Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Fuldfør din tjeneste“

„Fuldfør din tjeneste“

„Fuldfør din tjeneste“

„Udfør omhyggeligt din tjeneste.“ — 2 TIMOTEUS 4:5, Byington.

1, 2. Hvilke krav stilles der i Bibelen til ældste?

ER DU med til at forkynde den gode nyhed om Riget? Hvis du er det, bør du takke Jehova for den store forret du har fået. Er du ældste i menigheden? Det er endnu en forret fra Jehova. Men vi må aldrig glemme at det hverken er verdslig uddannelse eller medfødte evner til at tale der gør os egnede til at forkynde eller til at føre tilsyn i menigheden. Det er Jehova der gør os tilstrækkelig egnede til tjenesten, og de der har den forret at være tilsynsmænd, har fået den fordi de opfylder nogle specielle bibelske krav. — 2 Korinther 3:5, 6; 1 Timoteus 3:1-7.

2 Alle indviede kristne gør en evangelieforkynders gerning, men det er først og fremmest tilsynsmændene, de ældste, der skal gå foran i denne tjeneste. Gud og Kristus lægger mærke til de ældste der „slider i det med tale og undervisning“, og det gør deres trosfæller også. (1 Timoteus 5:17; Efeserne 5:23; Hebræerne 6:10-12) Når en ældste underviser, skal han altid fremholde den sunde lære, for apostelen Paulus skrev til tilsynsmanden Timoteus: „Der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne ønsker vil de samle sig en masse lærere for at få deres ører kildret; og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til usande historier. Du, derimod, vær ædru i alle ting, lid ondt, gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør din tjeneste.“ — 2 Timoteus 4:3-5.

3. Hvad må en ældste gøre for at menighedens åndelige sundhed ikke trues af falsk lære?

3 For at sikre sig at menighedens åndelige sundhed ikke trues af falsk lære, må en tilsynsmand følge Paulus’ vejledning: „Vær ædru i enhver henseende, . . . udfør omhyggeligt din tjeneste.“ (2 Timoteus 4:5, Byington) Ja, en ældste må udføre sin tjeneste omhyggeligt. Det vil sige at han må udføre den helt og fuldt, grundigt eller i fuldt mål. En ældste der ’fuldfører sin tjeneste’, eller ’udfører sin tjeneste omhyggeligt’, tager vare på alle sine pligter, forsømmer intet og gør intet halvt. Han er trofast selv i det mindste. — Lukas 12:48; 16:10.

4. Hvad kan hjælpe os til omhyggeligt at udføre tjenesten?

4 At man udfører sin tjeneste omhyggeligt, indebærer ikke nødvendigvis at man bruger mere tid, men det kræver at man udnytter tiden godt. Et støt og regelmæssigt tempo kan hjælpe alle kristne til at udrette noget i tjenesten. For at bruge mere tid i forkyndelsen må en ældste have en god timeplan og vide hvilke opgaver han kan uddelegere, og hvordan. (Hebræerne 13:17) En respekteret ældste vil naturligvis også selv gøre sin del af arbejdet, ligesom Nehemias, der selv var med til at genopbygge Jerusalems mur. (Nehemias 5:16) Og alle Jehovas tjenere bør regelmæssigt være med i forkyndelsen. — 1 Korinther 9:16-18.

5. Hvordan bør vi betragte forkyndelsen?

5 Det er en dejlig opgave vi har fået som forkyndere af det himmelske rige der nu er oprettet! Vi sætter stor pris på den forret det er, at være med til at forkynde den gode nyhed på hele den beboede jord før enden kommer. (Mattæus 24:14) Vi er ganske vist ufuldkomne, men vi kan finde opmuntring i Paulus’ ord: „Vi har denne kostbarhed [tjenesten] i lerkar, for at den kraft som er ud over det normale, må være Guds og ikke fra os selv.“ (2 Korinther 4:7) Ja, det er muligt for os at yde en antagelig tjeneste — men kun med visdom og styrke fra Jehova. — 1 Korinther 1:26-31.

Genspejl Guds herlighed

6. Hvilken modsætning ses mellem det kødelige Israel og det åndelige Israel?

6 Med henblik på de salvede kristne siger Paulus at Gud „har gjort os tilstrækkelig egnede til at være en ny pagts tjenere“. Apostelen satte den nye pagt der blev indgået med det åndelige Israel gennem mellemmanden Jesus Kristus, op som en modsætning til den gamle lovpagt der blev indgået med det kødelige Israel gennem mellemmanden Moses. Paulus siger videre at da Moses kom ned fra Sinaj Bjerg med De Ti Bud, strålede hans ansigtshud så israelitterne ikke kunne holde ud at se på det, og han måtte lægge et dække over ansigtet. Med tiden skete det imidlertid at ’deres forstand blev sløvet’, og der kom et dække over deres hjerte. „Men når der er en tilbagevenden til Jehova, tages dækket bort,“ siger Paulus. Han henviser dernæst til den tjeneste som de der er med i den nye pagt, har fået betroet, og siger at de alle „med utildækket ansigt genspejler Jehovas herlighed“. (2 Korinther 3:6-8, 14-18; 2 Mosebog 34:29-35) I dag har Jesu „andre får“ også den forret at genspejle Jehovas herlighed. — Johannes 10:16.

7. Hvordan kan mennesker genspejle Guds herlighed?

7 Hvordan kan syndige mennesker genspejle Guds herlighed når intet menneske kan se hans ansigt og leve? (2 Mosebog 33:20) Jehovas herlighed er også knyttet til hans hensigt, idet han vil hævde sin suverænitet ved hjælp af sit rige. De sandheder der har at gøre med Riget, er en del af „Guds storslåede gerninger“ der begyndte at blive forkyndt af dem som fik den hellige ånd på pinsedagen i år 33. (Apostelgerninger 2:11) Åndens ledelse satte dem i stand til at fuldføre den tjeneste de fik betroet. — Apostelgerninger 1:8.

8. Hvad var Paulus besluttet på i forbindelse med tjenesten?

8 Paulus var fast besluttet på at intet måtte få lov at hindre ham i at fuldføre sin tjeneste. Han skriver: „Da vi har denne tjeneste ifølge den barmhjertighed der er blevet vist os, giver vi ikke op; men vi har frasagt os de skjulte ting som man ville skamme sig over, idet vi ikke vandrer med underfundighed og heller ikke forfalsker Guds ord, men ved at gøre sandheden kendt anbefaler vi os til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne.“ (2 Korinther 4:1, 2) Ved hjælp af „denne tjeneste“, som Paulus nævner, gøres sandheden kendt, og det åndelige lys spredes.

9, 10. Hvordan er det muligt at genspejle Jehovas herlighed?

9 Om kilden til bogstaveligt og åndeligt lys skriver Paulus: „Det er Gud som har sagt: ’Lad lys skinne frem af mørke,’ og han har skinnet på vore hjerter for at oplyse dem med den herlige kundskab om Gud ved Kristi ansigt.“ (2 Korinther 4:6; 1 Mosebog 1:2-5) Eftersom vi har fået det uvurderlige privilegium at være Guds tjenere, lad os da holde os rene så vi kan genspejle Jehovas herlighed.

10 Mennesker der er åndeligt formørkede, kan ikke se Jehovas herlighed eller hvordan den genspejles af Jesus Kristus, den større Moses. Men som Jehovas tjenere modtager vi det herlige lys fra Bibelen og genspejler det til gavn for andre. De der nu befinder sig i åndeligt mørke, har behov for lys fra Gud for at undgå udslettelse. Med stor glæde og nidkærhed adlyder vi derfor befalingen om at lade lyset skinne frem af mørket, og derved ærer vi Jehova.

Lad dit lys skinne ved at lede bibelstudier

11. Hvad mente Jesus da han sagde at vi skulle lade vores lys skinne, og hvilken gren af tjenesten nævnes her?

11 Jesus sagde til sine disciple: „I er verdens lys. En by kan ikke skjules når den ligger på et bjerg. Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset. På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ (Mattæus 5:14-16) Vores gode adfærd kan få andre til at herliggøre Gud. (1 Peter 2:12) Og de forskellige grene af vores forkyndelse giver os mange lejligheder til at lade lyset skinne. Et af vore vigtigste mål er at genspejle det åndelige lys fra Guds ord ved at lede fremadskridende bibelstudier. Det er en meget vigtig gren af tjenesten. Hvad kan vi gøre for at nå ind til sandhedssøgende menneskers hjerte når vi leder bibelstudier?

12. Hvilken forbindelse er der mellem bøn og det at lede et bibelstudium?

12 Hvis vi beder Jehova om hjælp til at lede bibelstudier, viser det at vi oprigtigt ønsker at være med i denne gren af tjenesten. Det vidner også om at vi kan se betydningen af at hjælpe andre til at tilegne sig kundskab om Gud. (Ezekiel 33:7-9) Jehova vil helt afgjort besvare vore bønner og velsigne den samvittighedsfulde indsats vi gør i forkyndelsen. (1 Johannes 5:14, 15) Men vi beder ikke blot om hjælp til at finde en der ønsker at studere Bibelen med os. Når vi har oprettet et studium, vil vi have elevens specifikke behov i tanke og bede om hjælp til at opfylde det så vi fra gang til gang kan lede studiet på en fremadskridende måde. — Romerne 12:12.

13. Hvad kan hjælpe os til at lede fremadskridende bibelstudier?

13 For at lede fremadskridende bibelstudier må vi forberede os godt hver gang. Hvis vi føler os lidt utilstrækkelige, kan det være en hjælp at lægge mærke til hvordan bogstudietilsynsmanden gennemgår ugens pensum med gruppen. Fra tid til anden kan vi måske også følges med forkyndere der har haft gode resultater med at lede bibelstudier. Og naturligvis bør vi især have Jesu Kristi indstilling og undervisningsmetoder for øje.

14. Hvordan kan vi nå ind til bibelstudieelevens hjerte?

14 Jesus fandt stor glæde ved at gøre sin himmelske Faders vilje og ved at fortælle andre om ham. (Salme 40:8) Han havde et mildt sind og var god til at nå ind til sine tilhøreres hjerte. (Mattæus 11:28-30) Vi må også bestræbe os for at nå ind til elevernes hjerte. Hvis det skal lykkes for os, må vi forberede os til hvert studium med elevens særlige omstændigheder i tanke. Hvis han for eksempel kommer fra en kultur hvor man ikke kender eller accepterer Bibelen, kan det være nødvendigt at overbevise ham om at Bibelen er sand. Det indebærer naturligvis at vi må læse mange skriftsteder og forklare dem.

Hjælp eleverne til at forstå illustrationer

15, 16. (a) Hvad kan vi eventuelt benytte hvis en elev ikke forstår en illustration, eller et billede, der bruges i Bibelen? (b) Hvad kan vi gøre hvis en af vore publikationer bruger en illustration som en elev har svært ved at forstå?

15 Nogle bibelstudieelever kender ikke så meget til de illustrationer, eller billeder, der bruges i Bibelen. Måske forstår de ikke hvad Jesus mente da han talte om at sætte en lampe på en stander. (Markus 4:21, 22) Jesus sigtede til en gammeldags olielampe med en brændende væge. En sådan lampe blev sat på en særlig stander så den kunne oplyse hele rummet. For at forklare Jesu billede kan det være nødvendigt at læse artiklerne „Lampe“ og „Lampestander“ i Indsigt i Den Hellige Skrift. * Det er en stor tilfredsstillelse at kunne give eleverne en forklaring som de forstår og sætter pris på!

16 I en bibelstudiehåndbog bruges der måske en illustration som en elev har svært ved at forstå. Tag dig tid til at forklare den, eller brug en anden illustration med samme pointe. Det kan for eksempel være at det i en af vore publikationer understreges hvor vigtigt det er at man i ægteskabet har en god partner, og at man samarbejder. Det illustreres med en mand der hænger i en svingende trapez, og som giver slip i tillid til at en anden artist griber ham. Hvis eleven har svært ved at forstå denne illustration, kan man måske i stedet illustrere behovet for en god partner og en fælles indsats ved at beskrive den måde hvorpå arbejdere der losser en båd, samarbejder ved at lade kasserne gå fra mand til mand.

17. Hvad kan vi lære af Jesus med hensyn til illustrationer?

17 Det kræver forberedelse at finde en alternativ illustration, men på den måde viser man personlig interesse for sin bibelstudieelev. Jesus brugte enkle illustrationer for at forklare vanskelige emner, sådan som det fremgår af hans bjergprædiken, og Bibelen viser at hans undervisning havde en god virkning på hans tilhørere. (Mattæus 5:1–7:29) Jesus viste stor tålmodighed når han forklarede tingene, for han var oprigtigt interesseret i andre. — Mattæus 16:5-12.

18. Hvad anbefales det at vi gør i forbindelse med skriftstedshenvisningerne i vore publikationer?

18 Vores interesse for andre vil få os til at ’ræsonnere ud fra Skrifterne’. (Apostelgerninger 17:2, 3) Det kræver at vi studerer under bøn og gør klogt brug af publikationerne fra „den trofaste husholder“. (Lukas 12:42-44) Bogen Kundskab der fører til evigt liv indeholder for eksempel mange skriftsteder. * På grund af den begrænsede plads er det ikke alle skriftsteder der er citeret. Mange er der blot henvist til. Under et bibelstudium er det vigtigt at man læser og forklarer i det mindste nogle af de skriftsteder der henvises til. Vores undervisning bygger jo på Guds ord, som har stor kraft. (Hebræerne 4:12) Henvis til Bibelen under hele studiet, og slå ofte skriftstederne i paragrafferne op. Hjælp eleven til at forstå hvad Bibelen siger om et bestemt emne eller en bestemt handlemåde. Hjælp ham til at se hvordan det vil gavne ham at adlyde Gud. — Esajas 48:17, 18.

Stil tankevækkende spørgsmål

19, 20. (a) Hvorfor er det godt at spørge eleverne om deres mening når vi leder bibelstudier? (b) Hvad kan vi gøre hvis et bestemt emne kræver yderligere forklaring?

19 Jesu dygtige brug af spørgsmål hjalp folk til at ræsonnere. (Mattæus 17:24-27) Hvis vi spørger eleverne om deres mening på en måde der ikke sætter dem i forlegenhed, kan deres svar vise hvordan de ser på bestemte emner. Vi vil måske opdage at de stadig har nogle ubibelske synspunkter. Det kan være at de stadig tror på treenighedslæren. I kapitel 3 i ’Kundskabsbogen’ gøres der opmærksom på at ordet „treenighed“ ikke forekommer i Bibelen. Bogen citerer og henviser til skriftsteder som viser at Jehova ikke er den samme som Jesus, og at den hellige ånd ikke er en person, men Guds virksomme kraft. Det vil måske være tilstrækkeligt at læse og drøfte disse skriftsteder. Men hvad kan man gøre hvis der er behov for yderligere forklaring? Ved det næste studium kan man måske drøfte emnet ud fra en anden publikation, som for eksempel brochuren Skal man tro på treenigheden? Derefter kan man fortsætte med studiet over ’Kundskabsbogen’.

20 Lad os nu sige at elevens svar på et spørgsmål overrasker eller endda skuffer os. Hvis det for eksempel drejer sig om rygning, eller et andet følsomt emne, kan vi måske foreslå at vi blot fortsætter studiet og vender tilbage til spørgsmålet senere. Når vi ved at eleven stadig ryger, har vi mulighed for at finde nogle oplysninger frem der kan hjælpe ham til at gøre fremskridt i åndelig henseende. I forbindelse med vore bestræbelser for at nå ind til elevens hjerte kan vi bede til Jehova om at han vil hjælpe ham til at vokse åndeligt.

21. Hvad kan vi opnå ved at tilpasse vore undervisningsmetoder efter elevens specifikke behov?

21 Med god forberedelse og med Jehovas hjælp vil vi uden tvivl kunne tilpasse vore undervisningsmetoder efter elevens specifikke behov. Med tiden kan vi måske hjælpe ham til at opdyrke en dyb kærlighed til Gud. Vi kan måske også indgive ham respekt for og værdsættelse af Jehovas organisation. Det er en meget stor glæde at se en bibelstudieelev erkende at ’Gud virkelig er iblandt os’! (1 Korinther 14:24, 25) Lad os derfor lede fremadskridende bibelstudier og gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe andre til at blive Jesu disciple.

En dyrebar skat

22, 23. Hvad kræver det af os hvis vi skal fuldføre vores tjeneste?

22 Hvis vi skal fuldføre vores tjeneste, må vi stole fuldt og helt på den kraft vi får fra Gud. Angående tjenesten skrev Paulus til andre salvede kristne: „Vi har denne kostbarhed i lerkar, for at den kraft som er ud over det normale, må være Guds og ikke fra os selv.“ — 2 Korinther 4:7.

23 Uanset om vi hører til de salvede eller til de „andre får“, er vi som skrøbelige lerkar. (Johannes 10:16) Men Jehova kan give os den styrke der er nødvendig for at vi, trods det pres vi udsættes for, kan klare de opgaver vi har fået betroet. (Johannes 16:13; Filipperne 4:13) Lad os derfor stole helt på Jehova, betragte tjenesten som en dyrebar skat og fuldføre vores tjeneste.

[Fodnoter]

^ par. 15 Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 18 Udgivet af Jehovas Vidner.

Hvad vil du svare?

● Hvad kan ældste gøre for at fuldføre deres tjeneste?

● Hvordan kan vi undervise på en mere virkningsfuld måde når vi leder bibelstudier?

● Hvad vil du gøre hvis en elev ikke forstår en illustration, eller hvis han har brug for flere oplysninger om et bestemt emne?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 16]

Kristne ældste underviser i menigheden og er med til at oplære trosfæller i forkyndelsen

[Illustration på side 18]

Vi kan lade vores lys skinne ved at lede fremadskridende bibelstudier