanske kirke. Far var landmand og mor var småhandlende. Hun gik til marked omkring 30 kilometer fra vores landsby for at købe en dunk palmeolie og kom hjem sent samme dag. Tidligt den følgende morgen drog hun til en stationsby cirka 40 kilometer borte for at sælge olien. Hvis hun tjente noget, var det som regel kun hvad der svarer til omkring en krone. Så købte hun mad til familien og vendte hjem samme dag. Det var hendes faste rutine i 15 år indtil hun døde i 1950.

Jeg begyndte min skolegang i vores landsby hvor der var en skole som blev drevet af den anglikanske kirke. Men for at kunne færdiggøre grundskolen måtte jeg bo på et logi omkring 35 kilometer borte. Eftersom mine forældre ikke havde penge til at betale for min uddannelse, begyndte jeg at se mig om efter et job. Først fik jeg arbejde som tjener hos en der var ansat ved jernbanen i Lagos i det vestlige Nigeria. Derefter arbejdede jeg for en embedsmand  i Kaduna i det nordlige Nigeria. I Benin City i den midtvestlige del af Nigeria fik jeg arbejde på et kontor hos en advokat, og senere blev jeg arbejdsmand på et savværk. Derfra rejste jeg i 1953 til Cameroun for at bo hos en fætter, der hjalp mig med at få et job i en gummiplantage. Min månedsløn var på omkring 50 kroner. Jeg havde kun simpelt arbejde, men så længe jeg havde nok at spise, var jeg tilfreds.

En fattig mand der gav andre rigdom

En af mine arbejdskammerater, Silvanus Okemiri, var et af Jehovas Vidner. Han brugte hver en lejlighed til at fortælle mig om Bibelen mens vi slog græs og lagde dækningsmateriale rundt om gummiplanterne. Jeg lyttede til ham, men det var også det hele. Da min fætter opdagede at jeg havde kontakt med Jehovas Vidner, gjorde han alt hvad han kunne for at få mig fra det. Han sagde advarende: „Benji, lad være med at besøge hr. Okemiri. Han er Jehova-mand, og han er fattig. Alle der kommer sammen med ham, vil bare ende ligesom ham.“

I begyndelsen af 1954 var jeg ikke længere i stand til at klare de hårde arbejdsforhold, så jeg vendte hjem. Dengang havde den anglikanske kirke ret strikse moralnormer, så allerede under min opvækst fik jeg afsky for umoralitet. Men inden længe blev jeg frastødt af hykleriet blandt de andre kirkegængere. De påstod at de fulgte Bibelens normer, men den måde de levede på, viste noget andet. (Mattæus 15:8) Jeg havde mange ophedede diskussioner med min far, og det gjorde at vi fik et anstrengt forhold til hinanden. En aften valgte jeg derfor at rejse hjemmefra.

Jeg flyttede til Omoba, en lille stationsby. Her fik jeg igen kontakt med Jehovas Vidner. Priscilla Isiocha, som jeg kendte fra min landsby, gav mig brochurerne „Denne Gode Nyhed om Riget“ og Efter Harmagedon — Guds nye Verden. * Jeg slugte dem, overbevist om at jeg havde fundet sandheden. I min kirke studerede vi ikke Bibelen; vi var kun optaget af menneskers traditioner. Men i Jehovas Vidners litteratur blev der ofte citeret fra Bibelen.

Der gik ikke engang en måned før jeg spurgte broder og søster Isiocha hvornår de kom i deres kirke. Da jeg første gang overværede et af Jehovas Vidners møder, forstod jeg ikke spor. Vagttårnsartiklen handlede om „Gog fra Magogs“ angreb, som er omtalt i Ezekiels profetiske bog. (Ezekiel 38:1, 2) Mange af udtrykkene var helt fremmede for mig, men den varme velkomst jeg fik, gjorde så stort indtryk på mig at jeg besluttede at vende tilbage den følgende søndag. Anden gang jeg var til møde, hørte jeg om forkyndelsen. Jeg spurgte derfor Priscilla hvornår de gik ud og forkyndte. Den tredje søndag gik jeg med dem ud i forkyndelsen med min lille bibel i hånden. Jeg havde hverken forkyndertaske eller noget bibelsk litteratur med. Men jeg blev alligevel forkynder, og ved månedens slutning afleverede jeg min rapport!

Der var ingen der studerede Bibelen med mig, men når jeg besøgte familien Isiochas, lyttede jeg til trosstyrkende og opmuntrende ord fra Bibelen og forstod efterhånden mere og mere. De forsynede mig også med bibelsk læsestof. Ved et områdestævne i Aba den 11. december 1954, lod jeg mig døbe som et  udtryk for at jeg havde indviet mig til Jehova. Min fætter som jeg boede hos og som også havde givet mig en læreplads, holdt op med at give mig mad og undervise mig, og han betalte mig ikke spor for det arbejde jeg havde udført for ham. Men jeg bar ikke nag til ham; jeg var blot taknemmelig for at jeg havde et personligt forhold til Gud, noget der trøstede mig og gav mig fred i sindet. De lokale forkyndere kom mig til hjælp. Familien Isiochas gav mig mad, og andre lånte mig penge så jeg kunne drive lidt handel. I midten af 1955 købte jeg en brugt cykel, og i marts 1956 begyndte jeg som almindelig pioner. Kort efter betalte jeg min gæld. Jeg tjente kun meget lidt som småhandlende, men nok til at jeg kunne forsørge mig selv. Jeg var tilfreds med det Jehova tilvejebragte.

Jeg „stjæler“ mine søskende

Lige så snart jeg havde fået mit eget sted at bo, var min første tanke at hjælpe mine søskende åndeligt. Far var fordomsfuld og meget mistænksom og havde derfor været imod at jeg blev et af Jehovas Vidner. Så hvordan kunne jeg hjælpe mine søskende til at lære sandheden fra Bibelen at kende? Jeg tilbød at støtte min lillebror Ernest økonomisk, så far gav ham lov til at bo hos mig. Ernest accepterede hurtigt sandheden og blev døbt i 1956. Hans beslutning forstærkede min fars modstand. Men min søster der allerede var gift, tog alligevel imod sandheden sammen med sin mand. Da jeg foreslog at min anden søster Felicia kunne komme og besøge mig når hun havde ferie fra skolen, gik min far modvilligt med til det. Der gik ikke lang tid før Felicia også blev døbt som et af Jehovas Vidner.

I 1959 tog jeg hjem for at hente Bernice, min tredje søster, for at hun kunne bo hos Ernest. Det var ved den lejlighed far overfaldt mig og beskyldte mig for at stjæle hans børn. Han forstod ikke at de selv havde besluttet sig for at tjene Jehova. Far svor at han aldrig ville tillade at Bernice tog med mig. Men Jehovas hånd var ikke for kort, for allerede året efter kom Bernice for at tilbringe sine skoleferier hos Ernest. Ligesom sine søstre tog Bernice sandheden til sig og blev døbt.

Jeg lærer ’hemmeligheden’

I september 1957 blev jeg specialpioner og brugte hver måned 150 timer i forkyndelsesarbejdet. Min makker, Sunday Irogbelachi, og jeg forkyndte i Akpu-na-abuo i Etche. Det var et stort distrikt. Ved det første kredsstævne vi dér overværede, blev 13 fra vores gruppe døbt. Vi er begejstrede for at se at der i dag er 20 menigheder i dette område!

I 1958 lærte jeg Christiana Azuike at kende. Hun var pioner i Aba East menighed. Jeg beundrede hendes nidkærhed, og i december samme år blev vi gift. I begyndelsen af 1959 blev jeg udnævnt til rejsende tilsynsmand og skulle besøge og opmuntre vores åndelige brødre i forskellige menigheder. Indtil 1972 besøgte min kone og jeg næsten alle Jehovas Vidners menigheder i den østlige og midtvestlige del af Nigeria.

Menighederne lå meget spredt, og vi kom fortrinsvis rundt på cykel. Når vi besøgte menighederne i de større byer, sørgede brødrene for at vi blev kørt til den næste menighed i taxa. Nogle gange boede vi i et rum med lerstampet gulv og uden loft. Vi sov på senge lavet af raffiapalmetræ. Nogle af sengene havde en madras af græs dækket med en måtte; andre havde ingen madras. Mængden og kvaliteten af maden var ikke noget problem for os. Vi havde lært at være tilfredse med lidt og var glade for hvad der nu blev serveret, og det satte vores værter pris på. Dengang var det ikke alle byer der havde elektricitet, så vi medbragte altid vores petroleumslampe. Trods de vanskelige forhold havde vi mange dejlige stunder med brødrene.

I disse år lærte vi at forstå værdien af at følge Paulus’ tilskyndelse: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ (1 Timoteus 6:8) Det var i tider med modgang at Paulus  lærte den hemmelighed der hjalp ham til at være tilfreds. Han forklarer: „Jeg kender jo til at være langt nede med fornødenheder, og jeg kender jo til at have rigeligt. I alt og i alle forhold har jeg lært hemmelighederne, både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød.“ Det samme lærte vi. Paulus sagde videre: „Alt har jeg styrke til ved ham [Gud] som giver mig kraft.“ (Filipperne 4:12, 13) Det viste sig virkelig at være sandt i vort tilfælde. Vi blev belønnet med tilfredshed, et fuldt mål af opbyggende kristne aktiviteter og fred i sindet.

I kredstjenesten som familie

Ved slutningen af 1959 blev vores første søn, Joel, født, og i 1962 fulgte vores anden dreng, Samuel. Christiana og jeg fortsatte i rejsetjenesten og besøgte nu menighederne sammen med vores drenge. I 1967 udbrød der borgerkrig i Nigeria. Skolerne blev lukket på grund af uophørlige luftangreb. Før min hustru sluttede sig til mig i rejsetjenesten, var hun skolelærer, så under krigen underviste hun børnene derhjemme. Samuel kunne læse og skrive som seksårig, og da han efter krigen begyndte i skolen, var han to klasser forud for sine jævnaldrende.

Dengang indså vi ikke fuldt ud hvor vanskeligt det er at opdrage børn mens man er i rejsetjenesten. Det var imidlertid til gavn for os at vi i 1972 fik til opgave at tjene som specialpionerer. Det gav os mulighed for at få et permanent hjem, så vi kunne give vores børn den nødvendige åndelige oplæring. Vi har altid lært vores sønner værdien af at være tilfredse i tjenesten for Jehova. I 1973 blev Samuel døbt, og samme år begyndte Joel som almindelig pioner. Begge vores sønner er blevet gift med gode kristne kvinder og oplærer nu selv deres børn i sandheden.

Borgerkrigens kvaler

Da borgerkrigen brød ud, var jeg sammen med min familie på besøg i en menighed i Onitsha som kredstilsynsmand. Denne krig fik det til at stå endnu mere klart for os hvor tomt det er at samle sig en mængde materielle ting og at sætte sin lid til dem. Jeg så folk der løb for livet og måtte efterlade deres højt skattede ejendele på gaden.

Efterhånden som krigen tog til, blev alle sunde og raske mænd udskrevet til militærtjeneste. Mange brødre der nægtede at tjene i militæret, blev torteret. Vi kunne ikke bevæge os frit omkring, og fødevaremangelen skabte kaos i landet. Prisen på et halvt kilo kassava steg fra 50 øre til næsten 90 kroner, og en kop salt fra 50 kroner til over 270 kroner. Det var umuligt at få mælk, smør og sukker. For at overleve kværnede vi umodne papajafrugter som vi blandede med lidt kassavamel. Vi spiste også græshopper, kassavaskræller, hibiscusblade, elefantgræs, ja, alle former for blade vi kunne finde. Kød var dyrt, så jeg fangede firben som børnene kunne få at spise. Men uanset hvor dårlige forholdene blev, sørgede Jehova altid for os.

Noget der var endnu mere farligt, var at krigen skabte mangel på åndelig føde. De fleste af brødrene flygtede fra krigszonen ind i  junglen eller til andre landsbyer, og i forbindelse med flugten gik de fleste eller alle deres bibelske publikationer tabt. Dertil kom at regeringstroppernes blokade forhindrede den nye bibelske litteratur i at nå frem til Biafra-området. De fleste menigheder forsøgte at holde møder, men brødrenes åndelige sundhed led under at de ikke kunne få anvisninger fra afdelingskontoret.

Kampen mod åndelig hungersnød

Rejsende tilsynsmænd gjorde deres bedste for at blive ved med at besøge menighederne. Eftersom mange brødre var flygtet fra byerne, søgte jeg efter dem overalt. Ved en lejlighed efterlod jeg min kone og børn et sikkert sted, og i seks uger rejste jeg på egen hånd rundt til forskellige landsbyer og områder i junglen for at lede efter brødrene.

Mens jeg besøgte en menighed i Ogbunka, hørte jeg at der var en stor gruppe Jehovas Vidner i Isuochi-området i Okigwe. Derfor sørgede jeg for at brødrene i dette område fik besked på at samles i en nøddeplantage ved landsbyen Umuaku. En ældre broder og jeg cyklede de cirka 15 kilometer til plantagen hvor omkring 200 Jehovas Vidner var samlet, deriblandt kvinder og børn. Med hjælp fra en pionersøster lykkedes det mig at finde frem til en anden gruppe på omkring et hundrede forkyndere, der havde søgt tilflugt i Lomara-bushen.

Lawrence Ugwuegbu tilhørte en gruppe modige brødre der boede i den krigshærgede by Owerri. Han fortalte mig at der opholdt sig adskillige brødre i Ohaji-området, men de kunne ikke bevæge sig frit omkring eftersom soldater havde besat området. En nat cyklede vi dertil i ly af mørket og mødtes med omkring 120 brødre og søstre på en broders grund. Ved samme lejlighed besøgte vi også andre Jehovas Vidner de steder hvor de holdt sig skjult.

Broder Isaac Nwagwu satte sit liv på spil for at hjælpe mig med at finde frem til andre brødre der var blevet tvunget til at flygte. Han sejlede mig over Otamirifloden i en kano så vi kunne mødes med over 150 Jehovas Vidner der var samlet i Egbu-Etche. En af brødrene sagde: „Det er mit livs skønneste dag. Jeg troede aldrig jeg skulle leve længe nok til igen at se en kredstilsynsmand. Dør jeg nu på grund af krigen, dør jeg lykkelig.“

Jeg var altid i fare for at blive taget til militæret, men gang på gang følte jeg Jehovas beskyttelse. En eftermiddag da jeg var på vej til det sted hvor jeg boede efter at have besøgt omkring 250 brødre, blev jeg standset af nogle soldater ved en vejspærring. „Hvorfor er du ikke med i hæren?“ spurgte de. Jeg forklarede at jeg var missionær og forkyndte Guds rige. Det gik op for mig at de var besluttet på at arrestere mig. Efter at have bedt en hurtig, stille bøn sagde jeg til den øverstkommanderende: „Jeg vil gerne bede dig løslade mig.“ Til min overraskelse spurgte han: „Siger du at vi skal lade dig gå?“ „Ja,“ svarede jeg, „løslad mig.“ Han sagde så: „Du kan gå.“ Ingen af soldaterne sagde noget. — Salme 65:1, 2.

Yderligere velsignelser

Efter at krigen sluttede i 1970, fortsatte jeg i kredstjenesten. Det var en forret at kunne  hjælpe med at reorganisere menighederne. Dernæst var Christiana og jeg specialpionerer indtil 1976 hvor jeg igen blev udnævnt til kredstilsynsmand. Senere samme år fik jeg til opgave at virke i områdetjenesten. Syv år senere blev min kone og jeg indbudt til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Nigeria hvor vi stadig bor. Her på afdelingskontoret er det altid en stor glæde at gense brødre og søstre som vi mødte under borgerkrigen, eller under andre omstændigheder, og som stadig tjener Jehova trofast.

I årenes løb har Christiana været mig en vidunderlig støtte og en loyal livsledsager. Hendes udholdenhed og positive indstilling trods vedvarende helbredsproblemer siden 1978, har hjulpet mig til igennem årene at kunne varetage mine ansvarsopgaver. Vi har erfaret sandheden i salmistens ord: „Jehova vil styrke ham på sygelejet.“ — Salme 41:3.

Når jeg ser tilbage på disse år med teokratisk tjeneste, kan jeg ikke lade være med at takke Jehova for hans vidunderlige velsignelser. Jeg kan i sandhed sige at det har givet mig stor glæde at være tilfreds med det han tilvejebringer. At se at mine søskende og mine børn og deres familier alle tjener Jehova sammen med mig og min hustru, er også en stor glæde. Jehova har givet mig et rigt og meningsfyldt liv. Jeg har fået alt hvad jeg ønskede mig.

[Fodnote]

[Ramme på side 27]

En betimelig ordning til stor gavn for brodersamfundet

I midten af 1960’erne resulterede fjendskab mellem etniske grupper i det nordlige og østlige Nigeria i uroligheder, opstande, lovløshed og etniske stridigheder. Disse forhold udsatte Jehovas Vidner for store prøvelser eftersom de var besluttede på at forblive strengt neutrale i konflikten. Omkring 20 Jehovas Vidner blev slået ihjel. De fleste andre mistede alle deres ejendele.

Den 30. maj 1967 løsrev de østlige stater i Nigeria sig fra forbundsstaten, og republikken Biafra blev dannet. Forbundshæren blev mobiliseret, og der blev iværksat en total blokade af Biafra. Der fulgte en voldsom og blodig borgerkrig.

Jehovas Vidners neutrale standpunkt i Biafra medførte at de blev udsat for angreb. Aviserne bragte hadefulde artikler og oppiskede en fjendtlig stemning imod dem. Men Jehova sørgede for at hans tjenere fik åndelig føde. Hvordan?

I begyndelsen af 1968 fik en embedsmand der var et af Jehovas Vidner, tildelt en post i Europa, og en anden broder fik arbejde på den eneste flyveplads i Biafra. Deres arbejde gjorde at de nu befandt sig i hver sin ende af den eneste forbindelseslinje mellem Biafra og verden udenfor. Disse to Jehovas Vidner tilbød frivilligt at påtage sig den risikable opgave at kanalisere åndelig føde ind i Biafra. De hjalp også med at forsyne brødrene med nødhjælp. De to brødre var i stand til at opretholde denne vigtige forbindelseslinje lige til krigen sluttede i 1970. En af dem sagde senere: „Det er utænkeligt at det kun var mennesker der stod bag denne ordning.“

[Illustration på side 23]

I 1956

[Illustration på side 25]

I 1965 med vore sønner Joel og Samuel

[Illustration på side 26]

Det er en velsignelse at tjene Jehova som familie

[Illustration på side 27]

I dag tjener Christiana og jeg på afdelingskontoret i Nigeria