Liberia — Åndelig vækst trods krig

BORGERKRIGEN i Liberia har hærget i mere end ti år. I midten af 2003 havde oprørsstyrker kæmpet sig vej til hovedstaden Monrovia. Mange Jehovas Vidner var nødt til at flygte fra deres hjem, undertiden gentagne gange. Igen og igen blev deres ejendele stjålet.

Under kampene i hovedstaden blev der dræbt i tusindvis af mennesker. Blandt dem var to Jehovas Vidner, en mand og en kvinde. Hvordan klarede andre Jehovas Vidner sig under trængslerne, og hvad blev der gjort for at hjælpe dem?

Hjælp til dem der er i nød

Igennem hele krisen sørgede Jehovas Vidners afdelingskontor i Liberia for hjælp til de nødlidende. Der blev sørget for at de fik mad, medicin og de vigtigste husholdningsredskaber. I den periode hvor havneområdet var okkuperet af oprørerne, var der mangel på mad. Afdelingskontoret havde forudset denne udvikling og havde nødforsyninger parat til de to tusind forkyndere der havde søgt tilflugt i rigssalene rundt om i byen. Brødrene rationerede maden så forsyningerne kunne række indtil havnen blev genåbnet. Afdelingskontorerne i Belgien og Sierra Leone sendte lægemidler og medicinsk udstyr til byen via fly, og det engelske og det franske afdelingskontor leverede store forsyninger af tøj.

På trods af den fortvivlede situation blev brødrene ved med at være positive og optimistiske. En kommentar fra en broder der tre gange var flygtet fra sit hjem, var karakteristisk for mange brødre. Han sagde: „Det her er de forhold vi forkynder om; vi lever i de sidste dage.“

Positive reaktioner på den gode nyhed

På trods af optøjer og tumult i landet har forkynderne stadig gode resultater i tjenesten. I januar 2003 nåede man et nyt højdepunkt på 3879 forkyndere, og i februar blev der rapporteret 15.227 bibelstudier.

Folk er hurtige til at tage imod den gode nyhed. Et godt eksempel på dette finder vi i en landsby i den sydøstlige del af landet. En menighed planlagde at fejre højtiden til minde om Jesu død i en større landsby, Bewahn, der ligger fire-fem timers gang fra det sted hvor de normalt mødes. Inden brødrene tog hen for at invitere indbyggerne i landsbyen til mindehøjtiden, gav man Bewahns borgmester en indbydelse. Da han havde læst den, tog han sin bibel og gik ud til landsbyens beboere. Så læste han et skriftsted der var henvist til på indbydelsen, og opfordrede dem til at overvære mindehøjtiden. Da forkynderne ankom, fandt de ud af at deres arbejde allerede var gjort. Borgmesteren kom til mindehøjtiden sammen med sine børn og sine to koner. I alt var der 27 til stede. Siden da har borgmesteren forladt metodistkirken. Han er begyndt at studere  med Jehovas Vidner og har tilbudt dem en grund til en rigssal.

En ændret indstilling

Vore brødres adfærd har været en medvirkende årsag til at nogle modstandere har ændret indstilling til sandheden. Det er Opoku et godt eksempel på. En specialpioner traf ham i forkyndelsen og tilbød bladet Vagttårnet. Opoku syntes at en af artiklerne i bladet så interessant ud, men han havde ingen penge. Pioneren forklarede at bladet var gratis, gav ham det og aftalte at komme igen. Ved det næste besøg spurgte Opoku pioneren: „Kan du ikke kende mig? De fleste af dine venner i byen Harper kender mig. Jeg plejede at smide jeres børn ud af skolen!“ Han forklarede at han havde været skoleinspektør på et gymnasium i byen, og at han havde været efter Jehovas Vidners børn fordi de ikke ville hilse flaget.

Men efter at Opoku ved tre lejligheder havde set Jehovas Vidner vise næstekærlighed, revurderede han sin holdning. Først så han nogle Jehovas Vidner tage sig af en trosfælle der var alvorligt syg. De sørgede endda for at han kunne blive behandlet i et naboland. Opoku havde troet at den syge var „en stor mand“ blandt Jehovas Vidner, men fandt ud af at han var et ganske almindeligt medlem af menigheden. Den anden hændelse foregik i halvfemserne mens Opoku var i Elfenbenskysten som flygtning. En dag da han var tørstig, tog han hen for at købe noget vand af en ung mand. Opoku havde kun en stor seddel som den unge mand ikke kunne give tilbage på, så han gav Opoku vandet uden at tage noget for det. Da den unge mand rakte Opoku vandet, spurgte han: „Tror du nogen sinde vi vil komme til at opleve en tid hvor mennesker som du og jeg vil give hinanden ting uden at tage penge for dem?“ Opoku gættede på at han var et af Jehovas Vidner, og den unge mand bekræftede dette. Denne broders gavmildhed og venlighed gjorde indtryk på ham. Endelig overbeviste specialpionerens villighed til at give ham bladet uden at modtage betaling for det Opoku om at hans syn på Jehovas Vidner havde været forkert, og at han var nødt til at ændre opfattelse. Han gjorde åndelige fremskridt og er nu udøbt forkynder.

Brødrene i Liberia tjener stadig under meget vanskelige omstændigheder, men alligevel stoler de på Gud og forkynder trofast den gode nyhed om bedre forhold under Guds riges retfærdige styre. Jehova vil aldrig glemme deres arbejde og den kærlighed de har vist mod hans navn. — Hebræerne 6:10.

[Kort på side 30]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MONROVIA

[Illustrationer på side 31]

I kritiske tider sørger Jehovas folk for åndelig og fysisk hjælp til dem der er i nød