Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den Westfalske Fred — et vendepunkt i Europas historie

Den Westfalske Fred — et vendepunkt i Europas historie

Den Westfalske Fred — et vendepunkt i Europas historie

„DET er afgjort en sjælden begivenhed at så mange europæiske statsoverhoveder er samlet som det sker her i dag,“ udtalte Forbundsrepublikken Tysklands daværende præsident, Roman Herzog. Blandt hans tilhørere den oktoberdag i 1998 var fire konger, fire dronninger, en prins, en fyrste, en storhertug og adskillige præsidenter. Begivenheden var arrangeret af Europarådet og var en milepæl i det nutidige Tysklands historie. Hvad var anledningen?

At det i oktober 1998 var 350 år siden at Den Westfalske Fred blev ratificeret. Mange fredsaftaler har været epokegørende, og i den henseende er Den Westfalske Fred i 1648 fremtrædende. Den afsluttede Trediveårskrigen og indvarslede det Europa vi kender i dag, bestående af suveræne stater.

En gammel orden bliver rystet

I middelalderen var den katolske kirke og Det Hellige Romerske Rige de største magtfaktorer i Europa. Det Hellige Romerske Rige bestod af flere hundrede større og mindre fyrstedømmer, der havde et vist mål af selvstyre. Riget omfattede det der i dag er Østrig, Tjekkiet, det østlige Frankrig, Tyskland, Schweiz, Nederlandene og dele af Italien. Eftersom de tyske besiddelser udgjorde hovedparten, blev riget kendt som Det Hellige Romerske Rige af Den Tyske Nation (i daglig tale Det Tysk-romerske Rige). Kejseren tilhørte den katolske Habsburgslægt fra Østrig. Riget og pavedømmet holdt i fællesskab Europa i katolicismens faste greb.

Men i det 16. og 17. århundrede blev den bestående orden rystet. Den katolske kirkes ekstreme fremfærd vakte utilfredshed overalt i Europa, og reformatorer som Martin Luther og Johannes Calvin talte for at man igen fulgte Bibelens normer. Mange sluttede sig til dem, og af bevægelsen fremstod reformationen og protestantismen. Reformationen spaltede riget mellem katolikker, lutheranere og calvinister.

Katolikkerne nærede mistillid til protestanterne, som på deres side ringeagtede deres katolske modpart. I dette klima blev Den Evangeliske Union og Den Katolske Liga dannet tidligt i 1600-tallet. Nogle af Det Tysk-romerske Riges fyrster sluttede sig til Unionen, andre til Ligaen. Europa, især Det Tysk-romerske Rige, var en krudttønde af mistro. Der behøvedes kun en lille gnist for at fremkalde en eksplosion. Da det skete, kom konflikten til at vare i 30 år.

Gnisten der antændte Europa

Protestantiske herskere forsøgte at få de katolske habsburgere til at indrømme dem større trosfrihed. Men kejseren gav ikke godvilligt indrømmelser, og i 1617 og 1618 blev to lutheranske kirker i Bøhmen lukket med magt. Det provokerede den protestantiske adel, og dens udsendinge stormede ind i et palads i Prag, greb tre katolske embedsmænd og kastede dem ud ad et højtsiddende vindue. Det blev gnisten der antændte Europa.

De stridende trosretninger, som ellers måtte formodes at være disciple af Fredsfyrsten, Jesus Kristus, greb nu til våben mod hinanden. (Esajas 9:6) Den Katolske Liga tilføjede Den Evangeliske Union et knusende nederlag i Slaget ved Det Hvide Bjerg, og Unionen blev opløst. Protestantiske adelsmænd blev henrettet på Prags torv. I hele Bøhmen fik protestanter der ikke ville afsværge deres tro, beslaglagt deres ejendom, som blev overdraget til katolikker. Bogen 1648 — Krieg und Frieden in Europa (1648 — Krig og fred i Europa) beskriver denne konfiskation som „et af de største ejerskifter nogen sinde i Centraleuropa“.

Det der begyndte som en religionskrig i Bøhmen, udviklede sig til en international magtkamp. I løbet af de påfølgende 30 år blev Danmark, Frankrig, Nederlandene, Spanien og Sverige inddraget i striden. Katolske og protestantiske herskere sloges om rigdomme og politisk overhøjhed, ofte for vindings skyld eller af magtbegær. Adskillige opslagsværker inddeler Trediveårskrigen i følgende fire faser, opkaldt efter kejserens hovedmodstandere: Den bøhmisk-pfalziske, den nedersachsisk-danske (i Danmark kaldet Kejserkrigen), den svenske og den svensk-franske krig. Hovedparten af kamphandlingerne foregik på kejserrigets jord.

Datidens våben omfattede pistoler, musketter, morterer og kanoner. Sverige var hovedleverandør af våben. Katolikkerne og protestanterne drog i kamp råbende „Santa Maria“ eller „Gud med os“. Tropperne plyndrede og hærgede på deres vej gennem de tyske stater og behandlede både modstandere og civile som dyr. De krigsførende parter forfaldt til barbari, i slående modsætning til Bibelens ord: „Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ — Mika 4:3.

Et helt slægtled af tyskere voksede op uden at kende andet end krig, og den krigstrætte befolkning længtes efter fred. Og der var sikkert blevet sluttet fred tidligere hvis det ikke havde været for herskernes politiske tovtrækkeri. Krigen mistede gradvis sit religiøse islæt og blev mere politisk betonet. Ironisk nok blev denne udvikling fremmet af en fremtrædende katolsk gejstlig.

Kardinal Richelieu udfolder sin magt

Armand Jean du Plessis, bedre kendt som kardinal de Richelieu, var Frankrigs førsteminister fra 1624 til 1642. Hans ambition var at gøre Frankrig til europæisk stormagt, og han søgte derfor at underminere de katolske habsburgeres magt ved at give økonomisk støtte til de protestantiske hære fra de tyske stater samt Danmark, Nederlandene og Sverige.

I 1635 lod Richelieu for første gang franske tropper deltage i kampene. Bogen vivat pax — Es lebe der Friede! (Freden længe leve!) oplyser at i det afsluttende stadium „ophørte Trediveårskrigen med at være en krig mellem religiøse parter. . . . Krigen blev en kamp om politisk overtag i Europa.“ Det der begyndte som en religionskrig mellem katolikker og protestanter, endte med at katolikker og protestanter kæmpede side om side mod katolikker. Den Katolske Liga, som var blevet svækket tidligt i 1630’erne, blev opløst i 1635.

Fredsforhandlingerne i Westfalen

Europa var hårdt medtaget af plyndringer, drab, voldtægt og sygdomme. Længselen efter fred blev forstærket efterhånden som man erkendte at ingen kunne vinde krigen. Bogen vivat pax — Es lebe der Friede! nævner at „da 1630’erne gik på hæld, indså fyrsterne omsider at de ikke længere kunne nå deres mål med militærmagt“. Men hvordan skulle man få sluttet den fred alle ønskede?

Kejser Ferdinand III af Det Hellige Romerske Rige, kong Ludvig XIII af Frankrig og dronning Kristina af Sverige enedes om at holde en konference hvor alle krigsdeltagerne kunne forhandle om betingelserne for fred. Valget faldt på to byer, Osnabrück og Münster i den tyske provins Westfalen, fordi de lå midtvejs mellem hovedstaden i Sverige og hovedstaden i Frankrig. Forhandlingerne blev indledt i 1643 med deltagelse af cirka 150 delegationer, heriblandt nogle med et stort følge af rådgivere. De katolske udsendinge samledes i Münster, de protestantiske i Osnabrück.

Først fastlagde man det protokolmæssige, for eksempel udsendingenes titel, rang og placering samt procedurer. Dernæst tog man fat på forhandlingerne. De foregik ved at mellemmænd overbragte forslag fra den ene delegation til den anden. Efter næsten fem år, hvor krigen stadig rasede, blev man enige om fredsbetingelserne. Den Westfalske Fred omfattede flere dokumenter. Én aftale blev undertegnet i Osnabrück mellem kejser Ferdinand III og Sverige, en anden i Münster mellem kejseren og Frankrig.

Freden blev fejret efterhånden som nyheden bredte sig. Det der begyndte med en lille gnist, sluttede med bogstaveligt fyrværkeri der oplyste himmelen i flere byer. Kirkeklokker ringede, kanoner saluterede, og folk sang i gaderne. Kunne Europa nu forvente varig fred?

Er varig fred mulig?

Parterne i Den Westfalske Fred anerkendte ordningen med suveræne stater. Det indebar at hver part i aftalen gik ind på at respektere alle andre parters territoriale rettigheder og ikke blande sig i hinandens indre anliggender. Derved fik Europa sin karakteristiske sammensætning af suveræne stater. Nogle af disse fik større fordel af traktaten end andre.

Frankrig fik nu stormagtsstatus, og Holland og Schweiz blev anerkendt som uafhængige stater. Derimod var aftalen til skade for mange af de tyske fyrstedømmer der i forvejen havde fået en ublid medfart i krigen. Tysklands skæbne lå til en vis grad i hænderne på andre nationer. I The New Encyclopædia Britannica står der: „De tyske fyrsters gevinst og tab blev afgjort af de førende magters, Frankrigs, Sveriges og Østrigs, forgodtbefindende.“ De tyske fyrstedømmer blev ikke sluttet sammen i én nation, men forblev delte. Tilmed fik fremmede herskere kontrol med nogle territorier og visse strækninger af de tyske hovedfloder, Rhinen, Elben og Oder.

Katolicismen, lutheranismen og calvinismen blev anerkendt på lige fod. Det huede ikke alle. Pave Innocens X var en uforsonlig modstander af fredsaftalen og erklærede den ugyldig. Alligevel holdt de religiøst fastlagte grænser sig stort set uændrede i tre hundrede år. Den personlige religionsfrihed blev ikke indført, men den kom et skridt nærmere.

Den Westfalske Fred afsluttede Trediveårskrigen, og fjendtlighederne ebbede ud. Det var den sidste store religionskrig i Europa. Nok udbrød der krige, men de var forårsaget af politik og handelsinteresser, ikke af religion. Det vil dog ikke sige at religion ikke længere spillede nogen rolle i europæiske bataljer. Både under Første og Anden Verdenskrig bar tyske soldater bæltespænder med de kendte ord: „Gud med os.“ I disse gruopvækkende krige stod katolikker og protestanter igen over for deres trosfæller.

Den Westfalske Fred førte tydeligvis ikke til varig fred. Men de der adlyder Gud, vil snart opleve en evig fred som Jehova Gud vil indføre ved hjælp af det messianske rige under hans søn, Jesus Kristus. Under hans styre vil den sande tro forene menneskeheden og modvirke splittelse. Ingen vil gå i krig, hverken af religiøse eller andre grunde. Det bliver en ubeskrivelig lettelse når dette styre råder over hele jorden. „På freden vil der ingen ende være.“ — Esajas 9:6, 7.

[Tekstcitat på side 21]

Det der begyndte som en religionskrig mellem katolikker og protestanter, endte med at katolikker og protestanter kæmpede side om side mod katolikker

[Tekstcitat på side 22]

Soldaterne drog i kamp råbende „Santa Maria“ eller „Gud med os“

[Illustration på side 21]

Kardinal Richelieu

[Illustration på side 23]

Tegning fra det 16. århundrede som skildrer kampen mellem Luther, Calvin og paven

[Kildeangivelse på side 20]

Fra bogen Spamers Illustrierte Weltgeschichte VI

[Kildeangivelse på side 23]

Religiøse lederes slagsmål: Fra bogen Wider die Pfaffenherrschaft; kort: The Complete Encyclopedia of Illustration/J.G. Heck